Kitabı oku: «Dommens dag»

Name: Dommens dag
Author: Jonathan Freedland
ISBN: 9788771076509

Yazı tipi:

Denne e-bog er ophavsretligt beskyttet materiale og må ikke kopieres, reproduceres, overføres, distribueres, leases, udlånes, offentligt fremføres eller anvendes på nogen måde, med mindre forlaget udtrykkeligt skriftligt har tilladt det og vilkår og betingelser er aftalt. Enhver anvendelse i strid med denne bestemmelse, kan være en direkte overtrædelse af forfatterens eller forlagets rettigheder og kan medføre erstatningskrav.

Har du læst andre bøger af Jonathan Freedland

... solidt plot, der er adskillige timers læsning værd.

* * * * * Nyhedsavisen om De retfærdige mænd

... spændende til sidste side.

* * * * EUROMAN om De retfærdige mænd

Det er simpelthen en af årets bedste thrillers!

Krimi-Cirklen om Det sidste testamente

... den var umulig at lægge fra sig.

Ugebladet SØNDAG om Det sidste testamente

... solid underholdning ...

* * * * Børsen om Det sidste testamente

Sam Bourne kobler fakta, næsten-fakta og fiktion til underholdende thriller.

Politiken om Dommens dag

Det er eminent godt gjort ... mine bedste anbefalinger...

litteratursiden.dk om Dommens dag

Solid thrillerunderholdning

Dansk BiblioteksCenter om Dommens dag

Atter en page-turner, der fanger læseren fra start til slut!

Krimi-Cirklen

Velskrevet politisk thriller ... kunne ikke lægge bogen fra mig.

Flyaway, Cimber Sterling

Skrevet af Jonathan Freedland:

De retfærdige mænd

Det sidste testamente

Dommens dag

Den udvalgte

Den tredje kvinde

Dommens dag

Originaltitel: The Final Reckoning

Jentas A/S

Oversætter: Anne Mette Poulsen

Omslag: Jentas A/S

Produceret i ePub: Jentas A/S, 2011

ISBN 978-87-7107-187-0

www.jentas.dk

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktion, omslaget, illustrationen og e-bogsproduktionen er ejet af © Katrin Agency.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

E-bogen er vandmærket (kopibeskyttet) og køberen af e-bogen, som holdes ansvarlig for evt. misbrug, kan, af leverandøren, identificeres herigennem.

Prolog

Min pen har svævet over disse sider mange gange. Jeg har higet efter at nedfælde min historie – men jeg har tøvet. Hver gang, jeg skal til at begynde på en sætning, vover jeg det alligevel ikke. Selv nu hviler pennen tungt i min hånd.

Men tiden er knap, det ser jeg nu. Jeg forstår, at lader jeg disse sider stå blanke, vil alt det, jeg har været vidne til, blive glemt, og vores historie vil gå tabt for evigt.

Så tilgiv mig, hvis du finder fortællingen barsk, og hvis den kommer til at hjemsøge dig, som den har hjemsøgt mig. Men der er ingen overdrivelser. Jeg fortæller måske ikke det hele, men dét, jeg fortæller, er sandheden. Det er, hvad der skete. Noget af fortællingen kender du allerede, noget gør du ikke. Lige nu er det min beretning, men snart bliver den din.

Kapitel 1

Den dag, der forandrer et liv eller ender et liv, starter sjældent med en advarsel. Der findes ingen tegn på himlen, ingen sorte ravne på en pæl, intet soundtrack i mol. For Felipe Tavares, sikkerhedsvagt ved De Forenede Nationers hovedsæde i New York, begyndte den 23. september som en ganske almindelig mandag.

Han var kommet ind med Long Island Expressway-toget kl. 6.15, snuppede en cappuccino og en muffin – en fedtfattig blåbærmuffin for at føje sin kone – viftede dørvagterne om næsen med sit adgangskort og satte kursen ned i kælderen i FN-bygningen, der fungerede som hovedkvarter for den institution, han havde arbejdet for gennem de sidste tre år. Dér åbnede han sit skab, tog den blå uniform frem, som FN-sikkerhedsstyrken bar, komplet med læderbælte og skrårem og det messingskilt, der stadig udløste et sus af stolthed, og klædte sig om til sin vagt.

Dernæst gik han hen til våbenkammeret for at hente sit våben. Han overrakte sit smartcard med foto-id og tog til gengæld en 9 mm Glock-pistol, standardvåbnet for de fleste medlemmer af denne miniature-politienhed, der havde til opgave at beskytte det internationale territorium, som FN-området med alle dets bygninger udgjorde. Felipe tog ammunitionen frem fra bæltets patrontaske og ladede pistolen, idet han omhyggeligt sørgede for at sætte mundingen ned i ladetønden for at undgå en vådeskudsulykke. Da pistolen først var proppet ned i bæltehylstret ved siden af staven, en P38-politistav, pebersprayen og håndjernene, satte han kursen mod kælderens ’parat-rum’. Dér ville han stille sig på sin plads i rækken, hvor han og hans vagtkolleger ville blive inspiceret af en overordnet, der sikrede sig, at hans mænd og kvinder var velklæde, ædru og klar til tjeneste.

Da det var overstået, begav han sig tilbage til hovedindgangen på First Avenue mellem 45. og 46. gade for at tage hul på det, han regnede med ville blive endnu en lang dag med at tjekke tilladelser og svare på spørgsmål fra turister. Vejret var lunt, så det orange-og-sorte slag var rullet sammen, men der var regn i luften. Arbejdet ville være trivielt, men han var ligeglad. Felipe Tavares havde længtes efter at undslippe sliddet og slæbet i den lille landsby i Portugal, hvor han var født og opvokset og også ville dø – havde han ikke sørget for at komme derfra i en fart, og han havde klaret den. Han var i New York, og alene det var spænding nok.

Samtidig, i den anden ende af byen på en sidegade i Tribeca, faktisk kun en lille smøge, var Marcus Mack i gang med sin morgenrutine. Han var afroamerikaner og sidst i tyverne, var iført løstsiddende, frynsede jeans og havde hovedet fuldt af dreadlocks. Med en snusket Crumpler-computertaske slængt over skulderen tjekkede han sin parkerede bil. Hvis nogen havde kigget, ville de have troet, at han blot var stolt af sin godt nok gamle, men overseje Pontiac, og at han, da han knælede ved førersidens baghjul, var i færd med at tjekke dæktrykket. De ville sikkert ikke have set ham mærke efter i hulrummet over dækket, hvor han fandt en mobiltelefon hæftet fast med gaffatape. Han tog den og gik videre.

Godt et minut senere ringede telefonen, som Marcus havde vidst, den ville. Stemmen, der talte, var velkendt, men Marcus vidste bedre end at sige hej. Der lød fire ord – Athens Coffee Shop, halvotte – hvorefter der blev lagt på. På et gadehjørne smed Mack uden videre telefonen i en skraldespand.

Caféen var propfuld, præcis som hans kontaktperson foretrak det. Marcus fik straks øje på ham. Han sad på en stol ved vinduet og gik i et med alle de andre grå jakkesæt, der sad og læste avis. Marcus satte sig ved siden af ham og tog sin bærbare computer frem. De sørgede for at undgå øjenkontakt.

Kontaktens telefon ringede, og han lod, som om han svarede. I virkeligheden talte han med Marcus, som holdt blikket stift rettet mod computerskærmen foran sig.

”Vi har opfanget aktivitet på Brighton Beach. Russeren.”

Han behøvede ikke at sige mere. Marcus kendte alt til russeren, og det samme gjorde de øvrige medlemmer af hans enhed i efterretningsafdelingen ved NYPD, New Yorks politi. Russeren var en våbenhandler, de havde fået øje på for et år siden. Afdelingen havde tilstrækkeligt på ham til at knalde ham med det samme, men ordren var kommet ovenfra: ’Hold fingrene væk’. Det var en velkendt taktik. Lad den lille skurk være, hold øje med, hvem der kommer og går, og håb på, at han fører dig til nogle større skurke. Lad den lille fisk leve og fang hajen.

”Et overvågningskamera fangede en sortklædt mand på vej ind til russeren i aftes. Gik en time senere. Sporede ham til Hotel Tudor, 42. gade og Second.”

Marcus reagerede ikke, han klaprede blot videre på sit tastatur, så hvis nogen kiggede, lignede han blot en fyr, der sad og rokerede om på sin iTunes samling. Tudor var det hotel, der lå nærmest FN-bygningen. Og dette var FN’s store uge. Statsoverhoveder fra hele verden var strømmet til New York for at tale ved generalforsamlingen. Det amerikanske Secret Service sværmede rundt overalt som forberedelse til præsidentens besøg senere på ugen, men der var allerede over hundrede andre attraktive terrormål til stede, og alle var de mast sammen inden for nogle få husblokke i Manhattan i tooghalvfjerds anspændte timer. I en uge som denne var alt muligt. En kurder, der var opsat på at snigmyrde den tyrkiske præsident, en baskisk separatist, der var fast besluttet på at sprænge den spanske premierminister i luften, helst på live-tv – bare for at nævne et par muligheder.

”Anbragte lytteudstyr i Hotel Tudors omstilling i aftes. Optog en gæst, der ringede ned til receptionen i morges og forespurgte om FN’s åbningstider. ’Passer det, at turister kan komme helt ind i selve Sikkerhedsrådets mødelokale?’”

“Accent?” Det var det første ord, Marcus havde ytret.

”Halvt britisk, halvt ’udenlandsk’.”

“O.K.”

”Du bliver nødt til at tage derhen. Hold udkig og følg efter ham.”

”Hvordan ser han ud?”

”Hvid mand. En meter og syvoghalvfjerds. Kraftig sort frakke, sort ulden hat.”

”Vægt?”

”Svært at sige. Det er en stor frakke.”

”Backup?”

”Der er et hold.”

Felipe Tavares befandt sig nu udendøre. Bag ham var det midlertidigt opsatte hvide telt, der fungerede som lobby for FN’s besøgende – det stod der stadig efter fem år. Turiststrømmen var beskeden, det var endnu for tidligt på dagen. Indtil videre var det kun det almindelige FN-personale, der ankom med deres adgangskort dinglende som kæder om halsen. Der var ikke meget at lave. Han kiggede op mod himlen, der var ved at blive mørk. Der var regn i luften.

Marcus placerede sig på hjørnet af 42. gade og Second Avenue – stadig kaldet ’Nelson og Winnie Mandela Hjørnet’ – hvor han stod i skjul ved indgangen til McFadden’s Bar. Diagonalt overfor lå Tudor Hotel. De første regndråber gav ham en velkommen undskyldning for at stå og hænge ved døren. Og det betød også, at Tudors dørmand, iklædt regnslag og uniformskasket, havde alt for travlt med paraplyer og taxidøre til at bemærke en snusket personage med afrofletninger på den anden side af gaden.

Det var sådan, Marcus foretrak det – at være ubemærket. Det var blevet en af hans specialiteter, dengang han arbejdede undercover for NYPD’s narkoenhed. Og efter at han var rykket over i efterretningsenheden for et år siden, var det blevet en nødvendighed. De tusind mænd og kvinder, der udgjorde New Yorks helt egen spionvirksomhed, endnu en følge af 9/11, skjulte sig for alle – offentligheden, skurkene, ja, selv deres egne politikolleger.

Han havde ventet i femogtyve minutter, da han så den. En sløret, sort plet, der kom gående ud ad hotellets svingdør. Netop som den vendte sig om imod ham, trådte dørmanden frem med sin paraply, så Marcus ikke fik set mandens ansigt, Da paraplyen forsvandt igen, var den sorte klat drejet til højre. I retning mod FN.

Marcus talte ind i det, som de omkringstående ville have troet var bluetooth-headsettet til en mobiltelefon. ”Mistænkte er på farten.”

Uden at afvente svar begyndte han at gå, idet han sørgede for at holde sig et skridt bag manden, der travede af sted på den anden side af 42. gades seks tætproppede vognbaner. En fjerntlydende stemme knitrede i hans øre: ”Har vi et positivt id?”

Marcus kastede endnu et blik over på manden, der var indhyllet i den kraftige, mørke frakke, som hans kontaktmand havde beskrevet. Hans hoved var dækket af en sort, ulden hat, der var trukket langt ned i panden, og han var ikke mere end en meter og syvoghalvfjerds høj. Dermed passede han perfekt til beskrivelsen af den mand, der var blevet set hos russeren i går aftes. Han trykkede på knappen, der var fastgjort til hans ærme: ”Ja. Vi har et positivt id.”

Pludselig kiggede manden i sort bagud, som ville han tjekke, om han blev skygget. Selvfølgelig ville han det – trænede terrorister lod sig ikke uden videre forfølge. Marcus snurrede hurtigt rundt og rettede blikket mod nogle trin, der førte op til en lille legeplads. Ud af øjenkrogen kunne han se, at den mistænkte ikke længere kiggede på ham, men havde vendt sig om igen og atter skridtede fremad.

Noget ved mandens gang forekom Marcus besynderligt. Haltede han ikke en lille smule? Der var noget, der hæmmede hans bevægelser, noget, der fik ham til at gå langsommere. Han gik som en mand, der bar på en tung byrde.

Pludselig kom East River til syne. De var nået ned til hjørnet af First Avenue, og FN-hovedkvarteret kom til syne. Regnen blev tættere nu og gjorde det sværere at se.

Manden i sort var nået hen til krydset; trafikken var tæt. Marcus holdt sig nogle skridt bagved på sin side af gaden, idet han holdt blikket rettet stift mod sit mål, der nu var standset op ved den første indgang til FN, hvor han stod og læste skiltet: ’Kun adgang for personale, delegerede og gæster’. Manden fortsatte langs med det sorte jernrækværk, der adskilte ham fra en lang række flagstænger, der alle var tomme. Længere væk rejste sig den velkendte bygning af glas og stål, der udgjorde FN’s hovedkvarter.

Marcus bandede over sin korte læderjakke, der kun ydede ringe beskyttelse mod den silende regn. Han trak kraven op, så dråberne ikke løb ned ad hans nakke. Manden i sort syntes ikke at tage sig af vejret. Han gik forbi endnu en FN-indgang, forbeholdt biler, og endnu et grønt vagthus.

Marcus standsede op et kort øjeblik ved indgangen til Chase Bank. I samme sekund trak en kæmpemæssig turistbus – utvivlsomt fuld af overvægtige turister – ind i buslommen foran FN-komplekset mellem 45. og 46. gade.

”Tabt mistænkte af syne, tabt mistænkte af syne,” sagde Marcus indtrængende i sin mikrofon.

”Forstået,” lød en beroligende stemme straks gennem radioen. ”Mistænkte er standset op uden for hovedindgangen.”

Marcus gik videre og forsøgte at komme op foran bussen uden at afsløre sig selv. Igen knitrede det i hans headset.

“Mistænkte er på farten igen.”

Okay, tænkte Marcus lettet. Falsk alarm. Manden i sort forsøgte alligevel ikke at komme ind i FN-bygningen.

Langt om længe trak bussen ud i trafikken igen, så Marcus atter kunne se manden, der nu var nået et stykke længere ned ad First Avenue. Han gik raskere til, takket være den kraftigt nedadskrånende vej. Dette var ikke nogen afslappet spadseretur. Marcus kunne se manden kigge intenst på haven på den anden side af rækværket. Han var nu nået op på siden af en stor heroisk skulptur – nedslagtningen af en drage, uhyret var tilsyneladende blevet skabt ud af en gammel artillerikanon – og standsede op, som ledte han efter noget.

Marcus kneb øjnene sammen. Ledte han mon efter en anden, ubevogtet indgang til FN-området? Hvis han gjorde det, havde han tydeligvis ikke fundet den. Så pludselig gjorde manden omkring og gik med fornyet energi tilbage mod hovedindgangen.

Felipe Tavares’ radio var en klodset, primitiv en af slagsen, og lyden gik dårligt igennem i regnen. Det var svært at adskille den statiske knitren fra resten af støjen. Dog gik ordet ‘alarm’ tydeligt nok igennem, især da det blev gentaget to gange.

”Vagtkommandøren til hovedindgangene, det er vagtkommandøren til hovedindgangene.” Felipe genkendte accenten – det var fyren fra Elfenbenskysten, der var startet i jobbet for tre måneder siden. ”Vi har modtaget oplysninger om en mulig trussel mod bygningen. Den mistænkte er en mand, en meter og syvoghalvfjerds høj, iført en stor sort frakke og en mørk ulden hat. Ikke flere detaljer, men vær vågne. Hvis en person passer til beskrivelsen, skal I standse og pågribe vedkommende.”

Felipe havde knap nok fordøjet beskeden, før han fik øje på en sort klat, der med dukket hoved kom gående hen imod den indgang, han bevogtede.

Marcus var nu halvvejs ovre First Avenue og måtte anstrenge sig for at høre stemmen i sit øre i larmen fra trafikken.

”... i FN-hovedkvarteret. Gentager, agenter skal ikke gå ind i FN-hovedkvarteret.”

Han standsede op, da han nåede frem til kantstenen ved buslommen, og befandt sig nu kun få meter fra den person, han havde skygget i over ti minutter, og han kiggede efter manden, da han skridtede rask gennem indgangen og op ad de få trin til den lille plads foran det hvide telt. Han var gået ind på FN’s territorium og var nu officielt uden for rækkevidde. Marcus kunne ikke se andet end mandens ryg. Han kunne mærke sit hjerte fyldes med frygt.

Fra denne vinkel, i udkanten af pladsen, kunne Felipe kun se en lille del af mandens ansigt i profil, eftersom resten var skjult under hatten og bag frakkekraven. Men manden passede perfekt til vagtkommandørens beskrivelse.

Felipe så ham standse op, som overvejede han sit næste træk. Så tog han endnu tre skridt fremad, hvorpå han igen standsede op. Hvad lavede han?

Sikkerhedsvagten kunne mærke sine håndflader blive svedige. Han blev pludselig opmærksom på, hvor mange mennesker der var omkring ham, flere dusin gik frem og tilbage mellem ham og denne mand i den sorte frakke. Så mange mennesker! Han spekulerede på, om han skulle sige noget i radioen, men blev stående som stivnet og stirrede med et stift blik på frakken. Det regnede, men det var i hvert fald ikke koldt. Hvorfor var frakken mon så tyk og tung? Idet han besvarede sit eget spørgsmål, brusede en bølge af kvalme gennem ham; den startede nede i maven for så at stige op i hans hals.

Felipe kiggede sig omkring i et desperat håb om at se en flok af sine vagtkolleger indfinde sig på området, mænd, der ved deres blotte tilstedeværelse ville tage beslutningen for ham. Han havde lyst til at gribe radioen – ”Jeg tror, at den mistænkte kan være bevæbnet med en bombe. Jeg gentager, jeg tror, at den mistænkte kan være bevæbnet med en bombe!” – men hvad nu, hvis det provokerede manden til at handle? Felipe Tavares var som lammet.

Manden havde igen sat sig i bevægelse og befandt sig nu blot nogle få meter fra teltet. Felipe tænkte, at han måske skulle vente og lade manden gå gennem døren og blive standset af sikkerhedspersonalet. Han havde ikke en chance – han ville aldrig kunne slippe igennem detektorerne eller klare en kropsvisitation. Men han ville være ligeglad. Og det var jo netop dét, der var det skrækkelige ved det hele, gik det op for Felipe, da blodet veg fra hans hoved. Intet kunne skræmme denne mand.

Manden ændrede nu kurs igen; han havde stadig ryggen til Felipe, men stod med ansigtet vendt ud mod gaden. Felipe havde lyst til at råbe op og beordre manden til at stå stille og række armene i vejret. Men han vidste også, at det kunne blive ikke mindre end fatalt. Når manden først fandt ud af, at han var blevet afsløret, ville han straks trykke på knappen, lige her. Og der var så mange mennesker omkring dem ...

Felipe besluttede sig ikke for at skyde – så meget kunne han huske senere. Det var ikke nogen egentlig beslutning. Han rakte blot hånden ned efter sin pistol, men så i samme sekund gennem det sorte jernrækværk foran sig to mænd, hvoraf den ene var ung, sort og havde afrofletninger, række armene i vejret som i overgivelse. Den uforfalskede rædsel i deres ansigter, den rene og skære panik, der stod ætset i dem, afgjorde sagen for ham. I en enkelt glidende bevægelse trak han sit våben og rettede det direkte mod manden i sort.

Det næste øjeblik ville Felipe Tavares komme til at gennemgå igen og igen resten af sine dage, sædvanligvis i slow motion. Gennem resten af sit liv skulle det blive det sidste billede, han så om aftenen, og det første, han så, når han vågnede om morgenen. Det havde brændt sig fast på nethinden. Midt i billedet var de to mænds ansigter. De var forfærdede, ikke bare forskræmte, men chokerede over det, de havde set. Den ene af dem råbte et enkelt ord: Nej!”

Felipe var sikker på hændelsesforløbet. Manden i sort havde tydeligvis åbnet sin frakke og blottet bombevesten underneden. De to mænd på den anden side af rækværket havde set, at han skulle til at sprænge sig selv i luften. Lyden af råbet og manden med fletningernes rædselsslagne ansigtsudtryk strømmede igennem Felipe og sendte et elektrisk stød ned gennem hans højre arm og ned i fingeren. Han trykkede på aftrækkeren én gang, to gange, og så manden falde ned på knæ – han faldt langsomt, nærmest yndefuldt, som en skorsten, der detoneres nedefra.

Felipe kunne ikke bevæge sig. Han stod som naglet til stedet med armene strakt frem til skud, idet han stadig sigtede på manden, der nu lå sammensunket blot fem meter foran ham.

Et stykke tid kunne han intet høre. Ikke skuddenes rungen. Ikke skrigene, da forsamlingen spredtes som en flok duer. Ikke den alarm, der var blevet udløst inde i FN-bygningen.

Den første stemme, han hørte, tilhørte en af hans vagtkolleger, der var styrtet ud fra teltet ved lyden af skud. Hun stod nu bøjet over liget og gentog det samme ord igen og igen: ”Nej. Nej. Nej.”

Usikkert og tavs gik Felipe hen til bunken af sort tøj, der nu var omkranset af en stadig voksende blodpøl. Og han forstod med det samme. For hans fødder lå ikke liget af en selvmordsbomber. Der var ingen bombevest under frakken. Den dækkede kun over kødet og blodet af den mand, der nu lå død og lemlæstet på jorden. Felipe kunne oven i købet se, hvorfor han havde haft så kraftig en frakke på her i september. Han forstod det alt sammen, og gruen ved det fik benene til at knække sammen under ham.

Felipe Tavares og den stadig voksende flok sikkerhedsvagter, der nu omgav ham, kiggede alle på det samme – liget af en hvidhåret og meget gammel mand.

Kapitel 2

I et kort øjeblik, omtrent så langt som to hjerteslag, var der fuldkommen tyst, hvorefter larmen brød ud. Der lød selvfølgelig skrig – først fra en mand, der bjæffede noget på et sprog, som kun få af de omkringstående forstod – og dernæst fra tre kvinder, der poserede til et foto foran pop art-skulpturen af en revolver, hvis tromle var snoet sammen i en knude. De var faldet om på jorden med struber, der forbigående var gjort tavse af rædsel, men nu rungede deres skrig lige så højt som kirkeklokker. Snart lød der gråd og råben samt den knap hørlige lyd af en mand, der ved synet af den knoglesplint, der var landet for hans fødder, på sit eget sprog mumlede: ”Du gode gud.”

Nogle af vagterne inde i teltet gik i panik, og en af dem aktiverede brandalarmen. Resten huskede den øvelse, de havde gennemgået. De forlod deres poster ved scannerne og styrtede hen for at bevogte alle indgangsdøre med hævede pistoler. FN’s hovedkvarter blev afspærret fra omverdenen.

Felipe Tavares var nu flankeret af to kolleger, der førte ham væk fra liget, der stadig lå utildækket og urørt på jorden. Tavares snakkede febrilsk; han pludrede løs om de mænd, han havde set ved porten, og beskrev rædslen i deres ansigter – men da hans kolleger kiggede derhen, var der ingen at se.

Larmen blev snart endnu højere. Mindre end halvandet minut efter skudepisoden ankom den første af fyrre politivogne med blinkende lygter og hylende sirener til FN-bygningen – dette var den ’bølge’, de havde øvet sig på hen ved et dusin gange siden 9/11 – at samle NYPD’s fulde styrke på et enkelt sted på blot få minutter. Ud fra adskillige vogne strømmede indsatshold – mænd i sorte kevlardragter bevæbnet med angrebsrifler brasede frem som de soldater, der under den anden verdenskrig indtog klitterne på Normandiets strande. Snart havde de omringet hele FN-hovedkvarteret med våbnene pegende på de skrækslagne mænd og kvinder derinde.

First Avenue var nu tømt for trafik takket være de politibetjente, der bevæbnet med 50 mm-maskinpistoler havde afspærret vejen fra både nord og syd, fra 30. gade hele vejen hen til 59. gade. FN’s hovedkvarter lå nu midt i en ‘steril zone’, der strakte sig over tredive husblokke. Eftersom First Avenue var hovedfærdselsåren i hele det østlige Manhattan, var New York City spærret fuldkommen af.

I luften svævede fire Agusta A119-politihelikoptere udstyret med ’superspion-kameraer’ med termisk billedbehandling i høj opløsning. Sammen afpatruljerede de en improviseret flyveforbudszone over hele området. Samtidigt, på East River, stævnede politibåde ud fra deres baser ved Throgs Neck, Brooklyn og langs hele Queens’ kystlinje. Ingen ville kunne komme ind i eller slippe ud fra FN-kvarteret via luft eller vand.

Snart derefter ankom inspektøren for NYPD’s kriminalenhed til stedet med sine egne blinkende lygter og hylende sirener. Til sin glæde var han nået frem før Charles ’Chuck’ Riley, politidirektøren, hvis bilkortege og motorcykelforposter ankom få øjeblikke senere. Begge nikkede tilfreds ved synet af den fuldkomne forsegling. Som deres talsmænd ville informere pressen om resten af dagen, havde der været et formodet terrorangreb på en af byens højprofilmål, og New York havde reageret med ’hurtig og dødbringende styrke’.

Men idet de trådte ud af deres biler og gav hinanden hånden, gik det op for begge mænd, at de havde et problem – de kunne gå hen til FN’s nu lukkede gitterport, men så heller ikke længere. De havde nået grænsen for NYPD’s jurisdiktion, grænsen for USA’s suverænitet. De kunne se de to portvagter i øjnene – den ene en politimand fra Montenegro, den anden fra Belgien. Politidirektøren var overbevist om, at han kunne se deres hænder skælve.

Indenfor, på fireogtredivte etage, var det brandalarmen, som FN’s chefrådgiver for juridiske anliggender først bed mærke i. Henning Munchau sprang på benene. Han tjekkede sit forkontor – der var ingen, det var alt for tidligt. Han ringede til receptionens sikkerhedsvagt, men forgæves. Han kiggede ud ad vinduet, idet han et øjeblik spekulerede på, om han mon ville se en Boeing 747 komme susende gennem luften, større og længere nede, end den burde være, på nippet til at gennembore FN-hovedkvarterets glasfacade og dræbe de otte tusinde mennesker, der arbejdede derinde, samt et betragteligt antal af verdens statsoverhoveder.

I samme øjeblik kom hans stedfortræder, en brasilianer, susende ind. Han var ligbleg og kæmpede for at få ordene frem, og det ikke kun, fordi han var forpustet: ”Henning, du må vist hellere komme med det samme.”

Atten minutter efter, at Felipe Tavares havde affyret sit dødbringende skud, stod Henning Munchau ved den livløse krop, som ingen endnu havde vovet at røre ved andet end for at dække den med et sort og orange regnslag. Regnen øsede stadig ned.

Ved hans side stod FN’s sikkerhedschef, og begge var de tavse og lamslåede. De havde netop fået en orientering, der i grove træk skitserede hændelsesforløbet. Munchau så det diskotek af lys, der nu omkransede FN-området, og den lille hær af NYPD-folk omkring det, og han følte sig som en indbygger på et middelalderslot på førstedagen af en belejring.

Og pludselig fik han på den anden side af rækværket øje på et genkendeligt ansigt, der kun sjældent ikke var at finde på byens avisforsider – manden, de kaldte ’Tøren’. Men dette var et juridisk topmøde, der måtte finde sted udendørs, stående og i regnvejr.

”Politidirektør, mit navn er Henning Munchau, og jeg er chefadvokat ved FN.”

”Rart at møde dig, Henning,” sagde politidirektøren, der imidlertid blev modsagt af sit ansigtsudtryk og stemmeleje. ”Der er tilsyneladende opstået en situation.”

”Ja, det ser det ud til.”

”Vi har ikke mulighed for at komme ind på området og undersøge hændelsen, medmindre I retter en formel anmodning herom.” Han udtrykte sig i kancellistil, tilsat en drævende sydstatsaccent.

”Det ser ud til, at I har reageret på storstilet vis, hr. politidirektør.” Selv om Munchau var tysker, talte han et fabelagtigt godt engelsk med en antydning af både australsk accent og sprogbrug, en arv, forlød det, fra hans tjeneste ved FN-missionen i Østtimor.

Riley trak på skuldrene. ”Vi kan ikke komme ind på området uden jeres samtykke. Og jeg går ud fra, at I ikke råder over de nødvendige ressourcer til at håndtere et terrorangreb.”

Henning forsøgte at skjule sin lettelse. NYPD havde altså endnu ikke hørt om den døde mand. Det ville give ham lidt tid.

”Det har De ganske ret i,” sagde Munchau, der samtidig blev slået af det underlige i at tale sammen gennem et metalgitter i regnen, som var det et udendørs fængselsbesøg. Han misundte politidirektøren hans paraply. ”Men vi må vist hellere nå til enighed om visse betingelser.”

Politimanden smilede svagt. ”Sig frem.”

”Politiet kommer ind, men kun efter anmodning og på FN’s betingelser.”

”Ingen betingelser. Når I har lukket os ind, er det vores undersøgelse. Alt eller intet.”

”Udmærket, men det dér duer ikke.” Han pegede hen mod indsatsholdene og deres skudklare rifler. ”Sådan gør vi ikke i FN. Dette er ikke Kabul.” Munchau så Riley rejse børster, så han gik lidt længere endnu. ”Dette er ikke Bagdad.”

”Godt, så kun et minimalt politiopbud.”

”Jeg taler om en eller to bevæbnede mænd som ledsagere til kriminalfolkene.”

”Udmærket.”

”Og undersøgelsen bliver til stadighed overvåget af en FN-repræsentant.”

”En repræsentant?”

”En advokat. Fra mit hold.”

“En advokat? For himlens – “

“Sådan er betingelserne.”

Munchau kunne se, at politidirektøren vejede for og imod, men vidste, at han dårligt kunne sige nej. NYPD måtte være til stede ved et formodet terrorangreb i New York. Politidirektøren kunne ikke vise sig i fjernsynsnyhederne og meddele, at politiet blandede sig udenom, hvad så end forklaringen måtte være. Munchau vidste, at Riley ville ønske at gå i luften inden for den nærmeste time med en beroligende meddelelse til New Yorks indbyggere om, at han havde alt under kontrol.

En sort limousine kom kørende med et helt nyt følge af lys og sirener. Bag den var to satellit fjernsynsbiler, der tydeligvis havde fået en særtilladelse til at komme igennem. Borgmesteren var ankommet.

“Udmærket,” sagde politidirektøren og kastede et blik over skulderen. “Jeg accepterer.”

Munchau stak hånden frem gennem rækværket, og politimanden greb den hurtigt. Munchau nikkede til FN-vagterne ved porten, og de fumlede med låsen, indtil den gik op.

Munchau fik øje på en tv-journalist med kurs imod sig og sørgede derfor for at hæve stemmen, da han sagde: ”Velkommen til FN, hr. politidirektør.”

Kapitel 3

Det tog et stykke tid for FN-generalsekretærens kabinetschef at få kaldt sammen til mødet. Ud over Munchau og hans kolleger i sikkerhedsorganisationen, de højst placerede embedsmænd i FN, havde elitekvintetten af UGS’er – undergeneralsekretærer – alle været undervejs til FN-bygningen, da skudepisoden fandt sted. (FN-arbejdet trak som oftest ud til sent på aftenen, til gengæld startede det ikke specielt tidligt om morgenen). Takket være afspærringen af First Avenue nåede ingen frem til FN-hovedsædet før omkring klokken ti.

Men nu var alle langt om længe samlet i situationscentret. De mere kynisk anlagte folk i bygningen trak lidt på smilebåndet over navnet. Dette tophemmelige, pansrede mødelokale var bygget efter den 11. september og var en tyk efterligning af det legendariske situationsrum i Det Hvide Hus. Men selvfølgelig ville FN ikke tages i at efterligne amerikanerne – det ville USA’s mange fjender i FN ikke bryde sig om. Og amerikanerne skulle heller ikke tro, at FN’s generalsekretær havde fået nykker og så sig selv som den amerikanske præsidents ligemand. Derfor havde FN ikke noget situationsrum, men et situationscenter, og det gjorde en betragtelig forskel.

Midt i centret stod et massivt, poleret bord, og ved hver plads omkring det var der diskret anbragt kontakter og afbrydere, der muliggjorde enhver form for kommunikation, inklusive simultantolkning. Over for bordet var der en væg udstyret med avanceret videomødeudstyr – seks brede plasmaskærme, der hurtigt via satellit kunne kobles på sikre forbindelser til FN-bygninger rundt omkring på hele kloden. Generalsekretæren var på farten mindst fire måneder om året, men situationscentrets eksistens gjorde, at han ikke altid behøvede at forlade New York, hvis han ønskede sig en fortrolig samtale med sine folk. Og frem for alt skulle centret benyttes, hvis katastrofen ramte.

Denne gang var der imidlertid ikke brug for videoforbindelserne – faren befandt sig lige her i New York. Kabinetschefen, der var fra Finland ligesom sin chef, lagde ud med at forklare, at bygningen var delvist nedlukket, og at adgang og udgang kun kunne ske efter tilladelse. Ingen ville blive lukket ind eller ud uden utvetydig tilladelse fra FN’s juridiske kontor. Denne aftale var blevet indgået med NYPD, der ønskede at afhøre alle vidner, om det så indebar afhøring af hele FN’s medarbejderstab.

Kabinetschefen fortsatte med at bekræfte, at generalsekretæren ikke selv havde været til stede i bygningen, da episoden fandt sted. Han havde deltaget i et morgenmadsarrangement til hans ære på Four Seasons og var nu på vej hertil i bil gennem den forskrækkelige trafik. Han havde sagt til sit publikum, at han havde truffet en bevidst beslutning om ikke at afbryde det planlagte arrangement – det modsatte ville være ’at gøre knæfald for de personer, der ønsker at ødelægge vores måde at leve på’. Dette havde åbenbart udløst klapsalver, men det fik Henning Munchau til at krympe sig. Ikke alene fordi det lød som en grov leflen for New Yorks indbyggere med sin gengivelse af deres egen trodsige retorik efter 9/11, og heller ikke fordi han mente, det ville have været smartere af den nye generalsekretær at bakke op omkring sin egen flok, når den nu tilsyneladende kom under angreb, men frem for alt fordi generalsekretæren nu havde skabt et skel mellem offentlighedens opfattelse af morgenens hændelse – et modigt afværget terroristanslag – og det, Henning vidste, var sandheden.

Kabinetschefen forklarede, at teknikerne arbejdede på at komme igennem til generalsekretæren via højttalertelefon.

”I mellemtiden foreslår jeg, at vi får fod på kendsgerningerne og udarbejder nogle valgmuligheder, som vi kan præsentere for generalsekretæren. Må jeg begynde med dig, Henri?”

Undergeneralsekretæren med verdensomspændende ansvar for FN-personalets tryghed og sikkerhed måtte kigge ned på de noter, han hastigt havde nedkradset, da han blev orienteret af vagtkommandøren, og oversatte fra sit eget håndskrevne fransk:

”Vi har fået at vide, at en mand blev skudt klokken 8.51 af et medlem af FN’s sikkerhedspoliti foran besøgsindgangen mellem 3. og 36. gade. Han blev overvåget af en efterretningsenhed ved NYPD, der kontaktede os, idet de havde grund til at antage, at manden udgjorde en umiddelbar trussel mod FN. Disse oplysninger blev videregivet til vagtkommandøren, og han gav dem videre til de tjenstgørende vagter, inklusive den betjent, der affyrede sit våben i den tro, at manden var en selvmordsbomber.”

”Og er manden død?”

“Ja.”

“Og ved vi mere end det? Er bygningen i fare?”

“Nedlukningsproceduren blev fulgt til punkt og prikke. Bygningen er nu sikker. Vi har ingen grund til at tro, at dette var startskuddet til en række angreb.”

”Og hvorfor ikke det?”

Henri Barr tøvede. Han kiggede over på Henning, der gav et lille nik. “Fordi vi har en stærk mistanke om, at den dræbte mand ikke passer til den profil, som NYPD har stykket sammen.”

”Og hvad fanden skal det sige?” Det var undergeneralsekretæren for humanitære anliggender. En hvid tidligere kommunist fra Sydafrika, der havde skabt sig et navn i anti-apartheid-bevægelsen. Hans vrøvledetektor var kendt for at være rimelig fintfølende.

”Det betyder, at manden, der blev skudt, var gammel.”

”Gammel?”

”Ja, det var en meget gammel mand.” Barr løb tør for luft ved sætningens slutning og gispede efter vejret. ”Men hans påklædning passede til beskrivelsen og så ud til at stemme overens med en selvmordsbombers påklædning.”

”Åh, hold op. Han var klædt som en selvmordsbomber, og derfor skød vi ham?”

Kabinetschefen lagde sig imellem. Dette var ikke den rette lejlighed til at vise sig eller skændes, selv om han kunne mærke adrenalinen koge i lokalet. ”Når du siger ’gammel’, Henri, hvad mener du så?”

”Vi skyder på omkring de halvfjerds, måske ældre.”

”Og lignede han overhovedet en muslim?” Det var det spørgsmål, flere af dem havde ønsket, men ikke vovet, at stille. Men Anjhut Banerjee, den indiske undersekretær for fredsbevarende operationer, besad ingen af de andres hæmninger.

”Nej,” sagde Barr og kiggede ned på sine notater. ”Tilsyneladende ikke.”

”Du gode gud,” sagde Banerjee og lod sig falde tilbage i stolen. ”Du er vel godt klar over, hvad det kommer til at betyde, ikke?” sagde hun med blikket rettet direkte mod kabinetschefen. ”Jeg var i London, da politiet skød og dræbte en brasiliansk elektriker på et tog, fordi de syntes, han lignede en selvmordsbomber. En fuldkommen uskyldig mand.” Hun udstødte et skarpt suk, der skulle tolkes som: ’Vi kommer til at få på pukkelen, så det svier’.

”Hvor sårbare er vi, Henning?” Kabinetschefen kiggede over mod advokaten.

”Tænker du på erstatningsansvar?”

”Ja.”

”Det kan vi undersøge, men jeg synes ikke, vi skal hænge os for meget i erstatningskrav og deslige. Det er ikke problemets kerne.” Han tav og tvang manden for bordenden til at presse ham.

”Hvad er så problemets kerne?”

”Det samme som ved de fleste andre juridiske problemer i huset her. Det er ikke juridisk. Det er politisk.”

“Og hvad foreslår du, at vi gør ved det?”

”Jeg tror, jeg ved nøjagtigt, hvad der skal gøres. Og endnu bedre, jeg kender præcis den rette mand til jobbet.”

Kapitel 4

Tom Byrne vågnede med et sæt ved en både uvant og ubehagelig lyd. Hvis han i det hele taget stillede vækkeuret nu om dage, brugte han sin iPod, der stod i sin Bose-dockingstation på sengebordet, og vågnede dermed op til de søde toner af en sang fra sin egen samling. I går havde Frank Sinatra sunget morgenen ind med sin serenade I’ve Got You Under My Skin. Det var i sandhed en forbedring i forhold til den måde, han plejede at starte sin dag på – til BBC World’s forbandet kedelige kværnen.

Men denne larm var værre end radioen. Det var en gentaget kimen med en lang, rungende efterklang, så lyden blev hængende i luften. Tom kunne mærke sit hjerte dunke i brystet. Og så fik han øje på skurken – hans nye håndholdte BlackBerry-computer, frisk fra æsken i går. Han havde ikke fået sat den på lydløs.

Han så på uret med sammenknebne øjne. Den var halvelleve om formiddagen. Det var okay. Han var ikke kommet i seng før klokken fem om morgenen, fordi han natten igennem havde arbejdet med Dubai-kontrakten. Men så kom han i tanke om, at han jo ikke havde tilbragt hele natten med at arbejde.

”Hej, Miranda. Opsedasse.”

Der lød en stønnen fra bunken af brunt hår, der lå bredt ud over puden ved hans side, efterfulgt af et løftet hoved og en grynten: ”Jeg hedder altså Marina.”

”Undskyld.” Tom svingede benene ud over sengekanten og gik hen og lindede på persiennen. ”Okay, Marina, så er det ud af fjerene.”

Kvinden i sengen satte sig op og skærmede sine øjne for den stærke sol med hånden. Hun gjorde ikke anstalter til at dække sig til, så Tom fik et godt kig i dagslyset på de yppige bryster, han havde fornøjet sig med blot nogle få timer forinden. Måske havde unge Upper West Side-brunetter deres fejl, men lige nu kunne han ikke se nogen. Måske kunne han smutte tilbage i seng en halv time mere ...

BlackBerryen gav igen lyd fra sig – en enkelt skinger kimen, der varslede ankomsten af en talebesked. Det måtte være hans klienter – han havde sendt dem det første udkast til kontrakten midt om natten, og nu forlangte de allerede ændringer! Hvad man end ellers måtte mene om mafiaen, så var de flittige – det måtte man lade dem!

Hans klienter var det, man kaldte en ’familie af italiensk-amerikansk afstamning med lange og historiske rødder inden for New Yorks bygningsindustri’ – hvis man altså var deres advokat. De søgte nu at komme ind på ejendomsmarkedet i den Persiske Golf, og det var alt sammen lovligt og legitimt, men der var bare en ordentlig bunke internationale papirer, der skulle indsendes først. En ven til en ven havde anbefalet ham, og familien var glad for ham – de kunne godt lide at blive repræsenteret af en international advokat med adskillige års ansættelse ved FN på sit cv, og han var glad for dem, idet han på en uge tjente mere end det, han havde tjent på et helt år, da han arbejde for de blåhjelmede i FN-bygningen.

Han så til, mens Marina smøg sig ud af sengen, og nikkede hende hen mod brusebadet, hvorpå han atter kiggede ned på BlackBerryen. 1 ubesvaret opkald. Han trykkede og så et enkelt navn dukke op: Henning.

Det kom som lidt af en overraskelse. Henning Munchau, juridisk rådgiver ved FN, havde kun sjældent ringet til Tom fra sin personlige mobil, selv da Tom arbejdede for ham. Og det var over et år siden.

Tom ville først lytte til beskeden, inden han ringede tilbage – en vane, han havde tillagt sig hos FN, en institution, hvis organisationsprincip kunne nedkoges til tre ord: vent og se. Hans tidligere jeg havde altid utrolig travlt, men Tom havde lært af de bedste, at det godt kunne betale sig at tage sig god tid, at give sig selv ro til at tænke, at lade den anden melde først ud, selv – især – når den anden var din chef. Eller tidligere chef. Nogle få sekunders betænkningstid kunne betyde alverden til forskel. For fanden, reglen gjaldt endda tomandssamtaler derovre. Harold Pinter kunne have skrevet dialogen, når FN-embedsmænd tav for at læse hinandens ansigtsudtryk og udlede hinandens bevæggrunde.

”Hej Tom, der er Henning. Vi må tale sammen. Jeg ved godt, hvad du sagde om ... Mød mig på cafeen, så hurtigt du kan. Tom, jeg ... ring ikke tilbage.”

Ikke engang et ’det er længe siden’, dumme skid.

Så FN’s højst rangerende advokat ønskede altså at drøfte et emne, der var så følsomt, at han end ikke turde nævne det i telefonen eller i sin egen bygning. Men det var ikke den store nyhed – alle vidste, at der ikke blev sagt et ord i FN-hovedkvarteret, uden at andre ører lyttede med – NSA, det amerikanske sikkerhedsagentur, GCHQ, briternes efterretningsvæsen, og guderne måtte vide hvem ellers. Men ’mød mig på cafeen’ var det mest interessante, for det betød, at Henning ikke engang ville afsløre deres mødested. Og hvorfor i alverden havde han ringet til Tom efter alt det, der var sket? Havde det været en hvilken som helst anden fra FN, ville Tom have trykket på slet-knappen og ikke skænket sagen flere tanker. Men det var jo trods alt Henning.

Han gik ind i påklædningsværelset og gennemgik rækken af jakkesæt, der var linet op som soldater i paradeopstilling. Et vigtigt møde som dette ville normalt kræve Prada’et eller Paul Smith-sættet. Men Tom ville ikke rive Henning hans offentlige lønning i næsen; han ville vælge noget mere enkelt. En pink skjorte og manchetknapper? Nej, det almindelige blå sæt måtte række. Han fangede et glimt af sig selv i spejlet – han var på den forkerte side af de fyrre, men forstod stadig at klæde sig. Men der var ikke tid til et brusebad i dag. Han sprøjtede to pust Hugo Boss-aftershave på halsen og purrede op i sit tætklippede, uvaskede blonde hår.

BlackBerryen blinkede og annoncerede ankomsten af en e-mail. Emne: Dubai. Selvfølgelig havde Fantoni’erne læst det med småt. De havde bemærket den juridiske forpligtelse til at udbetale erstatning til de fiskere, hvis byer de havde tænkt sig at ødelægge for at gøre plads til et luksus højhusbyggeri. Kan vi ikke fjerne denne klausul?

Tom gjorde sig parat til at skrive udkastet til et svar omhandlende den moralske forpligtelse hos alle bygherrer til at sikre, at alle, der blev gjort hjemløse, blev garanteret en passende ...

Pis være med det. Med tommelfingrene tastede han. ‘Overlad det til mig – den er væk’.

Han samlede sine ting sammen og kastede på ny et beundrende blik ud i sin store, åbne taglejlighed. Han spekulerede på, om han skulle fyre op under plasmaskærmen for at tjekke nyhederne, men besluttede sig for at lade være – Henning ventede. I stedet stak han hovedet ind i badeværelset og råbte ud i skyen af damp: ”Du lukker bare dig selv ud, Miranda.”

Kapitel 5

Taxichaufføren rystede på sit turbanklædte hoved og mumlede, at han ville køre, så langt han kunne, men at vejen havde været afspærret den sidste time. ”De sagde noget i radioen om et terroristangreb. Var du her den 11. september?”

Tom rakte ham en tidollar-seddel og steg ud på 39. gade og gik så langt, han kunne. Han kunne se klyngen af politibiler med blinkende røde lygter og bag dem tv-projektørernes blændende skær, der allerede oplyste en samling lastvogne med parabolskiver på taget. I sig selv var det ikke den store overraskelse i betragtning af, at der afholdtes FN-generalforsamling i denne uge. Den russiske zar var vel i byen – der var ingen grund til at kalde ham andet – eller en anden fra den sædvanlige flok af afrikanske, centralasiatiske eller mellemøstlige despoter, der var i New York for at opleve æren ved at vandre op til generalforsamlingens talerstol, når de var så heldige ikke at sidde i anklageboksen i Haag.

Men så fik han øje på en politibetjent, en kvinde, der viste folk væk fra den første indgang til FN-hovedkvarteret. Langs rækværket, strækkende sig over flere blokke, var et langt bånd af gult og sort plastik med ordene POLITIAFSPÆRRING – INGEN ADGANG. Tilsyneladende omsluttede det hele bygningen.

Han fortsatte, idet han bemærkede, at også de efterfølgende indgange var afspærrede. Besøgsindgangen var belejret af en hob af journalister, fotografer og kameramænd. Tom var høj nok til at kunne kigge hen over deres hoveder og kunne se, at der på det brolagte område foran det store sikkerhedstelt var rejst et lille telt af grøn lærredsdug. Rundt om det myldrede politibetjente rundt i selskab med en enkelt fotograf og nogle retsteknikere iført kedeldragter, masker og hvide latexhandsker.

Han krydsede gaden og banede sig vej gennem bilerne. Over for ham var det store fallossymbol i beton, Trump World Tower, og en skyskraber pyntet med et vådt og slapt tysk flag – den tyske mission ved FN. Nations’ Café lå lige ved siden af.

Han fik med det samme øje på Henning Munchau, der alvorligt sad og studerede det verdenskort, der prydede vinyl-bordpladen. Sjovt så let magtfulde mænd syntes små. Inde i FN-bygningen var Munchau en spiller, der kom skridende hen ad gangene og indkasserede ærbødige nik fra alle, han passerede forbi. Men uden for bygningen var han blot endnu et New York-jakkesæt med en dokumentmappe og hår, der var ved at blive tyndt i toppen.

Til Toms overraskelse rejste Henning sig op i samme sekund, de fik øjenkontakt, og lod sin kaffe stå urørt. Hans blik pegede i retning af døren – følg efter mig. Hvad helvede foregik der?

Da de kom udenfor, hævede Henning øjenbrynene – men der gik lige et par sekunder, inden Tom forstod. ”Nå ja,” sagde han til sidst. Munchau hørte til den slags rygere, der aldrig selv havde cigaretter med; han mente, at købte man dem ikke, så var man heller ikke en rigtig ryger. Tom stak hånden i jakkelommen og trak en pakke Drum-rulletobak frem – et af de få bestandige elementer i hans liv gennem de sidste par år. Inde i pakken lå der en lille blå kuvert med cigaretpapir, og med et par behændige bevægelser fremtryllede han en nydelig, slank røgpind, som han rakte til Henning. Derpå rullede han en til sig selv og tændte dem begge med den samme tændstik.

“Det var sgu lige, hvad jeg trængte til,” sagde Henning med stadig indsugede kinder for at holde det første røgpust tilbage. Han stirrede stift på Tom, som var det første gang, han så ham. ”Det er lang tid siden. Har du det godt?”

”Aldrig haft det bedre.”

”Det er godt.” Henning tog endnu et langt hiv. ”For du ligner lort.”

Tom udstødte et lattergrynt, der udløste et bredt Henning-smil, det samme smil, der havde fået Tom til øjeblikkeligt at kunne lide manden, da de mødtes for første gang for alle de mange år siden. Det og så Munchau-dialekten – et fejlfrit engelsk med klingende australsk accent og et tilsvarende bramfrit ordvalg. Tom havde set det tage form – de havde begge arbejdet ved den australsk-ledede FN-mission i Østtimor. Deres venskab var et af resultaterne af denne oplevelse. Et andet var den juridiske chefrådgivers udvikling til en så usædvanlig skabning som en i Hessen født retslærd med en kæft så bramfri som en Bondi-surfers.

“Så du savner altså ikke det gamle sted? At arbejde for FN-familien og alt det der?”

”Næ, det savner jeg ikke. Nå, Henning, vi er jo begge to travle mænd, så hvad er det, du vil?”

”Det handler om dette – “ hans stemme døde hen. ”Om det, der skete her i morges.”

”Ja, hvad er alt det her for noget? Jeg så politiafspærringen og – ”

”Ved du det ikke? For himlens skyld, Tom, har du ikke råd til en radio med den fede hyre, du får som virksomhedsadvokat? En mand blev skudt her for to timer siden, en formodet terrorist.”

”Okay.”

”Nej, det er ikke okay,” sagde Henning. Han pustede en røgsky ud og kiggede så til højre og venstre. Hviskende og med et intenst blik i øjnene sagde han: ”Det viser sig, at vi fik ram på den forkerte.”

”Han var ikke terrorist?”

”Vi har åbenbart dræbt en gammel pensionist i uldfrakke.”

”Hvad mener du med ’vi’?”

”Du siger ikke et ord om det her til nogen, Tom. Og jeg mener det. Ikke et eneste ord. Medierne ved det ikke endnu.”

“Selvfølgelig ikke.”

“Han blev dræbt af et medlem af vores egen sikkerhedsstyrke.”

”Kors.”

”Ja, kors!” Henning tog et langt, sidste hiv og sugede dermed livet ud af den lille, håndrullede cigaret og smed den fra sig på jorden. ”Det var det rene og skære uheld. Efterretningsafdelingen ved NYPD gav os et tip om en mistænkt, der havde aflagt besøg hos en våbenhandler. Han var iført en stor sort frakke og sort hat. Og det var netop det kluns, den gamle fyr havde på, da han begav sig ud på sin morgenspadseretur.”

”Det var sgu da sort uheld.”

Henning stirrede misbilligende på Tom. ”Tom, det her bliver et af de værste mareridt for FN siden det forbandede olie-for-mad program. Kan du forestille dig, hvad amerikanerne vil bruge det til? Kan du forestille dig New York Post i morgen? ’FN dræber aldrende medborgere på New Yorks gader’.”

”I har oven i købet valgt den perfekte uge til det.”

”Præcis, vi har jo kun alle statslederne lige fra kongen af Preussen og nedad på besøg. Det var nok ikke helt den start, Viren kunne have ønsket sig, vel? At tænke sig at den nye generalsekretær skal bruge hele sin første generalforsamling på at gå på knæ og undskylde.”

”Ved han det?”

”Ja, jeg ringede til dig fra situationscentret. Der har vi siddet den sidste time sammen med hans kabinetschef og alle undergeneralsekretærerne. Generalsekretæren var der ikke; han var ude for at få slikket i røven ved et eller andet society-morgenmadsarrangement. Bygningen er totalt afspærret. Det er kun undergeneralsekretærerne, der får lov til at gå ud.”

”Hvad vil I gøre ved det?”

”Det var netop det, jeg ville snakke med dig om.”

”Åh nej.”

”Hør nu lige, hvad jeg har at sige, Tom. Jeg ved godt, du sagde, at du aldrig ville arbejde for os mere. Og det forstår jeg godt.”

”Udmærket. Så forstår du mig også, når jeg siger: ‘Rart at møde dig, Henning, men jeg bliver nødt til at smutte nu’.”

”Men det er ikke FN-arbejde!”

”Nå, hvem er det så for?”

”Det er for mig. Betragt det som en vennetjeneste. Sådan en har jeg vist ret til at bede dig om.”

Tom granskede Hennings ansigt. Til netop det argument havde han intet svar, og det var også den samme indiskutable kendsgerning, der havde fået ham til at forlade Miranda/Marinas fristelser og tage direkte hertil. Det var sandt – Tom skyldte ham alt. ”Hvad skal jeg gøre?”

”Det viser sig, at det eneste gode ved situationen er, at den døde fyr er britisk.”

”Hvorfor er det godt?”

”Fordi I briter er de eneste, der ikke går bananas, når I hører, at amerikanerne har dræbt en af jeres statsborgere. I Amerika vil man sige, at det var de lyserøde bøsserøve i FN, der sked i nælderne, men alle andre steder vil amerikanerne få skylden. Skydegale cowboyer, og alt det. Men sådan siger den britiske regering ikke. Den synker et par gange og bider det i sig.”

Som brite ville Tom gerne have kunnet sige ham imod, men det kunne han ikke. Han mindedes kampagnen til fordel for løsladelse af de britiske fanger fra Guantánamo. Den britiske regering havde næppe ytret et pip til protest af frygt for at støde amerikanerne.

”Var det da en amerikaner, der skød?”

”Nej. Portugiser. Hedder Tavares.”

Tom fordøjede oplysningerne. “Men hvad vil du have mig til at gøre?” Han kunne levende forestille sig alle de komplicerede formularer, der skulle udfyldes i forbindelse med et drab begået på FN’s internationale territorium. Han kunne se alle de jurisdiktionelle spørgsmål tårne sig op. Hvem skulle stå for efterforskningen? Politiet i New York eller FN’s egen sikkerhedsstyrke? Hvem skulle stå i spidsen for efterforskningen? Men Hennings svar overraskede ham.

”Først vil jeg have dig til at overvåge de betjente, der er sat på sagen. På nuværende tidspunkt har de set liget og ved, at vi har nosset i det. Jeg vil have dig til at kigge dem over skulderen. Bare i dag, jeg har slået i bordet og gjort et stort nummer ud af det, så jeg kan ikke sende en novice hen for at gøre det. Det ville få os til at ligne nogle narrepikke. Få en fornemmelse af, hvad de har gang i, og aflæg så rapport til mig.”

”Og bagefter?”

“Så vil jeg have dig til at dysse sagen ned, Tom. Få den til at forsvinde. Den er simpelt hen for pinlig. Vi skal ikke have den sørgende familie i fjernsynet, så de kan vise billeder af bessefar frem og forlange at få den forbandede generalsekretær og hvem ved ellers bag tremmer. Du skal tage til England, finde familien og gøre det, der skal til, for at bringe sagen ud af verden. Kør på med britisk accent og hele molevitten.”

”Jeg behøver ikke tillægge mig en britisk accent.”

”Det gør bare det hele endnu bedre. Spil den charmerende brite og kom med en overstrømmende undskyldning og en massiv erstatningspakke, hvad som helst. Men intet spil for galleriet, okay? Ingen fotoseancer med generalsekretæren og sådan noget lort. Han er ny. Han må ikke sættes i forbindelse med det her.”

Tom tog et hiv af sin egen cigaret. Det politiske spil var let at gennemskue – ved hans afgang var der ikke flere briter tilbage i kontoret for juridiske anliggender, og det var sikkert bedst at have en udenforstående advokat til at ordne denne sag ’på afstand’, så FN ikke blev smudset til af de kunstgreb, Tom måtte ty til for at opnå et resultat.

Men det kunne næppe kaldes en juridisk topopgave. Han skulle ikke samarbejde med advokater fra udenrigsministeriet eller med diplomater. Han skulle sikkert forhandle med en eller anden sagførerhaj fra London, der var vild i varmen efter at få fingrene i en god slump FN-penge. Det var lidt af en møgopgave hans cv taget i betragtning – elleve år som international advokat for FN og inden da en juridisk karriere indeholdende perioder som procesadvokat for et London-firma og tre år som underviser ved University College London.

”Der findes jo masser af briter, der kunne klare denne opgave, Henning. Måske ikke helt oppe på seniorniveau, men så lige under. Absolut kapable advokater. Så hvorfor lige mig, Henning?”

”Fordi du er driftssikker.”

Tom hævede et øjenbryn – hvis man havde forladt FN, som han havde forladt FN, kunne man vel næppe beskyldes for at være driftssikker. Lad nu være, sagde øjenbrynet. Hit med sandheden.

”Okay, måske ikke driftssikker i gængs forstand, men jeg kan stole på dig.”

Tom skar en grimasse, der sagde, at med smiger kom man ingen vegne.

Henning sukkede opgivende. ”Du ved, hvordan de er – de unge advokater her, Tom. Sådan var vi sgu også selv for ikke så længe siden. Fulde af idealistisk pladder om, at ’FN er den ultimative garant for menneskerettighederne’ og alt det pis.”

”Og hvad så?”

”Det har vi ikke brug for nu. Vi har brug for en, der gør det, der skal gøres.”

”Du har brug for en kyniker.”

”Lad os sige, at jeg har brug for en realist. Desuden er du jo ikke bange for at blæse på ordensreglementet ved visse lejligheder. Og sådan en lejlighed er måske opstået nu.”

Tom forholdt sig tavs.

”Og frem for alt ved jeg, at du vil værne om FN’s interesser.” Antydningen af et smil i Hennings mundvig røbede ham. Han kunne ikke risikere at hyre en britisk advokat, der kunne tænkes – hvordan skulle man formulere det – at tilsidesætte sine professionelle forpligtelser. Der var altid en risiko for, at en brite kunne finde på at ringe til sine gamle kammesjukker i det britiske udenrigs-og commenwealth-ministerium bare for at holde dem underrettet. Frokost på Whitehall, lidt løs sludder, det skete der jo ikke noget ved. Men sådan en risiko løb man ikke med Tom Byrne med afgangseksaminer fra gymnasiet i Sheffield og Manchester Universitet. Med ham kunne man være sikker på, at han ikke ville forråde FN til sit old boys-netværk af den simple grund, at han ikke havde noget old boys-netværk.

”Du kender mig, jeg er en verdensborger.”

”Jeg vidste, jeg kunne stole på dig, Tom.”

”Du gjorde meget for mig, Henning. Det har jeg ikke glemt.”

”Efter det her, så er vi kvit. Helt kvit. Hvilket ikke vil sige, at du ikke bliver behørigt belønnet.”

”Vel ikke de sædvanlige sølle FN-takster?”

”Nej, det her kører på en særskilt konto, Tom. En krisekonto.”

”Så jeg skal altså give familien det, de forlanger.”

”Jeps. Det bliver din opgave at sørge for, at ingen efter i dag får et ord mere at høre om den gamle døde mand. Når han bliver begravet, skal hele denne affære begraves sammen med ham.”

Kapitel 6

Henning førte dem igennem et massivt opbud af journalister; de måtte begge bruge skuldrene for at mase sig igennem. Journalisterne overfaldt Henning med spørgsmål, selv om de tydeligvis ikke anede, hvem han var, men han sagde ingenting, førend de nåede frem til indgangen til det primitive telt, der husede den døde mand.

”Tom, dette er Jay Sherrill. Politidirektøren har fortalt mig, at han er en førsteklasses drabsefterforsker.”

”Første klasse? Det lyder ellers ikke af noget særligt.” Tom kunne ikke dy sig – fyren så ud til at være omkring de nitten. Måske var han først i trediverne, men så heller ikke en dag ældre. En velstrøget skjorte, bevidst undladelse af slips, et glat, hårløst, kønt ansigt. Tom kunne have udarbejdet en profil over Jay Sherrill lige på stedet – han var en af de der ambitiøse betjente med en fin eksamen fra et eliteuniversitet i hånden, som storbypolitiet lod til at foretrække nu om dage. Det var de unge kanoner, der talte og klædte sig snarere som management-konsulenter end som strømere. De havde sikkert haft to ugers patruljetjeneste, hvorefter de havde taget et katapultspring op i tjenestens forreste geled. Tom havde læst en artikel om mænd som ham i New York Times Magazine, om hvordan de aldrig gik i uniform – de var sagt med NYPD-jargon ’ude af posen’ – og hvordan de selv tilrettelagde deres arbejdstid. De udgjorde den nye officersklasse.

”Ung, ganske vist, men med en domfældelsesprocent på seksoghalvfems.” Sherrill havde en kultiveret Boston-accent og lød som en Kennedy.

”Jaså, seksoghalvfems procent? Hvem af dem slap fri?”

”Ham med den bedste advokat.”

Henning trådte til. ”Udmærket. Som I ved, er politidirektør Riley og jeg blevet enige om, at FN og NYPD arbejder tæt sammen om sagen her. Det vil sige jer to fyre. Er I med på det?”

”Ja, vi er med,” sagde Sherrill, der valgte at gribe sagen modent an. ”Mr. Byrne, jeg er på vej til et møde med bygningens sikkerhedschef. Du er velkommen til at gøre mig følgeskab.”

Tom fulgte pligtskyldigst med ved synet af Hennings skolemesteragtige blik. Han ville opføre sig ordentligt. ”Lad os håbe, at du er den første, han taler med,” sagde han i et forsonligt tonefald.

”Er du da bange for, at han kan have talt med pressen?”

”Nej, jeg er bange for, at han kan have talt med nogen her i bygningen. Rygtet løber hurtigt her.” Tom tænkte på sin egen opgave og på, hvad han skulle sige til familien. Han havde ikke brug for, at en masse rygter nåede frem førend ham selv.

Idet de gik gennem gæsteteltet, der nu var lukket for offentligheden, og ind i hovedbygningens uhyggeligt stille foyer, løftede Tom hånden i en farvelhilsen til Henning, der skulle videre til et møde med pingerne. Han indså, hvor let et bytte han havde været. Tom Byrne for over et årti siden ville have været forfærdet. Men den Tom Byrne var for længst forsvundet.

De tog en tom elevator op til første sal. For Tom var det på samme tid straks velkendt, men alligevel efter et års fravær også underligt nostalgisk at være tilbage i denne bygning – som at komme tilbage til sin hjemby efter en lang udenlandsrejse.

Harold Allen ventede på dem. Tom havde aldrig snakket med ham før, men han kunne godt genkende ham. Han havde engang været den højst rangerende afroamerikanske betjent i NYPD, inden han under stor bevågenhed havde anlagt sag mod sin egen arbejdsplads for racediskrimination. Engang havde han været et godt bud på en fremtidig politidirektør, men i dag stod han som bestyrer af et sølle hjørne af den by, han kunne have ledet – og, tænkte Tom, selv på denne lille plet var det nu lykkedes for ham at rode sig ind i en kæmpeskandale. Ængstelsen stod mejslet i hans ansigt. Han bad sine gæster om at sætte sig ved et rundt bord midt i lokalet, et par skridt foran sit eget skrivebord. Tom bemærkede de mange NYPD-påskønnelser for tapperhed i tjenesten, der hang på væggen.

Sherrill spildte ikke tiden på høflighedsfraser. ”Som De nok kan forestille Dem, har jeg en hel del spørgsmål til Dem, Mr. Allen.”

”Ja, det har både De og alle andre her i bygningen.”

Tom lyttede og tog notater, mens Allen kronologisk gennemgik hændelsen lige fra det første tip fra NYPD om russeren, den båndede telefonopringning fra hotelværelset til receptionen, hans egen instruks til sine vagtkommandører om at holde øje med en mand, der svarede til den beskrivelse, politiet var kommet med, hvordan den besked var blevet videreformidlet til vagterne ved indgangen, inklusive Felipe Tavares, forvirringen og til sidst skudepisoden. Et tragisk tilfælde af identitetsforveksling.

“Og hvor er betjent Tavares nu?”

”Han er sammen med en kriserådgiver fra NYPD.”

Toms pande fortrak sig i en spørgerynke.

”Han får krisehjælp.”

”Krisehjælp? Jaså.” Det ville gøre sig godt i Daily News. ’Få minutter efter at have myrdet en pensionist greb myndighederne til handling og skænkede morderen både te og trøst’.

“Ja, Mr. Byrne, krisehjælp. De har formentlig aldrig befundet Dem i politiets forreste række, men Tavares er dybt chokeret. Han er en god mand. Jeg har lige talt med ham.”

”Hvordan klarer han det?” Det var Sherrill, med et afdæmpet tonefald, der passede til lejligheden.

”Han klager sig og siger om og om igen: ’Det kunne have været min far. Det kunne have været min far’. Han har det rigtig skidt.”

”Ved vi, hvor gammel den døde mand var?”

Allen rejste sig op og gik tilbage til sit skrivebord. Han var en kraftig mand, bred; han havde sikkert været veltrænet som ung, tænkte Tom, i hvert fald hvis man skulle dømme efter certifikaterne på væggen. Men af en eller anden grund havde han givet slip. Han vendte tilbage med et enkelt ark papir. ”Han var tilsyneladende syvoghalvfjerds. Navn: Gerald Merton. Fødested: Kaunas, Litauen.”

”Litauen? Der er vist ikke ret mange Gerald Merton’er dér,” sagde Sherrill med et smil, der sagde, at han var yderst godt tilfreds med sig selv. ”Står der, hvornår han rejste til England?”

”Nej. Kun fødselsdato og fødested.”

”Hvad er det, De kigger på, Mr. Allen?”

”Det er en fotokopi af hans pas.”

”Hvad er det?” Det afdæmpede tonefald var væk.

”Hans pas. En af mine folk tog det fra den afdødes lomme et par sekunder efter, at han blev dræbt. Han ville tjekke mandens identitet.”

”Jeg håber inderligt, at det er en spøg.”

”Det er jeg bange for, at det ikke er, Mr. Sherrill.”

”Har jeres folk aldrig hørt om at sikre gerningsstedet for ikke at ødelægge sporene – gudfaderbevares!”

”Vi er ikke vant til drabssager her, Mr. Sherrill. Det er aldrig sket før.”

Tom øjnede en åbning. ”Må jeg se det der?”

Allen rakte ham papiret, men med en mærkbar tøven. Det var ganske almindelig praksis ved FN; folk klamrede sig altid til oplysninger, da de fungerede som den eneste rigtige valuta i bygningen.

Tom stirrede på kopien af fotografiet. Det var grumset, men alligevel skarpt nok til, at han kunne se en tydeligvis gammel mand, hvis ansigt dog ikke var svært rynket og heller ikke magert og hængende. Tom tænkte på sin egen far i de sidste måneder af hans liv, hvordan kødet var visnet bort. Denne mands ansigt var stadig fast og rundt, en hård kødklump med tætklippet hvidt hår på hver side. Issen var skaldet. Øjnene var uden glimt, hårde. Toms blik bevægede sig tilbage til fødestedet: Kaunas, Litauen. Under nationalitet stod med fede typer: britisk statsborger.

Han rakte kopien til Sherrill, som granskede den kortvarigt og derpå sagde: ”Vi skal have en kopi af alle jeres papirer i sagen.”

”Det får I.”

”Og vi får vist behov for at tale med betjent Tavares.”

”Det kan måske godt blive vanskeligt. Hans nuværende tilstand tillader ikke – ”

”Mr. Allen, det er ikke en anmodning.”

Allens tindinger sitrede. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”

Kapitel 7

Tom forstod, at NYPD havde givet sagen topprioritet – det vidnede udpegelsen af summa cum laude Sherrill som efterforskningsleder om. Han forstod også udmærket, hvorfor de havde gjort det – på grund af målets store symbolværdi måtte New York bys politiske ledelse nødvendigvis iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af selv et fejlagtigt formodet terrorangreb. Men alligevel var det svært ikke at lade sig imponere over at se hele apparatet sat i sving.

Da Sherrill vendte tilbage til det improviserede telt, var liget allerede gemt væk i en lynlåspose og afsendt til retsmedicinsk afdeling. Obduktionen ville blive udført øjeblikkeligt og de foreløbige resultater ligge klar om få timer. Sherrill gjorde tegn til en af de mange politibiler, der stadig holdt i tomgang foran FN-bygningen. Bilens fører var tydeligvis hans personlige chauffør, og Sherrill opfordrede Tom til at slutte sig til ham på bagsædet. Tom ville gætte på, at det ikke var sådan, at NYPD efterforskede et almindeligt narkodrab i Brownsville. Turen var kort, et hurtigt smut hen ad First Avenue, det, der engang havde været Toms daglige tur hjem. Trafikken var nu i gang igen, folk var ude at shoppe. For dem havde nedskydningen i FN blot været noget nu overstået morgenbesvær. Umiddelbart forbi Bellevue Hospital bankede Sherrill chaufføren på skulderen og sprang ud, da bilen gjorde holdt. ”Sædvanligvis får ingen lov til at overvære en obduktion,” forklarede han Tom. ”Men jeg synes ikke, at et resultatark giver dig det fulde billede. Og de siger ikke nej til førsteklasses-detektiver.”

De ventede kun nogle få øjeblikke ved receptionsskranken, inden en midaldrende dame iført operationsdragt dukkede op. Da Sherrill præsenterede Tom, sendte hun ham et blik, som han tolkede som: ’Udmærket, hr. FN-advokat. Håber, du kan klare mosten ...’

Hun åbnede et par dobbeltdøre ved at trykke en kode på et tastatur og førte dem først ned ad en gang og derpå hen ad en anden. Der stank ikke af råddent kød. I stedet fik han gennem en halvåben dør et flygtigt glimt af et kontor med alle de sædvanlige ting – fjollede pyntegenstande, inklusive en vildfaren snor, der førte op til en slasket heliumballon, og han kunne høre lyden af en radio, der var tunet ind på en eller anden Lite FM-station. Til sidst førte hun dem ind på det, der lignede en hospitalsgang. Lugten af desinficerende midler var stram.

”Godt, lad os tage dem her på.” Hun rakte dem begge en grøn operationskittel og grønne hætter, trak et grønt forhæng fra og afslørede dermed en uformelig klump på en båre under et groftvævet lagen.

Hun flyttede et par briller fra issen ned på deres plads på næsen. ”Så langt nåede jeg, inden jeg blev så groft afbrudt.”

Liget lå på siden, en kæmpestor klump hvidt kød som bugen på en fisk, men nu med et grønligt skær. Var det lyset, der reflekteredes fra forhænget? Tom vidste det ikke. Sært nok fandt hans blik først frem til det intakte kød. Såret, det forrevne hul i ryggen omgivet af flossede røde trevler, så han først senere, og da han først havde set det, kunne han ikke rive blikket løs igen. Det var hullets dybde, der chokerede ham, dets dybe, røde dybde.

”... resulterende i alvorlige skader i brystet, et knust skulderblad, en perforeret lunge og et sprængt højre hjertekammer ...”

Tom hørte ikke efter. Han stirrede stadig ind i den mørkerøde, gabende åbning med det nu størknede blod. Som ved et hul i en gipsvæg var kanterne ødelagte og flossede, som om en knytnæve havde hamret lige igennem den.

”Lad mig vende ham for jer.”

De to mænd havde stået over for patologen med liget liggende imellem dem og hende. Nu gik de hen og stillede sig ved hendes side. Liget lugtede endnu ikke, men alene synet af det gjorde sin virkning. Tom kunne mærke en antydning af kvalme.

”Her kan I se udgangshullet. Hvilket betyder, at I skal lede efter en kugle.”

Tom fokuserede på den døde mands ansigt. Pasfotoet måtte være blevet taget for nyligt; hovedet var stadig fyldigt og rundt, hårdt som en billardkugle. Han overvejede at røre ved manden og rakte hånden frem.

”Lad være!”

Han kiggede op på patologen, som holdt to latex-behandskede hænder i vejret. ”Du har ikke handsker på.”

Tom veg tilbage og benyttede lejligheden til at stille et spørgsmål. ”Må jeg se hans øjne?”

Hun trådte frem og trak uden tøven først det ene og derpå det andet øjenlåg tilbage, lige så ufølsomt som så hun til en grillkylling.

Et kort sekund blev den ubevægelige klump døde kød, en slagtervare, atter forvandlet til et menneske. Det var, som om øjnene stirrede direkte ind i Toms. Men hvis de sagde noget, forstod Tom det ikke. Øjeblikket var for kort.

”Undskyld, men må jeg se øjnene igen?”

”De er ret usædvanlige, ikke?”

Tom havde ikke bemærket det første gang, men idet hun atter trak begge øjenlåg tilbage og holdt dem fast med sine latex-tommelfingre uden at give slip, så han straks, hvad hun mente. Farven var skarp og gennemborende blå.

“Han var stærk, var han ikke?” Tom pegede på den døde mands kraftige overarme. Da hans egen far passerede de halvfjerds, var hans arme blevet magre, så huden til sidst hang og slaskede. Men dette lig havde stadig biceps.

”Ja, det må du nok sige. Bare se her.” Hun trak resten af lagnet tilbage og afslørede dermed en slatten penis, med slapt hængende forhud. Derpå prikkede lægen til mandens tykke lår – slagterbutikken igen. ”Det er nogle seriøse muskler.”

”Og det er usædvanligt for en mand i hans alder?”

”Højst usædvanligt. Han må have været lidt af en fitnessfanatiker.”

”Hvad med det der?” Det var Sherrill, der var bange for at blive glemt og lige måtte minde Tom om, hvem der bestemte. Han pegede på et stykke metal, der med en bandage var fastgjort til mandens venstre ben som en fodboldbenskinne.

”Det ser ud til at være en slags støtte. Den er ret usædvanlig. Når man bruger metalplader inden for genopbygningskirurgi, indsættes de som oftest under huden. Denne er tydeligvis midlertidig. Måske blev den brugt som en skinne efter en muskelforstrækning. Men det er nu lidt sært at bruge metal. Men alt det får vi nok opklaret, når vi har set afdødes lægejournal.”

”Hvad med det der?” spurgte Sherrill, idet han pegede på den livløse venstre fod. Der var en storetå og tåen ved siden af, men de resterende tre manglede.

”Så langt var jeg ikke nået endnu,” sagde lægen med en irritation, der frydede Tom. Hun gik ned for enden af båren, så hun kunne se foden ovenfra. ”Det er gamle kvæstelser,” sagde hun. ”Måske en arbejdsskade, han pådrog sig som ganske ung.”

”Kan De se, hvor gammel skaden er?”

“Lad os sige det sådan her – jeg tror ikke, at det spiller den store rolle for vores undersøgelse. Min vurdering er, at denne skade er mindst tres år gammel.”

Kapitel 8

Sherrill genoptog spørgerunden med en byge af tekniske spørgsmål, hvoraf de fleste fokuserede på ballistikken. Han og patologen entrerede nu på en teknisk dialekt, som Tom ikke talte, om kalibre og kontusioner. Pludselig fik han øje på en række gennemsigtige plastlynlåsposer af den slags, sikkerhedspersonalet i lufthavne uddeler til værdigenstande, der lå henslængt oven på en lille kommode. Den ene af poserne indeholdt et ensfarvet hvidt plastikkort, der lignede en hotelnøgle, og i den anden lå der en klodset, gammeldags mobiltelefon. Dette måtte være afdødes ejendele, der var blevet fjernet fra hans lommer inden obduktionen og omhyggeligt lagt i poser. Tom mindedes den røffel, Sherrill havde givet sikkerhedschefen på grund af passet.

Så skødesløst som muligt samlede Tom den første plastikpose op. Ganske rigtigt, på kortet i posen var Tudor Hotel’s logo, hvilket igen antydede, at denne stakkels gamle støder ikke var nogen selvmordsbomber – han havde sikkert haft i sinde at vende tilbage til sit værelse efter sin ’mission’ til FN-bygningen for at drikke en god kop te og snuppe sig en lur. Og dér var Mertons pas, et par dollarsedler, en krøllet turistbrochure, han formentlig havde taget i hotellets reception: Sådan finder du vej ... FN-bygningen.

De tekniske spidsfindigheder væltede stadig ud af Sherrill, da nogen stak sit hoved rundt om døren og kaldte patologen udenfor. Tom benyttede sig af lejligheden til at vinke politimanden hen til sig og vise ham posen med telefonen. Gennem plastikken tændte han for strømknappen og hentede de sidste par opkaldsnumre frem. Han genkendte det velkendte 011-44 foran et britisk nummer og derunder et New York-mobilnummer med 1-917 som indledende cifre. Sherrill trak straks en lille blok frem og noterede begge numre. Tom skulle lige til at hente listen over modtagne opkald frem og gennemgå beskederne, da meddelelsen ’Oplad batteri’ pludselig glimtede, hvorpå skærmen gik død.

Sherrill ventede på patologens tilbagekomst og bestormede hende med endnu nogle spørgsmål, hvorefter de aftalte, at alle resultater skulle bringes til ham via kurér senere på eftermiddagen. Derpå vendte han og Tom tilbage til FN, til sikkerhedsafdelingen på første sal, hvor en bleg og skælvende Felipe Tavares sad i en sofa med en kop sød te i hånden.

Tom måtte modstræbende indrømme, at Sherrill var en glimrende karakterskuespiller. Han talte afdæmpet og tålmodigt med den portugisiske betjent og bad ham gennemgå formiddagens begivenheder, idet han hele tiden nikkede og krydrede samtalen med ’selvfølgelig’ og ’naturligvis’, som om de blot sad og sludrede sammen, betjent til betjent. Det blev ikke sagt, men antydet, at stod det til Sherrill, skulle ingen betjent straffes for at udføre sit arbejde. Felipe – må jeg kalde dig Felipe? – skulle blot fortælle Jay alt det, der var hændt.

Den del af fortællingen, der lod til at interessere Jay mest, var det øjeblik, hvor Tavares havde modtaget alarmen fra vagtkommandøren, hvori den terrormistænkte blev beskrevet: mørk frakke, ulden hat og så videre. Sherrill pressede betjenten for et nøjagtigt tidspunkt; Tavares indvendte, at han ikke havde kigget på sit ur. Hvad med det præcise ordvalg? Felipe sagde, at det var svært at huske; det havde regnet så voldsomt, at han havde haft svært ved at høre ordentligt. Men andre betjente måtte også have hørt det, for det var jo et allekald til alle vagthavende betjente. ”Ja, det stemmer,” sagde Sherrill. ”Jeg hører også lige dem ad.”

Kriminalassistenten gjorde sit bedste for at lyde henkastet, da han stillede det, der i Toms advokatører, tydeligvis var nøglespørgsmålet. Det kom, efter at Felipe havde beskrevet det øjeblik, hvor han trykkede på aftrækkeren.

”Og du havde i det øjeblik rimelig grund til at tro, at dit liv var i fare?”

”Ja. Jeg troede, han var en selvmordsbomber. Det var ikke kun mit liv, der var i fare, men også alle andres.”

”Og troede du det, fordi du så en slags bombe?”

”Nej! Det har jeg jo sagt. Det var beskeden, der fik mig til at tro det, advarslen om en mand, der så sådan ud. Og på grund af ansigtsudtrykkene hos de mænd, jeg så. De så frygteligt chokerede ud, og den sorte mand skreg ’nej!’, som om han var desperat.”

“Og nu tror du, de råbte op, fordi de kunne se, at manden faktisk var ret så gammel. Han var ingen terrorist. De råbte ’nej!’ ikke til ham, men til dig, for at afholde dig fra at skyde.”

Felipe Tavares’ hoved sank ned på brystet. Stille svarede han: ”Ja.”

”Men da du kiggede efter dem bagefter, siger du, at den sorte mand og hans ledsager var pist væk.”

”Pist væk.”

”Er det ikke lidt underligt? At to mænd, der står tæt nok på begivenhederne til at se den gamle mands ansigt, og som er tæt nok involveret til at opfordre dig til at undlade at skyde, forsvinder i den blå luft?”

”Jo, det er mærkeligt, sir. Men det var det, der skete.”

Tom iagttog dem nøje. Han lagde mærke til, at Sherrill intet skrev ned. Kriminalassistenten fortsatte.

”Og, lige til slut, Felipe – du har ingen anelse om, hvorfor vagtkommandøren kom med advarslen? Netop på det tidspunkt?”

”Nej, jeg hørte bare beskeden og så så jeg den mand, de beskrev.” Tavares kiggede atter ned på sine fødder. ”Altså, jeg troede, jeg så manden.”

Tom kunne se tandhjulstakkerne køre rundt i Sherrills tanker, som havde han fået det, han gik efter. Præcis, hvad det var, havde Tom endnu ikke fundet ud af.

Han havde nu gjort det, Henning havde bedt ham om – han havde overvåget efterforskningens første dag. Det var på tide at sige farvel, hvis han skulle nå natflyet til London. Tom orienterede den advokat, som Munchau havde udpeget til at overtage hans plads ved Sherrills side – en græsk kvinde med speciale i menneskerettigheder – og præsenterede hende derpå for Sherrill. Til Toms forbavselse rystede betjenten ham ikke af sig, men lovede at holde ham informeret og overbringe ham retsteknikernes og retsmedicinerens resultater. Han skrev Toms mobilnummer ned og insisterede på, at Tom nedskrev hans, hvorved formålet med Sherrills kollegiale storsind blev afsløret: Eftersom han ikke selv havde nogen folk i London, ønskede han, at Tom skulle dele de oplysninger med ham, som han måtte fremskaffe om offeret.

I taxien på vej hjem til sin lejlighed – det ville kun tage ham et par minutter at pakke en kuffert, inden han susede af sted til lufthaven – foretog Tom som aftalt den sidste nødvendige opringning for at få de sidste detaljer, han ville få brug for i London, fra Harold Allen.

”Hvordan går det Harold?”

”Ikke så godt, Tom. Jeg vil være ærlig over for dig.” Hans stemme lød ru som hos en mand, der ser sin karriere passere revy for sit blik.

”Er familien blevet underrettet?”

”Generalsekretæren ringede til dem for næsten en time siden.”

”Er der en enke?”

”Ingen enke. Åbenbart kun en datter. Jeg sender koordinaterne på e-mail.”

”Pressen?”

”De har ikke fået navnet endnu. Bare en bekræftelse af, at det drejer sig om en hvid mand.”

”Er hans alder blevet nævnt?”

Allen sukkede. ”Ikke endnu.”

Tom havde ondt af fyren. Afhængig af, hvor frådende pressen kastede sig over historien, tegnede Allen til at blive den indlysende syndebuk. Han var tilstrækkelig højtrangerende til at kunne udpeges som skyldig, men ikke højtrangerende nok til, at hans fald ville tilsmudse toppen. Tom kendte udmærket det kampråb, der altid lød, når FN blev ramt af besværligheder: ’Embedsmandshoveder må rulle!’

Han kom med nogle intetsigende fortrøstningsfulde ord og lagde på. Da han kiggede ud ad vinduet på mødrene, der her sidst på eftermiddagen kom skubbende med klapvogne for at hente deres børn fra pasning, spekulerede han på, hvem han skulle ringe til. Der var ingen grund til at ringe til Fantoni’erne – kontakt via BlackBerry og mobil ville være tilstrækkelig, hvorend han befandt sig. Han tænkte på fyrene fra ’fodboldslænget’, alle sammen briter, hvoraf de fleste var tidligere børsmæglere, der skovlede tonsvis af dollars i lommen hver uge på Wall Street. Han burde vel fortælle dem, at han ikke kom til onsdagens kamp. Men ellers var der ikke nogen, han behøvede at ringe til.

Eftermiddagstrafikken var tæt på Van Wyck Expressway. Tom skubbede sig tilbage mod taxiens beskidte læderlooksbetræk og sukkede. Han stak hånden i lommen for at tjekke sit pas og stødte mod det hårde omslag på sin notesbog. Han burde vel egentlig ringe til Sherrill og fortælle ham, at familien netop havde fået besked, hvilket betød, at pressen snart ville være i besiddelse af den døde mands navn.

Han bladrede gennem siderne på jagt efter betjentens nummer, men i stedet faldt blikket på det notat, han havde gjort sig i obduktionslokalet.

Med den anden hånd tændte han nu for sin BlackBerry. Som lovet var der en besked fra Allens kontor. Et navn, en London-adresse og to telefonnumre, det sidste tydeligvis på en mobil. Rebecca Merton, stod der. Tom kiggede på det lange britiske telefonnummer, han havde set på telefonen i lynlåsposen. De stemte ganske rigtigt overens. Gerald Mertons sidste telefonopringning havde været til sin datter.

Uden at tænke over det indtastede Tom cifrene på det andet nummer, han havde fundet på den døde mands mobiltelefon, det, der begyndte med 1-917. Nummeret stod og lyste på displayet i adskillige sekunder. Han vidste, han burde have overladt opgaven til Sherrill; at NYPD rent rutinemæssigt ville tjekke de numre, der lå gemt i offerets telefon. Der var ingen grund til, at Tom skulle gøre det selv. Tom kiggede ud ad vinduet, afvejede for og imod – og trykkede derpå på den lille grønne knap for at aktivere opkaldet.

Det var sikkert nummeret på det taxiselskab, den gamle knark havde brugt til at hente sig i lufthavnen. Eller måske en slægtning, han havde planlagt at besøge.

Tom tog telefonen op til øret, hørte den etablere forbindelse og derpå den langtrukne første opkaldstone. Tavshed, så en opkaldstone mere. Fulgt af en mandestemme.

Først troede Tom, at han havde tastet forkert. Enten havde den gamle mand ringet forkert, eller også havde Tom skriblet tallene for hurtigt ned, begge muligheder var lige gode. Han skulle lige til at undskylde for sin fejltagelse, da han instinktivt holdt sin mund. Han hørte stemmen igen – først sagde den noget til en anden som afslutning på en anden samtale, hvorefter den råbte hallo, hallo – og en gysen gik igennem ham, der fik selv hans hovedbund til at prikke.

Det var ikke accenten, selv om det var den, der havde vakt hans mistanke. Det var heller ikke den sigende halvsætning, der fulgte efter, sagt på et sprog, Tom havde studeret i sine universitetsdage. Nej, det var tonen, den barske og hårde tone. Tom afbrød forbindelsen uden at sige et ord og holdt telefonen i sin hånd i et stramt greb. Lettet kom han i tanke om, at de nye BlackBerry-computere som standard havde hemmelig afsender. Manden ville ikke ringe tilbage.

En hurtig opringning til Allen – og fra ham til en ven i NYPD’s efterretningsenhed, der følte medynk med en tidligere kollega, der tydeligvis var kommet i vridemaskinen – bekræftede Toms anelser. Han fik Allen til at gentage det nummer, som hans NYPD-kilde havde givet ham, to gange. Da Allen spurgte Tom, hvad han skulle bruge nummeret til, benyttede han et gammelt selskabstrick – mumlede et par tilsyneladende usammenhængende ord og lagde røret på. For Allen ville det lyde, som om Tom var forsvundet ind i en tunnel, og signalet dermed var gået tabt.

De tætproppede gader gav Tom Byrne lidt tænketid, mens bilen sneglede sig de sidste par kilometer hen til John F. Kennedy Lufthavn. Han viste, at han straks burde videregive sin opdagelse til Jay Sherrill, men han tøvede. Han ville gerne tænke sagen igennem. Desuden ville Sherrill snart selv finde ud af det – det var bare et spørgsmål om at taste det nummer ind, som de begge to havde skrevet ned.

Gjorde han det, ville han høre det samme, som Tom havde hørt. Han ville være i stand til at bekræfte, at den mand, hvis nummer havde været at finde i afdøde Gerald Mertons telefon, tilhørte den våbenhandler, som New York Politi for længe side havde døbt ’Russeren’.

Kapitel 9

De sagde aldrig ‘velkommen hjem’. Det forestillede Tom sig ellers altid, at de gjorde, eller i det mindste ville gøre en dag, men det gjorde de aldrig. Morgenholdets vagthavende immigrationsbetjent i Heathrow havde blot kastet et blik ned på pasfotoet, kigget op igen og nikket ham igennem.

Men det kunne man ikke bebrejde ham. Han kunne jo ikke vide, om Tom blot var vendt hjem efter en todages forretningsrejse. Noget ganske sædvanligt. Han kunne ikke ane, at dette altid var et sælsomt, om end kortvarigt, øjeblik for en englænder, der havde bosat sig i New York, da han var sidst i tyverne. Hver gang han rejste hjem, blev Tom grebet af den samme blandede følelse af den indfødtes hjemmevanthed og den fremmedes forvirring.

Landet havde forandret sig ganske utroligt. Dengang han forlod London, havde efterkrigstidens økonomiske afmatning aldrig rigtig sluppet sit tag. Men nu knitrede London formelig af energi. Hver eneste gang han vendte tilbage, bemærkede Tom, at nye bygninger var skudt op i horisonten, eller kraner var i gang med nybyggeri. Man behøvede blot at kigge på butiksfacaderne, menneskemylderet og gadecafeerne for at kunne lugte pengene. Før havde kontrasten til New York virket skarp – på Manhattan var skyskraberne højere, restauranterne bedre, butiksåbningstiderne længere. Men i dag var de to byer så ens som nogensinde.

Men den største forandring var menneskene. Der var russiske milliardærer i Park Lane, lettiske rengøringsfolk i Islington og polakker overalt. På kabel-tv havde han set en sort britisk komiker beklage sig over, at når man mødte en hvid mand på gaden i dag, kunne man ikke længere som en selvfølge gå ud fra, at han talte engelsk.

Idet han tog Heathrow Express ind til centrum, rumsterede en tanke stadig i hans hoved – hvorfor var russerens nummer på Gerald Mertons mobiltelefon?

Først havde Tom overvejet, om den gamle mand var blevet offer for en meget behændig og snedig form for identitetstyveri. Måske var han blevet spottet af terrorister, der bevidst havde klædt sig som ham for at narre deres forfølgere. Og måske havde de endda på et tidspunkt brugt – og senere tilbageleveret – hans mobiltelefon, velvidende, at lyttede nogen med eller skyggede dem, ville de blive ført til en afdød aldrende britisk turist og dermed en blindgyde.

Men det virkede alt sammen lidt langt ude. Den mest enkle forklaring var, at Gerald Merton rent faktisk havde ringet til den russiske våbenhandler og havde aflagt ham et besøg om mandagen, præcis som FBI påstod. Der var ikke to mænd i sort, kun én.

Den blotte tanke var nok til at få Tom til at trække på smilebåndet. Det betød, at hans gamle ven, Henning Munchau, måske ikke havde så store problemer alligevel. Hvis Tom kunne bevise, at FN havde skudt en ikke helt uskyldig mand, ville der ikke være nogen grund til at iklæde sig sæk og aske. Henning ville slippe af krogen, og Tom ville have gjort alt det, han var blevet bedt om, og lidt til. Hans gæld til Henning ville være indfriet, og måske fik han endda en kontant bonus oveni.

Indrømmet, en formodet terrorist på syvoghalvfjerds år var noget af et særsyn. Men de var jo skøre, de fyre. Børn og kvinder – endda gravide kvinder – var blevet brugt som selvmordsbombere. Hvorfor kunne Gerald Merton ikke have været den første pensionist, der fremskyndede sin entre til paradis? Ganske vist havde han ikke båret noget sprængstofbælte, da han blev skudt, men Tom kunne argumentere for, at Mertons spadseretur til FN havde været en rekognosceringstur; han havde villet beregne den tid, det tog at tilbagelægge turen fra Tudor Hotel til FN-hovedkvarteret med de forhindringer, han ville støde på undervejs, og finde ud af, hvor langt han kunne nå, inden han blev stoppet. Han havde sikkert haft planer om at vende tilbage dagen efter med en af russeren leveret bombe spændt om livet.

Det store problem var motivet. Måske var han blevet lovet en kontant belønning til sin efterladte familie. For hvad skulle man forvente, at denne gamle mand skulle tro så lidenskabeligt på, at han var villig til at sprede død og ødelæggelse i De Forenede Nationers hovedkvarter?

Tom tog sin notesbog frem og granskede atter de få detaljer, han havde fået fra Allen. En fødselsdato så langt tilbage i tiden som Toms afdøde fars. Fødselssted: Kaunas, Litauen.

Måske var det nøglekendsgerningen. Han havde nu i flere år læst nyhedsmagasinernes artikler om den østeuropæiske mafias storhed og fald. Denne ’Gerald Merton’ kunne have tilhørt mafiaen og have bosat sig i England for nylig; han var måske en aldrende godfather eller, hvad der var mere sandsynligt, en snigmorder, der var blevet betalt til at pløkke en FN-ansat ned.

Men FN ville stadig få brug for flere beviser end et enkelt nummer på en mobiltelefon for at retfærdiggøre nedskydningen af en gammel mand. Og stedet at hente disse beviser var London.

Togets fjernsynsskærm meddelte, at Paddington nærmede sig. Fra sit sidste besøg mindedes han jernbanestationernes gigantiske skærme, hvorpå der sædvanligvis vistes en 24-timers nyhedskanal. I dag var der også skærme på siderne af busserne, selv ved busstoppestederne. Og kameraer på hvert hjørne, mange flere i London end man nogensinde ville kunne slippe af sted med i New York. George Orwell havde fået mere ret, end han havde forestillet sig.

Fra Paddington tog han en taxi. Hvor fristende det end var, havde han ikke tid til at tjekke ind på sit hotel eller få sig en lur. Han måtte hurtigst muligt tale med Mertons datter, inden alle medlemmerne af ’Foreningen af Samarbejdende Venstreorienterede Advokater og Amerikahadere’ troppede op på hendes dørtrin for at tilbyde hende at hænge plakater prydet med hendes fars ansigt op i hvert eneste kollegieværelse i landet. Han kunne udmærket forestille sig deres ophidselse ved tanken. Protesterne over politiets nedskydning af Jean Charles de Menezes havde været ganske højlydte, men i dette tilfælde havde skydeskiven kun været London Politi. Nu når de kunne udråbe New York, og dermed Amerika, til skurken, gav Gerald Mertons død løfte om et langt større udbytte. Tom kendte disse folk, han vidste, hvordan deres hjerner fungerede. Han vidste det kun alt for godt.

Han befandt sig nu ikke langt fra Mertons datters adresse og sad og betragtede de folk, der lukkede deres fordøre og begav sig på arbejde. De fleste af bygningerne var gamle huse fra 1700-tallet, der var blevet opdelt i lejligheder. Han havde forestillet sig, at hun boede i en sirlig forstads-rækkevilla med mand og mindst et par børn. Men sådan var kvarteret ikke. Han var i Clerkenwell, et beboelseskvarter beliggende umiddelbart vest for det snuskede, snavsede King’s Cross.

Da taxien drejede ind på den gade, hvorpå Rebecca Mertons bolig lå, fik han straks øje på hendes hus. Folk kom ud ad fordøren med kvalfyldte ansigter efter at have aflagt et kondolencebesøg tidligt på formiddagen. Han betalte chaufføren, sprang ud og satte kursen hen mod dem. Idet han nærmede sig, kiggede de op med det nik og det lille smil, fremmede anvender over for hinanden ved disse lejligheder. Han behøvede ikke at ringe på, døren stod åben.

Han havde ikke været ganske forberedt på andre folks tilstedeværelse. Ude i entreen kunne han høre stemmer på trappen, der tog afsked. Han begav sig opad.

Et øjeblik var han forvirret. Foran ham stod to kvinder i en tæt omfavnelse – den ene hulkede højt, mens den anden, højere, kvinde trøstede. Han var imidlertid sikker på, at denne rolige kvinde med tørre øjne var Gerald Mertons datter. Det var hendes øjne, der bekræftede det. De var lige så bemærkelsesværdige som de øjne, der havde stirret tilbage på ham fra retsmedicinerens båre i New York for mindre end et døgn siden.

“Goddag,” sagde han og rakte en hånd frem. ”Jeg beklager, at jeg sådan kommer uanmeldt. Mit navn er Tom Byrne, og jeg er fra FN.”

Hun kiggede på ham med sine usædvanlige øjne og sagde derpå med en klar og gennemtrængende stemme: ”Det er vist tid til at gå.”

Kapitel 10

Det varede adskillige sekunder, inden det gik op for den forbløffede Tom, at det var de afskedstagende gæster og ikke ham, hun talte til.

”Du ringer bare, hvis du behøver noget, Rebecca,” sagde ægtemagen, som Tom skød på måtte være nogenlunde på hendes alder, altså først i trediverne. Hustruen forsøgte også at sige noget, men tårerne vældede atter op i hendes øjne, og hun rystede opgivende på hovedet.

Hele tiden holdt Tom sit blik fæstnet på Rebecca, der stod høj og rank midt i denne vaklende, hulkende menneskeklynge. Alt ved hende var slående, intet var middelmådigt – hendes hår havde en meget dyb sort farve, næsen var hverken kort eller opstopperagtig som hos de Vogue- og Elle-piger, han gik ud med i New York. I stedet var den stærk og på en eller anden måde stolt. Men det mest fængslende ved hende var de klare grønne øjne – de havde ikke den samme farve som hendes fars, men den strålende glans var den samme. De syntes at brænde ikke af den sorg, han havde forventet, men af noget langt mere kontrolleret. Han kunne simpelt hen ikke vriste sit blik fra hende.

”Kom med herind,” sagde hun.

Han fulgte efter hende og forsøgte at danne sig et hurtigt indtryk af den tætpakkede stue. De polerede trægulve, det ramponerede, og lille, fjernsyn i hjørnet var forudsigelige nok – by-bohemeagtig stil. Men bøgerne overraskede ham. Ikke de første par hylder med nutidige romaner side om side med Flaubert, Eliot og Hardy, men resten – det var vist tidsskrifter af en slags. Han kastede et blik rundt i resten af stuen. Der var ikke tegn på andre personer, ikke tegn på en mand.

Hun satte sig ned på en enkel træstol og gjorde tegn til ham om at sætte sig ned i den mere behagelige sofa over for hende.

Han skulle lige til at tale, da en telefon ringede – hendes, en mobil. Hun kiggede på displayet og svarede uden tøven.

”Overhovedet ikke. Jeg sagde jo, du bare skulle ringe. Hvad sker der?” Hun begyndte at nikke, da hun modtog det, der lod til at være en rivende strøm af oplysninger. ”Hun er altså hypotensiv nu? På trods af en god gramnegativ dækning? Stakkels pige, det er jo det værste, der kunne ske, når hun er blevet behandlet for AML. Jeg foreslår, at vi giver hende Vancomycin og orienterer intensiv om, at hun kan få brug for pressorstoffer. Og Dr. Haining? Vær rar at holde mig orienteret.”

Tom kiggede tilbage på hylderne, der var proppet med det, han nu kunne se måtte være den fulde udgave af Journal of Paediatric Oncology. Han ventede på, at hun skulle klappe sin mobil sammen, og indledte med en nu behørigt omformuleret indgangssætning. ”Dr. Merton. Du ved, hvorfor jeg er her. Jeg er fløjet til New York her til morgen på grund af en alvorlig fejltagelse.”

”London. Du er i London.” Hun smilede kortvarigt. Det var et skævt, spydigt smil mellem fyldige læber. Han tog sig i at stirre. Han kunne mærke sin puls stige heftigt.

“Undskyld. London. Ja.” Han forsøgte at samle sig og håndtere situationen, som var det ethvert andet møde. Husk nu dine mål – luk munden på kvindemennesket uden at påtage dig bare antydningen af ansvar. ”FN’s generalsekretær bad mig om at tage hertil straks efter den indtrufne tragedie for at lade dig vide, at han dybt begræder og beklager din fars død. Han taler på hele – ”

”Du kan godt spare dig.” Hun stirrede direkte på ham med øjne uden tårer. “Jeg har ikke brug for nogen tale.”

Han havde forventet, hun ville bryde sammen og trænge til trøst og omsorg. Eller at hun ude af sig selv af retfærdigt raseri havde overfuset ham med eder og forbandelser. Dette var ikke med i planen. ”Der er ingen tale.” Tom fjernede hænderne fra sin mappe.

”Godt, for jeg orker ikke at høre på en række floskler. Jeg vil have svar.”

“Udmærket.”

“Lad os begynde med det her – hvordan i alverden kan det ske, at en politienhed ikke kan genkende en syvoghalvfjerds år gammel mand, når de ser en?”

”Netop identifikationen er et af de hovedemner, der – ”

”Og hvad fanden er der sket med at skyde i benene? Selv jeg ved, at når politiet skal uskadeliggøre en mistænkt, skyder de vedkommende i benene.”

”Jo, men standardproceduren ved mistanke om en selvmordsbomber er at skyde vedkommende i hovedet – ”

”Selvmordsbomber? Fuck dig!”

Han tav, chokeret over kraftudtrykket, og stilheden fyldte luften. ”Hør her – ”

”Fuck dig.” Mere dæmpet denne gang.

”Jeg forstår godt, at du – ”

”Er du nogensinde stødt på en syvoghalvfjerdsårig selvmordsbomber, Mr. Byrne?”

”Måske vil det være en hjælp, hvis jeg gennemgik begivenhederne mandag formiddag med dig, for så vidt som vi kender dem?” Han lød ikke engang som sig selv, da han søgte tilflugt i de juridiske formuleringer, han afskyede. Han havde svært ved at koncentrere sig; hver eneste gang han så meget som kiggede på denne kvinde, føltes det, som om han blev kørt ud på et sidespor.

”Okay. Min far er på en lille pensionistferie, beslutter sig for at lege turist og besøger FN. Hvad sker der så?”

Tom rakte ned i sin mappe efter den stak papirer, han havde medbragt, tidsoversigterne og de FBI-rapporter, som han og Sherrill havde fået fra Allen, så han kunne fastholde i det mindste forestillingen om fuld åbenhed. Han havde set tilstrækkeligt mange af disse sager gennem årene til at vide, at det frem for alt var dét – manglen på åbenhed, fornemmelsen af, at myndighederne skjulte sandheden – der bragte den sørgende familie i harnisk. Han havde planlagt at give Rebecca Merton alle detaljer, at vise hende den præcise begivenhedsrække, hvert eneste splitsekunds beslutning, så hun til sidst – på trods af sit tab – måtte medgive, at det var en tragisk, men hændelig fejltagelse. FN’s sikkerhedshold havde stået i en umulig situation: Hvordan kunne de risikere, at en selvmordsbomber dræbte dusin- eller snesevis af uskyldige mennesker? De havde taget et liv i den oprigtige tro på, at de reddede langt flere. Det var det, han måtte have hende til at acceptere.

”Du kan godt glemme din præsentation, Mr. Byrne. Du skal ikke forsøge at begrave mig i papirer og blænde mig med videnskab. Jeg er læge, og det kneb kender jeg.”

”Udmærket.” Tom lagde papirerne tilbage og lænede sig frem i stolen. ”Sig mig, hvordan vi kan hjælpe.”

”Jeg vil have en undskyldning.”

”De Forenede Nationer føler naturligvis den dybeste – ”

”Ikke fra dig. Fra bossen. Jeg vil have et møde, ansigt til ansigt, med generalsekretæren. Jeg vil have ham til at kigge mig i øjnene og indrømme, hvad FN har gjort. Det her er ikke en banal hovsasag; min far er blevet dræbt. Uden grund. Og det kræver, at manden på toppen personligt giver mig en fuld undskyldning.”

Tom huskede Hennings eneste betingelse: intet spil for galleriet, ingen fotoseancer. ”Hør her, der skete en tragedie i går. Det ved vi godt. Og FN vil gerne vise, at vi anerkender omfanget af denne tragedie. Vi vil gerne gøre en gestus, etablere en fond, hvis midler du kan gøre brug af til ethvert formål, du finder egnet. Det kunne være et minde– ”

”Undskyld, jeg tror, jeg hørte forkert. Hvad var det, du sagde?” Endnu et glimt af hendes skæve smil.

”Jeg sagde, at FN er villig til at kompensere for Gerald Mertons død med et engangsbeløb.” Han fortrød straks at have sagt engangs.

“I guder.” Hun rystede på hovedet, de fyldige læber farvedes langsomt dybt røde, som fyldte hendes raseri dem med blod. ”Måske har propagandisterne alligevel ret. FN er ikke bare anti-israelsk, men også antisemitisk.”

Tom rynkede panden. ”Undskyld, men jeg er vist ikke helt med på, hvad du mener.”

”Du må vist mere end bare beklage, Mr. Byrne. Er det virkelig din mening om os? At du kan lukke munden på os med blodpenge?”

”Jeg forstår ikke ...”

”Tror du, at vi jøder er sådan? At vi lader jer slå vores forældre ihjel, når bare prisen er den rigtige?”

”Jeg havde ingen anelse om – ”

”Nej, netop. Du har ingen anelse om noget som helst.”

Hendes mobil ringede igen. Han forsøgte at fordøje det, hun havde sagt, men da hun rejste sig op, havde han ikke andet end hendes skikkelse for øje. Hun var slank, men ikke mager. Han kunne se, at selv i et par slidte jeans og en løstsiddende sort top var hendes skikkelse ikke som hos de anorektiske dukker, man så på Manhattan, men en ægte kvindes.

“Hej Nick. Fortæl mig, hvordan hun har det. Hvad viste røntgenbilledet af brystet? Det lyder ikke godt.” Hun begyndte at nikke og mumle bekræftende til stemmen i den anden ende af røret. ”Det lyder, som om hun er ved at udvikle ARDS. Det er lige præcis det, man kunne frygte med viridans-streptokokker. Godt, sig til forældrene, at jeg ringer til dem snart. De har været gennem vridemaskinen – de trænger til at høre en velkendt stemme. Tak, Nick.”

Han forsøgte at lade være med at stirre, men det var en ulige kamp. Denne kvindes intensitet syntes at sluge alt ilten i rummet. Han havde en sær sommerfuglefornemmelse i brystet, som om hans hjerte sitrede. Han sagde til sig selv, at det var kaffe eller søvnmangel eller jetlag. Men han kunne stadig ikke kigge væk.

Så Gerald Merton var jødisk. Det havde Tom ikke skænket en tanke. Alt havde slået ham ud af kurs – navnet, passet – Fødested: Kaunas, Litauen – og især liget. Tom vidste, hvordan en omskåret penis så ud, og det var Mertons i hvert fald ikke.

Hun afsluttede telefonsamtalen og vendte sig om mod ham. ”Jeg bliver nødt til at gå. Der er en nødsituation på hospitalet.”

”Det er jeg ked af at høre.”

”Ja, det er du sikkert. Nå, men jeg tror alligevel ikke, at vi har mere at snakke om. Er du ikke enig i det?” Hun vendte sig om og forsvandt ud i køkkenet, hvor han kunne høre den klirrende lyd af bilnøgler, der blev samlet op.

Han vendte sig om mod bunken af ubrugte dokumenter på sofaen ved siden af sig og var i færd med at stoppe dem tilbage i mappen, da han fik øje på den – en lille, sort notesbog på et sidebord. Et øjeblik troede han, at det var hans egen stofindbundne notesbog. Men da han så nærmere efter, kunne han se, at denne var tykkere. Det var hendes. Impulsivt puttede han den i mappen. Han ville sige, han var kommet til at tage den med ved en fejltagelse; på den måde havde han en undskyldning for at komme igen.

Han rejste sig op og fulgte efter Rebecca Merton ned ad trappen og ud ad hendes fordør.

“Her er mit kort,” sagde han, og det lykkedes ham at undertrykke sin overraskelse over, at hun tog imod det. ”Hvis du kommer i tanke om noget, du gerne vil drøfte, så ring til mig.”

Hun studerede kortet et øjeblik, kiggede op igen, og hendes smaragdgrønne øjne borede sig ind i ham. ”Jaså, du er ikke engang FN-advokat. Du er den hyrede hjælper. Fyren, de kaldte hid til at udføre deres beskidte arbejde. Farvel, Mr. Byrne. Jeg tror næppe, vi mødes igen.”

Kapitel 11

Tom kiggede efter hende, da hun spankulerede over vejen, satte sig ind i sin gamle Saab og kørte væk. Derpå blev han stående som lammet et minut eller mere i et forsøg på at forstå den virkning, hun havde på ham. Det var ikke den sædvanlige følelse, den fornemmelse, han ofte fik ved en Manhattan-fest eller efter drinks på Royalton – når han fik øje på en ung skønhed og dovent besluttede sig for, at han ville have hende, ligesom når man udvælger sig en delikatesse på et menukort. Det var sådan, han havde holdt sin seng fyldt i New York, men dette var anderledes.

Han havde det, som om han lige havde løbet ti kilometer rundt i Central Park. Han kunne mærke rødmen i sine kinder, den hastige puls. Han mindedes pludselig sine følelser, da han som sekstenårig mødte Kate. Hun var fire år ældre end han, studerede ved universitetet og var formand for ungdomsafdelingen af Kampagnen mod Atomvåben i Sheffield. Bare det at sige navnet – Kate – bragte gløden tilbage. Hun havde indført ham i kærlighedslivets glæder, og selv om han havde været sammen med mange kvinder siden, havde han aldrig igen følt den samme sitrende ophidselse. Men med noget, der nærmede sig skamfuldhed, måtte han indrømme, at han følte noget af det samme nu. For himlens skyld, sagde han bestemt til sig selv, bliv så voksen!

En pludselig og heftig trang til en kop kaffe fik ham til at gå hen for enden af gaden, hvor der lå en lille samling butikker. Heldigvis var den ene af dem en café. Han gik derind, satte sig ned ved det mindste bord, så ingen ville slutte sig til ham, og bestilte en espresso.

Da den kom, nedsvælgede han den i to slurke, hvorpå han lænede sig tilbage, lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. Først da kom han i tanke om bogen i sin taske. Kunne det mon være hendes dagbog? Han vidste, han ikke burde åbne den, men han kunne ikke dy sig.

Bogen var fyldt, side efter side, med en lille og sirlig blå håndskrift. Han vidste med det samme, at skriften ikke tilhørte en kvinde i trediverne. Det havde været en fejl at snuppe den. Men han behøvede kun at læse de første par sætninger for at vide, at han – og ikke blot han – havde begået en langt, langt alvorligere fejltagelse.

Kapitel 12

Mit navn er Gershon Matzkin, og jeg blev født i Kruk i Litauen. Mit britiske pas angiver, at jeg er født i Kaunas, fordi Kruk er sådan en lille by, som ingen har hørt om. Og også fordi navnet på det sted burde være tusinde gange forbandet, og det er bedst, at det aldrig nævnes på skrift.

Jeg var det andet af Reuben og Rebecca Matzkins fire børn. Jeg var anderledes end de andre. Ikke kun fordi jeg var den eneste dreng. Men de havde mørkt hår og lange næser. Jeg havde lyst hår og en lille næse. Og blå øjne. Jeg lignede overhovedet ikke en jøde.

Min far plejede at spøge med, at min mor måske havde været lidt for venlig over for landsbyens gedehyrde. Han kunne spøge med sådanne sager, fordi han vidste, det var umuligt. Nu om dage vil man sige, at mine gener var anderledes, muterende. Men hvem kendte til sådanne ting dengang?

Jeg blev født for tidligt. Min krop var lillebitte, som var jeg endnu ikke rede til livet. Jeg var så skrøbelig, at jeg forblev indhyllet i tæpper, indtil jeg var næsten to år gammel. De troede, jeg skulle dø. Da jeg var otte dage gammel, sagde rabbien, at jeg var for svag til brit milah, for svag til at blive omskåret. Bagefter, på grund af alle de ting, der overgik min familie, blev det udskudt. Måske brød min mor sig ikke om at tænke på det. Og så var det for sent.

I den lille landsby, hvis navn jeg ikke ønsker at nævne, boede der ikke mange jøder, måske en lille snes familier. Vi gjorde ikke noget væsen af os, forsøgte at klare dagen og vejen. Men nu og da opstod der problemer ...

Jeg var bange, endnu inden det begyndte. I den alder – jeg var måske seks år gammel – var lyden af regn mod vinduerne nok til at skræmme mig. Jeg kunne godt lide sne, og den havde vi masser af, men regnens trommen mod ruden gjorde mig bange – det lød som fingre, der bankede på og forlangte at blive lukket ind. Det regnede ikke den nat, men der var bælgmørkt, og det skræmte mig også.

Men denne nat var jeg ikke den eneste, der var bange. Også mine søstre var vågne og græd. De lokale litauere løb gennem gaderne, hvor de få jøder boede, og bankede på dørene, idet de råbte: I slog Kristus ihjel! Kom ud, i Kristus-mordere!

Dette skete nu og da, især omkring påsketid. Selv dengang, hvor jeg blot var et barn, kunne jeg høre deres stemmers slørede klang. De var fulde, utvivlsomt af vodka, men også af had. Gennem deres tro havde de fået indpodet et had til jøderne, der havde vokset sig stort gennem de sidste to tusinde år. I dag ved jeg, at jeg den dag blot var bange.

Der var flere stemmer end vanligt. Vi ventede på, at de skulle dø hen, efterhånden som de passerede forbi, men det gjorde de ikke. De forblev høje og tydelige. Min mor sad på sengen hos os – vi fire børn delte en enkelt seng dengang – og bød os være stille. Hun sad med min yngste søster, lille Rivvy, i sine arme og sang en gammel sang på jiddisch:

Dos tzigele is geforen handlen

Dos vet zein dein beruf

Rozinkes mit mandlen

Shlof-zhe Yidele, shlof.

Det betyder:

Den lille ged drog ud for at lede

Som du selv en dag vil gøre

Med sig tog den rosiner og mandler

Sov, lille barn, sov.

Mændene udenfor brølede stadig, Zhid! Zhid! Jøde! Jøde! Men hun blev ved med at synge den sang. Shlof-zhe Yidele, shlof. Somme tider, selv i dag, når jeg mindes alt det, der siden skete, hører jeg atter denne sang.

På det tidspunkt anede ingen af os, hvad der foregik udenfor. Min mor troede, at min far stod nedenunder og kiggede ud ad en sprække i gardinet og ventede på det øjeblik, hvor bøllerne ville begynde at kede sig og traske bort. Hun havde delvis ret; det var derfor, han var gået nedenunder – for at kunne holde øje og fortælle os, hvornår kysten var klar. Men så havde noget fanget hans øje. Han havde set røg sive ud fra laden.

Vi var ikke bønder, men som de fleste folk i landsbyen havde vi et par dyr, nogle høns og en ko. Og nu, sent om natten, kunne min far se røg. Mændene fra byen måtte have smidt en fakkel ind i laden. Hans eneste tanke var at redde dyrene. Så han løb ud i laden.

Jeg ved ikke, hvornår det gik op for min mor, hvad der var sket, men pludselig kaldte hun: ”Reuben?” Så opdagede hun de første orange flammer. ”Reuben!” Da der ikke kom noget svar, smed hun Rivvy fra sig, som var hun en kludedukke, og løb ned ad trappen. Vi så til oppe fra vinduet, da hun løb ud af huset og hen mod laden. Jeg var så bange, at jeg holdt op med at græde.

Vi så hende rykke i noget, hun stod helt sammenkrummet, som trak hun en sæk korn ud fra laden. I mørket var det næsten umuligt at se, at hun i virkeligheden trak i en mands ankler. Hannah var den første, der genkendte skikkelsen. ”Det er far,” sagde hun.

Vi fandt aldrig med sikkerhed ud af, hvad der var hændt ham derinde. Måske havde røgen overmandet ham. Måske havde han stødt sit hoved mod en træbjælke. Måske var en af de bøller, der ledte pogromen, fulgt efter ham derind og havde banket ham. Men hvad der end var sket, kom min mor for sent.

Hun blev aldrig den samme igen. Hendes hår blev gråt, og hun lod det hænge løst; undertiden var hendes tøj beskidt. Hun havde den samme nederdel og bluse på i dagevis. Hun lo aldrig mere, og når hun smilede, var det et underligt, forvrænget smil, skævt af fortrydelse og sorg. Og hun sang aldrig vuggevisen mere.

Hun bestemte sig for, at vi ikke længere kunne leve i den by, hvis navn hun aldrig udtalte højt. Hun havde en fætter, der engang havde boet i Kovno, så dér flyttede vi hen. Hun mente, det var bedst at være i en stor by, et sted, hvor vi ikke skilte os ud. Et sted, hvor vi ikke bare var nogle få jøder, men tusindvis af os. Hun troede vel, at jo flere vi var, jo tryggere kunne vi være. Så vi drog til Kovno. Kigger du på et kort i dag, opdager du, at den by slet ikke findes. I dag kaldes den ved dens litauiske navn: Kaunas.

Vi ankom, da jeg var otte år gammel, og jeg har glade minder fra vores første to år dér. Mine søstre og jeg gik i skole, og jeg opdagede, at jeg var god til sprog. Min lærer sagde, at jeg havde øre for det. Russisk, og især tysk. Jeg syntes, det var let. Jeg skulle blot høre et ord en enkelt gang for at kunne huske det. Selvfølgelig var ’brød’ Brot. Hvad kunne det ellers være? Brikkerne passede sammen som i et puslespil. Jeg sugede til mig.

I Kruk havde vi kun holdt ved de vigtigste jødiske traditioner, og – hvilket min egen penis gav vidnesbyrd om – ikke engang dem alle. Vi tændte lys fredag aften for at markere starten på sabbatten, men så heller ikke meget andet. Men i Kovno var det anderledes. Næsten en fjerdedel af byens befolkning var jøder, og i det kvarter, vi boede, var alle jøder. Der var synagoger på hvert gadehjørne, jiddische skoler, hebraiske skoler, et berømt religiøst akademi, yeshia’en på Vilijampole, selv et jødisk hospital. Der var folk, der lærte mig at sige Kaddish, mindebøn, for min far. Vi følte os ikke fremmede, selv om jeg så sådan ud.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min mor var glad, men det var hun ikke. Vi boede i et par lejede værelser på Jurbarkogade. Jeg ved ikke, hvordan hun betalte for dem. Værelserne var mørke, selv når solen skinnede udenfor. Jeg mindes, at blikket i min mors øjne dengang altid var tomt.

Og så, en dag i 1940, vajede et nyt flag.

Det var en glohed dag, solen var så varm, at det føltes, som om den ville udtørre fugten fra det, der havde været en lang vinter. Vi legede som vanligt på gaden; jeg fulgte i Hannahs fodspor, mens mine søstre hinkede. Jeg var den første, der bemærkede det. Jeg pegede op på et mørkerødt flag, der blafrede i brisen. Jeg kunne ikke helt se, hvad det gyldne symbol i det øverste venstre hjørne forestillede – jeg spekulerede på, om det mon var et bogstav på et fremmed sprog. Senere fandt jeg ud af, at det var industriarbejderens og landmandens arbejdsredskaber, hammer og segl.

Russerne var kommet for at indlemme Litauen i Sovjetunionen.

I skolen virkede lærerne nervøse. Min russisklærer forsvandt. Hannah forklarede mig, at russerne arresterede folk. De lukkede nogle af de jødiske bygninger, fordi de var imod ’revolutionen’, hvad det så end var. Hannah hørte, at nogle af mændene blev ført til Sibirien. Hun sagde, at det var det koldeste sted på jorden. Jeg forestillede mig mændene stå på en kæmpe flage af hvid is, skælvende som pingviner.

Vi var bange for russerne, men alligevel var det ikke dem, der skræmte os mest. For snart fandt vi ud af, at kommunisterne mødte modstand fra lokale litauere, der var fast besluttede på at sparke sovjetrusserne ud af deres land. Det var disse folk, der skræmte os. Vi huskede fra Kruk, hvordan disse mænd kunne opføre sig, hvis de først blev vrede og ophidsede.

En dag så jeg pigerne hviske sammen. Til at begynde med ville de ikke lade mig se, hvad det var, de alle sad og så på. ”Nej, han siger det til mor,” sagde Rivvy.

”Siger hvad til mor?”

”Ingenting.”

“Hvad er det, I sidder med?”

Langt om længe gav de efter. Hannah fik mig til at sværge på at holde det hemmeligt, hvorpå hun viste mig den. Det var en pamflet, hun havde fundet på gaden. I den stod, at det var jøderne, der var skyld i kommunisternes besættelse af Litauen. Havde det ikke været for jøderne, var vi et frit folk!

Hviskende udstedte Hannah ordrer. ”Mor må aldrig få den at se.” Jeg var endnu ikke fyldt elleve, og jeg kendte intet til kommunisme eller besættelse, men jeg forstod, at min mor var skrøbelig – som en skåret kop, der ikke må tabes. Og det lykkedes for os. Hun fik aldrig pamfletten at se.

Et år efter troede jeg, at vores problemer var forbi. I skolen meddelte vores rektor, at russerne var rejst. De var simpelt hen flygtet. Godt, tænkte jeg, så behøver litauerne ikke at være sure på os, jøderne, for at have bragt sovjetrusserne til landet. Men rektoren virkede mere bekymret end nogensinde.

Det var i juni 1941. Det var først, da rektoren holdt op med at tale, og da jeg hørte drengene i min klasse snakke, at jeg forstod, at russerne ikke bare var rejst, fordi de ville lade os være i fred. De var forduftet, fordi de var bange; tyskernes invasion af Sovjetunionen var begyndt.

Dagen efter stod jeg og spillede bold ude på gaden sammen med to skolekammerater. Pludselig lød der støj – først langt borte, lyden af fjerne fløjter og svage trommer. Vi troede, at folk festede, at det var et marchorkester, der gik gennem gaderne, fordi russerne var væk. Men så kom der nye lyde – kvinder, der skreg, og børn, der græd. Min ven tog sin bold og stak af. Jeg blev stående en fire-fem sekunder, før en mand greb mig om håndleddet og sagde, jeg skulle forsvinde fra gaden. ”Gå hjem,” sagde han. ”Gå hjem nu!” Jeg må have set dum og uforstående ud, for han stirrede hårdt på mig. ”Pogrom,” sagde han. ”Pogrom.”

Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, hjem til Jurbarkogade. Skrigene blev højere, litauerne fejrede russernes tilbagetrækning på den bedste måde, de vidste – ved at angribe alle jøder, de stødte på. På Kriščiukaičiogade så jeg en mand blive trukket ud af sin forretning ved øret; tre mænd begyndte at slå løs på ham; igen og igen regnede slagene ned over hans hoved. Jeg så andre jøder blive slæbt af sted af to overfaldsmænd. Jeg ved ikke, hvor disse jøder blev ført hen, eller hvad der siden hændte dem. Men jeg kan gætte mig til det.

Litauerne havde underlige uniformer på, uniformer, jeg aldrig før havde set. De var sorte, med det litauiske flag på ærmet, som et armbind. Jakkerne var ikke ens alle sammen ligesom rigtige soldaters uniformer. Og mændene marcherede ikke på geled, men stormede rundt i gaderne, mens de skreg deres slagord: ”Jøderne og kommunisterne har bragt skam over Litauen.”

Senere fandt vi ud af, at de førte dusinvis af jøder hen til garageanlægget Lietūkis, der lå midt i Kovno. Dér dræbte de hundredvis af mænd. Senere, i en bog, læste jeg, at på en enkelt nat, startende om aftenen den 25. juni 1941, blev over femten hundrede jøder dræbt. De nedbrændte mange synagoger, og i en bydel blev tres huse brændt af. I løbet af de næste nætter dræbte de adskillige flere af os. I bogen står der to tusinde tre hundrede. Dengang kendte vi ikke tallene. Vi vidste bare, hvad vi kunne se.

Jeg spænede af sted, så hurtigt jeg kunne, pilede ind og ud ad passager og ned ad smalle gyder for at undslippe mændene i sort. Jeg troede, at fangede de mig, ville de tæve mig. Jeg var jo alligevel elleve år nu, og jeg var høj; de kunne tænkes at opfatte mig snarere som en mand end et barn. Og de vidste sikkert også, at jeg var jøde.

Lige uden for den blok, hvor vi boede, løb jeg på mine søstre. Hannah var så lettet over at se mig, at hun knugede mig ind til sig i en hård, lang omfavnelse. Hun gennede os ind i bygningen og op ad trappen, så vi kunne advare vores mor om, hvad der skete. Vi ville fortælle hende om det, vi lige havde været vidne til, de forfærdelige ting, der skete. Men hun vidste det allerede.

Jeg forstod, hvad der var sket, da jeg hørte Hannahs skrig. Så dæmpet, som var hun blot en lille pige, hvilket jeg som den voksne mand, jeg er i dag, godt ved, at hun jo var. Hun forsøgte at holde os tilbage, at forhindre mine søstre og mig i at se det, men det var for sent. Jeg så det, og jeg kan aldrig glemme det, jeg så.

Min mors fødder hang i luften, hendes krop dinglede fra en bjælke i loftet. Hun hang der og svingede som et pendul i et ur – et ur, der sagde, at vi var nået til tidens ende.

Kapitel 13

Tom lukkede notesbogen og kiggede op. Dette var et mareridt. I sandhed et vågent mareridt.

Han kiggede på sit ur. For tidligt at ringe til Henning. Han forestillede sig, hvad han ville sige til ham. ”Jeg har gode og dårlige nyheder. Den gode nyhed er, at den døde mand måske alligevel ikke er så uskyldig, den dårlige er, at I har dræbt en overlevende fra Holocaust.”

Det var et PR-mareridt af allerværste skuffe. Rebecca Merton behøvede blot at lade denne notesbog dumpe ned i en kuvert og sende den til en hvilken som helst avis i London, hvorefter De Forenede Nationers navn ville blive sværtet til. Han kunne se overskriften for sig, bredt ud over to sider: ’Min fars krigshelvede, af datteren til ofret for FN-skyderiet’ ledsaget af et farvefoto af den ’31-årige Rebecca Merton med det ravnsorte hår’.

Tom rullede en cigaret, men opdagede så servitricens viftende finger. Selvfølgelig, de samme puritanske regler herskede nu i London som i New York. Han undlod at tænde den og bestilte endnu en espresso. Han vendte tilbage til notesbogen og rustede sig til de næste afsløringer.

Fra de næste par dage husker jeg kun lidt. Vi gik rundt, som var vi i en slags trance. I hvert fald min søster Hannah. Men hun tillod ikke sig selv at være handlingslammet særlig længe. Hun måtte være vores mor nu ...

Det var min opgave at sørge for føden. Jeg var et barn, men jeg så ældre ud, og mit udseende gav mig endnu en fordel. Jeg kunne gå for at være en af de lokale litauer-knægte, jeg var ikke brændemærket som jøde. Jeg ragede til mig alle vegne og sørgede for at indfinde mig uden for bagerbutikkerne lige før lukketid med hånden rakt frem efter smuler. Var der en kvinde til stede, ville jeg fange hendes blik – for kvinder var tilbøjelige til at føle medlidenhed med mig. ”Sikke et sødt ansigt,” sagde de og rakte mig en brødendeskive eller en stenhård gammel kage.

”Hvor er dine forældre?”

”Jeg er forældreløs.”

”Hørte du det, Irena? Han er forældreløs. Hvad skete der med din mor og far, lille ven?”

”Russerne.”

”Åh, de onde dyr! Og her står jeg og giver dig en humpel gammelt brød. Irena, hent lige kødet omme bagved til mig. Kom så, skynd dig. Værsgo, unge mand. Smut så.”

Ingen af os fortalte sandheden. Kom nogen nær Hannah, stak hun straks en løgn. ”Min far kommer snart hjem,” sagde hun. ”Min mor er lige smuttet i byen.” Dengang troede jeg, at hun blot skammede sig over at indrømme, at vi var forældreløse. Nu forstår jeg bedre. Hun ønskede ikke, at folk skulle vide, at der i vores to værelser kun var børn. Hun må have været bange for, at nogen ville sende os væk eller stjæle vores ejendele. Eller det, der var værre.

Denne periode, mellem russerne og det, der fulgte efter, varede kun kort. I bøgerne står der, at der slet ikke var en sådan periode, at en tysk fortrop hele tiden havde været til stede og endog stod bag de pogromer, der fandt sted den aften, min mor gjorde en ende på sit liv. Men da tyskerne først rykkede talstærkt frem, vidste vi det.

Faktisk hørte vi dem, før vi så dem. Jeg befandt mig oppe i lejligheden, hvor jeg stod og så Hannah skære min hjembragte brødhumpel i fire stykker. Som dreng, manden i huset, var mit stykke altid det største. Rivvy og Leahs stykker var lige store – og det mindste gav Hannah sig selv. Pigerne havde lært tålmodighed og spiste deres mad langsomt, så selv den mindste mundfuld brød varede som et helt måltid. Men dengang kunne jeg ikke kontrollere min sult. Jeg kastede mig straks over alt mad, der blev givet mig.

Først troede jeg, at det var en storm. Men himlen udenfor var skyfri og klar. Så kom lyden igen, den dybe rumlen af fjerne eksplosioner. ”Stille,” sagde Hannah, og vi tav alle. Hannah lukkede øjnene for at kunne koncentrere sig. ”Det er flyvemaskiner,” sagde hun til sidst.

Snart lød en anden støj. Den tordnende lyd af en hær, der kom marcherende ind i byen. Og så lød der lyde ikke nær så langt væk. Den hårde metalliske klang af motorcykler og infanteri og gigantiske feltkanoner på hjul og til sidst tanks, der alt sammen kom rullende ind i Kovno.

Hannah kantede sig hen til vinduet, men hun turde ikke presse ansigtet alt for tæt på ruden. Jeg maste mig ind foran og iagttog det hele nøje. Det, jeg så, forvirrede mig. Vinduerne i bygningen overfor og i den ved siden af blev åbnet op. Ud af dem oprulledes store, blafrende stofstykker – flag. Piger lænede sig ud, smilende og vinkende, og kastede blomster ud over mændene under sig.

”Bliver alt godt nu, Hannah?” spurgte jeg.

”Måske, Gershon. Måske. “Men hun så usikker ud.

Næste dag gik vi skole, og jeg fandt med det samme ud af, at selv om vores litauiske naboer var glade for at se nazisterne, var vi jøder det ikke. Alle var anspændte. Vores rektor talte til hele skolen, og ængstelsen stod mejslet i hans ansigt. ”Vi er et folk, der skal prøves mange gange,” sagde han. ”Børn, I kender alle historien om Farao. Og om Haman. Mænd, der kom for at udrydde jøderne. Og hvad skete der hver gang?” Ingen havde lyst til at svare, for det virkede ikke som en normal time. ”Det slog fejl hver gang, fordi Gud holdt hånden over os. Vi overlevede. Børn, måske står vi over for en sådan prøve nu.”

Jeg er ikke sikker på, om det var den samme dag eller dagen efter, men i hvert fald skete det snart derefter. Tyske plakater blev hængt op. Jeg stod på tæer med hovedet lagt tilbage for at læse den, der hang på en gadelygte i nærheden af skolen. Først oversatte jeg den for drengene i min klasse og derpå for en lille klynge, der havde samlet sig omkring os. På den stod, at fra nu af skulle alle jøder bære en gul stjerne på deres overtøj, og den måtte ikke dækkes til. Og der ville blive indført udgangsforbud – ikke for alle i Kovno, men for jøderne. Når mørket faldt på, skulle alle jøder opholde sig inden døre, der måtte ingen jøder være på gaderne. Og vi måtte ikke gå på fortovet. Det var forbeholdt arierne. Vi måtte gå i rendestenen.

Selv da ved jeg ikke, om jeg var bange. Det var de nye regler, vi måtte leve efter, men det virkede bedre end litauerne og deres pogromer. Hvis det var alt, hvad de ville udsætte os for – at få os til at gå med en gul stjerne og blive hjemme efter mørkets frembrud – så var det bedre end at blive tævet på gaderne.

Men det var kun en kortvarig trøst. Et par morgener senere blev vi vækket af en højlydt banken på døren. Jeg satte mig ret op og ned. Mit bryst dunkede. I de første forvirrede sekunder spekulerede jeg på, om det mon var min mor, der stod ved døren – jeg så hende for mig, smilende, med redt og sirligt hår, hun var kommet for at føre os væk. Jeg måtte have været på nippet til at sige noget, for Hannah, der nu også sad op, lagde en finger over sine læber og stirrede fast på mig med at blik, der sagde, at jeg skulle forholde mig musestille.

Bankelyden på døren startede igen, højere og mere insisterende. Vi kunne høre den samme støj blive gentaget oppe og nede ad gangen og også ude på gaden; det var nazisoldater, der hamrede på jødernes døre.

Hannah stod op, tog et stykke tøj over sin natkjole og åbnede døren.

Han var høj og ryggen rank. Jeg kunne ikke vriste mit blik fra hans støvler. De skinnede som glas, og når de bevægede sig, knirkede læderet.

”I har ti minutter til at samle jeres sager!” glammede han på tysk. ”I skal flytte!” Og med de ord vendte han sig om og gik videre til den næste dør. Der var flere mænd, der gentog de samme instrukser oppe og nede ad trappen, over og under os. Nu hørte vi de samme ord strømme op fra gaden nedenfor, forstærket af en megafon.

Da Hannah vendte sig om, var hendes ansigt alvorligt. ”Kom i tøjet. Rivvy og Leah, I skal ikke bare tage én nederdel på. Tag to eller tre på. Så mange I kan oven på hinanden. Gør det samme med bluser og underbukser. Også dig, Gershon. Så meget tøj, du kan.”

Så fór hun rundt i de to værelser og proppede alt, hvad hun anså for væsentligt, ned i kufferter. Hun bevægede sig hurtigt, men var ikke i panik. Og fordi hun ikke var det, var vi det heller ikke.

Efter et par minutter tilføjede hun: “I kan tage én ting med, som I virkelig, virkelig gerne vil have. Men kun én. Alt andet lader vi blive tilbage.”

Jeg rakte ud efter en eventyrbog. Leah snuppede sin yndlingsdukke, Rivvy tog en hårbørste. Og Hannah fjernede roligt et fotografi af mine forældre fra dets ramme og puttede det i sin lomme. Så gennede hun os hen til døren og lukkede den bag os, for sidste gang. Vi vraltede ned ad trappen; jeg havde en fire-fem skjorter på og to frakker og bar på vores største kuffert. Da vi endelig nåede ned på gaden, havde jeg det, som var jeg ved at koge over af varme.

Vi så mange jøder, der som os forsøgte at tage så meget med sig som muligt. Mange bar på poser med mad, på dåser eller sække med mel. Nogle havde fyldt primitive kærrer og trækvogne. Hannah skændte på sig selv. Det havde hun ikke tænkt på.

Efter få minutter fik vi ordre på at gå. Vi skulle gå tværs gennem Kovno til vores nye hjem, sagde de. Vi var omringet af mænd med geværer og noget, der virkede mere skræmmende på mig, nemlig hunde. Vi gjorde, som vi fik besked på.

Nogle klarede blot nogle få skridt. De kunne ikke bære det, de havde medbragt, og de begyndte at smide tallerkener og kopper, som støjende knustes mod jorden. ”Stille, jøde!” råbte en af nazisterne. Nogle af de ældre kollapsede.

Hele tiden stod litauerne og så på, som var det et gadekarneval. Nogle gange råbte og hånede de os. Så de noget, de kunne lide, sprang de frem og tog det. De vidste, at tyskerne ikke ville hindre dem i at stjæle. Jeg blev ved med at stirre ud på ansigterne i mængden. Og pludselig var der et velkendt ansigt.

”Antanas!” råbte jeg. ”Det er mig, Gershon!” Det var den dreng, jeg plejede at spille bold med. Vi havde spillet blot en uge forinden. Men hans stirrede blot tilbage på mig med sin fars hånd i et stramt greb.

En kvinde gik op på siden af os. Hun sagde til Hannah: ”Jeg hører, de fører os over floden, til Viriampole. Dér skal vi bo alle sammen.”

”Alle sammen? Men Viriampole er jo ikke ret stor.”

Hannah mente, at Viriampole-kvarteret ville være for småt til alle Kovnos jøder, som talte flere tusinder, og hun havde ret. Men hvad hun ikke vidste på det tidspunkt, og det gjorde vi andre heller ikke, var, at endnu flere ville blive presset sammen i Viriampoles få, smalle gader. Tyskerne havde sendt patruljer ud på landet på jagt efter jøder; de havde ledt i hver eneste landsby, små flækker ligesom byen, hvis navn min mor aldrig ville nævne. Fandt de en jøde hér og tre jøder dér, blev også de tvunget til at flytte til Viriampole. Hvis en jøde nægtede at flytte, blev hans hus stukket i brand. Så flyttede han.

Mange år senere spurgte folk os altid: ”Men hvorfor adlød I? Hvorfor rejste I jer ikke og gjorde modstand?” Men dengang vidste vi ikke dét, vi ved i dag. Vi vidste ikke, at vi blev marcheret ind i en ghetto. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at tingene måske ville blive bedre for os, hvis vi blev samlet på ét sted. I det mindste ville vi så være langt væk fra de litauiske mordere.

Gåturen var lang og hård. Jeg blev ved med at skifte den kuffert, jeg bar, fra hånd til hånd, idet jeg tippede som et strå, der er ved at knække. Men jeg standsede ikke. Jeg var manden i familien nu, og jeg vidste, at jeg for Rivvy og Leahs skyld måtte blive ved med at gå.

Endelig kom vi til den snævre betonbro, der skulle føre os ind i Viriampole.

”Hurtigt, hurtigt,” skyndede Hannah på os. Hun håbede nok på, at vi ikke ville opdage pigtråden og vagttårnene. Eller måske håbede hun, at jeg ikke ville have tid til at læse og oversætte de tyske skilte, der hang ved indgangen. ’Pest! Adgang forbudt!’ stod der på det ene, og lige under det et andet: ’Det forbydes jøder at indføre fødevarer og brændsel – lovbrydere bliver skudt!’

Da vi først var indenfor, gik der ikke længere soldater ved vores side. Nu da de havde gennet os ind i ghettoen, var deres arbejde forbi. Vi ventede et par minutter, ikke bare os, men alle. Vi ventede på at få en slags vejledning eller i det mindste en plan. Men langsomt faldt tiøren. En mand brød ud fra mængden og fór ind i den første opgang, han fik øje på. Han kom dernæst til syne i et vindue på første sal og gjorde tegn til resten af sin familie om at slutte sig til ham. Straks fulgte en anden familie efter og derpå en til og endnu en. Der gik et par sekunder, før Hannah forstod det – det var alles kamp mod alle, og man måtte tage til takke med det hjørne, man nu fandt.

Vi gik hen i Linkuvosgade sammen med den dame, Hannah havde talt med. Senere spekulerede jeg på, om Hannah mon havde givet hende noget, måske et smykke af min mors, for jeg ved, at Hannah ønskede, vi skulle være sammen med en familie. Allerede dengang havde hun forstået, at der ville komme tider, hvor hun ville få brug for andre til at holde øje med os. Så vi var tretten mennesker stuvet sammen i to værelser, den anden familie og os.

I dag virker det idiotisk, men jeg kan huske, at jeg dengang atter tænkte, at alle vores lidelser nu ville være forbi. Ja, det var en ghetto. Men vi var sammen, og der var arbejde til dem, der var raske – og arbejde betød mad. Hannah løj om min alder, og jeg fik arbejdstilladelse. Jeg var tolv nu, men høj nok til at ligne en sekstenårig. Så hver morgen gik jeg over den smalle bro ud af ghettoen i en enhed bestående af tredive mænd, der alle var ældre end jeg. Vi blev læsset på lastbiler og kørt den korte vej til Aleksotas, hvor vores arbejde bestod i at hjælpe tyskerne med at bygge en militærlufthavn. Vi måtte udføre maskiners arbejde – løfte klippestykker og knuse sten. Vi arbejdede fra daggry til solnedgang, tolv timer eller mere, indtil hver muskel og sene skreg på hvile. Vi havde kun få minutters pause til at drikke en tynd suppe og spise en skorpe brød.

Men i det mindste var det mad. Hannah derimod kæmpede for at finde nok at spise til de andre. Og pigerne blev syge. Alle blev syge. Ghettoen var fyldt til randen; op mod tredive tusinde mennesker var mast sammen på et område, hvor der kun var plads til tusind. Folk sov på gaderne, selv i kulden. Synagogerne forvandledes til sovesale. En morgen trådte jeg hen over en mand, som jeg troede sov. Men han sov ikke. Han var død, men ingen havde begravet ham.

Det var omtrent på denne tid, at Hannah besluttede sig for, at også hun måtte få en arbejdstilladelse. Hvis hun havde et af disse dyrebare gule papirer, kunne hun selv tjene til føden, og – hvad vigtigere var – hun ville få en chance for at komme ud af ghettoen og på en eller anden måde købe lidt mad og smugle det ind, på den måde kunne hun skaffe føde til Leah og Rivvy. Det var den eneste udvej.

Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for at få tilladelsen. Sommetider vælger jeg at tro, at hun mødtes med modstandsbevægelsen, der konstant forfalskede papirer. Men andre gange tror jeg noget andet. For Hannah var en køn pige, og når man er sulten, og ens familie er sulten, gør man desperate ting.

Så Hannah begyndte at forlade ghettoen hver morgen sammen med mig og resten af arbejderne. Der var kontrolposter ved portene, men vagterne var ikke tyskere. Det var litauiske betjente. Måske er denne kendsgerning gået i glemmebogen, men nazisterne gjorde ikke alt dette på egen hånd. Der var kun få tyskere på steder som Kovno. De havde brug for de lokale til at hjælpe dem.

Og så kom den onde dag, den dag, der forandrede alting. Hannah fortalte mig aldrig om den med mange ord, men jeg har stykket rækken af begivenheder sammen og tvunget mig selv til at nedfælde dem sort på hvidt, som de må have foregået. Så mindet om dem ikke skal dø.

Hannah slap gennem kontrollen uden problemer. Hun arbejdede som vanligt. Men på et tidspunkt må hun være smuttet væk fra resten af arbejdsholdet, for da hun kom hjem om aftenen, havde hun lidt brød med. Ikke et helt brød, men en humpel, som hun gemte til vores to søstre, der hverken havde arbejdstilladelse eller mad. Hun gemte den under frakken. Jeg tænker på hende nu – en lille pige, som stod der med hamrende hjerte.

Måske så hun nervøs ud i køen ved porten. Noget røbede hende. Ikke for resten af politimændene på vagt, de var for fulde til at opdage noget. Men for sønnen af en af de litauiske vagter, en dreng, der ikke var meget ældre end jeg selv, måske tretten eller højst fjorten, som plejede at drive rundt nede ved porten sammen med sin far og hans kammerater. De ældre mænd lo og spøgte sammen med ham, som var han en holdmascot. Han havde endda sin egen uniform. Men vi kaldte ham Ulven, for på trods af sin unge alder var han ond som et udyr. Hans ansigt nærmest lyste af ondskab. Det brede smil blottede tænder, der syntes parate til at dryppe af blod. Havde man først én gang set hans ansigt, glemte man det aldrig. Ulven plagede sin far om lov til at kropsvisitere jøderne, og mændene lo af hans iver. Den aften bad han om lov til at visitere Hannah.

Jeg kan forestille mig, hvordan hun må have skælvet, da han skubbede til og følte på hendes tøj, mærkede hendes magre krop. Han skulle lige til at lade hende gå, da han stak til hende en sidste gang, under armhulerne. Og det var dér, han fandt brødhumplen.

Ulven vendte sig om mod de hujende vagter som en førstegangs fisker, der netop har halet en stor fangst i land. Nikkende sugede han deres bifald til sig.

”Nå, hvad skal du så have i præmie, min søn?” strålede hans far med kniplen dinglende ved sin side. ”Sig, hvad du vil have.”

Ulven tænkte sig om, mens Hannah stod og skælvede. Resten af ghettoindbyggerne stirrede ned i jorden og ønskede, at øjeblikket måtte være forbi.

”Lad mig selv straffe hende.”

Der lød et højt, lystent brøl fra vagterne. Flere af dem lagde venstre hånd på højre arm og pumpede overarmsmusklerne op og ned. Derpå begyndte de at messe – en litauisk sang om en dreng, der bliver til mand. Ulven førte Hannah hen til en af ghettocellerne, hvor fangevogteren genkendte ham. Stolt forklarede Ulven, hvad der var sket, og fangevogteren trådte til side og forsvandt.

”Tag tøjet af,” sagde Ulven til Hannah.

Hannah stod stille, ude af stand til at bevæge sig.

”Tag tøjet af, sagde jeg.”

Hannah var iskold, hendes fingre var stive som istapper. Hun var ikke hurtig nok. Han slog hende i ansigtet. ”Hør efter, jøde! Jeg siger det ikke igen. Tag dit tøj af!”

Hannah gjorde, hvad hun fik besked på, og stod nøgen med bøjet hoved. Hun så ikke Ulven række ned efter sin knippel og svinge den højt op i luften, inden han lod slagene hagle ned over hendes arme, ryg og lår. Hendes smertensskrig må have lydt, som kom de fra et andet væsen end et menneske. Da hun sank ned på knæ, sparkede Ulven hende i ansigtet, i ribbenene, i nyrerne, og i det skød, hun havde håbet skulle bære hendes fremtidige børns liv.

Med et standsede det. Ulven var tilsyneladende blevet træt eller begyndt at kede sig og trådte tilbage. Hannah udstødte et kort suk, hendes prøvelser syntes at nærme sig enden.

Der lød et metallisk raslen, og det gik op for Hannah, at det var lyden af et bælte, der blev spændt op. Ville han mon piske hende?

Men så mærkede hun to kolde hænder på sine hofter, der løftede hende op fra gulvet som et stykke kød. Han forsøgte ikke at få hende op at stå, men tværtimod at få hende til at knæle ned på alle fire.

Hun kunne næppe mærke sine ben og da slet ikke flytte dem. Hun faldt om på gulvet adskillige gange, men hver gang skubbede han hende op igen. Hun var forvirret. Hvorfor ville han have hende til at knæle på denne måde?

Pludselig mærkede hun, at han var nær, alt for nær, hans krop var bøjet i en bue ind over hendes. Hun hørte en lynlås blive lynet op.

Pludselig forstod hun, hvad der foregik, og hun skreg i protest, men han lagde sin hånd for hendes mund og holdt så stramt om hendes kæbe, at hun ikke kunne bide, hvorpå han tvang sig ind i hende.

Hvor længe det stod på, vidste hun ikke. Hendes sjæl forlod hende og flygtede til det samme sted, hvor den var draget hen, da hun havde set sin mors lig dingle fra loftet. Hun forsvandt fra sig selv. Men mens overgrebet stod på, fik hun pludselig øje på en genstand på gulvet, kun nogle få centimeter væk. Blot synet af den førte en øjeblikkelig beslutning med sig, som havde den selv bestemt til hvilket formål, den skulle anvendes. Hun fulgte slet og ret den impuls, der syntes at strømme ud fra denne lille, tilfældige genstand – et bøjet, rustent søm, der lå smidt på gulvet.

Hun rakte ud efter det, krummede sin højre hånd omkring det, så det var ude af syne, samtidig med at en ny fast beslutsomhed flammede i hende. Han var alt for fokuseret på voldtægten til at opdage hendes bevægelse, hun kunne høre ham gispe og stønne, mens han kæmpede for at holde fast om hendes hofter og holde hende i ro. Hun tøvede ikke. Med en enkelt bevægelse skubbede hun sig bagud, samtidig med at hun med den ene hånd rev hans hånd væk fra sit ansigt og med den anden svang sømmet, som hun holdt som en kniv mellem sine fingre.

Hun ramte hans venstre arm, som han havde holdt hende for munden med, og hvis underside var blottet. Sømmet flænsede skjortens bomuld og borede sig ned i kødet. Hun havde aldrig før kendt til en sådan indre styrke. Den fik hende til at brøle, og hendes brøl var endda højere end det skrig, han udstødte, da han mærkede sin arm blive flænset op.

Hun rystede ham af sig. Instinktivt løb hun væk fra stedet, så hurtigt hun kunne, først kravlende, derpå sammenkrummet, samtidig med at hun greb sit tøj fra gulvet. Hun løb og løb, og først da hun var tre gader borte, opdagede hun, at ingen løb efter hende. Senere fortalte hun mig om sin formodning – at Ulven var alt for skamfuld til at indrømme, at han havde ladet en nøgen pige – en snottet jødetøs – snøre sig. Han påstod sikkert, at det dybe sår i hans arm, som tog mange uger om at hele, skyldtes et uheld.

Men det var Hannah, der var kvæstet. Ikke blot hendes ansigt, der ikke længere var hendes. Men hendes sjæl. Hun kunne ikke længere være vores mor. Hun blev inde på vores lille værelse dag og nat. Jeg kunne ikke opgive mit arbejde, selv om jeg på det tidspunkt var meget tynd og evigt sulten. Jeg bragte det mad med hjem, jeg kunne, idet jeg ved porten besluttede mig for, om jeg turde løbe risikoen eller ej. Var vagterne fulde, forsøgte jeg mig. Men hvis Ulven var i nærheden, gav jeg altid det, jeg havde skjult, til en modigere, eller mere dumdristig, person end jeg.

I oktober 1941 svirrede et rygte gennem ghettoen. Gode nyheder for en gangs skyld. Ghettoen var så overfyldt, at nazisterne endelig havde taget imod fornuft. De ville evakuere fire tusinde jøder. De ville blive genhuset på Det Niende Fort lige uden for Kovno.

Sædvanligvis ville det have været Hannah, der tog en beslutning af denne art, men hun var ikke længere den samme Hannah. Hendes øjne var tomme, præcis ligesom vores mors havde været. Så det var mig, der tog beslutningen. Vi ville tage af sted.

Om morgenen den 26. oktober 1941 samledes vi på torvet ved det kommunale garageanlæg på Vitovta Prospekt 47. Alle lod til at være der; voksne, børn, hele familier sad på bunker af tæpper og kufferter – alt, hvad de ejede. Der var ingen panik i luften. Vi var snarere spændte. Endelig ville vi slippe væk fra ghettoen, der havde forvandlet sig til et stort stinkende hul.

Den befalende SS-kaptajn trådte op for at tale til os gennem en højttaler, der var monteret på en lastvogn. Selv i dag kan jeg huske hans stemme, den var klar og stærk, en stemme tilhørende en mand, der ville bringe orden i sagerne. Han var meget ung af en øverstkommanderende at være. I sin uniform og sine smarte sorte støvler så han frisk og retlinet ud, som om alt var i skønneste orden. ”Med hver konvoj kører tusind personer,” begyndte han. ”Det betyder, at der bliver mange ture. Hvis I er blandt dem, der må vente, så udvis tålmodighed. Jeres tasker skal I ikke bekymre jer om. Dem kan I bare lade stå. De følger efter senere. Sørg for at holde sammen på familien. Forældre skal bære deres småbørn. Den første konvoj drager afsted om lidt.”

Mine søstre og jeg trak Hannah op at stå, og vi styrede hen mod lastbilerne. Vi var heldige, det sted, vi havde ventet, viste sig at være den forreste del af køen. Jeg hjalp pigerne op og skulle lige til at følge efter dem, da jeg mærkede en hånd gribe fat om min skulder.

”Ikke dig,” sagde en mandestemme.

Jeg vendte mig om og så en politimand. Ikke en tysker eller en litauer, men en af de jødiske politimænd, der arbejdede i ghettoen.

Jeg forsøgte at vriste mig fri af hans greb og kravle op i lastvognen. Rivvy rakte ud efter mig, men jeg kunne ikke nå hendes hånd. Leah begyndte at græde. Men det nyttede ikke. Politimanden holdt mig tilbage. “Ikke dig,” sagde han igen.

Jeg begyndte at skrige op, jeg skubbede og slog til ham. Hvor vovede denne forræder at adskille mig fra mine søstre? Hvor vovede han at afskære mig fra chancen for et nyt liv? Jeg forsøgte at rive hans hånd væk, men han strammede blot sit greb. Rivvy og Leah skreg også nu – de kunne se, hvad der foregik – men han nægtede at slippe mig, lige meget hvor meget jeg end strittede imod. Og snart strømmede flere og flere folk op i lastbilerne og skubbede mine søstre længere ind i denne tætpakkede menneskemasse. Rivvy og Leah var forsvundet. Det eneste, jeg kunne se, var Hannahs øjne, tomme og stirrende.

Til sidst trak politibetjenten mig væk og førte mig væk fra lastbilkonvojen og ned ad en sidesmøge, indtil vi til sidst helt havde forladt torvet. Jeg havde ingen anelse om, hvem manden var, eller hvorfor han havde gjort det, han lige havde gjort.

Kapitel 14

Tom gned sine øjne, nattens flyvetur var ved at indhente ham. Det var længe siden, at han sidst havde læst en personlig beretning som denne – ’eksempelhistorier’ plejede de at kalde dem. Da han startede ved FN, havde han fordybet sig i lignende dokumenter og suget hver en detalje til sig. Efter et par år skimmede han dem igennem og søgte blot efter de relevante juridiske detaljer. Ét menneskes rædselshistorie lignede stort set alle andres. Men denne læste han opmærksomt – han måtte være ude af vanen.

Den jødiske politibetjent – og husk på, at vi foragtede disse forrædere lige så meget, som vi hadede tyskerne og litauerne – forlod mig pludselig dér, hvor vi var standset op. Først da han var væk, gik det op for mig, at gaden var fuldkommen tyst. Det var en forfærdelig stilhed. Der var stille, fordi alle menneskene var væk.

Jeg gik tilbage til vores lille stump af Linkuvosgade, forbi bygninger, der nu var tomme og tavse. Jeg følte det, som var jeg det sidste barn på jorden. Fire tusinde mennesker var rejst den dag. Alle andre var enten på tvangsarbejde uden for ghettoen eller skjulte sig. Gaderne lå øde hen.

Jeg var tolv år gammel, og jeg var helt alene. Jeg var misundelig på mine søstre ved tanken om, at de nu skulle leve et nyt sted.

Jeg fortsatte med at arbejde og lod stadig, som om jeg var seksten. End ikke de andre arbejdere turde jeg fortælle min alder. Nogle af dem var rare imod mig, som om de godt vidste, at jeg kun var et barn. Men andre var så desperate, at de ikke længere var de personer, de engang havde været. De var så sultne, at de havde forvandlet sig til dyr. Disse mennesker ville have forrådt mig på stedet, hvis de havde troet, at de derved kunne gøre min ration til deres.

Jeg boede i de samme fælles værelser, men nu med en ny familie, damen og hendes børn havde været med konvojen til Det Niende Fort sammen med mine søstre. Værelserne var ikke længere så overfyldte. Faktisk var der mere plads overalt i ghettoen, fordi så mange tusinde var rejst. Vi anede ikke, hvor de var taget hen, eller hvorfor, vi ikke havde hørt fra dem.

Jeg kendte ikke en sjæl. De børn, jeg havde gået i skole sammen med, var alle væk. Det eneste kendte ansigt tilhørte den politimand, der havde hindret mig i at komme med konvojen, det forræderiske svin. Blot synet af ham fyldte mig med afsky. Men alligevel var han ofte i nærheden. Når jeg kom udmattet hjem med værkende ben og ryg efter at have arbejdet tolv timer på byggepladsen, sad han ved indgangen til ghettoen. Eller også gik han vagt uden for bygningen, hvor jeg sov. Sommetider skræmte han mig, resten af tiden følte jeg bare afsky.

Så en nat bankede det på døren. En indtrængende banken, tre gange, fire gange. Først så kvinden i lejligheden rædselsslagen ud. Hun troede, det var Gestapo. Hun stirrede skrækslagen på mig. Hvilken ulykke havde jeg nedkaldt over dem? Var jeg blevet taget i smugleri?

Så hørte vi stemmen på den anden side af døren. ”Polizei, åbn op.”

Det var ghettoens jødiske politi. Alle vidste, at de kunne være lige så ondskabsfulde som enhver litauisk kollaboratør. Jeg kiggede hen på vinduet og spekulerede på, om jeg mon kunne springe ned på gaden og stikke af. Vi befandt os på anden etage – kunne jeg lade mig dumpe ned på jorden uden at brække noget? Jeg så, at mine hænder skælvede.

Men inden jeg nåede at udtænke en plan, havde kvinden taget sin beslutning. Hun åbnede døren, og dér stod han, politibetjenten, der havde trukket mig væk fra konvojen tre uger forinden. Her, ved min dør, midt om natten.

”Kom her, dreng, nu.”

Jeg stod stiv af skræk og rørte mig ikke.

”NU!”

Jeg havde stadig alt det tøj på, jeg ejede. Man turde ikke tage det af om natten af frygt for, at det skulle blive stjålet. Jeg lod politibetjenten føre mig bort.

Han gennede mig ned ad trappen og ud på gaden, idet han højlydt svor, at jeg ville blive ført til politistationen for det, jeg havde gjort. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort.

Til sidst drejede han til venstre og højre og derpå hen ad en smøge og ned til en kælder ad en udendørs trappe. Dette var ikke politiets hovedkvarter, så meget vidste jeg. Han råbte nu ikke længere op om, at jeg skulle straffes. Min mave var helt knuget sammen af angst.

Dernæst bankede betjenten på døren. Ikke en normal banken, men med en underlig rytme. Tre hurtige bank efterfulgt af to langsomme. En stemme lød på den anden side af den lille kælderdør.

”Ver is dort?” Hvem det?

”Einer fun di Macabi.” En søn af makkabæerne.

Døren gik op med en knirken, og politimanden ilede ind og trak mig med sig. Indenfor stod yderligere tre mænd, hvis ansigter var oplyst af et enkelt stearinlys, der stod midt på et lille, rådnende bord. Jeg syntes, de så gamle ud med deres mørke øjne og indsunkne, magre ansigter. Men i dag ved jeg, at de var unge, den ene af dem kun lige fyldt tyve.

De stirrede på mig, indtil den ene af dem, åbenbart lederen, sagde: ”Det er et mirakel.”

Derpå nikkede en anden og sagde: ”Han er perfekt. Vores hemmelige våben.”

Dernæst talte lederen igen, hans ansigt var hårdt: ”Tag dine bukser af.”

Jeg tøvede, og han gentog det, indtil jeg indså, at jeg ikke havde noget valg. Jeg løsnede langsomt mine bukser.

”Helt ned! Så vi kan se.”

Og da de havde set, smilede alle tre mænd et lille smil. Den ene udstødte endda en kort latter. Ingen talte til mig. ”Godt klaret, Shimon,” sagde de, og politimanden nikkede som et barn, der får ros af sin lærer. ”Du har i sandhed bragt os et jødisk mirakel.”

Jeg havde ganske vist hørt om den jødiske modstandsbevægelse, men jeg havde ikke troet på rygterne. Børnene snakkede om, at et oprør var på vej, og om, hvordan nogle jøder forsøgte at få fat i våben til at bekæmpe nazisterne med, ja, endog til at bryde ud af ghettoen. Men vi havde ikke set nogen beviser for det. Jeg troede, det var et eventyr af den slags, drenge fortæller til hinanden.

Men nu forstod jeg, hvorhen jeg var blevet bragt. Politimanden havde omtalt sig selv som ’en søn af makkabæerne’, det havde været kodeordet. Jeg vidste, at makkabæerne havde været tapre jødiske krigere, de hebraiske modstandsfolk, der havde kæmpet for at redde Jerusalem.

Jeg var en lyshåret dreng med blå øjne og en uomskåren penis. Jeg kunne gå for at være en arier. Måske ville de bruge mig til at smugle mad ind i ghettoen. Jeg var ophidset; jeg vidste, jeg kunne gøre det. Havde Hannah ikke netop sendt mig ud som en lille forældreløs dreng fra Litauen for at bede vores vantro naboer om at føle medlidenhed med et vantro barn?

Men så sendte mændenes leder Shimon væk og gav sig til at hviske på jiddisch med de andre, ligeglad med den kendsgerning, at jeg stadig var der og stod lige foran dem. En af dem sagde, at de ikke havde råd til at vente. ”Drengen har set vores ansigter.” En anden nikkede. ”Han kender til stedet her. Vi kan ikke risikere det.” Jeg anede ikke, hvad de ville stille op med mig.

Til sidst rakte lederen hånden i vejret, som var diskussionen forbi. Han var nået frem til en beslutning. Først da vendte han sig om og kiggede direkte på mig. Han fortalte mig, at hans navn var Aron. ”Er du modig?” spurgte han.

”Ja,” sagde jeg.

”Er du modig nok til at påtage dig en mission, der kan ende med tortur eller endog død?”

”Ja,” sagde jeg, selv om jeg selvfølgelig ikke kendte noget til sådanne ting. Jeg sagde bare det, jeg troede ville frelse mig.

“Jeg vil give dig en mission på hele det jødiske folks vegne. Du skal tage til Warszawa, til en adresse, du får af mig. Du skal give dem denne besked. Er du klar?”

Jeg nikkede, selv om jeg ikke var klar.

”Du tager dertil og siger disse ord. Du må ikke lave om på dem, ikke på et eneste ord. Her er beskeden: Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Men jeg forstår ikke – ”

”Det er bedst, at du ikke forstår. Bedst for dig.” Han mente, at hvis jeg blev tortureret, ville jeg ikke have noget at afsløre. ”Gentag det så for mig.”

”Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Igen.”

”Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4.”

”Udmærket.”

Politimanden vendte tilbage og førte mig væk. Stående ude i gyden fortalte han mig planen. Han gentog hver eneste detalje, så jeg ikke skulle glemme noget.

Og således gik det til, at jeg næste morgen, som vanligt, forlod ghettoen med mit arbejdshold. Dog var det denne gang den samme politimand, der stod vagt ved porten for at sikre sig, at jeg uden problemer kunne smutte væk fra de andre.

Få sekunder efter at jeg havde krydset broen over floden, gjorde jeg, som jeg havde fået besked på. Jeg fjernede den gule stjerne fra min frakke og trådte straks op på fortovet. Jeg var ikke længere en jøde fra ghettoen, men en arier fra byen Kovno. Jeg holdt hovedet højt, præcis som jeg havde besked på.

Jeg gik, indtil jeg nåede frem til jernbanestationen. Det var først på dagen, der hang stadig tåge i luften. Men alligevel stod der en gruppe på fire vagter udenfor. Jeg talte til dem på litauisk. ”Mit navn er Vitatis Olekas, og jeg er forældreløs. Mine forældre blev dræbt af russerne, og der er ingen til at tage sig af mig.” Mændene nikkede som tegn til, at jeg kunne fortsætte. ”Jeg har en tante i Warszawa. Jeg tror, hun vil tage sig af mig – hvis bare jeg kunne få lov til at rejse dertil.”

Jeg hørte dem drøfte med hinanden, hvad de skulle gøre. Så trådte en af dem frem, purrede op i mit hår og sagde: ”Bare rolig, knægt. Vi tager dig med til ham, der bestemmer, og jeg er sikker på, han gerne vil hjælpe dig.”

Det var det, jeg havde frygtet, og nøjagtigt det, Shimon, den jødiske politimand, havde sagt ville ske. Den litauiske vagt tog mig med hen til et kontor, der stadig bar stationsmesterens skilt på døren, og bankede på, nervøst forekom det mig.

Bag skrivebordet sad en SS-officer.

Han bombarderede mig med spørgsmål på tysk. ”Hvor kommer du fra? Hvad var navnet på den landsby, hvor du boede før? Hvorfor flyttede I? Hvor døde dine forældre helt præcis? Har du nogen brødre og søstre?”

Jeg besvarede spørgsmålene, nøjagtigt som jeg med Shimon havde øvet mig i den falske biografi, som jeg havde lært udenad fra ende til anden, inklusive de år, min mor havde tilbragt i Tyskland, hvor hun havde lært sig det sprog, hun senere havde lært videre til mig.

Til sidst kradsede han noget ned og bad en af de litauiske mænd om at føre mig bort, så jeg kunne blive forsynet med identitetskort og de påkrævede papirer til rejsen til Warszawa. Jeg takkede ham og var næsten nået ud ad døren til hans kontor, da han råbte: ”Kom tilbage!”

Jeg vendte mig om, og han rejste sig op. ”Lad mig se dig.” Han pegede på mine bukser.

Jeg satte et forvirret ansigt op, som Shimon havde sagt, jeg skulle, og så bjæffede han: ”Kom så, kom så!” Tøvende trak jeg mine bukser og underbukser ned. Da han så min penis, nikkede SS-officeren og vinkede mig bort.

Dernæst begyndte min rejse. Jeg kan ikke huske, om jeg udgav mig for at være femten eller ældre eller yngre, men sandheden var, at jeg var en kun tolvårig dreng, der rejste alene gennem Europa i krigstid og igen og igen viste sit dyrebare Kennkarte frem til de nazistiske grænsevagter i Marijampolé og Suwalki og Bialystok. Kennkartet gjorde alting muligt. Det var ikke en forfalskning, men den ægte vare. Og det var dyrebart – den jødiske undergrundsbevægelse havde kun få ægte ariske identitetspapirer.

Og langt om længe kørte jeg ind i Warszawa. Det var midt på dagen, og byen myldrede af liv, men ingen skulle det samme sted hen som jeg. Mit bestemmelsessted var ghettoen i Warszawa. De fleste mennesker var desperate efter at flygte fra ghettoen. Jeg var den eneste, der ønskede at komme derind.

Jeg gravede min hånd ind i det hul, jeg havde lavet i linningen på min frakke, det sted, hvor jeg havde gemt min gule stjerne, og satte den på igen. Jeg ventede på, at en gruppe arbejdere skulle vende tilbage, og sluttede mig til dem. Shimon havde lovet mig, at det ville være som i Kovno – arbejderne skulle kun vise papirer, når de gik ud, ikke når de vendte tilbage.

Og så befandt jeg mig igen på gader, der var lige så proppede og befængt med sygdom som dem, jeg havde forladt. Der var også lig i rendestenen her. Men jeg fandt det hus, jeg ledte efter, og fortalte dem, hvem jeg havde en besked til.

”Fortæl den til os, så siger vi den videre,” sagde de.

”Det kan jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg skal give beskeden til ham og kun ham.” Og så ventede jeg.

Det var først efter krigen, at jeg opdagede årsagen til min mission, hvorfor de tre mænd i den stearinlysoplyste kælder sendte mig væk den nat. Min mission var et svar på noget, der var sket tre dage forinden.

Nogle jøder på arbejde uden for ghettoen var stødt på en ung pige, der kun var nødtørftigt påklædt og havde et vildt, stirrende blik i øjnene. Hun var ude af stand til at tale, og hendes ansigt var forvredet og sitrede som en galnings. De tog hende med tilbage til ghettoen, og da hun først havde fået tøj på og havde fået lidt mad og drikke i sig, begyndte hun at tale, selv om ordene kom langsomt ud.

Hun havde været med i konvojen, der den dag drog af sted fra Vitovta Prospekt, den samme konvoj, mine søstre havde været med. Der havde været omkring tyve lastbiler fyldt med mennesker. De havde forladt ghettoen, og folk havde følt sig lettede, endda begejstrede over at være udenfor. Pladsen i lastbilerne var uudholdeligt trang for normale mennesker, men ved at være uden for ghettomurene og væk fra vagttårnene og pigtråden følte de sig som fanger, der pludselig får lov til at få et glimt af den blå himmel. Kovnos gader uden for ghettoen så så anderledes ud – lyse og åbne – det var som en helt anden verden.

De så store menneskegrupper stå forsamlet langs gaderne; de var nysgerrige efter at se disse skabninger, der kom ud fra ghettoen. Litauerne havde stillet sig op langs ruten, ligesom de havde gjort det den dag, vi alle blev ført derind.

Endelig forlod konvojen Kovnos forstæder og styrede ud på den bjergvej, der førte til Det Niende Fort.

Det var et sælsomt sted, der var hugget ind i bjergsiden som en kæmpebunker. For at komme indenfor skulle man gennem en tunnel med store jordvolde på hver sin side. Det var som at drage ind i en stor mund.

Indenfor var der tre niveauer med kamre og hvælvinger, alle under jordniveau. Udenfor var det omgivet af et højt pigtrådshegn med vagttårne for hver hundrede meter. Der var også projektører.

Halvvejs oppe ad bjerget passerede konvojen forbi et nymalet skilt, der pegede hen mod fortet: Der Weg zur Himmelfahrt. Vejen til den Himmelske Rejse.

Nogle af jøderne undrede sig over det. Men resten tænkte, at det var et tegn på, at de nu endelig var ankommet til et anstændigt levested. Eller i hvert fald en mellemstation til noget bedre.

Da de først var kommet indenfor på fortet, blev de gennet ned fra lastbilerne og ind i de underjordiske hvælvinger – de blev hældt ned i munden, den ene lastbilfuld efter den anden. Derefter kørte konvojen atter væk, tilbage til ghettoen, for at fylde endnu tyve lastbiler med jøder. Sådan fortsatte det resten af dagen og det meste af natten med, indtil de fire tusinde jøder, der havde forsamlet sig på Vitovta Prospekt den eftermiddag, var stuvet sammen i mørke underjordiske kamre, presset sammen på et koldt betongulv, hvor de ventede.

Næste morgen kom SS og meddelte mændene, at de skulle gøre sig parat til arbejde. De, der havde beskæftiget sig med landbrug, skulle frivilligt træde frem. Selvfølgelig var de jødiske mænd ivrige efter at arbejde. Så meget havde vi lært i ghettoen – hvis man arbejdede, fik man mad. Unge piger som mine søstre ville også have ønsket sig en sådan chance, men de kunne intet stille op – de var piger og for unge. ”Bare tag det roligt,” sagde SS-folkene sikkert. ”Vi skal nok tage os af jer senere.”

Så blev mændene gennet sammen i grupper på hundrede og tyve, som hver udgjorde en ’arbejdsbataljon’. Mændene i den første gruppe anstrengte sig for at marchere energisk i et forsøg på at overbevise nazisterne om, at de ville blive gode, stærke arbejdere, og at de kunne dyrke jorden og være til nytte.

De forlod lejren, marcherede ud til den anden side af bjerget – og dér så de så den jord, som det var meningen, de skulle dyrke. Jeg prøver tit at forestille mig, hvad de følte ved synet. Femten enorme grave, den ene efter den anden, gravet dybt ned i mosejorden. Hver grav var på tre sider omgivet af dynger af frisk opgravet jord. På den fjerde side, omkring femogtyve meter fra gravens rand, var der en ophøjet træplatform. Og her stod SS-mændene med deres rifler.

Denne gang parerede jøderne ikke ordre. Nazisterne måtte slå dem med piske og køller og genne dem hen til gravens kant. For nu forstod de langt om længe. Nu vidste de, hvad nazisterne så længe havde pønset på.

SS-kaptajnen, den samme smukke mand, der havde ytret så beroligende ord på Vitovta Prospekt, gav sine ordrer, og kuglerne begyndte at flyve og sendte den første ’arbejdsbataljon’ ned i graven, præcis som planlagt. Nær gravens rand står to mænd med maskingeværer afventende. Mens bunken af lig vokser på gravens bund, skyder de ned i den, sprøjter deres kugler ud fra venstre mod højre som brandmænd med slanger. Det gør de for at sikre sig, at arbejdet er gjort til fulde, for at sikre sig, at ingen er blevet overset.

Sådan fortsatte det i fem dage, indtil de fire tusinde mennesker, der havde forsamlet sig på torvet, og siddende på deres kufferter havde drømt om et nyt hjem, var døde. To uger senere var antallet af dræbte oppe på ti tusinde. Og tallet steg og steg, og gravene blev mere og mere overfyldte. De siger, at når en grav først var fyldt op og skovlet til, var det, som om de døde kroppe fik jorden til at skvulpe.

Og det var sådan, mine søstre blev dræbt.

Den unge pige, der skælvende og sultende havde fundet vej tilbage til ghettoen, havde stået nøgen på gravens rand sammen med alle de andre. Som dem havde hun lukket sine øjne og ventet på kuglen i ryggen. Som dem faldt hun, da geværilden gik i gang. Måske besvimede hun af chokket, måske var det et overlevelsesinstinkt. I hvert fald var hun faldet i graven uden at være blevet ramt af en kugle i sit kød. Og da hun vågnede op, opdagede hun, at der var lig overalt omkring hende, oven over og neden under hende. Hun var kilet fast mellem dødt kød, der pressede hende så hårdt ned, at hun var ved at kvæles.

Og hun var ikke den eneste. De siger, at skuddene faldt så hurtigt, kun én kugle i ryggen på hver jøde – ammunitionen var rationeret, så nazisterne kunne ikke ofre mere end en enkelt kugle per offer – at mange ikke var døde, når de faldt. De, der overværede det, fortalte om, hvordan graven bevægede sig i tre dage, hvordan den syntes at ånde.

De fleste af de mennesker, der blev levende begravet, var for svage til at kravle væk gennem dyngen af lig ved at bruge de dødes lemmer som trin på en stige. De overgav sig til kvælningsdøden under ligene. De, der kravlede op af graven, blev som oftest opdaget og skudt, denne gang uden fejltagelser. Men denne pige var nervøs og forsigtig. Så hun ventede til nattens mulm og mørke, da de fulde, råbende og syngende naziskytter og deres litauiske kammerater var faldet i søvn. Således lykkedes det hende at flygte væk fra fortet og tilbage til ghettoen.

Det var denne historie, hun fortalte, da hun først fik tøj og mad og kunne tale. Og det var den historie, der var nået frem til den jødiske undergrundsbevægelse i Kovno, til mændene i kælderen. Måske forstod de først nu, hvad det var for en slags trussel, de stod overfor. Og derfor besluttede de, at de måtte sprede ordet til andre, der også forsøgte at kæmpe imod. Og derfor sendte de mig til Warszawa.

Mange år senere kom jeg til at forstå betydningen af den besked, jeg havde overbragt. Jeg forstod også, hvorfor mændene i kælderen ikke havde forklaret den for mig. Det var ikke kun, fordi jeg kunne blive udsat for tortur. Det var også, fordi de ikke turde fortælle mig, hvad der var hændt mine søstre. Måske troede de, at jeg ville være blevet så blændet af vrede, så sønderknust, at jeg ikke ville have kunnet gennemføre min mission.

Men jeg gennemførte den, og jeg mødte den mand, som det var meningen, jeg skulle møde, i Warszawa. Jeg ventede på ham i tre timer, men jeg mødte ham. Han var leder af undergrundsbevægelsen i Warszawas ghetto, og også han var en ung mand, der så gammel ud.

Da jeg sagde ordene: ’Tante Ester er vendt tilbage og bor på Megillagade 7, lejlighed 4’, så han forvirret ud en stund. Men så bad han nogen om at hente ham en bog, en hellig bog reddet fra ruinerne af en synagoge i ghettoen. Det var Esters Bog, som jøderne kalder Esters Megillah. Det er den bog, jøderne læser til Purim-festen, der mindes et komplot for mange hundrede år siden til udryddelse af jøderne.

Denne leder af undergrundsbevægelsen slog op på kapitel syv, vers fire, og så forstod han alt. Han læste højt, som ville det hjælpe ham med at tænke: ”’For jeg og mit folk er solgt til at blive udryddet, dræbt og tilintetgjort. Var det så blot som trælle og trælkvinder, vi var solgt, havde jeg tiet’.”

Ücretsiz ön izlemeyi tamamladınız.