Kitabı oku: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», sayfa 4

Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs største Bedrift:

»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt, det vilde være rent at smide Livet hen … Men som vi andre nu stod paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib, men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der var int andet at gøre end prøve. Men A lod Folkene vide, hvad Fare de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa godt blive i Land, uden Fortræd bagefter … Der var da ogsaa et Par Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden, siden A traadte fra for sytten Aar tilbage … Vi satte da fuldt bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, det skulde der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet … Vi styrede efter Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl – men hva'! … Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af Skibsbesætningen var druknet med den – enten de nu var kæntret straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af … De gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int, men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget haardt straks under Vandet – det var Skroget af det ene Jærnvrag, som Dræget tog ved … Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ, det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste Forfatning – én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os. Men vi havde lagt fra og kunde int komme til igen. Vi skulde jo passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han saa' saa langt efter os … Siden, saa blev han reven væk af en Braadsø …

Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand draget til sig ved tilkastede Liner.

Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning, saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.

Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.«

»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i Baaden … Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa at springe ned – sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken, ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud … saa roede vi til og slap ind – men da vi kom ud til Vraget igen – var de to Mand int til at finde – aa-e, saa ulykkelig som A blev.« …

»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig.

»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig. Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange, og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er hos os, kommer de – med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme – og saa er de godt forvaret …

Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor Stue og vente, til Timen kommer … Og hvem ved, hvad det er godt for …«

SKAGENSFISKERE FØR OG NU

En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart, ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem Septembernatten.

Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den forbandede Sirene!

Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem, Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et villigt Ekko.

Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn, naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den klamme Dis, der drev som Skyer … Det var i den norske Skærgaard engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende, lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud, forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand, alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde den anstrængte Samtale … Saa var der nogen, der raabte ude i Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over, at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper, var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans, som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte – indtil pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor Hovmester …

Men nu i denne Septembernat paa Skagen – der var ikke Lyd at høre uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.

Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede og ringede i ét Væk … Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten? … Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut … Man maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider, da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning … Det var jo dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste, mente de gamle Fiskere.

Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande, man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig døde bort i den stille strygende Dis.

»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens Velsignelse af Strandinger saa! … Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«

Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt »redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse. Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas. »Der er jo somme gode Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda der er flere Lusangler!«

Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at »skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer, Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa, blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd, hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag, dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; den trak Fisk til sig, maa De tro.«

Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden, og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. Da stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov« ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i saa mange Aar.

Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.

»Naa, det er Dem,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«

Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er takket,« sagde Ole. Det var nu hans Maade at være galant paa.

»En Cigarret!« foreslog jeg.

»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en bitte Bus – det var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele Kroppen«, blev han snakkevorn.

»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk … Jeg kunde komme hjem efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere, »Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker mere end som ordentlig Snak:

 
Den onde skulde tordne og bukke
og dine Øjne tillukke!
Syv og ni er sejsten,
nu er æ Vind i Vejsten! —
Og nu herut med Jer, bitte Børn!
Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!
 

Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker.

Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen – men, se nu i Tiden er vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og staa op; saa kan man synke mere, det er sandt nok, men hvad nytter det, Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige Fisker-Wolle, han er skidt faren nu … Den Tid kommer maaske, at vi nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! …«

Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem til sin »bitte Pige« – saadan kalder han sin Kone, der er svagelig og altid til Sengs – og til sin røde Snaps, som er hans bedste Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til. Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.

Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig til baade Øvrighed og Fiskere. Kancelliraaden var Byfoged paa Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden; baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man »tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend, mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed. Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad hans var, hvis han da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet.

Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden. De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa de Kirken – og ilede til Stranden …

Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand: hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af – men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.

»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af, at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist sin Grød:

 
»Du med dit ene Øje
og med din ene Arm,
hvad vil du her, du Krøvling,
du gør saa stor Allarm.
En Stridshelt var du før,
men nu skal du fornemme,
at Dansken har spist Grør!«
 

Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.

Se, det var Tider for fattige Fiskere!

Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.

Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød, at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af Stranden!«

Stranden var alles Ven og Tilflugt – ogsaa Kancelliraadens. En mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed. Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.

»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens forlegne Ansigt.

»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret.

Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han, stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det? … Saa maa du have Farvel saa længe …«

Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke til at være for ham en Dag længere paa Skagen.

Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa han kunde blive snydt. Han havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han nede paa Kontoret.

»Naa« – tordnede Kancelliraaden – »endelig! Hvad har du saa faaet ud af Sagerne?«

»Det er gaaet lige op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af Befippelse.

Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han, hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, dygtig er du!« raabte Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha' gjort det bedre – og det vil sige noget! … Naa, bedre Held næste Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig paa det sidste.«

Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne, men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og Hoerkarle – med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i … Men efter Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem følger bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug, kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en Kristen end Præsten, endda ogsaa han erkendte sig en Synder for Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte Præst, jeg er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren paa Korset, og jeg tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig og lydig« …

Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst.

Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid, han havde besøgt Skagen … Kancelliraaden holdt nok af at lade skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa Venskabet fra første Færd var bleven stiftet … Med des større Glæde talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han skænkede ham sit Guldur … Oldenborgerne har jo altid haft Levemaade! Og saa blev Sjette Frederik desuden med Følge en lille Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere fortræffelig Vin – af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at ogsaa han havde Levemaade.

Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.

Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han »skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem, des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa sin Part – og fik Skyld for mere. Kaptajnen kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger – Havet havde i hvert Fald ikke taget ham, hvordan det saa end forholdt sig med Ladningen.