Kitabı oku: «Faedra Brudstykker af et Livs Historie», sayfa 11
VII
Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda blandede deres Vellugt i Vaserne.
Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.
Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt – kan hun med ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod sine Øienlaag.
Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen.
Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time efter Time hyllet i evig Døs.
Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro, sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes Smaasaar med den kølige Jord.
Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun drager et Suk – naar det linder.
Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven – rundt, thi Søvnen vil ikke komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge Nerver.
Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier.
Men Grevinde Urne sover ikke.
Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens Berøringer smerter hende.
Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem ikke.
Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen – det hændes, hun lader hende vække om Nætterne – falder hun med ét hen i idiotisk Apati, hvor Ansigtet forstenes.
Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og hun slumrer ind lige overfor sin Frue.
* * * * *
Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var ankommen til Thorsholm.
De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm om Aftenen.
Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød.
Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand.
– Kom, sagde Greven. Og hun fulgte.
Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne. Den sidste Dag sagde han:
– Jeg reiser iaften.
– Hvorhen? spurgte hun.
Og uden at sé paa hende sagde han;
– Bort.
Dermed skiltes de.
* * * * *
Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt og dybere i Morfinens Døs.
