Kitabı oku: «Det graa hus», sayfa 3

– Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig forsøgte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en sær Fugls Skrigen.

– For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide bøje sin stive Ryg.

– Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine læmpelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.

Moderen var paaklædt. Hun havde slaaet sit Vindu op – ud, mod den kolde og bidende Luft.

Faderen havde hørt det fra sit Værelse:

– Stella, dit Bryst, raabte han.

– Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

– Nu har de Engelsk.

Hun tænkte paa det “Hvide Hus” derhjemme og paa Børnene, hvis Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

– Og den Mindste kan ingenting, tænkte hun, og hun smilte.

Hun hørte Faderen aabne og lukke sin Dør og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

– Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, næsten som Tordenskyerne, naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hørte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Værelse og slaa Vinduerne op med et Brag.

Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod Kældervinduerne i Længen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af Kældervinduet.

– Tre var der.

– En sort og to blonde.

Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

– Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindekøn.

Pludselig hørte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den rulle frem i Gaarden.

– Nej, Børnlille, sagde hun, den Nærmer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene:

– Den gør’et ikke længe, sagde han.

– Det ka’ nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

– Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa Døren. Det var Faderen.

– Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.

Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Døren lo Moderen:

– Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige Appetit.

Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det Kældervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevægelige Ansigt, og der gik en pludselig og træt Skygge over Moderens Træk.

Hans Excellence aabnede sin Dør:

– Georg, Brevene, raabte han.

– Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang.

– Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bøjede sig, mens Hans Excellence kyssede hende paa Panden med de kolde Læber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saa hen paa hende – med det samme ligesom frygtagtige Blik som om Morgenen – :

– Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine Læber naa hendes Haar.

Hendes Naade sænkede brat sit Hoved:

– Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

– Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflæse Temperaturen paa det ophængte Termometer.

… Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.

II

Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve. Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede Nøglerne om i begge sine Døre, før han satte sig igen. Han havde lidt besværligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede højt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans Hænder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han læste med sine blotte Øjne:

Thorsholm den 26. Februar.

Kære Papa.

“Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som sædvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min Søn Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ønske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Beløb er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhjælp maatte gøre yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder.”

Hans Excellences fremskudte Underlæbe skjalv – for anden Gang – men han læste videre:

“Papa skriver: “For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet”. Endskønt jeg vel kender Papas Ønske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at læse, da Stillingen næppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules længer, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstrængelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landvæsen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erklæret ikke at kunne have en Søn til Læge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de første Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Oversættelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilfælde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afgøre, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til Lægevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desværre overflødigt at tale om Gaardene, hvis Køb Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa købte Annebygaard. kort før han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til “Konferensraaden” Glud skal jeg ikke blande mig, skønt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indrømme, først og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele Købesummen, før Mama kunde bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning – men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en Jægermester – havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og været givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde været prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit.”

Hans Excellences Haand skælvede som i et Ryk og Aarerne i hans Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at læse.

Det tog i Døren.

– Hvem er det? raabte han.

– Hans Excellence læser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen:

– Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse “Lejligheder” af den opslagne Avis, uden at stanse:

– “Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder. Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser.”

– Hvor var det? spurgte Hendes Naade.

Selskabsdamen svarede.

– Ja, om man kunde opnaa at faa en første Sal, sagde Hendes Naade: men Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

– Videre.

Selskabsdamen læste igen:

– “Herskabelig Lejlighed, ti Værelser, Anretteværelse, Badeværelse o.s.v., første Sal. Bredgade 60. Portneren anviser.”

– Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til – Legationsraadinden var død der og Hendes Naade gav ikke Agt paa Lejligheder, hvor hun vidste om Dødsfald – :

– Der var ellers rart.

Georg var kommen ind.

– Læg Tæppet om mig, sagde hun, og da Georg havde bøjet sig for at lægge Tæppet om hendes Knæ, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at læse:

– Hvor er hans Excellence?

Georg, der førte sine krogede Fingre hen over Tæppet, sagde:

– Hans Excellence læser Posten; og idet han løftede Hovedet og saá paa Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig krængede sine Læber, saa hans to eneste Tænder blev synlige – de lignede “Gnaverne” hos en Rotte – :

– Der var Brev fra Hr. Jægermesteren.

Georg skjulte med Læben atter sine to Tænder og rejste sig.

– Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommetørklæde aftørrede sine Tindinger, der var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at læse.

– Hvorfor læser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og hørte ikke, hvad Frøkenen svarede.

Pludselig sagde hun:

– Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt.

– Jægermesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet hæs.

– Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et Par mørkere Skygger i Mørket.

Hendes Naade førte sine Hænder over hinanden:

– Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle Øjeblikke, i Mørket.

– Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

– Ja, svarede Hendes Naade, der ikke rørte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret.

– Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

– Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie nævnede Deserten:

– Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

– Jeg fik Penge igaar.

– Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

– Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i Mørket.

– Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, skønt der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen:

– Men det er mig, sagde hun:

– Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting længe.

– Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Læber paany var blevet smalle som før; og hun løftede Haanden, at Tyendet kunde gaa.

Da Døren var lukket, tog Hendes Naade en Nøgle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde løsnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde været af Jern.

Det bankede paa Døren – og en Gang til:

– Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde Kræfter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

– Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dør.

– Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig støtte af Frøkenen, mens hun gik ind gennem Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smækkede Hans Excellence Døren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde løftet deres Øjne paa samme Tid og slog dem atter ned.

– Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

– Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin Lænestol, ikke tog Øjnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand.

– Fra Hans.

Der var stille nogle Øjeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

– Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise.

– Som sædvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev større, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:

– Og Børnene? sagde hun.

– De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

– Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Hænder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt bøjede han sig ned og kyssede hende paa Panden med just den samme Bevægelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

– Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

– Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

– Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ændredes lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

– Det er Harriette, sagde hun.

– Naa.

– Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og Pelsværk:

– Go’morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

– Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

– Goddag, Onkel Hvide.

– Goddag, min Ven, sagde han og rørte flygtigt Marschalindens Kind med sine Læber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fraværelse ikke var til for ham.

– Hvor jeg havde glædet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og følte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

– Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med Haanden bød Fru Harriette en Stol:

– Og du er helt den samme.

– Den samme…

Det var som om Ordet “den samme” kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom forsvundet.

– Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun. – Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

– Slaar de ihjel endnu?

– Ja.

Idet han lo, sagde han:

– Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke – ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret – lagde han til:

– Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

– Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Øjne, saasnart hun ikke talte, løb rundt i Stuen ligesom om de søgte.

– Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

– Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til:

– Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

– Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

– Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

– Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

– Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter Tanten paa Panden, før hun gik.

Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, tæt bag den aabnede Dør. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans Excellence:

– Skal Du svare Hans?

Men han hørte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder eller den tomme Væg…

– Nej, Harriette, Harriette – og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen…r det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

– Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet:

– Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

– Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

– Ja, sagde Moderen: er det ikke mærkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig.

– Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ændrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

– Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

– Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

– Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse… Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen.

– Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben.

– Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud.

– Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen.

– Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem.

– Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin Tallerken.

Hun tav et Øjeblik, før hun sagde:

– Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

– Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et Øjeblik:

– Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede:

– Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun.

– Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

– Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.

– Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

– Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

– Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen. – Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede Armene:

– Nej, for de døde jo aldrig og gi’e dem Afsked var der ingen, som turde.

– Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog græd ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

– Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-Døren i paa din hvide Silkekjole.

– Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta’e den paa for Mama.

– Gud, hvor blev den flænget, sagde Moderen.

– Ja.

– Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren…g badus var Kjolen i to Flænger…

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de to Flænger.

– Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa Bordopsatsen, spurgte hun:

– Hvad er det for Blomster?

– De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

– De er dejlige.

– Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

– Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til “Gaarden”:

– Jens var dog bedst tilhest.

– Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

– Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde Kælderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

– Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

– Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den skønne Halvblods Hingst.

– Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

– Det var da værre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.

– Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

– Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Øjne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

– Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubevægeligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt.

– Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar – Marschalinden saá over paa Faderen – Du kom hjem fra Bonn, Fritz… da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem Æresporten. Margrethe Stuepige var forrest, i grønt Liv med røde Bændler…

– Men Du blev Rosenbruden, Stella – Marschalinden begyndte at le…ej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:

– Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Øjeblik, Du blev kronet, midt paa den grønne Plæne.

– Under Blodbøgen, sagde Moderen.

Hun løftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig sænket Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Øjne, som den, der tænker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

– Ja, det var den Gang, sagde hun.

– Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Øjne, Skylleskaalene frem.

– Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Hænder: han hæger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

– Skaal, Fritz, sagde hun.

– Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

– Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.

– Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kløften i hans Hage, den Kløft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

– Aa nej, sagde hun: Aarene støver os alle i Ansigtet.

Faderen stødte sin Stol tilbage, saa Moderen fo’r sammen.

– Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine Hænder.

– Küss’ die Hand, svarede Marschalinden og langsomt førte hun Moderens dejlige Hænder op mod sine Læber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo’r op af Tanker og saá fra Væg til Væg:

– Men at det kan blive ved…

– Hvilket? spurgte Moderen.

– Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke hørt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at tænke paa Baron Brahes, sagde:

– Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

– Hvem? – Emmely Brahe… Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

– Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt rød i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han, at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par Visiter.

– Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.

– Tænk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

– Der bli’er dog altid et Slags Tæppe ud af det, sagde hun.

– Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom – og de gik videre, ind til Hans Excellence:

– Ja, Farvel, Onkel Hvide.

– Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence rørte sig ikke:

– Farvel.

De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

– Men Onkel Hvide er blevet gammel.

– Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

– Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

– Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

– Langt bort?

Marschalinden vendte Øjnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et Ryk.

– Langt bort, gentog hun, og det saá næsten ud, som om hendes Læber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbevægelse:

– Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen saá langt ud over Sneen.

– Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne:

– Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne.

Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte:

– Dér er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort.

– Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

– Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

– Er det stadig det samme med Hans?

– Det er vist snarere værre.

Marschalinden nikkede:

– Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

– Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine Klude.

– Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne.

Den slanke Tjener, som havde smøget de lyseblaa Ærmer op, saa man saá næsten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Døren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut.

– Aa ja, aa ja, stønnede Excellencen.

Husets gamle Træværk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Hænderne i sit Skød sad hun foran en opslaaet Bog, uden at læse.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Værelse. De tre Kommiser stak Hovederne op af deres Kældervindu som Lænkehunde, der slaar den hede Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens Mørke.

Den enbenede strakte sit Træben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit Kælderhul. Han begyndte at slaa den nye Løber op ad Trappen. Hammerslagene lød, mod det hule Træ, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved Døren og gik ind:

– Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dørtrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand:

– Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene – Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme – strejfede han med sine Øjne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.

– Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et Stød, havde skubbet Skuffen i, da han saá Moderen træde ind. Hun havde et Øjeblik og fra Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig Bevægelse, bøjede hun sig og, mens deres Øjne mødtes saa meget som et Nu, kyssede hun hans Kind.

– Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i Døren til Dagligstuen, da han sagde:

– Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?

Moderen lo og sagde:

– Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Fløjdørene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en Sølv-Merkurs løftede Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen fæste Nikolaj I’s Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

– Sæt Dig dog, bedste.

Moderens Øjne var faldne paa en Anton Melbye, hvis grønne og salte Bølger pludselig gød sig frem i Solen, og hun sagde:

– Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

– Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af Væggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:

– Har Du talt med Hvide?

– Næsten ikke, Grandmama. Jeg har jo været ude.

– Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine Hænder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

– Og saa har vi tilmed Middag idag.

– Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade sænkede Hovedet med et Suk:

– Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade være at tænke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren:

– Hvad er det for Madeira?

Den Slanke bukkede:

– Hendes Naade har givet Ordre.

Faderen løftede et Øjeblik paa Glasproppen og førte Flasken op mod sit Ansigt:

– Det er bedre at lade Georg give Dem en mere tør, sagde han.

Den Liberiklædte bukkede paany uden at bevæge sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

– Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvmørkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to Søstre, hvoraf den ældste havde været Hofdame hos Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.