Kitabı oku: «Mit Liv og Levned», sayfa 7

Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes, at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet, der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.

Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var Landskabsmaleren Gurlitt³, en net trind lille Mand, der med sin tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe, smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.

En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl, som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som – Nu skal I see noget – Jo! – og trak af med os. Ved Frederiksholms Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag- og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier, og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet. Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.

Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin, han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske Bevægelser.

Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne, kom jeg ved denne Leilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun med almindelige Retter og Rødvin.

TREDIE KAPITEL
CHRISTENDOM

Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet, og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem, og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og overlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.

For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.

»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere, saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie, saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt. Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker, med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting, men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun, hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade paa sin Sjæl.

Ved at skildre dig, kjære Moer, det videnskabelige Livs store Savn og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde sig i, da Sorger og Glæder er noget ganske andet i Aandens Sphære end i den ydre Verdens og den almindelige Følelses Sphære, men jeg haaber dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din kjærlige Ros, da her en fast Villie og et klart Blik forekommer mig en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og kun vente Hjælp fra høiere Steder.« – Derefter en Mængde om Dagens Begivenheder og Familieforhold.

Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslægtet med mig, oversaae helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere imod mig. Alvorlige og ærlige Mennesker som de var, med høi Grad af ligefrem ren Følelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa sammensat Væsen som mit, uden at kunne tænke sig, at der kunde være virkelig Alvor og Kjærlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig paa, hvad der stødte ham, og dersom ikke Emil havde været besjælet af det ophøiede Formaal, han mente at burde forfølge med sine Venner. Jeg har alt talt om dette Træk hos ham. Han tog sig for at redde mig; han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede længe tænkt derpaa.

Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nærmest det at gjøre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ængstelig for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og ærlig Følelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjærte hen i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret deri, men i mit Væsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud. Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte det Udtryk, at naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. være Advocatus diaboli.

Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere, end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjøre Ytringerne saa stærke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betænkeligheder gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det nødvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har villet være ensidig, tvertimod har Natur til at følge en forstandig Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.

Hvad værre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Følelser og stille deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, særdeles som en Kjender analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de Tider, jeg dybest skulde have følt alt dette, havde havt mine Tanker andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget følelsesfuld Kreds, og kunde ikke undgaae den Forfængelighed gjerne at ville være med. Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let. Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang ærgerlige paa mig.

I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder, som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham et Brev til, som i Virkeligheden var medfølende nok, men dog var skæmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min Vane, at jeg udtrykte min Følelse paa en barok Maade, der skulde være humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sædvanlige kjærlige og skjøntformede Stil, takkende mig for, at jeg tænkte paa ham og sagde mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trængte til Venners Støtte. Det rørte mig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab, men kunde dog ikke lade være tillige at forklare, at jeg havde Mistro til det tydske Venskabssværmeri som noget vel sødt. Denne Traad optog han og viste mig udførligt og smukt, hvad Betydning i en sønderrevet og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde lært, og belagde det med skjønne Citater af Schiller. Vore Breve vexlede hurtigt, og jeg følte min Uret.

Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros. Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem, fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden, sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses, thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var udkastet efter.

Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds Haand.

Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjøre mig Regnskab for, hvorledes det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevæget Øieblik, i Følelsen af, hvad min Ven – i samme Stemning som den Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv – jævnlig ytrede om sin inderlige Trang til Gjenkjærlighed. Jeg havde i stærke Udtryk tilbudt ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religiøs Henseende, været for vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bære det, jeg følte, at jeg christeligt ikke kunde gjøre Fyldest for dem. Jeg var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der fortjente, at mine Venner satte mig saa høit. Ludvig sendte som sagt Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse Forholdet ved at anføre, hvad Emil svarede:

»Tak, min kjæreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det rene mandige Hjærte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu, men jeg veed ret vel, hvad der er »die Forderung dieser Tage« for mig, og jeg følte en uendelig Glæde derved. Ved intet kunde du bedre hæve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder mig⁴, end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjøn Bøn, der kan strømme ud af hans Læber, og jeg har glædet mig uendeligt over Bønnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder eller føler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsfølelsen vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i Form af en let Bøn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende sig, jeg veed ikke ret, hvor det Øre er, som skal høre Bønner og tage mod Taksigelsen, men alligevel føler jeg mig dog Gud nær i Arbeidets friskeste Øieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtil videre. – Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en livløs Bogorm og følte mig trykket i hans Nærværelse, men nu skal jeg for Fremtiden modtage ham med Glæde og med Kjærlighed, uagtet jeg vel troer, at Venskab og Kjærlighed aldrig vil kunne komme paa Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mærke til hans alvorlige Religiøsitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde skaffe sig Plads i hans Bedømmelse af Hverdagsfortællingerne, af Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg ære og elske ham for alt, hvad jeg før har forsyndet imod ham.« —

Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra en Julereise til Roskilde, og søgte om Aftenen til min Ven. Han tog Brevet frem og læste de paagjældende Yttringer for mig. Det er altid en svær Sag at høre sine egne Ord, og medens han læste dem, stod det hele klart for mig. Han behøvede ikke at tilføie noget, sagde heller ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine: »Kan du føle dette, og gjøre dette, er det stort.«

Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, at mine Ord vare for stærke, at de maatte ikke tages altfor bogstaveligt. Christelig Kjærlighed er en saa stor Ting, at det ingen Skam er at bekjende, at man ikke er kommen vidt med den, og en Bøn lykkes saa sjelden, selv for en god Christen, at blot et Ønske eller et Løvte om at bede for en Ven, allerede har Værd nok, naar det ikke er falsk, og dette var det ikke. Heller ikke var jeg uvant med at bekjende mine Skrøbeligheder, jeg var tidtnok bleven ydmyget af dem. Snarere, langt snarere var denne Udvei mig altfor smaalig, altfor uværdig. Bekjendelse af min Uret var mig endnu intet, det Forfærdelige, der faldt over mig, var, at jeg havde den Uret.

Der er Øieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord eller en ringe Tildragelse staaer i Tankens Mørke hele Hærskarer af Aander, der alle med Lueblikke som Dommens Engle pege paa denne stakkels forbigaaende Sag, og alle hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjælens Hvælvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt Livs bitre Kalk til at flyde over.

Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst det, at jeg havde Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde staae for en ærlig Vens Øine; og jeg var dog aldrig naaet til at gjøre Bod derfor. Gud veed det, og jeg vidste det selv, at jeg elskede mine Venner, og elskede mange Mennesker, foragtede ingen, men mit Væsen havde været overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige Ord, der havde været letsindige, saa jeg kunde gribes i dem! Nu kunde jeg ikke længer bære det. Jeg veed ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i det Øjeblik ikke, hvad jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af Skam. Ud i Mørket med det Menneske, som ikke er værd at være i Lyset! og jeg foer ud i Mørket, mens min Ven stod forbauset tilbage.

Jeg drev længe om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori ingen Tanke kunde bringes til Klarhed. Jeg søgte hjem til min fattige Regentshule og mig i Mørket paa min Sofa. Jeg vred mig som et anskudt Dyr, turde ikke røre mig af Stedet, og var dog opreven af den rædsomme Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort for at bøde paa min Skam, noget der kunde ligne et Skridt til at afkaste mit brødefulde Væsen.

Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste, at min Ven gik tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt. Men det var mig umuligt at lade Natten gaae uden at see ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham, og hvor uværdig jeg var dertil. Jeg løb og ravede som et Spøgelse, jaget af en hellig Magt, hen til ham, famlede opad Trappen og bad ved hans Dør at komme ind. Som han aabnede Døren og stod der halvt afklædt i Lyset, saae han for mig forkomne Stakkel ud som en Præst, der aabnede en Helligdom, jeg aldrig før havde turdet betræde, saa tidt jeg end havde siddet i hans lille Stue.

»Jeg kan ikke, nei, jeg kan ikke finde Ro, før jeg har sagt dig, hvor høit jeg elsker dig,« stønnede jeg og faldt ham om Halsen og kyssede ham. Det var første Gang, det var skeet mellem os. »Det er det eneste, jeg nu trænger til, jeg skal ikke sige mere.« Og jeg troer heller ikke, der blev sagt mere. »Lad mig saa gaae,« sukkede jeg, og hans Bevægelse var ogsaa saa stærk, at han for sin egen Skyld ikke turde holde paa mig.

Jeg gik, og den Nat tilbragte jeg i virkelig Bøn. Jeg øvede mig i den store Kunst at bede. Jeg lod mig ikke afskrække af, at det i Begyndelsen gik maadeligt nok, jeg begyndte altid forfra igjen, til jeg fandt, at det lykkedes mig at udøse alt mit forpinte Hjærte for min Gud og Frelser. Og altid blev der mere, jeg trængte til at klage for den evige usynlige Fader og for den hellige Frelsers Aasyn. Og der kom mange lange kolde Vinternætter, da jeg i bestandig Bøn væltede mig paa mit tarvelige Leie. Der var et forfærdeligt Syndedyb, det var ikke til at udholde at see ned i; derom var der intet andet at sige end: Vær mig Synder naadig. Hvad der er gjort, kan ikke gjøres ugjort, jeg maa bære Skammen, og du faaer at bære over med mig. Jeg er den ringeste af alle Syndere, og det følte jeg dybt nok. Der var ogsaa et uendeligt Dyb at see ind i af fromt Haab: derom kunde jeg ikke sige andet end: Fader, gjør ud af mig, hvad du vil, jeg selv kan ikke andet end byde dig et villigt Hjærte. Og det vilde jeg. Det var en virkelig Bedrøvelse efter Gud, som virker Omvendelse til Salighed.

Og min Bøn blev hørt, Saligheden kom, Guds Aand sænkede sig naadig i min Sjæl, uden at jeg i mindste Maade kunde fatte, hvorledes det kunde skee. Der kom Glæde, usigelig og uudtømmelig Glæde, som om alt, hvad jeg følte som Kulde og Mørke for bestandig var svundet. Det kom, somom hele mit Indre udviklede sig og gav Rum for en hellig og salig Luft.

Mod Morgen faldt jeg rimeligvis afmattet i Søvn. Men allerede den første Morgen reiste jeg mig med den fulde Følelse af, at det Gamle var forsvundet og alt var blevet nyt. Og hver Dag der gik, vænnede jeg mig mere og mere til at regne hele mit foregaaende Liv for et Mørke og en Kulde, jeg hverken vilde eller kunde have noget at gjøre med, ja, som jeg ikke engang havde et saa tydeligt Begreb om, at jeg ret vidste, hvad jeg kaldte idel Mørke. Jeg vilde intet vide af det, jeg vilde fuldkommen glemme min Syndigheds Stand, begynde aldeles forfra.

Tilbagefald kom der selvfølgelig nok af, forfærdelige og ubegribelige. Men jeg tog dem med den Tanke, at nu var der atter Mørke, og intet kunde gjøres, intet tænkes i det. Saa brød den frie salige Følelse atter frem, og jeg vidste igjen ikke, hvad Mørket var. Dog var den første Nat altid Frelsens Time for mig. Der gik mange Aar hen, og altid vedblev det at staae for mig, som kun Mørke laa bagved den, som var i den et Grændseskjel af en frelsende Haand skudt ned midt i mit Liv. Aldrig har jeg heller mistet denne Følelse, jeg har formelig levet af den idetmindste i den tidligere Del af min præstelige Virksomhed. Og endelig, da jeg som ældre Mand har taget mig for dybere at undersøge mit Livs Bevægelser, har det havt stor Vanskelighed for mig at gjøre mig tydeligt, hvorledes jeg egentlig har været før den Tid. Jeg kunde ikke komme til at gjennemleve det saaledes som man maa det for at fatte det svundne. Saa grundig havde jeg faaet det ud af mit Sjæleliv, og overhugget Erindringens Traad. Jeg har formelig maattet studere de Feil jeg har, for at sætte dem sammen til det, der maatte ansees for Hovedindholdet af det gamle Væsen. Og heldigvis – i den Henseende, ellers uheldigvis – slæber man da altid Unoder nok med sig gjennem hele Livet, som dertil kunde benyttes, »en Levning af Ondskab«.

Hvad var det da, der skete med mig?

Jeg har ingen Grund til at tvivle paa, at det var den Omvæltning i Livet, som i den christne Menigheds kraftige Tider ofte forekommer, især hos dem, der af en eller anden Grund har været fjernere fra christeligt Sjæleliv; at det var en Opvækkelse, Omvendelse, Gjenfødelse eller hvad man vil kalde det – det sidste Udtryk er som bekjendt ikke hos os orthodox, fordi man vil have Gjenfødelsen henlagt til Daaben. Det kan man jo, men da er det ikke det samme, som hvad der i Skriften kaldes, at den hellige Aand falder paa et Menneske og han annammer den. Jeg mener dog, at det netop var det, der skete med mig.

Imidlertid er Sagen ikke bleven synderlig klarere, fordi man har fundet et Udtryk for den. Efter Menneskers Natur, og efter hvad Gud vil med enhver af os, kan den have meget forskjellige Former og føre til forskjelligt Indhold. Man kan som bekjendt opvækkes til hvilkensomhelst Slags Tro, ogsaa til den absurdeste; man kan opvækkes til en ond Aand, som ikke er Guds Naadegave, snarere hans Straf. Jeg maa altsaa see at retfærdiggjøre for mig selv, at det virkelig var Sandhedens Aand, Faderen havde sendt mig, sendt mig i Jesu Navn, og ikke i nogen Forvildelses Navn.

Lyset og Flammen med det vældig fremfarende Veir, der fyldte det ganske Hus, var kommen som Kjærlighedens Aand. Gud er en Aand, og de som tilbede ham, skulle tilbede ham i Aand og Sandhed. Gud er Kjærlighed, og hvo, som bliver i Kjærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham.

At tilbede ham er at elske ham og ikke kunne takke ham nok for at man kan det; er at elske alle dem, han elsker, sin Næste som sig selv. Uden Kjærlighed til Næsten, er Kjærlighed til Gud intet, en Løgn.

Det var dette, der blev mig givet at lære. Jeg kunde nu have sat mit Liv i med ubetinget Lydighed at underordne al min Tankegang under disse Kirkens og Videnskabens Sætninger, hvorlidt de end er at forstaae for menneskelig Tanke. Men lykkeligt for mig, at jeg ikke forsøgte derpaa, det vilde ufeilbarlig have ført til nyt Skinvæsen, som kunde være blevet værre end det første.

Vistnok kan jeg til Tider have taget feil deri, og have tænkt mig, at der med det nye Lys ogsaa maatte være opgaaet noget for mig som en fuldkomnere Maade at fatte, hvad der kaldtes den objective Sandhed – Guds Væsen og hans Egenskaber, Treenighedens Mysterium, dens Forhold til Verden, Liv og Død og de evige Boliger, Frihed og Nødvendighed, og hvad nu disse høie Problemer hedde. Det var at undskylde, om jeg havde taget feil deri, saa mangen christelig Filosof har gjort det, og den speculative Dogmatik, som jeg var opdragen i, er jo fyldt med saadanne Aandens Klarsyn. Jeg kan dog egentlig ikke erindre, at jeg har lidt af saadanne Anfægtelser. Fortiden var forsvunden for mig, og med den Speculationen. Hvad jeg med Aandens Klarsyn nu forstod var intet andet, end at alt dette for det første maatte lægges tilside. Hvad den hellige Aands Lys faldt over, var andre Ting.

Min eneste Visdom var, at Gud er Kjærlighed. Den Visdom kan ikke begribes med Tanken, end sige med Videnskab; der er nok, der for Videnskaben vidner derimod. Den kan kun fattes med det Hjærte, Gud giver at elske, fattes med at lade videre Begriben fare. Kan være, at dette er en fattig Visdom, men videre kunde jeg nu ikke komme.

Da jeg under Trængsel og Angst havde fundet Bønhørelse, og Lyset kom som den evige Kjærligheds Flamme, følte jeg en uimodstaaelig Trang til at prøve den i det mindste som i det største. Ingen Betænkelighed faldt mig ind. Jeg reiste mig om Morgenen, bestemt paa strax at tage til den hellige Gjerning. Heller ikke spildte jeg Ord derpaa. At jeg i mit Indre var bleven en anden, var mindst af alt det, der skulde fortælles, knap nok i Gjerningen forraades. Sagen var jo ikke at vise det frem, Sagen var ene og alene virkelig at være det; gik derfor fuldkommen prosaisk til.

Min Bolig saae mig vistnok ud som forvandlet, den var bleven et Tempel for den fromme Kjærligheds Gud, men var i sin nøgne Virkelighed dog kun et skummelt Regentskammer paa en kold Vinterdag. Min Contubernal begyndte gabende at strække sig i Sengen. Han var en inderlig brav og forstandig Fyr, der siden blev en større Mand end jeg, blev Præst, og hele Landets Velgjører, da han var den, der indførte Brugsforeninger, var ogsaa alle Dage en Præst, som Aandens Flamme visselig var i; men dengang var han endnu kun en fordringsløs og flittig Fortærer af Collegiehefter, og havde hidtil kun seet mig ud som en af Theologiens mange Realister. Nu saae han mig langtfra saaledes ud, nei, som en Broder i Gud, der, som han stod der og søvnig nok fik sine Klæder paa – gode forsvarlige Gangklæder, for han var en forsynlig Bornholmer – maatte elskes i al Evighed. Jeg kunde ikke see mig mæt paa ham, saa elskelig han var, og saa varmt mit Hjærte blev ved Synet af ham. Ikke at der blev talt et Ord derom, kun de sædvanlige staaende Vittigheder, hvormed man pleier at hjælpe paa trævent Morgenlune.

Karlen kom ind med Thepotten og det halve Rugbrød, en skikkelig Mand, som hele Dagen brugte sine Ben, sikkert nok ikke plaget af Evighedsdrømme, ligefuldt maatte han elskes i al Evighed, og det blev givet ham tilkjende i den muntreste Tone: »Jørgen, vilde De besørge mig dette, saa er De min Ven, og jeg skal ikke glemme Dem det af!« Han nikkede og gjentog betænksomt Ærindet og forsvandt. Jeg saae beundrende efter den trofaste Sjæl.