Kitabı oku: «Bjørneæt», sayfa 13

Ildskriften Læses Endnu Paa Krønikens Evige Tavler:

»Hvo, som vil frelse sit Land, han skal ei skaane sit Gods.«

Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt, Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren? Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken, for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet – givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?

Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og Land.

Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive tvungen til at overgive sig.

Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave sig tilbage til deres Poster.

Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de stille Gader.

»Fjenden er over os – ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han til den Øverstbefalende.

»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,« svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore egne Folk, som I tage feil af.«

»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen over hele Staden.

Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv, og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad, hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig Overrumpling.

Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter. Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.

Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der, indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre, og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye, store Fremtidsseire.

Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder, hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk, flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.

Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring med et løftet Sværd og tindrende Øine.

»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas, som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at række fyldte Kruus ud til Krigerne.

Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser, hvor Kampen rasede.

De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre, brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle, faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget Huusbehov.

Nu stormede Svenskerne Frederikshald.

Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den, Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der kom i Spring som til Festdands – det gik i en Fart, for der var ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.

»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«

Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti Karabinkugler.

Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.

Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen. Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene; ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes, sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.

Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram, som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og gjorde Fjenden ubodelig Skade.

Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst slukke.

»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.

En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende, indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder; stor Jammer og Elendighed overalt.

Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste, de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig. Men der var ogsaa dem – og det var de Fleste – som ikke nedlagde deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.

En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad, der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte pludselig utæmmelig hendes Bryst. – Bort, bort herfra til Hytten paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, – Lykken i Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.

Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.

Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden. Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne, udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet 12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.

Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.

»Ta' mig tusan – Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«

I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham. Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin Pande.

»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!« udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson – herhid! Nu bærer det lukt ind i Helvede til Kammeraterne!«

Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved.

»Erikson – Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod mig – De siger, en lille Bøn gjør godt – aa hvad, en lille en til Jesus?«

»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de hvidbrystede Tyrkinder – Husker Du hende med de røde Læber, som vi slagtede dernede? – Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil jeg gaa. – Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem der kommer.«

Erikson sank sammen.

»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde.

Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden, forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte med Spænding dette Optrin udenfor Muren.

»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte Halvor barsk og heftigt.

Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev pludselig blød og tog hendes Haand.

»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive stolte over mig. – Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min Fæstemø og Fædrelandet er i Fare – det er, som om jeg kunde løfte Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. – Herre Jesus, nu er det værd at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!«

Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven.

»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.

»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. – Bliv her. Maaskee Du fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen staaer om. – Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i mit Hjerte – Nu veed Du det Hele.«

Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.

Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:

»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde Veninde.«

Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede de svenske Soldater under Arbeidet.

»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen.

»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.«

»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede Kanoner at bringe Prammen til Taushed.

Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm. Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne, medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen. Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare.

I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm.

Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:

»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller med dem beskyde Prammen.«

Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler. Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine. – Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod hende.

»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst.

Han blev øieblikkelig adlydt.

»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin Pligt.«

Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:

»Ræk mig din Haand, norske Pige.«

Olaug hævede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige, alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham modstræbende sin: men den var knyttet.

»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter. »Har dit Land mange Heltinder som Du?«

»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug.

»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!« befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler regnede ned omkring Batteriet og Broen.

»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted. Muntert, Børn!«

Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at slæbe mere Skyts til forommeldte Sted.

Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død.

Det Brænder, Han Render – Ritsch!

Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald; men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen, for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.

Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken. Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet, hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.

En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.

Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med faderlige Smil.

»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han deeltagende.

Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:

»Med Brand og med Baal

vi skrive vor Lov;

vi tømme vor Skaal,

vi tage vort Rov –

Det brænder, det brænder – ritschch!

Vor Fjende er tam,

han lader sig slaae

from som det Bælam,

vi slagte og flaae –

Et Bælam, Bælam – bæ, bæ – æ!

Vi drikke hans Skaal,

vi skrive hans Lov,

vi tænde hans Baal,

vi dele hans Rov –

Han render, det brænder – ritschch!«

Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.

Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken skyderr – snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende Forventningstid.

Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.

Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.

»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«

»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.

»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« —

Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge; den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.

Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.

Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.

Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.

»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«

»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden, som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes. Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet – Energi, anvend mere Energi!«

Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig traadte ind.

»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig. »Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar, ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. – Hvad befaler Deres Maiestæt?«

»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner til Taushed!«

»Javel, men hvordan?«

»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget, saa tager jeg Fæstningen.«

Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.

De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der forfulgte dem tilbage i Gaderne.

En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard, gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.

Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.

»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber, der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«

Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig; hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert; det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.

Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.

»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre, Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«