Kitabı oku: «Bjørneæt», sayfa 7

Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt.

»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads.

»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik – de lærte mig at søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.«

Han tav.

»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder, Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. – Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed. Velsignet den Kugle, som fælder mig. – Det er, som om jeg havde Festklæderne paa i Aften, – norske Nationaldragten!«

Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i Bjørnstads Ansigt.

»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. – Jeg holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.«

»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. – »Nu nok med den Tale. – Stakkels Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. – Jeg beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!«

Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog ham til sig.

»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her kan blive til.«

De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig.

Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt. Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk Skjær.

»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.

Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys.

»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.«

Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild.

»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag paa ærlige Fjender.«

»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson.

»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen.

»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater og Musketløb kom til Syne i Aabningen.

»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een – to —!«

»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?«

»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; – »hvis det ellers er Umage værd at gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. – Læg an, Manne!«

En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser, roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig Udmærkelse for tro Tjeneste.

»Een – to —!« lød atter Vagtmesterens Kommando.

»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en Bøn?«

»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig.

»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre Mand.

»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk.

»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de vil til at hoppe.«

»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere, vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.«

Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.

Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt Opmærksomhed ud mod Skoven.

»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise, som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?«

»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte Vagtmesteren haanlig.

»Han spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden. »Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!«

Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten.

Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene.

»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret. »Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.«

»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen.

»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang bedre,« sagde Vagtmesteren.

»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.«

Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget.

Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene.

Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.

»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!«

Han svingede Sablen over Fangens Hoved.

Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare. Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen. Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn, som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.

»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson; »det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.«

Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk eller udenlandsk var over dem alle.

Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.

»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han. »Der kan være noget i det.«

Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys.

»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. – Træd an, Manne!«

Soldaterne sluttede Geled.

»Præsenteer Gevær for denne Mand!«

Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.

»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham i Døden med Officeershonneur.«

Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt.

I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede Krigeransigter.

»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede Vagtmesteren.

»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden.

Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven.

»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.«

Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden og raabte med sine Lungers fulde Kraft:

»Skyd, norske Mænd – i Jesu Navn, skyd!«

Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer; fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.

»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften.

Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst bævende lyttet til Violinens Toner, – havde længst forstaaet, at han derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes Sjæl.

Bjørnstad reiste sig med et Suk.

»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?«

»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, – for saa er Mor med, skal jeg sige Dig.«

Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«.

Spionen

Næste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde Øie med den svenske Grændse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund, som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet bærer endnu Navnet »Klokkersengen« og fremvises som en af Egnens Seeværdigheder. I vore Dage tilhører denne Gaard en dannet og belæst Bonde, Mathis Bakke, hvis Slægt har eiet Stedet siden Klokkerens Død. Eftersom Gaarden ligger nær ved Grændsen, blev den i alle Svenskekrige besøgt af Fjenden.

Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bøssen ved Fod og saae frem for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han nu i offerglad Kjærlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld Livskraft, beredt til i Morgen at træde ind i Evigheden. Hjemme i Stuen groede hans Sønner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en kløgtig Moders Røgt – hvad Magt laa der nu paa hans Liv, dersom han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Træ, der havde saaet sin Sæd, rede til at falde for Øxen.

Bakke var igjen i Dag iført en islandsk Trøie, et Læderbælte om Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret Træskede.

Nede i Dalkløften lød endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte uigjennemtrængelige Skove sig over de skjønne Bakkedrag. Her levede endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved høilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Føden knap. Solen steg op over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden; den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk. Andre Steder stode Træerne længere fra hverandre og dannede luftige Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb.

Der lød knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne. Han bar en vægtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bæltet stak en mægtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens skinnende Skaft og Løb røbede, at den nylig havde været Gjenstand for en kjærlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over Skulderen.

»Godt, at Du kommer inden berammet Mødetid,« sagde Klokkeren og reiste sig.

»Jeg er saa bedrøvet, Morbror,« sagde Halvor og rystede Byrden af sig. »Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bære.«

»Er der noget iveien hjemme?« spurgte Svendsen Bakke.

»Aa nei,« svarede Halvor; »Far og Mor ere flyttede over i Moster Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus, Ruderne ere knasede, Møblerne masede, og ingen af Byesfolket eller Naboerne vil hjælpe os at sætte det sammen igjen, for nu er Far jo fredløs.«

»Hvordan er det med din Mor?« spurgte Klokkeren.

»Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa svag og god. Du troer det ikke, men hun græd ogsaa over de faldne Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!«

»Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjørnsens Ærinde i Svenskeleiren, saa flytte vi dine Forældre ned til mig paa Bakke,« sagde Klokkeren; »i mit Huus ere de fredlyste.«

»Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet,« sagde Halvor bestemt. »Olaug er borte,« tilføiede han sagte.

»Olaug?« spurgte Bakke.

»Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa Hovedet og sagde, at et Skjændselsbarn ikke havde blivende Sted under Bjørnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klæder og gik til din Kirke i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Døren. – Ak, Morbror, der er vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg som jeg i denne Morgenstund. – Hun slæbte sig op langs Stoleryggene som en syg og træt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet og hviske: »Mit gamle Hjem – mit gamle Hjem!« – Hvor Vinden skar, og Taaren frøs paa hendes Kind, dèr hun laa paa Mormors Grav og græd, og hun kyssede Træværket om Graven og sagde med høi Røst: »Herre Fader, Du, som kan bøie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme hjem igjen!« – Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrøvet og hjertesyg.«

Bakke hørte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to Byldter.

»Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemløse i Fjendehaand,« sagde han. »Lad os nu først søge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din Mor og os Alle.«

Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig af Sted for ifølge Peder Colbjørnsens Ønske at udspeide Fjenden og bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til Frederikshald.

»Du har Ret, Morbror!« udbrød Halvor. »Nu maa vi slaaes som Mænd; bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. – At dette netop skulde hænde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!«

Lidt senere mødte Vandringsmændene to Bønder, Niels Nordby og Jens Aas.

»Hvor skal I hen, Klokker Bakke?« spurgte Jens Aas.

»Vi skal hen til Svensken og sælge ham lidt Skraatobak og andet Pilleri,« svarede Bakke og smilede. »Med det samme er han maaskee saa freundlig at fortælle os lidt om, hvad han har for.«

»I komme til at vælge en anden Vei, Klokker,« sagde Niels Nordby; »der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.«

»Hvor mange ere de?« spurgte Klokkeren.

»De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.«

»Saa maa vi vel gaa af Veien for dem,« sagde Bakke sagtmodig og skred ind i Skovtykningen.

Her lagde han og Mændene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund, kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle Skovvei. En samtidig Vaabenfælle beretter ordret følgende om denne Morgens Hændelse:

»Klokkeren samt de andre Bønder skjøde til Fjenden og traf saa vel, at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax død ned paa Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al hans underhavende Følge forfærdet og gave Hestene af Sporerne og rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra, mødte de en Bondepige, som de hævnede deres Harm paa og lod see deres store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det dog ei være anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hørte skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjælvende Mod og fandt Oberstlieutenanten for sig dødskudt ind ad Panden og ud ad Nakken. De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bønderne, at om de havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole Svendsen Bakke samt de andre Bønder forstode sig meget vel paa det Gjæstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at skjænke disse gode, svenske Mænd et Par hver sin Kugle og siden gaa sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det, de fik, stoppede Liget i en Sæk og førte det med sig.« —

Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i Dag »Baltzerklippen« eller »Generalkloven«,¹ fordi Tradition og Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af hvilke der skal have været Overflod i Carl den Tolvtes Armee.

»Gud være hans Sjæl naadig!« sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte frem fra sit Skjul. »Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos Gud.«

»Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land i Mulm og Mørke og bedriver Hærværk og voldeligt Overfald!« udbrød Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og lyksalig over denne mandige Bedrift. »Saae Du, hvor Generalen slog Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsæk? Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde Ulve og Egern. – Der ligger han nu i Sækken, svenske Generalen!«

»Stille, Dreng!« sagde Klokkeren barsk. »Den Døde haaner man ikke; han faldt i sin Konges Ærinde som en ærlig Soldat.«

»Det gjorde han; men han faldt for en ærlig, norsk Kugle, der værnede sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke; jeg holder meget mere af Knaldet af din Bøsse end af Knebelen i din Klokke – Sippedeia – en svensk General!«

De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels Nordby bøde Farvel lidt længere henne. Bakke og Halvor kjendte hver Sti og Kløft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times Forløb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstødte Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret høiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem Klippeblokkene.

»Du lader vente paa Dig, Haavi,« sagde Bakke.

»Vor Ko er ilde syg,« svarede Bonden; »hun staaer og skronner og æder hverken Hø eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lægekunst og Bøger, kjender vist Raad derfor?«

»Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?« spurgte Klokkeren barsk.

»Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.«

»Det er godt,« sagde Klokkeren. »Giv Koen i Aften et frisk Opkog af Timian og Krusemynte og andre stærke Urter – skjøndt Du fortjente at miste din Ko, siden Du tænker først paa, at den er i Fare, og siden paa, at dit Land er i Nød.«

Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at Svenskerne laa.

Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de naaede en Fjeldskrænt, der om Sommeren bærer mange Mosarters rige Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte Kløfterne, tunge Skyer hang fast i Trætoppene over de granbevoxede Skrænter.

»Jeg seer dem, Morbror,« hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt foran Bakke; »de have tændt Vagtblus dernede og koge Mad – de myldre som Maddiker i en fremmed Mands Meelsæk.«

»Ær din Fjende, Knægt!« sagde Klokkeren. »Han lyder sin Konges Bud, Du dit Lands; enhver kan være god for sig.«

»Ja, Svensken kan være god for sig, naar han vil lade Norge være i Fred for sig,« svarede Halvor heftig. »Hvad troer Du, han vilde sige, om vi saadan væltede os ind i hans Land og slog Ruder og Døre ind i hans Rige? – See, hvor Luen flammer under Røgskyerne dernede, og see, Morbror! – der blinker Vaaben gjennem Røgen. Det er som et herligt Eventyr af Sagabogen! – Var det ikke svenske Fjender, saa vilde jeg være med blandt dem dernede.«

Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede om hans Formaal; han saae og hørte, han speidede og lyttede og gik rolig videre.

Som efter en uhørlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse, sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Følelse, andre af Vane; det lød høitideligt i Skovstilheden.

Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine Soldater holde Bøn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Knæ paa det Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opblødt eller sumpet Vei og Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nøie overeens med hans rene og nøisomme Sæder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hærgelyst. Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bønnebog i sin Lomme og læste deri hver Morgen, tillige Søndag Eftermiddag, og nedskrev i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlæst Bogen. Da han var begyndt Læsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmærkningen ud af sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed.

Klokkeren var standset; han foldede sine Hænder og sænkede Hovedet. For ham var Andagtstimen følt og sand mellem Fjender som i hans egen Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjøre; men hans Blik fløi uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige Grupper, og han kom til at sige: »helliget vorde mit Navn« i Stedet for »dit Navn«, mens han fremsagde Fadervor.

Lidt senere traadte Bakke og Bjørnstads Søn ind i Svenskernes Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene; udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist og her laa henslængt paa Sneen Gryder, Øxer, kort sagt, det Virvar herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer. En dæmpet Summen fyldte Luften under Fyrretræerne, hvis Kroner denne Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter ved Veien havde ikke bemærket de to Mænd, der traadte frem fra Skovtykningen.

»Hvem dèr?« raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet.

»En ringe Kjøbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong Carls Leir,« svarede Klokkeren og standsede.

»Grib og undersøg dem!« befalede Underofficeren.

Et Par Soldater udførte Befalingen, men fandt intet mistænkeligt.

»Jeg har et Par forsvarlige Kravestøvler; vil I ikke ogsaa see dem efter?« spurgte Halvor eenfoldig.

I næste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne, svenske Krigere; de opstrøgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og opsvulmede Hænder bød Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk, idet han pegede paa Bissekræmmernes Byldter:

»Saa op med Lædiken!«

Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dækken; Halvor saae sig om med spillende Øine.

»Uldne Trøier og Vanter!« sagde Vagtmesteren foragtelig; »den Slags bruger hverken Kong Carl eller hans Mænd – Skraatobak – det lader jeg gaa – — Brændeviin – det liver Herren evig op i jeres fordømte Isfjelde! – Hid med Brændevinen!«

Klokkeren og Halvor skjænkede beredvilligt af deres Dunk for de kjøbelystne Soldater.

»Hvad har Du dèr?« spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iøinefaldende lagde til Side.

»Det er Stads til svenske Generalen,« sagde Klokkeren.

»Det er Forgift,« sagde Halvor og stillede sig foran Pakken.

»Svenske Generalen!« ytrede Vagtmesteren; »det er i Nat selve Kong Carl.«

»Selveste Krigsmaiestæten!« udbrød Halvor og trak Huen af. »Ak, om jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjænker jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes mægtigste Soldat – Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.«

Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand og kom Svendsen Bakke vel tilpas.

»Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bøn,« sagde han, »hvis Kong Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de i Morges, at han var draget med Hæren ad Christiania til.«

»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden. »I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.«

»Styrtede?« udbrød Halvor.

»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.«

»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende. »Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?«

»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten, for at de kan faae noget at bide.«

»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl, I fortalte saa kjønt om.«

»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde vore Saar river han sin Skjorte itu.«

»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor.

»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,« vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer – pføi! – han er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.«

»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!«

Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den stivfrosne Egn.

»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren.

»Jeres Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl Jeres Konge.«

»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. – »Kan vi saa faae ham at see?«

Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme, Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang, mens Elven laa stivfrossen og taus.

»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden. »Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.«

»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne² bort.«

»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja – aa hvad, strenge Hr. Oberst?«

Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen.

Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten. Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind gjennem den lille Rude.

Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax tilbage og hviskede: