Kitabı oku: «Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке»

PEER GYNT

PERSONERNE

Åse, en Bondes Enke.

Peer Gynt, hendes Søn.

To Kjærringer med Kornsække.

Aslak, en Smed.

Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.

Et Par Indflytterfolk.

Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.

Bonden på Hæggstad.

Ingrid, hans Datter.

Brudgommen og hans Forældre.

Tre Sæterjenter.

En grönklædt Kvinde.

Dovregubben.

Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.

Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.

En stygg Unge.

En Stemme i mörket. Fugleskrig.

Kari, en Husmandskone.

Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.

En Tyv og en Hæler.

Anitra, en Beduinhøvdings Datter.

Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.

Memnonstötten (syngende).

Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)

Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.

Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.

En Fellah med en Kongemumie.

Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.

En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.

En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.

__________________________

(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)

FØRSTE HANDLING

(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)

(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)

ÅSE

 
Peer du lyver!
 

PEER GYNT

 
Nei, jeg gjør ej!
 

ÅSE

 
Nå, så band på, det er sandt!
 

PEER GYNT

 
Hvorfor bande?
 

ÅSE

 
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
 

PEER GYNT

 
Det er sandt – hvert evigt ord!
 

ÅSE

(foran ham)

 
Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
 

PEER GYNT

 
Vest ved Gjendin.
 

ÅSE

(ler spotsk)

 
Rigtig, ja!
 

PEER GYNT

 
Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
 

ÅSE

(som før)

 
Ja rigtig, ja!
 

PEER GYNT

 
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
 

ÅSE

 
Nej, bevares vel!
 

PEER GYNT

 
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!
 

ÅSE

(uvilkårligt)

 
Jesu navn da – !
 

PEER GYNT

 
Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
 

ÅSE

(svimmel)

 
Å, Gud trøste mig!
 

PEER GYNT

 
Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!
 

(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)

 
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
 

ÅSE

(gisper efter vejret)

 
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
 

PEER GYNT

 
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
 

ÅSE

 
Men bukken, du?
 

PEER GYNT

 
Å, han går der vel ennå; —
 

(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):

 
kan du finne ham, så ta ham!
 

ÅSE

 
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!
 

(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)

 
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
 

PEER GYNT

 
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
 

ÅSE

 
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
 

PEER GYNT

 
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
 

ÅSE

(grædende)

 
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
 

PEER GYNT

 
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
 

ÅSE

 
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
 

(Græder igjen.)

 
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
 

PEER GYNT

 
Hvor er sneen fra ifjor?
 

ÅSE

 
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
 

PEER GYNT

 
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
 

ÅSE

 
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.
 

(Tørker øynene med forkledet.)

 
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —
 

(græder påny)

 
å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
 

PEER GYNT

 
Lad mig være.
 

ÅSE

(følger efter)

 
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?
 

PEER GYNT

 
Hvem har fyldt dig med slig præk?
 

ÅSE

(hidsig)

 
Husmanskonen hørte hylene!
 

PEER GYNT

 
Ja, det var meg, som skreg
 

ÅSE

 
Dig?
 

PEER GYNT

 
Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.
 

ÅSE

 
Hva for någet?
 

PEER GYNT

 
Han er spræk
 

ÅSE

 
Hvem er spræk
 

PEER GYNT

 
Han, Aslak, ved jeg.
 

ÅSE

 
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
 

(Gråter igjen.)

 
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
 

PEER GYNT

 
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.
 

(Ler.)

 
Trøst dig, moer —
 

ÅSE

 
Hvad? Har du løjet nu igjen?
 

PEER GYNT

 
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —
 

(knytter den venstre hånd)

 
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
 

ÅSE

 
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
 

PEER GYNT

 
Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
 

ÅSE

(blæser)

 
Du!
 

PEER GYNT

 
Hvem ved, hvad en kan møde!
 

ÅSE

 
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
 

PEER GYNT

(hidsig)

 
Jeg skal blive konge, kejser!
 

ÅSE

 
Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!
 

PEER GYNT

 
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
 

ÅSE

 
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
 

PEER GYNT

 
Du skal se, moer!
 

ÅSE

 
Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
 

PEER GYNT

 
Tror du?
 

ÅSE

 
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter
 

(begynder igen at græde)

 
Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!
 

PEER GYNT

 
Kom, så vil vi ja-ord hente!
 

ÅSE

 
Hvor?
 

PEER GYNT

 
På Hægstad!
 

ÅSE

 
Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!
 

PEER GYNT

 
Hvorfor det?
 

ÅSE

 
Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —
 

PEER GYNT

 
Nå?
 

ÅSE

(hulkende)

 
Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
 

PEER GYNT

 
Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!
 

ÅSE

 
Ja, hun taer ham nu til mand.
 

PEER GYNT

 
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —
 

(vil gå).

ÅSE

 
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —
 

PEER GYNT

 
Pyt; jeg kommer jo i kveld
 

ÅSE

 
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
 

PEER GYNT

 
Trøst dig. Alting skal gå godt.
 

(Skriger og ler på en gang.)

 
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.
 

(Løfter hende ivejret.)

ÅSE

 
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
 

(Vader ut i eleven.)

ÅSE

 
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —
 

PEER GYNT

 
Jeg er båren!
til en gildere død —
 

ÅSE

 
Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
 

(Rusker ham i håret.)

 
O. dir ubæst!
 

PEER GYNT

 
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
 

ÅSE

 
Asen!
 

PEER GYNT

 
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —
 

ÅSE

 
Slip ej taget!
 

PEER GYNT

 
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —
 

(galloperende)

 
Jeg er bukken, du er Peer!
 

ÅSE

 
Å, jeg ved ej af mig mer!
 

PEER GYNT

 
Ser du; nu er evjen rukken;
 

(vader iland)

 
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —
 

ÅSE

(slår ham på øret)

 
Der er tak for skydsen!
 

PEER GYNT

 
Au!
Den betaling var for snaud!
 

ÅSE

 
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —
 

ÅSE

 
Slip!
 

PEER GYNT

 
Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.
 

ÅSE

 
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —
 

PEER GYNT

 
Så?
 

ÅSE

(sparker i arrighed)

 
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
 

PEER GYNT

 
Hm; så får jeg gå alene.
 

ÅSE

 
Ja, men jeg skal komme efter!
 

PEER GYNT

 
Snille moer, du har ej kræfter —
 

ÅSE

 
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Ja, ifald du lover —
 

ÅSE

 
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
 

PEER GYNT

 
Nej, du får nok vente her.
 

ÅSE

 
Aldri! Jeg vil med i laget
 

PEER GYNT

 
Får ej lov.
 

ÅSE

 
Hvad vil du gjøre?
 

PEER GYNT

 
Sette dig på kværnetaget
 

(sætter hende derop. ÅSE skriger).

ÅSE

 
Løft mig ned!
 

PEER GYNT

 
Ja vil du hø – ?
 

ÅSE

 
Sludder!
 

PEER GYNT

 
Snille moer, jeg beer —
 

ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)

 
Løft mig ned på timen, Peer!
 

PEER GYNT

 
Turde jeg, så visst jeg vilde.
 

(nærmere)

 
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
 

ÅSE

 
Dit bæst!
 

PEER GYNT

 
Ikke spræl!
 

ÅSE

 
Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!
 

PEER GYNT

 
Fy da, moer!
 

ÅSE

 
Tvi
 

PEER GYNT

 
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
 

ÅSE

 
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
 

PEER GYNT

 
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
 

(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)

 
Husk så på du ikke spræller!
 

(går).

ÅSE

 
Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !
 

(Skrigende.)

 
Hjælp! Jeg svimler!
 

(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).

FØRSTE KÆRRING

 
Kors; hvem skriger?
 

ÅSE

 
Der er mig!
 

ANDRE KÆRRING

 
Åse! Se, – så høyt på strå?
 

ÅSE

 
Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!
 

FØRSTE KÆRRING

 
Signe rejsen!
 

ÅSE

 
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —
 

ANDRE KÆRRING

 
Sønnen jers?
 

ÅSE

 
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
 

FØRSTE KÆRRING

 
Vi skal vidne.
 

ÅSE

 
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —
 

ANDEN KÆRRING

 
Er han der?
 

FØRSTE KÆRRING

 
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
 

ÅSE

(vrider hænderene)

 
Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!
 

FØRSTE KÆRRING

 
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!
 

ANDEN KÆRRING

 
Hun er rent fra sans og vid.
 

(Råber opover.)

 
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
 

EN MANDSSTEMME

 
Hvad er fat?
 

ANDEN KÆRRING

 
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!
 

__________________________

(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNT

 
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
 

(Stiger halvt over; så betænker han sig.)

 
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
 

(Skygger for øjnene og ser bortover.)

 
Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
 

(Trækker atter benet til sig).

 
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
 

(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

 
Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
 

(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

(i samtalen)

 
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
 

EN KONE

 
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.
 

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

(sagte)

 
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.
 

(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)

 
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.
 

(Ler småt ved sig selv.)

 
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —
 

(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)

 
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —
 

ASLAK SMED

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)

 
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !
 

PEER GYNT

(farer halvt ivejret)

 
Hvad, kejser – !
 

SMEDEN

(læner sig til gærdet og smågriner)

 
Rejs på dig, gutten min!
 

PEER GYNT

 
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
 

SMEDEN

(til de andre)

 
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
 

PEER GYNT

(springer op)

 
Gå med det gode.
 

SMEDEN

 
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
 

PEER GYNT

 
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
 

SMEDEN

 
Lad os høre, Peer!
 

(Blinker til de andre.)

PEER GYNT

 
Kommer ingen ved.
 

SMEDEN

(lidt efter)

 
Du skal vel til Hægstad?
 

PEER GYNT

 
Nej.
 

SMEDEN

 
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
 

PEER GYNT

 
Du svarte kortp – !
 

SMEDEN

(viger lidt)

 
Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —
 

PEER GYNT

 
Til helved – !
 

SMEDEN

 
Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —
 

(De går under latter og hvisken.)

PEER GYNT

(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)

 
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
 

(Ser nedover sig.)

 
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.
 

(Stamper i bakken.)

 
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!
 

(Ser sig plutslig om.)

 
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.
 

(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)

 
De spiller til dans!
 

(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)

 
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —
 

(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).

 
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja piskande død må jeg med i laget!
 

(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)

__________________________

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

EN KONE

(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)

 
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldri ændse.
 

KØGMESTEREN

(i en anden flok)

 
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.
 

EN MAND

 
Tak, som byder; men du skænker for tidt.
 

EN GUT

(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)

 
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
 

JENTEN

 
Stryg, så det ljomer udover engene.
 

JENTER

(i ring om en gut, som danser)

 
Gjildt kast var det!
 

EN JENTE

 
Han er spenstig i læggen!
 

GUTTEN

(dansende)

 
Her her højt til loftet og vidt til væggen!
 

BRUDGOMMEN

(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)

 
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!
 

FADEREN

 
Hvad vil hun ikke?!
 

BRUDGOMMEN

 
Hun har stængt sig inde.
 

FADEREN

 
Nå, så se du kan nøglen finde!
 

BRUDGOMMEN

 
Jeg ved ikke vejen!
 

FADEREN

 
Du er et naut!
 

(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)

EN GUT

(fra bagsiden af huset)

 
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!
 

SMEDEN

(der nys er trådt til)

 
Hvem har bedt ham?
 

KØGENMESTEREN

 
Ingen.
 

SMEDEN

(til de andre)

 
Nej; vi lader, som vi aldri så ham.
 

PEER GYNT

(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene)

 
Hvem er den sprækeste jente i ringen?
 

EN ENKELT

(til hvem han nærmer sig)

 
Ikke jeg.
 

EN ANDEN

(ligeså)

 
Ikke jeg.
 

EN TREDJE

 
Ja, jeg ikke heller.
 

PEER GYNT

(til den fjerde)

 
Så kom da du, før en bedre sig melder
 

JENTEN

(vender sig)

 
Har ikke tid.
 

PEER GYNT

(til en femte)

 
Så du!
 

ENTEN

(idet hun går)

 
Jeg skal hjem.
 

PEER GYNT

 
I kveld? Er du rent fra sans og samling?
 

SMEDEN

(lidt efter, halvhøjt)

 
Peer; der går hun til dans med en gamling.
 

PEER GYNT

(vender sig raskt til en ældre mand)

 
Hvor er de ledige, du?
 

MANDEN

 
Find dem frem.
 

(Går fra ham.)

(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)

 
Hvem har bedt ham?
 

PEER GYNT

(sagte)

 
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!
 

(Han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.)

END MAND

(til en anden i nærheden af Peer Gynt)

 
Se indflytterfolket.
 

DEN ANDEN

 
De vesterfra?
 

FØRSTE

 
Ja, de fra Hedalen.
 

ANDEN

 
Rigtig, ja!
 

PEER GYNT

(træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden)

 
Får jeg danse med datteren din?
 

MANDEN

(stille)

 
Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.
 

(De går ind.)

KØGEMESTEREN

(til Peer Gynt, idet han byder drikke)

 
Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?
 

PEER GYNT

(ser ufravendt efter de gående)

 
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.
 

(Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)

 
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !
Og så holdt hun i moderems skørteflig,
og bar en samlebog svøbt i et klæde – !
Jeg må se på den jenten.
 

(Vil ind i stuen.)

EN GUT

(kommer med flere derfra)

 
Peer, går du alt fra dansen?
 

PEER GYNT

 
Nej.
 

GUTTEN

 
Men så stævner du galt!
 

(Tager ham i akslen for at vende ham.)

PEER GYNT

 
Lad mig slippe forbi!
 

GUTTEN

 
Er du ræd for smeden
 

PEER GYNT

 
Jeg ræd?
 

GUTTEN

 
Ja, du minds vel på Lunde forleden?
 

(Flokker ler og går ned på danseplassen.)

SOLVEJG

(i døren)

 
Du er visst den gutten, som vilde danse?
 

PEER GYNT

 
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
 

(tager henne i hånden)

 
Kom så
 

SOLVEJG

 
Ikke for langt, sa’e moer!
 

PEER GYNT

 
Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?
 

SOLVEJG

 
Du gjør nar – !
 

PEER GYNT

 
Du er dog en unge næsten
Er du voxen?
 

SOLVEJG

 
Jeg gik ivåres til presten.
 

PEER GYNT

 
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.
 

SOLVEJG

 
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
 

PEER GYNT

 
Peer Gynt
 

SOLVEJG

(trækker hånden til sig)

 
Å, kors da?
 

PEER GYNT

 
Hvad er det nu?
 

SOLVEJG

 
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.
 

(Går fra ham.)

BRUDGOMMEN

(trekker i sin moder)

 
Moer, hun vil ikke – !
 

MODEREN

 
Vil ikke? Hvad?
 

BRUDGOMMEN

 
Vil ikke, moer!
 

MODEREN

 
Hvad?
 

BRUDGOMMEN

 
Lette på låsen.
 

FADEREN

(sagte og arrig)

 
Å, du var værd at bindes i båsen!
 

MODEREN

 
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
 

(De går bortover.)

EN GUT

(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)

 
Lidt brændevin, Peer?.
 

PEER GYNT

 
Nej.
 

GUTTEN

 
Bare lidt?
 

PEER GYNT

(ser mørkt på ham)

 
Har du noget?
 

GUTTEN

 
Det kunde nok hende
 

(trækker en lommeflaske frem og drikker).

 
Åh! hvor det river! – Nå?
 

PEER GYNT

 
Lad mig kende.
 

(Drikker.)

EN ANDEN

 
Nå får du også smage på mit.
 

PEER GYNT

 
Nej.
 

DEN SAMME

 
Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!
 

PEER GYNT

 
Så giv mig en dråbe.
 

(Drikker igen.)

EN JENTE

(halvsagte)

 
Kom lad os gå.
 

PEER GYNT

 
Er du ræd for mig, tøs?
 

EN TREDJE GUT

 
Hvem er ikke ræd for dig?
 

EN FJERDE

 
På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.
 

PEER GYNT

 
Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!
 

FØRSTE GUT

(hviskende)

 
Nu kommer han sig!
 

FLERE

(slår kreds on ham)

 
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
 

PEER GYNT

 
Imorgen – !
 

ANDRE

 
Nej, nu ikveld!
 

EN JENTE

 
Kan du hekse, Peer?
 

PEER GYNT

 
Jeg kan mane fanden!
 

EN MAND

 
Det har bestemor kunnet før jeg blev født!
 

PEER GYNT

 
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!
 

FLERE

(leende)

 
Det er grejdt at skønne!
 

PEER GYNT

 
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt —
 

EN I FLOKKEN

 
Men måtte derinde?
 

PEER GYNT

 
Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
 

EN JENTE

 
Nej tænk!
 

PEER GYNT

 
Det var plent som en hører en humle.
 

JENTE

 
Har du ham endnu i nødden?
 

PEER GYNT

 
Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.
 

EN GUT

 
Så, du?
 

PEER GYNT

 
Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhendt, han; —
og stødt så skal han nu bruge slæggen —
 

EN STEMME FRA FLOKKEN

 
Slo han fanden ihjæl?
 

PEER GYNT

 
Han slog som en mand.
Men fanden hyttede sig, for som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.
 

FLERE

 
Og smeden – ?
 

PEER GYNT

 
Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldri venner.
 

(Almindelig latter.)

NOGLE

 
Den ræglen er god!
 

ANDRE

 
Den er snart hans beste!
 

PEER GYNT

 
Tror I, jeg digter ihob?
 

EN MAND

 
Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfar —
 

PEER GYNT

 
Løgn! Det er hændt med mig!
 

MANDEN

 
Det er jo alting.
 

PEER GYNT

(med et slæng)

 
Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.
 

(Skoggerlatter igen.)

EN I FLOKKEN

 
Peer, rid lidt i luften!
 

MANGE

 
Ja, kære Peer Gynt —
 

PEER GYNT

 
I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!
 

EN ÆLDRE MAND

 
Nu er han rivende gal.
 

EN ANDEN

 
De fæ!
 

EN TREDJE

 
Storskryder
 

EN FJERDE

 
Løgnhals
 

PEER GYNT

(truer mod dem)

 
Ja vent, skal I se!
 

EN MAND

(halvdrukken)

 
Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!
 

FLERE

 
En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!
 

(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)

BRUDGOMMEN

(tæt inved ham)

 
Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften?
 

PEER GYNT

(kort)

 
Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.
 

BRUDGOMMEN

 
Så har du vel også usynligheds-kuften?
 

PEER GYNT

 
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
 

(Vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)

PEER GYNT

(mod dem; det lysner i ham)

 
Solvejg! Å, det er godt du kommer!
 

(Griber hende om håndledet.)

 
Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!
 

SOLVEJG

 
Slip mig!
 

PEER GYNT

 
Hvorfor?
 

SOLVEJG

 
Du er så vild.
 

PEER GYNT

 
Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!
 

SOLVEJG

 
Tør ikke.
 

PEER GYNT

 
Hvorfor?
 

SOLVEJG

 
Nej, du har drukket.
 

(Går bortover med Helga.)

PEER GYNT

 
Den, som havde sit knivblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!
 

BRUDGOMMEN

(puffer ham med albuen)

 
Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden?
 

PEER GYNT

(tankestredt)

 
Bruden? Hvor er hun?
 

BRUDGOMMEN

 
På stabburet.
 

PEER GYNT

 
Nå.
 

BRUDGOMMEN

 
Å, du Peer Gynt, du får friste på!
 

PEER GYNT

 
Nej, du får væew min hjælp foruden.
 

(En tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)

 
Ingrid på stabburet?
 

(nærmer sig Solvejg)

 
Har du betængt dig?
 

(Solvejg vil gå; han træder ivejen.)

 
Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.
 

SOLVEJG

(hastig)

 
Det gør du ikke; det er ikke sandt!
 

PEER GYNT

 
Jo! Og så er jeg ldt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!
 

SOLVEJG

 
Tør ikke nu, om jeg vilde!
 

PEER GYNT

 
Hvem er du ræd for?
 

SOLVEJG

 
Mest for faer.
 

PEER GYNT

 
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Havd? – Nå svar!
 

SOLVEJG

 
Hvad skal jeg svare?
 

PEER GYNT

 
Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!
 

SOLVEJG

 
Lad mig gå ifred
 

PEER GYNT

 
Nej
 

(dæmpet, men hvast og skræmmende).

 
Jeg kan skabe mig om til trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —
jeg skal bide dig over lænder og ryg —
 

(slår på engang om og beder som i angst:)

 
Dans med mig, Solvejg!
 

SOLVEJG

(ser mørkt på ham)

 
Nu var du styg.
 

(Går ind i stuen.)

BRUDGOMMEN

(kommer drivende igen)

 
Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!
 

PEER GYNT

 
Kom!
 

(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)

KØGMESTEREN

(til smeden, som er fremst i flokken)

 
Hold fred!
 

SMEDEN

(trækker trøjen af)

 
Nej, nu skal her æskes dom.
Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.
 

NOGLE

 
Ja, lad dem nappes!
 

ANDRE

 
Nej, bare skændes!
 

SMEDEN

 
Næver må til; her båder ej ord.
 

SOLVEJGS FADER

 
Styr dig, mand!
 

HELGA

 
Vil de slå ham, moer?
 

EN GUT

 
Lad oss heller gøgle med alle hans løgne!
 

EN ANDEN

 
Sparke ham af laget!
 

EN TREDJE

 
Spytte ham i øjne!
 

EN FJERDE

(til smeden)

 
Stikker du op, du?
 

SMEDEN

(kaster trøjen fra sig)

 
Øget skal slagtes!
 

INDFLYTTERKONEN

(til Solvejg)

 
Der kan du se hvor den tomsingen agtes.
 

ÅSE

(kommer med en kæp i hånden)

 
Er sønnen min her? Nu skal han ha’e stryg!
Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham!
 

SMEDEN

(brætter skorteærmene op)

 
Til slig en krop er påsken for myg.
 

NOGLE

 
Smeden vil dænge ham!
 

ANDRE

 
Flænge ham!
 

SMEDEN

(spytter i henderene og nikker til ÅSE)

 
Hænge ham!
 

ÅSE

 
Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! —
ÅSE og jeg vi har tænder og klør! —
Hvor er han?
 

(Råber henover tunet.)

 
Peer!
 

BRUDGOMMEN

 
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og – !
 

FADEREN

 
Hvad er ivejen?
 

BRUDGOMMEN

 
Tænk, Peer Gynt – !
 

ÅSE

(skriger)

 
Har de taget ham afdage?
 

BRUDGOMMEN

 
Nej, Peer Gynt – ! Se, oppover hejen —
 

MÆNGDEN

 
Med bruden
Med bruden!
 

ÅSE

(lader kæppen synke)

 
Det ubæst
 

SMEDEN

 
I bratteste fjeldet
klyver han, jda-Gud, på gedens vis!
 

BRUDGOMMEN

(grædende)

 
Han bær’hende, moer, som en bær’en gris!
 

ÅSE

(truer op til ham)

 
O, gid du faldt ned og !
 

(Skriger i angst.)

 
Træd varsomt i hældet!
 

HÆGSTADBONDEN

(kommer barhovedet og hvid af vrede)

 
Jeg tager hans liv for det bruderov!
 

ÅSE

 
Å nej Gud straffe mig om I får lov!
 

ANDEN HANDLING

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen. Peer Gynt går ilsomt og uvillig langs stien, Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde han tilbage.)

PEER GYNT

 
Gå ifra mig!
 

INGRID

(grædende)

 
Efter dette!
Hvor?
 

(vrider hænderene)

 
O, hvad svig!
 

PEER GYNT

 
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.
 

INGRID

 
Brot – og brot igen os binder!
 

PEER GYNT

 
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, —
uden en—!
 

INGRID

 
Hvem er den ene?
 

PEER GYNT

 
Ikke dig.
 

INGRID

 
Hvem er det da?
 

PEER GYNT

 
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faren din!
 

INGRID

 
Kære, vene – !
 

PEER GYNT

 
Ti!
 

INGRID

 
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
 

PEER GYNT

 
Kan og vil.
 

INGRID

 
Lokke først, – og så forskyde!
 

PEER GYNT

 
Og hvad kår har du at byde?
 

INGRID

 
Hægstad gård og mere til.
 

PEER GYNT

 
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!
 

INGRID

 
Nej; men – ?
 

PEER GYNT

 
Gik du til presten
nu ivår da?
 

INGRID

 
Nej, men Peer – ?
 

PEER GYNT

 
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
 

INGRID

 
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet – !
 

PEER GYNT

 
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
 

INGRID

 
Nej, men —
 

PEER GYNT

 
Hvad er så resten!?
 

(Vil gå.)

INGRID

(træder ivejen)

 
Ved du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
 

PEER GYNT

 
Får då være.
 

INGRID

 
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig —
 

PEER GYNT

 
Har ej råd.
 

INGRID

(brister i tårer)

 
O, du lokked – !
 

PEER GYNT

 
Du var villig!
 

INGRID

 
Trøstløs var jeg!
 

PEER GYNT

 
Jeg var yr.
 

INGRID

(truende)

 
Ja, men boden blir dig dyr!
 

PEER GYNT

 
Dyrest bod får kaldes billig.
 

INGRID

 
Står du fast ved dit?
 

PEER GYNT

 
Som sten.
 

INGRID

 
Godt; så se da, hvem som vinder!
 

(Går nedover.)

PEER GYNT

(tier en stund; med et skriger han)

 
Djævelen stå i alt, som minder!
Djævelen stå i alle kvinder!
 

INGRID

(drejer hovedet og råber hånligt op)

 
Uden en.
 

PEER GYNT

 
Ja; uden en.
 

(De går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. ÅSE, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

ÅSE

(fægter med armene og river sig i håret)

 
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
 

(Vender sig til Solvejg.)

 
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; —
han – ! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! Så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
 

(Forfærdet igen.)

 
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Der oppe på haugen – !
 

(Løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til.)

ÅSE

 
Ikke spor at se!
 

MANDEN

(stille)

 
Det er værst for ham.
 

ÅSE

(grædende)

 
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
 

MANDEN

(nikker mildt)

 
Ja, rigtig. Fortabt.
 

ÅSE

 
Nej, snak ikke slig!
Han er glup. Der er ingen ham lig.
 

MANDEN

 
Du dårlige kvinde!
 

ÅSE

 
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra’!
 

MANDEN

(altid dæmpet og med milde øjne)

 
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
 

ÅSE

(angst)

 
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
 

MANDEN

 
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
 

ÅSE

(ivrig)

 
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
 

KONEN

 
Kors, I er gal?
 

MANDEN

 
Hvad siger I, moer?
 

ÅSE

 
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe —
 

MANDEN

 
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
 

ÅSE

(skriger)

 
Kors i Jesu navn!
 

MANDEN

 
Under mestermands hænder,
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
 

ÅSE

(fortumlet)

 
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
 

MANDEN

 
Frelse hans sjæl.
 

ÅSE

 
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
 

MANDEN

 
Hm! – Her er fævej —
 

ÅSE

 
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!
 

MANDEN

 
Det er kristenpligt.
 

ÅSE

 
Tvi; da er de hedningnger alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre —
 

MANDEN

 
De har kendt ham for godt.
 

ÅSE

 
Han var dem for gild!
 

(Vrider hænderne.)

 
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
 

MANDEN

 
Her er spor af mandefod.
 

ÅSE

 
Her må vi lede!
 

MANDEN

 
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
 

(Han og konen går foran.)

SOLVEJG

(til ÅSE)

 
Fortæl mig lidt mere.
 

ÅSE

(tørrer øjnene)

 
Om sønnen min?
 

SOLVEJG

 
Ja; – alting!
 

ÅSE

(smiler og knejser med nakken)

 
Alting? – Træt blev du da!
 

SOLVEJG

 
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.
 

__________________________

(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen.)

PEER GYNT

 
Hele sognet er efter i en flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok..
Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. —
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hver et led.
 

(Slår om sig og springer ivejret.)

 
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!
 

TRE SÆTERJENTER

(løber over bakkerne, skrigende og syngende)

 
Trond i Valdfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore??
 

PEER GYNT

 
Hvem skriger I efter?
 

JENTERNE

 
Efter trold! Efter trold!
 

FØRSTE JENTE

 
Trond! Far med lempe!
 

ANDEN

 
Bård! Far med vold!
 

TREDJE JENTE

 
I sælet står alle koverne tomme!
 

FØRSTE JENTE

 
Vold er lempe.
 

ANDEN JENTE

 
Og lempe er vold!
 

TREDJE JENTE

 
Fattes der gutter, en leger med trold!
 

PEER GYNT

 
Hvor er gutterne da?
 

ALLE TRE

(skoggerleende)

 
De kan ikke komme.
 

FØRSTE JENTE

 
Min kaldte mig både for kærest og frenke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.
 

ANDEN JENTE

 
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.
 

TREDJE JENTE

 
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.
 

ALLE TRE

 
Trond I Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i arme vore?
 

PEER GYNT

(står med et spring imellem dem)

 
Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!
 

JENTERNE

 
Er du slig karl, du?
 

PEER GYNT

 
I får dømme tilslut!
 

FØRSTE JENTE

 
Til sælet! Til sælet!
 

ANDEN JENTE

 
Vi har mjød!
 

PEER GYNT

 
Lad den flomme!
 

TREDJE JENTE

 
Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!
 

ANDEN JENTE

(kysser ham)

 
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
 

TREDJE JENTE

(ligeså)

 
Som barneøjne fra svarteste tjernet.
 

PEER GYNT

(danser i flokken)

 
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!
 

JENTERNE

(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)

 
Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
 

(De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)

__________________________

(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet.)

PEER GYNT

 
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnede port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længer bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt;
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. —
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden. —
En bændende glohed ring – !
Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
der brænedte mig den omkring!
 

(Segner ned.)

 
Flukt over Gjendin-eggen.
Digt og forbannet løgn!
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!
 

(Stirrer længe opad.)

 
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl til knæs!
 

(Springer ivejret.)

 
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over seterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins!
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter – !
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De bruneørne – ?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog:
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåpen står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygdte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i kans. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; der er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
hurra for den gynske æt!
Hvad er det for ståk og stønn?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råbder på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
 

(Springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende.)

__________________________

(En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)

DEN GRØNKLÆDTE

(standser og vender sig)

 
Er det sandt?
 

PEER GYNT

(skærer med fingeren over struben)

 
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldri skal jeg dig i håret trække —
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Ikke slå mig heller?
 

PEER GYNT

 
Nej, var det ligt?
Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Er du kongsøn?
 

PEER GYNT

 
Ja.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Jeg er Dovrekongens datter.
 

PEER GYNT

 
Er du det? Se, se; det træffter jo godt.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Inde i Ronden har faer min sin slot.
 

PEER GYNT

 
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Kjender du faer min? Han heder kong Brose.
 

PEER GYNT

 
Kjender du moer min? Hun heder dronning Åse.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
 

PEER GYNT

 
De raport, bare moer min taer på at skælde.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
 

PEER GYNT

 
Moer min kan ride gennem strideste elven.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Har du anden klædning, end fillerne der?
 

PEER GYNT

 
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Jeg går til hverdags i guld og silke.
 

PEER GYNT

 
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Ja, det er et du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
 

PEER GYNT

 
Ja, er det ikke akkurat slig hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos;
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent.
 

PEER GYNT

 
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!
 

DEN GRØNKLÆDTE

(falder ham om halsen)

 
Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen!
 

PEER GYNT

 
Som benet og brogen; som håret og kammen.
 

DEN GRØNKLÆDTE

(råber bort i liden)

 
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min
 

(en kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig).

PEER GYNT

 
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dir, min ganger god!
 

DEN GRØNKLÆDTE

(kjælen)

 
Ak, nylig gik jeg så stur og mod – .
Nej, en ved aldri hvad edr kan hændes!
 

PEER GYNT

(prygler grisen og traver afsted)

 
På ridestellet skal storfolk kendes!
 

__________________________

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)

HOFTROLDENE

 
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
 

EN TROLDUNGE

 
Må jeg skjære ham i fingeren?
 

EN ANDEN TROLDUNGE

 
Må jeg rive ham i håret?
 

EN TROLDJOMFRU

 
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
 

TROLDHEKS

(med en slev)

 
Skal han lages til sod og sø?
 

EN ANDEN TROLDHEKS

(med retterkniv)

 
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
 

DOVREGUBBEN

 
Isvand i blodet!
 

(Vinker sine fortrolige nærmere sig.)

 
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.
 

(Til Peer Gynt.)

 
Altså, det er min datter, du kræver?
 

PEER GYNT

 
Din datter og riget i medgift, ja.
 

DOVREGUBBEN

 
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.
 

PEER GYNT

 
Det er jeg nøjd med.
 

DOVREGUBBEN

 
Ja, stop, min gut; —
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.
 

PEER GYNT

 
Får eg kaldes for konge, så holder det let.
 

DOVREGUBBEN

 
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve —
 

(reiser dig i sædet).

DET ÆLDSTE HOFTROLD

(til Peer Gynt)

 
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
 

DOVREGUBBEN

 
Hva er forskellen mellem trold og mand?
 

PEER GYNT

 
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —
ligeså hos os, hvis bare de turde.
 

DOVREGUBBEN

 
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. —
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»
 

HOFTROLDET

(til Peer Gynt)

 
Øjner du dybden?
 

PEER GYNT

 
Det tykkes mig tåget.
 

DOVREGUBBEN

 
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.
 

PEER GYNT

(river sig bag øret)

 
Nej, men —
 

DOVREGUBBEN

 
Det må, skal du her vorde herre!
 

PEER GYNT

 
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre —
 

DOVREGUBBEN

 
Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
 

(Han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke.)

 
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
 

PEER GYNT

(støder sagerne fra sig)

 
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
 

DOVREGUBBEN

 
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
 

PEER GYNT

(grundende)

 
Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
 

(Føjer sig.)

DOVREGUBBEN

 
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
 

PEER GYNT

 
En får håbe på vanens magt.
 

DOVREGUBBEN

 
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
 

PEER GYNT

(vred)

 
Jeg har ingen hale!
 

DOVREGUBBEN

 
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
 

PEER GYNT

 
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
 

DOVREGUBBEN

 
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
 

PEER GYNT

 
Gøre mennesker til dyr!
 

DOVREGUBBEN

 
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
 

PEER GYNT

(betænksomt)

 
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
 

DOVREGUBBEN

 
Du est en medgørlig fyr.
 

HOFTROLDET

 
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
 

PEER GYNT

(arrig)

 
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
 

DOVREGUBBEN

 
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
 

PEER GYNT

 
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
 

DOVREGUBBEN

 
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
 

(Spil og dans.)

HOFTROLDET

 
Hvad tykkes dig?
 

PEER GYNT

 
Tykkes? Hm —
 

DOVREGUBBEN

 
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
 

PEER GYNT

 
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stutthoser tripper en purke dertil.
 

HOFTROLDENE

 
Æd ham!
 

DOVREGUBBEN

 
Husk, han har menneskesanser!
 

TROLDJOMFRUER

 
Hu, riv af ham både øre og øje!
 

DEN GRØNKLEDTE

(grædende)

 
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
 

PEER GYNT

 
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
 

DEN GRØNKLEDTE

 
Tør du bande på det?
 

PEER GYNT

 
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
 

DOVREGUBBEN

 
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
 

PEER GYNT

 
Hvad vil du gjøre?
 

DOVREGUBBEN

 
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
 

PEER GYNT

 
Er du drukken?
 

DOVREGUBBEN

(lægger noge skarpe redskaper på bordet)

 
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
 

PEER GYNT

 
Det er galmands snakk!
 

DET ÆLDSTE HOFTROLD

 
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
 

DOVREGUBBEN

 
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
 

PEER GYNT

 
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
 

DOVREGUBBEN

 
Ingensinde, min ven.
 

PEER GYNT

 
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
 

DOVREGUBBEN

 
Hvad vil du udenfor?
 

PEER GYNT

 
Gå min vej.
 

DOVREGUBBEN

 
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
 

PEER GYNT

 
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
 

DOVREGUBBEN

 
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
 

PEER GYNT

 
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, —
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
 

DOVREGUBBEN

 
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær —
 

PEER GYNT

 
Det er løgn i din hals!
 

DOVREGUBBEN

 
Du må hende ægte.
 

PEER GYNT

 
Tør du sige mig på, at – ?
 

DOVREGUBBEN

 
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
 

PEER GYNT

(blæser)

 
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
 

DOVREGUBBEN

 
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen —
 

PEER GYNT

 
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
 

DEN GRØNKLÆDTE

 
Min Peer, du er faer før året hælder.
 

PEER GYNT

 
Luk op; jeg skal ud.
 

DOVREGUBBEN

 
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
 

PEER GYNT

(tørrer sveden af sig)

 
Gid jeg var vågnet!
 

DOVREGUBBEN

 
Skal han skikkes til kongsgården?
 

PEER GYNT

 
Skik han på sognet!
 

DOVREGUBBEN

 
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort —
 

PEER GYNT

 
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; —
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
 

(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

DOVREGUBBEN

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)

 
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
 

TROLDUGERNE

 
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
 

DOVREGUBBEN

 
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!
 

(Går.)

PEER GYNT

(jaget af troldungerne)

 
Slip mig, djævelstøj!
 

(Vil op gennem skorstenspiben.)

TROLDUNGERNE

 
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
 

PEER GYNT

 
Au!
 

(Vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE

 
Stæng alle ridser!
 

HOFTROLDET

 
Hvor de morer sig, de små!
 

PEER GYNT

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)

 
Vil du slippe, dit skarn!
 

HOFTROLDET

(slår ham over fingrene)

 
Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
 

PEER GYNT

 
Et rottehul – !
 

(Løber derhen.)

TROLDUGERENE

 
Nissebroer! Det må du spærre!
 

PEER GYNT

 
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
 

TROLDUNGERENE

 
Flæng ham!
 

PEER GYNT

 
Ak, den der var liden, som en mus!
 

(Løber om.)

TROLDUNGERENE

(myldrere omkring ham)

 
Stæng gærde! Stæng gærde!
 

PEER GYNT

(grædende)

 
Ak; var jeg en lus
 

(han falder).

TROLDUNGERENE

 
Ni i synet på ham!
 

PEER GYNT

(begravet i trolddyngen)

 
Hjælp, moer, jeg dør!
 

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

TROLDUNGERENE

 
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
 

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

__________________________

(Bælmørke.)

(Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

PEER GYNT

 
Giv svar! Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv.
 

PEER GYNT

 
Af vejen!
 

STEMMEN

 
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
 

PEER GYNT

(vil igennem på et andet sted, men støder imod)

 
Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv. Kan du sige det samme?
 

PEER GYNT

 
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
 

(Slår og hugger.)

 
Hvem er du?
 

STEMMEN

 
Mig selv.
 

PEER GYNT

 
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen.
 

PEER GYNT

 
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af veien, Bøjg!
 

STEMMEN

 
Gå undenom, Peer!
 

PEER GYNT

 
Igennem!
 

(Slår og hugger.)

 
Han faldt!
 

(Vil frem, men støder imod.)

 
Hå, ha! Er her fler?
 

STEMMEN

 
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
 

PEER GYNT

(kaster grenen)

 
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!
 

(Slår dig igennem.)

STEMMEN

 
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
 

PEER GYNT

(kommer igjen)

 
Atter og fram, det er lige langt; —
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. —
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
 

STEMMEN

 
Bøjgen
 

PEER GYNT

(famler omkring)

 
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!
 

(Skriker.)

 
Slå fra dig!
 

STEMMEN

 
Bøjgen er ikke gal.
 

PEER GYNT

 
Slå!
 

STEMMEN

 
Bøjgen slår ikke.
 

PEER GYNT

 
Kæmp! Du skal!
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
 

PEER GYNT

 
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!
 

STEMMEN

 
Hvad godt?
 

PEER GYNT

 
Brug vold!
 

STEMMEN

 
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
 

PEER GYNT

(bider sig i arme og hænder)

 
Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
 

(Der høres som vingeslag af store fugle.)

FUGLESKRIG

 
Kommer han, Bøjg?
 

STEMMEN

 
Ja; fod for fod.
 

FUGLESKIG

 
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
 

PEER GYNT

 
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
 

FUGLESKRIG

 
Han vinner!
 

STEMMEN

 
Vi har ham.
 

FUGLESKRIG

 
Systre! Skyd fart!
 

PEER GYNT

 
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
 

(Synker sammen.)

FUGLESKRIG

 
Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!
 

(Klokkeringning og salmesang høres langt borte.)

BØJGEN

(svinder in til intet og siger i et gisp)

 
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
 

__________________________

(Soloppgang. På fjeldet udenfor ÅSEs sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

PEER GYNT

(vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)

 
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
 

(Spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)

 
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
 

HELGA

 
Det er Solvejg —
 

PEER GYNT

(springer op)

 
Hvor er hun?
 

HELGA

 
Bag sætervæggen
 

SOLVEJG

(skjult)

 
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
 

PEER GYNT

(standser)

 
Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?
 

SOLVEJG

 
Skam dig!
 

PEER GYNT

 
Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
 

SOLVEJG

 
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
 

PEER GYNT

 
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?
 

HELGA

(grædende)

 
Å, hun taer benene fat!
 

(Løber efter.)

 
Vent!
 

PEER GYNT

(griber hende i armen)

 
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få, —
bare snak godt for mig!
 

HELGA

 
Slip; lad mig gå!
 

PEER GYNT

 
Der har du den.
 

HELGA

 
Slip; der står nistebommen!
 

PEER GYNT

 
Gud nåde dig, hvis du ej – !
 

HELGA

 
Uf, du skræmmer mig!
 

PEER GYNT

(spag; slipper hende)

 
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
 

(Helga løber.)

TREDJE HANDLING

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)

 
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.
 

(Hugger igjen.)

 
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldri så stærk. —
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ – !
 

(Bryder med engang tvert af.)

 
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. —
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. —
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. —
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.
 

(Hugger en stund ilsomt.)

 
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. —
 

(Øksen synker; han ser frem for sig.)

 
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.
 

(Ler i harme.)

 
Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!
 

(Hugger hvast.)

 
En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte
 

(ser opad træet).

 
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde; —
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
 

(Giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse.)

 
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.
 

(Dukker bag træet og kiger frem.)

 
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter – ?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. —
Der setter han på sprang med næven i en klud.
 

(Rejser sig.)

 
Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg – ! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. —
Men hugge – ? For altid skille sig ved – ?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, —
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
 

(Ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen.)

__________________________

(En stue nede hos ÅSE. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. ÅSE og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(render til den ene side)

 
Kari, hør her!
 

KONEN

 
Hvad godt?
 

ÅSE

(på den anden side)

 
Hør her – !
Hvor ligger – ? Hvor finder jeg – ? Svar mig; hvor er – ?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?
 

KONEN

 
I nøglehullet
 

ÅSE

 
Hvad er det som ramler?
 

KONEN

 
Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.
 

ÅSE

(grædende)

 
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
 

(Sætter sig på sengekanten.)

 
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; —
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
 

KONEN

 
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
 

ÅSE

 
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
 

KONEN

 
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
 

ÅSE

 
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!
 

KONEN

 
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.
 

ÅSE

 
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten
 

(farer op).

 
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?
 

KONEN

 
Der, blant det andre skrammel
 

ÅSE

(roder om)

 
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!
 

KONEN

 
Jeg mener, det trængs
 

ÅSE

 
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —
 

(glad).

 
To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
 

KONEN

 
Ja, rigtig har de det.
 

ÅSE

 
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —
den, han har på, er så slidt og tyndt.
 

KONEN

 
Men kors, moer Åse, det er visst synd!
 

ÅSE

 
Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.
 

__________________________

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)

 
Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. —
De kommer med mørke; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pussler, i asken vi rager,
gjennem piben vi russler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?
 

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG

 
Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
 

PEER GYNT

 
Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
 

SOLVEJG

 
Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.
 

PEER GYNT

 
Men faer din?
 

SOLVEJG

 
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.
 

PEER GYNT

 
Solvejg, du vene, —
for at komme til mig?
 

SOLVEJG

 
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.
 

(I gråd.)

 
Værst var det at slippe min lille syster; —
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!
 

PEER GYNT

 
Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.
 

SOLVEJG

 
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
 

PEER GYNT

 
Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
 

SOLVEJG

 
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem
 

PEER GYNT

 
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —
 

SOLVEJG

 
Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse,
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.
 

PEER GYNT

 
Og ved du det visst? For alle dine dage?
 

SOLVEJG

 
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
 

PEER GYNT

 
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.
 

(Han lukker opp; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT

 
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
 

(Han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

KVINDEN

 
Godkveld, Peer rapfod!
 

PEER GYNT

 
Hvad godt? Hvem der?
 

KVINDEN

 
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
 

PEER GYNT

 
Så? Det er mer, end jeg ved.
 

KVINDEN

 
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
 

PEER GYNT

(vil gå)

 
Jeg har bråhast —
 

KVINDEN

 
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
 

PEER GYNT

 
I mistaer jer, moer!
 

KVINDEN

 
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
 

PEER GYNT

 
Jeg lovte – ? Hvad fanden er det for snak?
 

KVINDEN

 
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt – ?
 

PEER GYNT

 
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
 

KVINDEN

 
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
 

(Til ungen.)

 
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
 

PEER GYNT

 
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham – ?
 

KVINDEN

 
Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
 

PEER GYNT

 
Vil du bilde mig ind – ?
 

KVINDEN

 
Vil du vrigle dig bort —
 

PEER GYNT

 
Den langbente ungen – !
 

KVINDEN

 
Han er vokset fort.
 

PEER GYNT

 
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud – ?
 

KVINDEN

 
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!
 

(Grædende.)

 
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet; —
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
 

PEER GYNT

 
Vig fra mig, din troldheks!
 

KVINDEN

 
Ja, se om jeg gør!
 

PEER GYNT

 
Jeg skal slå dig i skallen – !
 

KVINDEN

 
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, —
blir du kælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, —
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
 

PEER GYNT

 
Din helvedes mare!
 

KVINDEN

 
Men der er s’gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
 

UNGEN

(spytter på ham)

 
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
 

KVINDEN

(kysser ungen)

 
Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din opp af dage når du engang vokser op!
 

PEER GYNT

(stamper)

 
Gid I var så langt – !
 

KVINDEN

 
Som vi nu er nær?
 

PEER GYNT

(knuger hænderne)

 
Og alt dette – !
 

KVINDEN

 
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
 

PEER GYNT

 
Værst for en anden! —
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
 

KVINDEN

 
Å ja; det svir til de skyldfri, sa’e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!
 

(Hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

PEER GYNT

(efter en lang taushed)

 
Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —
 

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen).

 
Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge – ?
 

(Kaster øksen fra sig).

 
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
 

SOLVEJG

(i døren)

 
Kommer du?
 

PEER GYNT

(halvhøjt)

 
Udenom!
 

SOLVEJG

 
Hvad?
 

PEER GYNT

 
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
 

SOLVEJG

 
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
 

PEER GYNT

 
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
 

SOLVEJG

 
Men ikke for langt, du!
 

PEER GYNT

 
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
 

SOLVEJG

(nikker efter ham)

 
Ja, vente!
 

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

__________________________

(ÅSEs stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. ÅSE ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

ÅSE

 
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Å, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
 

PEER GYNT

 
Godkveld!
 

ÅSE

 
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
 

PEER GYNT

 
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se hernede.
 

ÅSE

 
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
 

PEER GYNT

 
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
 

ÅSE

 
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
 

PEER GYNT

(vrider på sig og går oppover gulvet)

 
Se så! Fra det tuge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri – !
Er du kold på fødder og hænder?
 

ÅSE

 
Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, ladd den bli gild,
Å nej, der er sandt —
 

PEER GYNT

 
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
 

ÅSE

 
Ja, ja
 

(ser uroligt om i stuen).

 
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt
 

PEER GYNT

(med et vrid)

 
Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
 

ÅSE

 
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimlig nok, du var yr!
 

PEER GYNT

 
Ja, ja; lad den rægelen fare.
Lad dare den hele dag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden-en anden dag.
 

(Sætter sig på sengekanten.)

 
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast, —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
 

ÅSE

 
Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsel, du!
 

PEER GYNT

(afbøjende)

 
Hvad er her for nyt i bygden?
 

ÅSE

(smilende)

 
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —
 

PEER GYNT

(hurtigt)

 
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
 

ÅSE

 
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —
 

PEER GYNT

 
Men smeden, hvor er han havnet?
 

ÅSE

 
Å ti med den sidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —
 

PEER GYNT