Kitabı oku: «Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman», sayfa 6

Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde, han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte, medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret; han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer. Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner, fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede, ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.

Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke, vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han rolig:

»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme tilbage til hende i Morgen.«

Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.

Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med Vingerne.

STORE TORSKEN!

Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet, saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.

Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.

»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig Røst, der overdøvede Larmen.

»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.«

»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne Pander som igaar. – Gaa hjem og lad os i Fred.«

Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig sammen ved Porten og syntes at raadslaa.

Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af Kløften og slukkede Lyset.

»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden, Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie Svensken paa bedste Maade.«

Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover, i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes efter ham.

Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til. Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa Soldaterne udenfor.

»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme.

Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første Gang efter Scenen ved Skiftemødet.

»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk.

»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder under et freidigt Smil.

»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild, naar jeg har skudt min Mand.«

»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage, mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al Fredsommelighed.«

Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.

»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler uden jeg; jeg er Herre i mit eget Huus.«

»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav.

Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i Huset.

Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.

Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen.

»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun barnløs.«

To skarpe Knald – en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt, om i Kammeraternes Arme.

Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany. Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp glipper.

Medens dette foregik i Bjørnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen føg om hendes brændende Kinder; de sammenbidte Tænder og tindrende Øine røbede Heltindeblodet i hendes Aarer. I dette Øieblik huskede hun ikke, at det var Bjørnstad, hendes Barndoms Skræk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og hjælpeløs, skaanselsløst havde udslynget Skjændselsnavnet mod hende, som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af Frygt for at komme for silde til at yde Hjælp. Med agtpaagivende Blik fløi hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mørke Skovstier, satte med lette Spring over Træstammer og susede som en Vind mod den stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En eensom Hund begyndte at gjøe for lidt efter at slaae over i Tuden.

Hun aabnede Yderlaagen og standsede et Øieblik udenfor den indre Dør, der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges mange af i de trange, indestængte Fjelddale, men som bevares længe i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjøre Livsskjæbner.

Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjæret fra det viftende Tællelys faldt hen over et villiefast Hoved med tæt, kruset Haar, en aaben, ærlig Pande, og i hans mørkeblaa Øine lyste en godmodig, men bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste af deres fire Børn paa Armen, medens den ældste Dreng lyttende saae fra Moder til Fader og nikkede, som om han søgte at gjøre Ret og Skjel til begge Sider.

»Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand med Krig og Blodsudgydelse at skaffe?« gjentog Konen og knugede til Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. »Lad dem om at værne Landet, som bære Værge. Du er sat til at bære Guds hellige Blod op til vor Præst i Kirken ved Altergang og synge »Fader vor« med din deilige Stemme, saa vi Alle maa folde Hænderne, og Du skal ringe med den store Klokke for de Døde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hører ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos os.«

»Fædrelandet kalder,« svarede Ole Svendsen, »og det bæres mig for, at jeg som en tro og indfødt Nordmand skylder mit Land det bedste, jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjørnsen mig kalde og bad mig bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig disse Tobaksruller her at sælge til Svensken, for at jeg uhindret kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.«

»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig alene, Ole Svendsen!« udbrød Hustruen og strakte ham Barnet i Møde.

Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: »Ane!« Hun sænkede sine Øine for hans flammende Blik; hendes skjælvende Læber tav.

I det samme aabnede Olaug Døren og traadte ind. Norges unge Genius, høibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels, rosenfrisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste sig. Øinene bad, idet hun udbrød:

»Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjørnstad; kom og hjælp os. Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.«

Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.

»Kommer ogsaa Du for at drage min Huusbond fra mig?« spurgte hun og knugede Barnet ind til sig. »Nu skal Du høre, Ole Svendsen, hvorfor jeg er ræd. I Nat saae jeg en Skare vaabenklædte Mænd drage her forbi; Sørgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen lød tung og dump. Jeg foer til Vinduet. – Ak, Ole, ved dit Hjerte har jeg hvilet, drømt Livets bedste Drøm. – De Soldater standsede herudenfor; Du laa dèr paa deres korslagte Geværer, hører Du: Du laa der, hvid og bleg. – Bliv hos dine Børn, ellers bliver Du deres derude – Soldaternes, Dødens – ! Forlad os ikke!«

Hun sank i Knæ. Den rødmussede Glut i hendes Arme lo høit og bed i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstødte et Klunk af Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjød. Han saae det, saae Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans Øine duggedes; men det maa have været Manddommens stærke Taare. Han kyssede sin Hustru paa Munden og sagde kort:

»Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad saa? Du lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.«

Hustruen vendte sig til Olaug.

»Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Døden!«

Olaug saae forfærdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og Hjælp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes Øine, Løvindens, Kvindens Kjærlighed straalede hende i Møde.

»Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor,« sagde Ole Svendsens ældste Dreng og rakte Faderen Haanden.

Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Søn, og han saae, hvad han ønskede at see: en stærktbygget Knægt med gullokket Haar og alvorlige, trofaste Øine.

»Gaa kun, Far,« gjentog Drengen og strakte sin lille Næve op mod Faderen. »Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.«

Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet Sønnen saae op, røbede hans Blik, at han fattede, at i dette Øieblik lagde Huusbonden sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Drengen knugede begge Hænder om Faderens – det var det Hele.

»Farvel Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Døren.

Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden.

Svendsen tog Bøssen ned fra en Træknage ved Skorstenen, kastede den over Skulderen og gik.

Olaug havde været et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte det aldrig siden; Svendsen Bakkes Børn bleve hendes egne i den Time.

Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de oplyste Vinduer. Han sagde barsk:

»Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Sønder paa; vore Mænd ere i Nat ude ved Colbjørnsens Corps. Imens samler jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mødes snarest ved Broen.«

En halv Time senere stode otte behjertede Mænd ved det angivne Mødested og begave sig iilsomt opefter mod Bjørnstads Gaard.

Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den mørke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei mellem Stammerne, skar i Øinene og gjorde Mørket dobbelt sort. Halvor kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans Ansigtstræk vare stivnede af Ophidselse og Kulde.

»Svensken holder til paa den nordre Side af Kløften i Nat, Faders Gaard er omringet, de bryde løs paa Døren – endnu holder vi dem Stangen!« raabte han. »Skynd Jer og kom til Hjælp!«

»Saa sagte, saa sagte, min Gut!« svarede den sværlemmede Bonde, som sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid. Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden, hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt paa Bordet. »Jeg kan ikke lade mig hænge for saa lidt. Din Fader er jo nutildags en fredløs Mand, og den, som hjælper ham, lægger sig ud med det mægtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle Dage været en brøsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedød ikke at kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjølen og Dovrefjeld til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.«

»Svensken er over os!« gjentog Halvor og greb i Bordskiven. »Svensken er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!«

»Paa det Lav!« sagde Haugstad og blæste en vældig Tobakssky fra sig, der lugtede svedent af Kirsebærblade. »Paa det Lav! det kan jeg som sagt ikke lade mig hænge for. Veed Du, hvad det er at være fredløs? Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for alle Mænd, som har Samvittighed nok til at fælde ham. – Nei, lad Du kun Svensken jævne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra Egnen og sparer sine Landsmænd for at udgyde kristelig, norsk Blod, for vi har da Lov og Ret i Landet. – See, det er min Mening og ingen andens.« – Haugstad klappede Pibelaaget fast i. – »Desuden, i Fjor ved Kyndelmisse, bød jeg din Fader for rimelig Betaling at sælge mig et Par Tylfter Tømmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det – ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjøre sig Forhaabning om Hjælp. Lad ham nu hjælpe sig selv, som han kan bedst!«

»I bød jo knap Tømmerstokkenes halve Værdi!« raabte Halvor; »en gammel Ko, som hostede sig selv i Knæ.«

»Javist hostede Koen,« svarede Haugstad eftertænksomt; »men kanskee havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Høforke derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Løgn tøer den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. – Hils din Far saa flittig, hvis det ellers sømmer sig for en ærlig, norsk Bonde at mænge sig med en fuglefri Mand.«

Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Næver mod Huset, mens Bonden stængede Porten efter ham.

Han sprang til den næste Gaard, der laa i Udkanten af Præstegaardsjorden. Idet Stuedøren gik op, slog en lummer og indestængt Luft den Indtrædende i Møde. En Række Køier beklædte Værelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mørke Gab over det rødbrune Tømmerværk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans graa Haar strittede ud under en strikket, rød Uldhue. Midt paa Gulvet stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bøsse i Skjæret fra Tranlampen.

»Guds Fred og god Kvæld!« sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da han havde fremført sit Ærinde, rystede Bonden paa Hovedet.

»Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har løbet Panden mod alle Vægge og faaet Øvrighed og By paa Nakken. Var Bjørnstad endda i Slægt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han rede for sig selv.«

»Jeg skal have varm Mælk med Kavring i!« skreg den gamle Mand. »Bring mig min varme Mælk.«

»Det er jo ikke Far, I skal hjælpe, men Svensken, I skal slaa, Thorsten,« sagde Halvor bønligt. »Jeg veed, at Du har ti af Colbjørnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.«

»De har patrouilleret hele Dagen,« svarede Bonden. »Gaaer de mod Svensken, følger jeg med, skjøndt din Fader gjorde rettest i snarest at drage af Landet.«

»Giv mig min varme Mælk, varme Mælk med Sirup i, inden Du gaaer i Krigen,« skreg Oldingen og stirrede med glassede Øine ud i Rummet. Han bøiede sig forover, famlede med to knoglede Hænder paa Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere ynkelig og pibende: »Og jeg vil have en lille Flæsk til, Thorsten. – Giv mig en lille Flæsk!«

Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjørnsens Tistedøler vare krøbne ned i Høet og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i Gaarden. Da Folkene hørte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af sig, grebe Bøsserne og stormede af Sted under Anførsel af Lieutenant Jacob Wærn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen.

Hjemme i Køien laa den gamle Mand og rørte med Pegefingeren rundt i den varme Mælk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af Fingrene, suttede paa Flæskesværen og gottede sig nok saa livsalig i den lune Halm.

»Hi, hi! – Krig eller Fred – lige godt altsammen, hvad Vorherre sender – Sirup dog allerbedst!«

Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin skaldede Isse, foldede Hænderne, skelede andægtig op til Køiebræderne ovenover og sagde:

»Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!«

Lidt efter aabnede han Øinene paany og fnisede:

»Bjørnstad, han – store Torsken – i Krig – Hi, hi!«

VISEN

Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at raadslaae.

»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere vis. – Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa Raad.«

Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne drikke saa meget mere af Hjertens Begjær.

»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en Dalkulles, Tænderne – hu, hei! – hvide og skarpe, som om de lystede at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og to Mand til bære hende herover, men vogt Jer – Vagtmester har Førsteretten, forstaaer I?«

Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom; men de medbragte en Stige.

De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig; dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet han udbrød:

»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge her paa Tinfadet.«

»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.«

Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet.

»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.«

»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende.

Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte.

»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I? Sikkert Sigte – løs paa dem – for Gud og Kong Carl!«

»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren.

Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet, greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg.

»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer vi ved Hoffet.«

Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder; Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive skubbet for.

Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.

Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen, naar denne lukkedes.

Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder.

»Ha – det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte Bøsse.

»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.«

»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.«

»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,« svarede Jørgen og smaalo.

»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede; »det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.«

»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa ligefremt,« meente Jørgen.

Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte nærmere til Jørgen.

»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig til, saa tag Dig af Mari dèr – jeg har dyb Agtelse for hende. – Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. – Jeg har den dybeste Agtelse for Dig – lad det være mit sidste Ord til Dig her paa Jorden – og høiere kan en Kvinde ikke bringe det til.«

Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede sig.

Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning for den Rædsel, der bragte hende til at sitre.

»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i Storstuen? – Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?«

»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.«

Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind og skjød Døren til paa Klem.

Bjørnstad nikkede bifaldende.

Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet, myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed.

Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet, uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne.

Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage tænkte om dette Emne.

»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret, hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart det begynder at dages.

Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i Luften og Skyerne.

Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse.

Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge, saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages, uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene, mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser.

Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis Erfarenhed.«

– Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler. Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.

»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig. Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag. Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen? Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! – Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver hos mig.«