Kitabı oku: «Forsvundet», sayfa 3
Kapitel 4
Den hvide flamme på propanbrænderen viftede foran Riley. Hun måtte undvige fra side til side for at undgå at blive forbrændt. Lysstyrken blændede hende, og hun kunne ikke engang se sin fangevogters ansigt længere. Når fakklen hvirvlede omkring, syntes den at efterlade lysspor hængende i luften.
"Stop det!" Råbte hun. "Stop det!"
Hendes stemme var hæs af at råbe. Hun undrede sig over, hvorfor hun overhovedet brugte luft på det. Hun vidste, at han ikke ville holde op med at plage hende, før hun var død.
I samme øjeblik løftede han et lufthorn og blæste ind i hendes øre.
Et bilhorn dyttede. Riley vendte tilbage til nutiden og det så ud som om, at lyset i lyskrydset lige var blevet grønt. En stribe bilister ventede i kø bag hendes bil, og hun trådte på speederen.
Med svedige håndflader tvang Riley minderne væk og huskede i stedet sig selv på, hvor hun var. Hun skulle besøge Marie Sayles, den eneste anden overlevende efter den gerningsmands ubeskrivelige sadisme, som næsten havde taget livet af hende. Hun forberedte sig på, at minderne ville overvælde hende. Det var ellers lykkedes hende at koncentrere sig om kørslen i halvanden time nu, og hun syntes selv, at hun klarede det fint.
Riley kørte ind i Georgetown, passerede større viktorianske hjem og parkerede på adressen, som Marie havde givet hende over telefonen - et rødt murstensbyhus med en smuk karnap. Hun sad et øjeblik i bilen og diskuterede med sig selv om, hvorvidt hun skulle gå ind i et forsøg på at finde modet.
Endelig steg hun ud. Da hun gik op ad trapperne, var hun glad for at se Marie møde hende i døren. Mørkt, men elegant klædt, smilede Marie noget blegt. Hendes ansigt så træt ud. Riley var ret sikker på, at hun havde grædt, fordi hun havde rander under øjnene. Det kom ikke som nogen overraskelse. Hun og Marie havde set meget til hinanden i løbet af ugernes videochats, og det var meget lidt, de kunne skjule fra hinanden.
Da de gav hinanden et knus, blev Riley straks opmærksom på, at Marie ikke var så høj og robust som hun havde forventet, at hun skulle være. Selv med hæle på var Marie lavere end Riley og hendes figur lille og delikat. Det overraskede Riley. Hun og Marie havde snakket meget sammen, men det var første gang de mødtes personligt. Trods Maries ubetydelige fremtoning var hun tilsyneladende modig nok til at overleve, hvad hun havde været igennem.
Riley lagde mærke til omgivelserne, da hun og Marie gik ind i spisestuen. Stedet var ulasteligt rent og smagfuldt møbleret. Det ville normalt have være et skønt hjem for en succesfuld singlekvinde. Men Marie havde alle gardinerne trukket for, og belysningen var dæmpet. Atmosfæren var trykket. Riley ønskede ikke at indrømme det, men det fik hende til at tænke på sit eget hjem.
Marie havde anrettet en let frokost til dem på spisebordet, og hun og Riley satte sig ned for at spise. De sad der i akavet tavshed, Riley svedte, men var usikker på hvorfor. Synet af Marie bragte alle minderne tilbage.
"Så. . . hvordan føles det?” Marie spurgte forsigtigt. "At komme ud i verden?"
Riley smilede. Marie vidste bedre end nogen, hvad dagene gik med.
"Godt," sagde Riley. "Faktisk, helt godt. Jeg fik det kun dårligt et øjeblik."
Marie nikkede forstående.
"Nå, gjorde du det," sagde Marie. "Det var modigt."
Modig, tænkte Riley. Det var ikke sådan, hun ville have beskrevet sig selv. Engang måske, da hun var en aktiv agent. Ville hun nogensinde beskrive sig sådan igen?
"Hvad med dig?" Spurgte Riley. "Hvor meget går du ud?"
Marie tav.
"Du forlader slet ikke huset, vel?" Spurgte Riley.
Marie rystede på hovedet.
Riley rakte frem og greb medfølende fat om hendes håndled.
"Marie, du skal prøve," opfordrede hun. "Hvis du lader dig selv sidde indespærret sådan her, er det som om han stadig holder dig fanget."
Et halvkvalt snøft trængte sig ud af Maries hals.
"Jeg er ked af at måtte sige det," sagde Riley.
"Det er ok. Du har ret."
Riley så på Marie, imens de begge to spiste og en lang tavshed fulgte. Hun ville gerne tro, at Marie klarede sig godt, men hun måtte indrømme, at hun syntes, at hun virkede utrolig skrøbelig. Det forstærkede også hendes egen frygt for sig selv. Stod det også så slemt til med hende?
Riley tænkte på, om det var godt for Marie at bo alene. Ville hun få det bedre sammen med en mand eller kæreste? Hun tænkte også på, om det samme ville gælde for hende selv. Alligevel vidste hun godt, at svaret for begge var, at det var det sandsynligvis ikke. Ingen af dem befandt sig i en følelsesmæssig tilstand, der egnede sig til et længerevarende forhold. Det ville bare være en krykke.
"Har jeg nogensinde takket dig?" spurgte Marie og brød tavsheden efter et stykke tid.
Riley smilede. Hun vidste godt, at Marie mente, at hun have reddet hende.
"Mange gange," sagde Riley. "Og det behøver du ikke."
Marie stak til sin mad med en gaffel.
"Har jeg nogensinde sagt, at jeg er ked af det?"
Riley var overrasket. "Undskyld? Hvorfor?"
Marie havde vanskeligt ved at tale.
"Hvis du ikke havde fået mig ud derfra, ville du ikke være blevet fanget."
Riley trykkede forsigtigt Maries hånd.
"Marie, jeg gjorde bare mit job. Du skal ikke føle dig skyldig i noget, der ikke var din skyld. Du har rigeligt at forholde dig til, som tingene er. "
Marie nikkede enigt.
"Ja, bare at komme ud af sengen hver dag er en udfordring," indrømmede hun. "Jeg tror, du har lagt mærke til, hvor mørkt her er. Ethvert lyst lys minder mig om hans fakkel. Jeg kan ikke engang se fjernsyn eller høre musik. Jeg er bange for, at nogen skal snige sig ind på mig, og at jeg kan ikke høre det. Enhver form for støj gør mig panikslagen."
Marie begyndte at græde stille.
”Jeg kommer aldrig til at se på verden på samme måde igen. Aldrig. Der er ondskab derude, alle omkring os. Jeg anede det ikke. Folk er i stand til at gøre så forfærdelige ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne stole på folk igen. "
Marie græd, og Riley ønskede at berolige hende og fortælle hende, at hun tog fejl. Men en del af Riley var ikke så sikker på, at hun tog fejl.
Efter et stykke tid kiggede Marie på hende.
"Hvorfor kom du her i dag?" Spurgte hun uforstående.
Riley blev fanget af Maries direkte spørgsmål - og vidste, at hun ikke rigtig kendte svaret.
"Jeg ved det ikke," sagde hun. "Jeg ville bare besøge dig. Se hvordan du har det. "
"Der er noget andet," sagde Marie velvidende og kneb øjnene tæt sammen.
Måske havde hun ret, tænkte Riley. Riley tænkte på Bills besøg, og hun indså, at hun selvfølgelig var kommet her på grund af den nye sag. Hvad var det, hun ønskede af Marie? Et godt råd? Tilladelse? Opmuntring? Opbakning? En del af hende ønskede, at Marie skulle fortælle hende, at hun var skør, for så kunne hun slappe af og glemme Bill. Men måske var der en anden del, som gerne ville have, at Marie tilskyndende hende at tage sagen.
Riley sukkede efter lang tid.
"Der er en ny sag," sagde hun. "Altså, ikke en ny sag. Men en gammel sag, der aldrig blev opklaret."
Maries ansigtsudtryk blev anspændt og alvorligt.
Riley sank.
"Og du er kommet her for at spørge, om du skal tage sagen?" Spurgte Marie.
Riley trak på skuldrene. Men hun kiggede op og søgte Maries blik for at føle sig beroliget og opmuntret. Og i det øjeblik indså hun, at det var præcis, hvad hun var kommet her for og håbede på at finde.
Men til hendes skuffelse sænkede Marie blikket og rystede langsomt hovedet. Riley blev ved med at vente på et svar, men i stedet fulgte en uendelig tavshed. Riley opfattede det som om, at der var en særlig frygt, som arbejdede i Marie.
I tavshed kiggede Riley rundt i lejligheden, og hendes blik faldt på Maries fastnetelefon. Hun blev overrasket over at se, at den var afbrudt fra stikkontakten.
"Hvad er der med din telefon?" Spurgte Riley.
Marie lignede én, der følte sig ramt, og Riley indså, at hun havde ramt plet.
"Han ringer til mig," sagde Marie med en næsten uhørlig hvisken.
"Hvem?"
”Peterson.”
Rileys hjerte hoppede op i halsen.
"Peterson er død," svarede Riley med rystende stemme. "Jeg brændte stedet ned. De fandt hans lig."
Marie rystede på hovedet.
"Det kunne have været en anden, de fandt. Det var ikke ham."
Riley følte panikken pile igennem sig. Hendes egen værste frygt blev vakt til live.
"Alle siger, det var ham," sagde Riley.
"Og det tror du virkelig på?"
Riley vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var ikke tidspunktet, hvor hun skulle indrømme sin egen frygt. Det virkede trods alt, som om Marie var vildfaren. Men hvordan kunne Riley overbevise hende om noget, som hun ikke helt troede på selv?
"Han bliver ved med at ringe," gentog Marie. "Han ringer og ånder i røret og lægger på. Jeg ved, det er ham. Han er i live. Han forfølger mig stadig."
Riley følte en kold, snigende frygt.
"Det er nok bare en uanstændig person, som laver telefonfis," sagde hun og foregav at være helt rolig. "Men jeg kan få Hovedkontoret til at tjekke det alligevel. Jeg kan få dem til at sende en overvågningsbil, hvis du er bange. De sporer opkaldene."
"Nej!" Sagde Marie skarpt. "Nej!"
Riley stirrede forbløffet tilbage,
"Hvorfor ikke?" Spurgte hun.
"Jeg vil ikke gøre ham vred," sagde Marie i et patetisk tonefald.
Riley blev overvældet af et panikanfald, og indså pludseligt, at det havde været en rigtig dum ide at komme her. Hun havde kun fået det værre. Hun vidste, at hun ikke kunne blive siddende i denne spisestue med dens trykkende atmosfære et sekund længere.
"Jeg må gå nu," sagde Riley. "Jeg beklager meget. Min datter venter på mig."
Marie greb pludselig fat om Rileys håndled med en overraskende styrke og borede sine negle ind i hendes hud.
Hun stirrede tilbage, og hendes isblå øjne var fyldt med sådan en intensitet, at det skræmte Riley. Det skræmmende blik borede sig ind i hendes sjæl.
"Tag sagen," opfordrede Marie hende.
Riley kunne se i hendes øjne, at Marie var forvirret og blandede den nye sag sammen med Peterson, så det blev til én sag.
"Find det svin," tilføjede hun. "Og dræb ham for mig."
Kapitel 5
Manden holdt en kort, men diskret afstand til kvinden, og kiggede kun flygtigt i hendes retning. Han lagde et par gaveartikler i sin indkøbskurv, så han lignede en hvilken som helst anden kunde. Han lykønskede sig selv med, hvor upåfaldende han var i stand til at gøre sig selv. Ingen ville gætte han, hvad han i virkeligheden var i stand til at gøre.
Men han havde heller aldrig været den slags mand, der tiltrak sig meget opmærksomhed. Som barn havde han nærmest følt sig usynlig. Nu var han endelig i stand til at bruge sin egen usynlighed til sin egen fordel.
For få øjeblikke siden havde han stået lige ved siden af hende, næppe mere end to meter væk. Hun var i gang med at udvælge en shampoo, og hun have ikke bemærket ham overhovedet.
Han vidste dog allerede en hel del om hende. Han vidste, at hun hed Cindy; at hendes mand ejede et kunstgalleri, og at hun arbejdede i en medicinsk klinik. I dag var en af hendes fridage. Lige nu talte hun i mobiltelefon med nogen - hendes søster, det lød som. Hun grinede ad noget, som personen sagde til hende. Han blev rødglødende af vrede og spekulerede på, om hun grinede ad ham, ligesom alle pigerne plejede. Hans raseri voksede.
Cindy havde shorts, en blusetop og dyre løbesko på. Han havde set hende fra sin bil og ventet, indtil hun var færdig med løbeturen og gik ind hos købmanden. Han kendte hendes rutiner på fridage som denne. Hun ville tage indkøbsvarerne med hjem og lægge dem på plads, tage et bad og køre ud for at møde sin mand til frokost.
Hendes flotte figur skyldtes meget motion. Hun var ikke mere end tredive år gammel, men huden omkring lårene var ikke stram mere. Hun havde sandsynligvis tabt en masse vægt på et eller andet tidspunkt, måske for nylig. Hun var utvivlsomt stolt af det.
Pludselig gik kvinden hen mod den nærmeste kasse. Manden blev overrasket. Hun var færdig med at handle tidligere end normalt. Han skyndte sig for at komme til at stå i kø bag hende og skubbede nærmest en anden kunde til side for at gøre det. I tavshed skældte han sig selv ud.
Da kassedamen talte kvindens varer op, kom han til at stå ekstremt tæt på hende - tæt nok til at dufte hendes krop, som lugtede svedig og skarp efter løbeturen. Det var en lugt, som han forventede at blive meget bedre bekendt med meget snart. Men duften ville blive blandet med endnu en lugt - en, der fascinerede ham på grund af sin mærkværdighed og mystik.
Lugten af smerte og frygt.
For en stund følte manden sig ophidset, en glædeligt lyst blandet med ivrig forventning.
Efter at have betalt for dagligvarerne skubbede hun sin indkøbsvogn ud gennem de automatiske glasdøre og ud på parkeringspladsen.
Han havde ikke travlt med at betale for sine egne indkøbsvarer. Han behøvede ikke at følge efter hende hjem. Han havde allerede været der - havde endda været inde i hendes hus. Han havde endda rørt ved hendes tøj. Han ville genoptage sit forehavende igen, når hun kom fra arbejde.
Det varer ikke længe nu, tænkte han. Slet ikke længe.
*
Da Cindy MacKinnon satte sig ind i sin bil, sad hun et øjeblik og følte sig rystet og uden at vide hvorfor. Hun genkaldte sig den mærkværdige følelse, hun netop havde haft i supermarkedet. Det var en uhyggelig, irrationel følelse af at blive overvåget. Men det var mere end det. Der gik et øjeblik, før hun kunne sætte en finger på, hvad det var.
Endelig indså hun, at det var en følelse af, at nogen havde til hensigt at skade hende.
Hun var dybt rystet. I løbet af de sidste par dage var følelsen kommet og gået. Hun skældte sig selv ud og var sikker på, at det var helt grundløst.
Hun rystede på hovedet for at gøre sig fri af følelsen. Da hun startede sin bil, tvang hun sig til at tænke på noget andet, og hun smilede ved tanken om den telefonsamtale, hun havde haft med sin søster Becky. Senere i eftermiddag ville Cindy hjælpe hende med at holde en stor fødselsdagsfest for hendes treårige datter med masser af fødselsdagskage og balloner.
Det ville blive en smuk dag, tænkte hun.
Kapitel 6
Riley sad i SUV’en ved siden af Bill, da han skiftede gear, kørte Hovedkontorets firehjulstrækker længere op i bjergene, og hun tørrede håndfladerne af i sine bukseben. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med håndsveden, og hun vidste heller ikke, hvordan hun skulle håndtere at være her. Efter seks uger væk fra jobbet følte hun sig ude af trit med, hvad hendes krop fortalte hende. At være tilbage føltes surrealistisk.
Riley blev forstyrret af den akavede spænding. Hun og Bill havde nærmest ikke talt under deres timelange kørsel. Deres gamle kammeratskab, deres lethed, deres sorte humor – intet af det var der nu. Riley følte sig helt sikker på, at hun vidste hvorfor Bill var så mærkelig. Det var ikke, fordi han var uhøflig - det var bekymring. Han syntes også at være i tvivl om, hvorvidt hun skulle vende tilbage på jobbet.
De kørte mod Mosby State Park, hvor Bill havde fortalt hende, at han havde set det seneste mordoffer. Imens de gik, lagde Riley intenst mærke til landskabet omkring sig og langsomt fik hun den gamle følelse af professionalisme tilbage. Hun vidste, at hun måtte vende tilbage.
Find det svin og dræb ham for mig.
Maries ord hjemsøgte hende, gik hende på, og gjorde hendes valg enkelt.
Men intet var blot enkelt nu. For det første var hun bekymret for April. At sende hende over og bo hos sin var var ikke ideelt for nogen parter. Men det var lørdag i dag, og Riley ønskede ikke at vente helt til på mandag med at se gerningsstedet.
Den dybe stilhed gjorde hende ængstelig, og hun følte et desperat behovet for at tale. Hun vred sin hjerne for at finde på noget at sige, og endelig sagde hun:
"Nu skal du fortælle mig, hvad der foregår mellem dig og Maggie?"
Bill vendte sig mod hende med et overrasket ansigtsudtryk, og hun vidste ikke, om det skyldtes, at hun brød tavsheden eller hendes spørgsmål uden omsvøb. Uanset hvad, fortrød hun det med det samme. Mange mennesker fortalt hende, at hendes direkte facon kunne virke frastødende. Selv mente hun ikke, at hun var afstumpet - hun havde bare ingen tid at spilde.
Bill trak vejret tungt.
"Hun tror, jeg har en affære."
Riley var overrasket.
"Hvad?"
"Med mit arbejde," sagde Bill og grinende lidt. "Hun tror, jeg har en affære med mit arbejde. Hun tror, jeg elsker alt dette mere end jeg elsker hende. Jeg bliver ved med at sige til hende, at hun er fjollet. Men uanset hvad, så kan jeg ikke lave om på det - ikke mit arbejde i hvert fald. "
Riley rystede på hovedet.
"Det lyder ligesom Ryan Han plejede at blive jaloux som bare fanden, da vi stadig var sammen."
Hun lod være med at fortælle Bill hele sandheden. Hendes eksmand havde ikke været jaloux på Rileys arbejde. Han havde været jaloux på Bill. Hun havde ofte spekuleret på, om Ryan måske havde haft en grund til det. Trods den akavethed, der var imellem dem i dag, følte hun sig rigtig godt tilpas ved at være tæt på Bill. Var det alene en professionel følelse?
"Jeg håber ikke, turen er forgæves," sagde Bill. "Gerningsstedet er blevet ryddet op, bare så du ved det."
"Det ved jeg godt. Jeg vil bare gerne selv se stedet. Billeder og rapporter er ikke nok for mig."
Riley begyndte at føle sig lidt svimmel nu. Hun var temmelig sikker på, at det skyldtes højden, for de klatrede stadig højere. Det kunne også skyldes forventningerne. Hendes håndflader føltes stadig svedige.
"Hvor meget længere?" Spurgte hun, da hun så skoven at blive tættere, og terrænet langt væk.
"Ikke langt."
Et par minutter senere drejede Bill væk fra den asfalterede vej og kørte ind på en ujævn skovvej med dækspor. Køretøjet hoppede af sted og det stoppede cirka en halv kilometer inde i den tætte skov.
Han slukkede for tændingen, vendte sig mod Riley og så bekymret på hende.
"Er du sikker på, at du vil gøre dette?" Spurgte han.
Hun vidste præcis, hvad der bekymrede ham. Han var bange for, at hun ville få flashback tilbage til sin traumatiske fangenskab. Glem ikke, at dette var en helt anden sag og en anden morder.
Hun nikkede.
"Ja, det er jeg sikker på," sagde hun, selvom hun overhovedet ikke var sikker på, at det var sandt.
Hun steg ud af bilen og fulgte i hælene på Bill langs en smal sti gennem skoven. Hun hørte den gurglende lyd af en bæk i nærheden. Efterhånden som beplantningen voksede sig tykkere, måtte hun skubbe sig forbi lavthængende grene, og klæbende skovburrer begyndte at hægte sig på hendes bukser. Hun blev irriteret ved tanken om at skulle fjerne dem.
Til sidst ankom hun og Bill til bredden ved bækken. Riley blev straks ramt af en følelse af, at det var et dejligt sted. Eftermiddagssolens stråler faldt ned gennem trækronerne og spredte et kalejdoskopisk lys ud over det krusende vand. Den konstante gurglen af bækken virkede beroligende. Det var mærkeligt at tænke på dette sted som et forfærdeligt gerningssted.
"Hun blev fundet lige her," sagde Bill og førte hende hen til en stor bred kampesten.
Da de stod der, kiggede Riley rundt og åndede dybt. Ja, det var rigtigt af hende at komme her. Hun begyndte at kunne mærke det.
"Billederne?" Spurgte Riley.
Hun stod foroverbøjet ved siden af Bill på kampestenen, og de begyndte at bladre gennem en mappe fyldt med billeder taget kort efter Reba Fryes lig var blevet fundet. En anden mappe var fyldt med rapporter og billeder af mordet, som hun og Bill havde undersøgt for seks måneder siden - det ene, som de ikke havde opklaret.
Disse billeder bragte levende minder tilbage om den første drab. Det sendte hende direkte tilbage til den gård nær Daggett. Hun huskede, hvordan Rogers var blevet placeret på en lignende måde op ad et træ.
"Meget lig vores gamle sag," bemærkede Riley. "Begge kvinder i trediverne, begge med små børn. Det ser ud til at være en del af hans metode. Han har noget med mødre. Vi er nødt til at tjekke med forældregrupper for at finde ud af, om der er nogen forbindelse mellem de to kvinder eller mellem deres børn."
"Jeg får nogen til at undersøge det," sagde Bill. Han tog noter nu.
Riley fortsatte med at bladre gennem rapporter og fotos og sammenligne dem med det aktuelle gerningssted.
"Der er anvendt den samme metode til kvælning med et lyserødt bånd," bemærkede hun. "Endnu en paryk og den samme type kunstige rose foran kroppen."
Riley holdt to billeder frem side om side.
"Øjne er også syet vidtåbne," sagde hun. "Hvis jeg husker rigtigt, så fandt teknikerne frem til, at Rogers øjne var syet post mortem. Var det også tilfældet med Frye? "
”Ja. Jeg tror, han ville have dem til at se ham, selv efter at de var døde."
Riley følte pludselig en kildrende fornemmelse op langs rygraden. Hun havde næsten glemt den følelse. Hun fik det, når noget vedrørende en sag bare var ved at falde på plade og give mening. Hun vidste ikke, om hun burde føle sig opmuntret eller skræmt.
"Nej," sagde hun. "Det er ikke det. Han var ligeglad med, om kvinderne så ham."
"Hvorfor gjorde han det så?"
Riley svarede ikke. Idéer begyndte at invadere hendes hjerne. Hun var begejstret. Men hun var endnu ikke i stand til at sætte ord på noget af det - ikke engang over for sig selv.
Hun lagde et par fotografier på kampestenen og udpegede detaljerne for Bill.
"De er ikke helt ens," sagde hun. "Liget var ikke så omhyggeligt placeret tilbage i Daggett. Han forsøgte at flytte liget, men det var allerede stift. Min gæt denne gang er, at han bragte hende hertil, før rigor mortis satte ind. Ellers kunne han ikke have sat hende så ... "
Hun undertrykte trangen til at afslutte sætningen med "pænt." Så indså hun, at det netop var den slags ord, hun havde brugt, da hun var på arbejdet, før hun blev fanget og tortureret. Ja, hun var ved at få den gamle gnist tilbage, og den samme gamle, mørke besættelse voksede i hende. Snart ville der ikke være nogen vej tilbage.
Men var det en god ting eller en dårlig ting?
"Hvad er der med Fryes øjne?" Spurgte hun og pegede på et billede. "Det blå ser ikke rigtigt ud."
"Kontaktlinser", svarede Bill.
Den kildrende fornemmelse i Rileys ryg blev stærkere. Eileen Rogers havde ikke haft kontaktlinser på. Det var en vigtig forskel.
"Og hvad er det, som skinner på hendes hud?" Spurgte hun.
"Vaseline," sagde Bill.
En anden vigtig forskel. Hun følte, at prikkerne faldt på plads imponerende hurtigt.
"Hvad har retsmedicin fundet ud af med parykken?" Spurgte hun Bill.
"Intet endnu, bortset fra at den blev klipset sammen af flere stykker af billige parykker."
Spændingen voksede i Riley. Til det sidste mord havde morderen brugt en enkel hel paryk, ikke noget med at lappe den sammen. Ligesom rosen havde den været så billigt, at retsmedicineren ikke kunne spore det. Riley følte, at dele af puslespillet falde på plads - ikke hele puslespillet, men en stor del af det.
"Hvad planlægger retsmedicineren at gøre ved denne paryk?" Spurgte hun.
"Det samme som sidste gang - køre en søgning af dens fibre, prøve at spore den gennem hårstykker."
Riley sagde med en voldsom sikkerhed i stemmen: "Det er spild af tid."
Bill så ud som om, han var fanget på det forkerte ben.
"Hvorfor?"
Hun følte sig en smule utålmodig med Bill, en følelse hun altid fik, når hun befandt sig et eller to skridt foran ham.
"Se på billedet, han forsøger at vise os. Blå kontaktlinser for at få øjnene til at se ud som om de ikke er ægte. Øjenlågene sys, så øjnene fremstår vidt åbne. Liget er oprejst, benene spredt ud på en uhyggelig måde. Vaseline for at få huden til at ligne plastik. En paryk klippes sammen af små parykker - ikke menneskelige parykker, dukkeparykker. Han ønskede, at begge ofre skulle se ud som dukker – som udstillde nøgne dukker."
"I guder," sagde Bill og tog lynhurtigt noter. "Hvorfor så vi det ikke sidste gang, tilbage i Daggett?"
Svaret syntes så indlysende for Riley, at hun stønnede utålmodigt.
"Han var ikke god nok til det endnu," sagde hun. "Han var stadig ved at finde ud af, hvordan man sender beskeden. Han lærer det henad vejen. "
Bill så op fra sin notesblok og rystede på hovedet.
”For fanden, jeg har savnet dig."
Så meget som hun værdsatte en kompliment, vidste Riley, at en endnu større erkendelse var på vej. Og hun vidste efter mange års erfaring, at man ikke kunne tvinge det. Hun var simpelthen nødt til at slappe af og lade det komme til hende uden forbehold. Hun lænede sig op ad kampestenen og ventede på, at det skete. Imens hun ventede, pillede hun de idiotiske skovburrer af sine bukser ben.
Hvor er det dog irriterende, tænkte hun.
Pludselig faldt hendes blik på stenfladen under hendes fødder. Andre små skovburrer, nogle af dem hele, andre brækket i små stykker, lå sammen med de skovburrer, hun pillede af nu.
"Bill," sagde hun med stemmen skælvende af ophidselse, "var disse små skovburrer her, da I fandt liget?"
Bill trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke."
Hendes hænder rystede, og hun svedte mere end nogensinde før, da hun greb en håndfuld billeder og bladrede dem igennem, indtil hun fandt en forside af liget. De var der mellem hendes spredte ben og lige rundt om rosen en gruppe små skovburer. Men ingen havde troet, at de var vigtige. Ingen havde gidet at tage et nærbillede af det. Og ingen havde gidet feje dem væk, da gerningsstedet blev ryddet op.
Riley lukkede øjnene og der var fuldt gang i hendes fantasi. Hun følte sig let i hovedet, nærmest svimmel. Det var en fornemmelse, hun kendte alt for godt - en følelse af at falde i en afgrund, i et forfærdelig sort hul, som var morderens onde sind. Hun satte sig i hans sted. Det var et farligt og skræmmende sted at være. Men det var her, hun hørte til, i det mindste lige nu. Hun omfavnede det.
Hun følte morderen selvsikkerhed, da han slæbte liget ned ad stien til bækken, helt sikker på at han ikke ville blive opdaget, og han havde slet ikke travlt. Han kunne sagtens have nynnet eller fløjtet på vejen. Hun følte hans tålmodighed, hans kraft og dygtighed, da han arrangerede liget på kampestenen.
Og hun så det grimme tableau med hans øjne. Hun følte hans dybe tilfredshed over et veludført arbejde - den samme varme følelse af selvtilfredshed, som hun altid følte, når hun havde opklaret en sag. Han havde lænet sig op ad denne sten og holdt pause i et øjeblik - eller så længe han havde lyst til - for beundre sit eget håndværk.
Og imens han gjorde det, havde han pillet skovburrene af sine bukser. Han tog sig god tid til det. Han ville ikke gå, før han var fri for dem og helt ren. Og hun kunne næsten høre ham sige sine egne ord højt.
"Hvor er det dog irriterende."
Ja, han havde endda taget sig tid til at fjerne skovburrene.
Riley gispede, og hendes øjne åbnede sig. Da hun mærkede skovburrene i sin egen hånd, bemærkede hun, hvor klæbrige de var, og at skarpe spidser kunne rive en til blods.
"Indsaml disse skovburrer," forlangte hun. "Så kan vi måske få lidt DNA."
Bills øjne udspilede sig, og han tog straks en plasticpose og en pincet frem. Mens han arbejdede, kørte hendes tanker på højtryk, for hun var ikke færdig endnu.
"Vi har taget fejl hele tiden," sagde hun. "Dette er ikke hans andet mord. Det er hans tredje."
Bill stoppede og kiggede på hende, tydeligvis overrasket.
"Hvordan ved du det?" spurgte Bill.
Riley spændte i hele kroppen, imens hun forsøgte at få dens skælven under kontrol.
"Han er blevet for dygtig. Hans lærlingetid er forbi. Han er professionel nu. Og han er i sit es. Han elsker sit arbejde. Nej, det er mindst hans tredje gang."
Rileys hals snørede sig sammen, og og hun svælgede hårdt.
"Og der vil ikke være lang tid til den næste."
