Kitabı oku: «Bjørneæt», sayfa 15

Mari Bjørnstad

Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver, der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres Grændsemagasiner.

Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab søge at komme til Kræfter igjen.

Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet. Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde, naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.

Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.

Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift. Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir; den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter, Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer paa den anden.

Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus.

Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste, mens de fandt det Store – for hvem Livets Kunst bestaaer i at dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge det Saarede – skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille, hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets ukjendte Dybder. – Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker, concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter – saalænge vi beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, – uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere, endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab, Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren, der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro, uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred over deres store Gjerning.

Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.⁵

Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død. Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende, nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder.

Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans Svar.

I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari. Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind; to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende; alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug.

Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari, begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen. Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre:

»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. – Nu henter jeg Tøiet ned.«

Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede hende med et haanligt og spottende Blik.

»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?« spurgte han.

»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter Du Dig til Modværge – og det gjør Du – saa dræbe de Dig som en fuglefri Mand.«

»Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de andre Ulivsmænd, Du har dernede; de sige, at mens de kæmpe for Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tømmer ved Fossen. Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fængslet og dømt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie, Morbror!« sagde Jørgen bønligt. »Vi ere komne for at frelse Dig.«

Bjørnstad syntes ikke at høre. Hans glødende Øine vedblev at være fæstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en Verden af Foragt og Vrede.

Hun strakte afværgende Haanden op imod ham.

»Du slog ikke til, lille Mari!« sagde han med Eftertryk, medens hans Bryn skjælvende droges op og ned. »I Nat, her, skilles vore Veie.«

Mari søgte at gribe hans Haand; han stødte hende heftigt fra sig. Hun vaklede og faldt over mod Bordet. Jørgen sprang frem og løftede hende op.

»Lad mig ligge,« hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod Bjørnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. »Jeg tilhører min Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf, han paalægger mig.«

En lydelig Banken paa Forstuedøren afbrød den Stilhed, som nu paafulgte; trampende Skridt og høie Stemmer løde op til Sovekammeret.

»Luk op i Lovens Navn!« sagde en Stemme.

»Forsilde, forgjæves – Flygt, Bjørnstad!« bad Mari og klyngede sig til Mandens Knæ. »Dernede Fængslet, heroppe Døden!«

»Og Troløshed,« sagde Bjørnstad haanligt.

»Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise!« hviskede hun og reiste sig med Besvær.

Forstuedøren blev revet op, der lød allerede Trin paa Trappen udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i Dørkrampen og stængede saaledes Døren.

»Flygt!« bad hun. »Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjærlighed, min Bjørnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! – og vær velsignet!«

Hun sank sammen.

Bjørnstad saae forfærdet Dødens Skygge brede sig over Hustruens indfaldne Træk. De sidste Dages Spænding, den sidste Times Kamp var for meget for hendes svage Kræfter. Udefra ruskede Byens Mænd i Døren; hun følte ikke længer Smerten i den lemlæstede Arm; hendes livløse Legeme hvilede ved Bjørnstads Bryst; hendes Sjæl fløi mod Gud.

»Luk op, i Lovens Navn!« lød Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor.

»Bødler i Helvedes Navn, hold inde!« tordnede Bjørnstads mægtige Stemme indefra.

Et Øieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en sort Skikkelse, iført Bjørnstads mørke Vadmelskofte, gled lynsnart ned langs Muren ud over Kløften og forsvandt i Dybet, medens Jørgen Halvorsen bøiede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til Stedet.

»Kors og Pine!« udbrød Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand, ledsaget af Stokkemændene. »Manden har paa det Skjændigste undlivet sig selv for at undgaa Lovens retfærdige Straf.«

Samtidig gik Husets Bagdør op, og en Skikkelse gled ubemærket ned mod Krattet og forsvandt i Skovtykningen.

Bjørnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen.

I Løbegraven

Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hær, der bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens General Arnfeldt samtidig trængte ind i det trondhjemske Lehn i Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste af sin Tid siden 1716 ved Landets Grændse med idelige Forberedelser til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det første Led i et Kæmpekrigstogt, der bagefter skulde omvælte den bestaaende Orden i Europa.

Den svenske Konge deelte sin Hær i tre Afdelinger, hvilke alle skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage Frederikssteen, før han gik videre.

Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skræk; deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have været forgjæves og deres By hjemfalden til Arvefjenden.

Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Præstebakken kaldet, en halv Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt, men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lært, at Stad og Fæstning hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde en sindrig lagt Krigsplan følges og intet forspildes ved Overilelse.

Klokken tre den 15de November bleve de første Allarmskud løsnede fra Fæstningen, og Normændene sænkede deres Fartøier i Indløbet. Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han snart skulde have Fæstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den 24de November gjorde han om Natten atter Forsøg paa at overrumple Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning var Borgerskandsens Besætning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjæftiget med at gjøre Skandsekurve og Faskiner og grave Løbegrave ind imod Fæstningen, samt fremslæbe Kanoner og Mørsere m. m.

Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet. I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid høre Fjenden hugge, raabe og være i idelig Bevægelse.

Fæstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte.

Den 6te December Kl. et var Fjenden trængt saa vidt frem, at han inden Aften havde skudt Breche i Gyldenløves Bastion; den 8de om Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fæstningens Skjæbne at være afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave Løbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind mellem Gyldenløves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt Bombardement og Kanontorden fra Fæstningen. De lange, mørke Nætter og Taagen kom Fjenden til Hjælp.

Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hær saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse, herskede der en mørk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir. Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grøfter, i Skove og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste. Enhver forudsaae sin egen Skjæbne i døende Kammeraters, medens disse forgjæves paakaldte Hjælp. Og hvorfor skulde disse Lidelser gjennemgaaes? spurgte Soldaterne indbyrdes. Svaret lød sagte og hviskende, men uimodsigeligt: for at tilfredsstille en urolig Krigersjæls Trang til Kamp. Derfor bortødsledes Blomsten af Sveriges unge Mænd, og derfor ødedes Landets Midler, saa at Hungersnød stod for Døren derhjemme.

Kong Carl selv ledede sit Togt, mørk i Hu. Alt gik ham for langsomt. Kongen udtalte ofte sin Misfornøielse for Ingenieuren Maigret, der ledede Ingenieurarbeidet.

»Vær rolig, Deres Maiestæt!« svarede Officeren. »Inden 8 Dage overgiver jeg Dem Fæstningen eller mit Hoved.«

For at være nær ved Arbeiderne lod Kongen opslaa en lille Brædehytte mod Fjeldvæggen, og saaledes gik alt, til den mærkelige Dag indtraf, der i et Øieblik gjorde den berømte Konge livløs, efter at han i nittenaarige Krige havde overlevet utallige Farer.

Det var den 11te December, 1ste Søndag i Advent. Alt Arbeide stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok, en Deel Papirer.

Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede denne Aften i livlige Kjædesalver.

Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier skulde begynde.

Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.

Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane Læseren for.

En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk. Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.

Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem.

Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene.

Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem, han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte Maiestæten sig bort fra ham og gik videre.

»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!«

»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. – Kom, gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det, saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor Guldet groer, og Vinen flømmer.«

De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.

Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke, Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk kjendte da Sagnet fra deres Barndom.

Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær:

»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg troer, der er Ildløs.«

Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.« Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen. Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys. Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt dem var en ung Konge paa 16—17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand slog haardt paa Bøgerne.

Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone stod længere borte og vaklede.

Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. – Seer I, gossar, det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi følge ham blindt. – Leve vor herlige Kong Carl!«

En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op og grebe Hakke og Spade.

Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier eller Død.

Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og indtrængende:

»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders Konge.«

Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige, ophøiede og uforgjængelige Ord.

Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne, Lieutenant Carlberg:

»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner, Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem. Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi. Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og saaledes under Musketskud.« —

Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke, at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor, sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for. Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer.

Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne.

Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med indtrængende Røst:

»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den ringeste Soldat.«

»Vær ikke bange!« svarede Kongen.

»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det ganske mod dets Bestemmelse.«

»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.«

Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:

»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.«

Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse.

Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død.

»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie, som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, saa at idetmindste de Nærmeste af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her.« —

Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt Mord.

»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol. Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«⁶

Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med Vished bemærke hvor Skudet kom fra.

Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus – Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.«

Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!« Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin. Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og tildækket med Soldaterkapper.