Kitabı oku: «Etienne Gerards Bedrifter», sayfa 7

V.
Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen

Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i Aften fortsætte min Beretning.

Jeg skal love for, at de passede godt paa mig i Oporto, for ikke at give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til England, hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var bygget til os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et Pension", thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret for lidt Modgang.

Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var afgørende nok.

For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige Fængsel i Dartmoor.

Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.

Vi Officerer beboede en særlig Fløj af denne fæstningslignende Bygning, og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer, Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi England havde Overtaget til Søs.

Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven taget til Fange af Englænderne ved Astorga.

Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er – som I kender dem. Men denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham forrykt. Hvor jeg dog ønskede, at gamle Bouvet eller en af mine Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede det?

Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i Flugtforsøget.

Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse. Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa Væggene.

Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til, at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre, thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt kunde gøre Arbejdet selv.

Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde, hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det første Skridt hen imod min Frihed.

Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa, at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove Flugtforsøget.

Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa sin sædvanlige sløve Maner.

"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart faa Deres Kammerater at se!"

"Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar De er sluppen ud?"

"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."

"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.

"En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der altid frygter det værste."

Jeg saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle.

Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.

"Jeg følger efter, Oberst!" sagde han.

"Vil De gaa først?" spurgte jeg.

"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."

"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv kært."

Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene og hylede, saa højt han kunde:

"Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!"

I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt. Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa, hvad dette vilde føre til.

Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet. Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre.

En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt mig i Skyggen af Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb.

Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder, mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg løb, løb, løb!

Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning, naar jeg havde Vinden imod mig.

Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig. Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa, at Folk ikke skulde fange mig levende!

Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham. Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe tittede ud.

"Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen; "Sir Charles maa være faret vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."

"Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var jeg den Gang kun otte og tyve.

Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man helst vil møde om Natten paa en øde Vej.

"Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.

"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn, og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild."

Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behøvede for at skjule min Uniform. Ganske sandt, jeg følte mig omtrent som en Landevejsrøver, men hvad skulde jeg gøre? Nød bryder alle Love, og jeg var i Fjendens Land.

"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til – ". Jeg halede den ud gennem Vinduet, medens jeg talte.

Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse, Frygt og Afsky.

"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog stjæler De min Mands Kappe."

"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt. Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt tilbage."

Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se fortørnet ud.

"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."

"Der er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.

"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"

"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"

Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.

"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min Mands Kappe – ", begyndte hun.

"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor nødvendig Kappen er for mig."

Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa, saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.

"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem," sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og stærk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hærdet gennem tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn, og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg snart i Søvn.

Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.

Det var Dartmoor Fængsel! – Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa rystet ved Synet, at det først efter nogen Tids Forløb gik op for mig, hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte paa mit Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu var at gøre.

En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv – den aldrig at kalde noget en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres udfordrende Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført tværs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.

Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for Dartmoor Fængsel.

Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.

Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det, som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.

"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."

"Affordre mig hvad?" raabte han.

"Deres Klæder!" gentog jeg.

Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans Ansigt.

"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."

"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af Deres Klæder uden yderligere Snak."

I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks Fængselsbetjente.

"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog tilsidst!"

Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit Nederlag.

"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre," svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte tilbageholde et Brev til Dem."

Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt, medens han læste det.

"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.

"Det laa i hans Frakkelomme."

"De har været i Besiddelse af det i to Dage."

"Ja, siden i Forgaars Nat!"

"Og ved ikke, hvad det indeholder?"

Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.

Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.

"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi. Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op for Dem."

Nu skal I høre, hvad det indeholdt:

"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."

Og medens han læste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det ømme Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.