Kitabı oku: «Minna», sayfa 12

Fjerde Bog

I

Denne elegante Herre – det var Axel Stephensen.

Han nærmede sig med elastiske Skridt, idet han trak Handsken af sin høire Haand. Ogsaa Minna gav sig til at knappe sin op; den var snever, og hun sled endnu i den, da han standsede foran os.

– Aa – jeg beder, Minna, gjør dig dog ikke den Uleilighed – mellem gamle Bekjendte – —.

Men Minna vedblev haardnakket at stirre – med et ubestemt Smil – ned paa Handsken, hvis Gjenstridighed hun maaske var ret taknemlig for. Endelig fik hun Haanden fri, den Haand, der nu bar min Ring; – det forekom mig, at hun kjærtegnede den med et Blik, og at Stephensen skjænkede den et vrantent Øiekast. Hun saae flygtig paa ham, idet hun gav ham Haanden og med en Haandbevægelse, der fik Ringen til at blinke, præsenterede hun os for hinanden.

– Min Forlovede, Harald Fenger. —

Vi bukkede begge næsten for høflig og erklærede, at det var os en Fornøielse og Ære, men jeg lagde Mærke til, at han kom betydelig behændigere derfra end jeg, hvilket forøgede den Irritation, som hans Tilsynekomst strax havde sat mig i.

– Du er kommen her – — Minna var lige ved at gjøre den samme overflødige Bemærkning, som Moderen havde givet til Bedste overfor mig, men havde Aandsnærværelse til at skyde et »pludselig« ind: – Du er kommen pludselig til Dresden. Og idet hun gjenvandt sin Fatning og for første Gang saae sikkert paa ham, tilføiede hun: »I det Brev, som du sendte mig for en fjorten Dages Tid siden, stod der Intet derom.«

Det er i Tydskland ikke saa ualmindeligt som hos os, at unge Piger er »dus« med unge Mænd – Venner af deres Brødre, fjerne Slægtninge eller ogsaa blot gode Bekjendte – og Minna kunde derfor ikke føle, at Stephensen, ved endnu at benytte sig af denne Ret, efter at hun var forlovet med en Landsmand af ham, aabenbart overfor mig understregede Betydningen af deres Bekjendtskab og nivellerede Forholdene.

Hun vendte sig og begyndte at gaa langsomt tilbage imod Trappen. Vi fulgte hende hver paa sin Side. Det berørte aabenbart Stephensen ubehageligt, at dette Brev blev omtalt i min Nærværelse, – saa meget mer, som jeg satte en udfordrende Mine op, som om jeg vilde sige: »Jo, jo, min Herre! jeg kjender nok Deres nydelige Heineske Udgydelse.«

– Det er ganske rigtig, sagde han, jeg fik først Bestillingen senere. Det er nemlig for at copiere Correggios Magdalene, at jeg er kommen. Du husker nok den Copi, jeg gjorde af den for et Par Aar siden, Minna, – du var saa elskværdig at interessere dig for den og besøge mig ved mit Arbeide, – her smidskede han i Skjægget med et forfængeligt og indsmigrende Smil, som bragte mit Blod i et vildt Opkog. – — Jeg idetmindste har ikke kunnet glemme de behagelige Timer, vi den Gang tilbragte sammen paa Galleriet. – Han saae op i Luften med et ubestemt svømmende Blik, idet han gjorde en Pause, for at give Minna Tid til at ytre sig samstemmende. Men da hun blev ved at se tavs ned for sig, fortsatte han i en ie Conversationstone: —

– Jeg solgte, som jeg vist skrev dig til, det Billede til en Grosserer. Nu har en af vore Mæcener været ukritisk nok til at gaa hen og forelske sig i det.

– De taler lidt for beskedent om Deres Kunst, til at man ret kan fæste Lid til Deres Beskedenhed, – især da der vel ingen Grund er til den. – Det sidste tilføiede jeg, fordi Minna sendte mig et bebreidende Blik, som om hun frygtede for, at Samtalen skulde antage en spydig og personlig Charakter.

Stephensen lo og strøg sig om Skjægget: —

– Naa, i det mindste har jeg Grund til at ønske, at den nye Bestiller ikke maa være for kritisk, for to Gange lykkes saadan et Vovestykke ikke let. Men i alt Fald er det dog godt at vide, hvad man skal afbilde, og jeg har forlængst afluret Correggio, at den gode Dame ikke læser i Biblen, men i en eller anden ikke altfor anstændig Hyrde-Roman.

Skjøndt jeg egentlig fandt denne Bemærkning ganske træffende og ikke kunde lade være at trække paa Smilebaandet, var der noget saa Irriterende, ja overfor Minna endog Fornærmeligt ved den velbehagelige Smidsken, hvormed han ledsagede den, at jeg følte den mest levende Lyst til at gribe ham i Kraven og støde ham ned ad den store Trappe, som vi nu standsede ved. Jeg overveiede, om der i saa Fald var Sandsynlighed for, at han vilde knække Halsen, jeg udmalede mig Minnas Forfærdelse, Folks Sammenstimlen, hvorledes Politibetjenten greb mig —

Og imidlertid stod den intet-anende Mand og udbredte sig i Lovtaler over den Byskjønhed, der udbredte sig foran os. Især var han begeistret over den katholske Kirke, som i Forgrunden hævede sin Dobbelt-Bygning af kraftig graanet Sandsten i en ædel Barokstils elegante Former; mellem det aabne Taarns Søilebundter skinnede den gule Aftenluft, og over Kobbertaget, der lige skimtedes gjennem Ballustraden som en grøn, indhegnet Mark, silhouetterede Rækken af Statuerne sig skarpt i charakterfulde, dekorative Stillinger. Stephensen mindede Minna om, at hun havde gjort ham opmærksom paa en Gruppe midtveis foran Taarnet, hvor en nøgen Arm, mørkt udstrakt paa Himlens Guldgrund, virkede uforligneligt.

– Saa tidt, jeg har tænkt paa Dresden, tænkte jeg mig her og paa denne Tid, og det forekom mig altid, som om den Arm vinkede ad mig, – noget vel ogsaa paa Grund af den dyrebare Erindring, som knyttede sig til den. Men hvad er det ogsaa for en herlig Plads! Dette Klenodie af en Kirke – og lige bag ved den Slotstaarnet, som er saa kjernekraftigt og dog saa let. Nu bliver snart Taarnvægterens Lys tændt deroppe – kan du huske, hvor tidt vi har philosopheret over det eiendommelige Liv deroppe, høit over Menneskenes travle Færdsel? .... Hvor jeg ogsaa holder meget af at se Folk mylre ud og ind dèr af Georgsporten og gaa ind i Byen gjennem et Hus .... Og saa til den anden Side Flodpartiet, – med den gamle Bro under os, og Mariebroen, der spænder sig i hele sin Længde over det blanke Vand, og Lösnitzer-Bjergene, violette og saa yndefulde i Formen, – de minder mig altid om Janiculus-Høiene ved Tiberen. Forresten – det er en Uting med disse Sammenligninger. Man kalder Dresden for Elb-Florents, – men Florents selv har ingen Plads ved Arno, som kan maale sig med denne, ikke paa langt nær. —

En saadan Compliment havde jeg som den ubereiste Mand aldrig kunnet sige Minna, – og al Ros over hendes elskede By faldt i god Jord hos hende. Hun sendte ham for første Gang et velvilligt Blik, som han opfangede uden at vende Øinene imod hende, tilsyneladende ganske fortabt i Beskuelsen af Byen; han udbredte endog et Øieblik Armene med en Gestus, som om han vilde omfavne den, – og denne Enthousiasme, der maaske ikke var helt uægte, klædte ham ikke ilde.

– At man ikke boer her og daglig har det for Øie! En Kunstner maa leve og aande i kunstneriske Omgivelser. Jeg føler det hver Gang, jeg kommer bort fra Kjøbenhavn, man forsumper dèr. Finder De ikke ogsaa, at Kjøbenhavn er en skrækkelig By?

– Modbydelig, svarede jeg, skjøndt jeg egentlig aldrig havde tænkt synderlig derover. Men jeg vilde, om muligt, overtrumfe ham.

– Og alligevel drog den dig tilbage til sig, da du var her, bemærkede Minna uden at hæve Blikket fra de brede Stentrin, som vi langsomt gik ned ad med lange Skridt.

– Hvad skal man sige? Erhvervet, Minna! —

– Men du siger jo netop, at en Kunstner maa leve et Sted som her for at producere.

– Rigtigt, men man skal ogsaa sælge. Og Kunstværker sælges bedst, hvor Kunstneren gaar mest i Middagsselskab; det er ikke smigrende for os, men det er sandt. Det var med et tungt Hjerte, jeg tog Afsked den Gang, – og jeg føler det dobbelt ved Gjensynet. Nei, hvis jeg var saa lykkelig at være født her – —

– Saa havde De saamænd nok fundet Veien til Berlin, sagde jeg ærgerlig.

Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: —

– Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde By.

– Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort – hvor du saa end tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig understregende Betoning.

– Og vi vil heller ikke blive borte for bestandig, tilføiede jeg hurtig. Hvis det ikke skulde være muligt at forlægge min Virksomhed hertil – jeg skal ganske vist ikke gaa i Middagsselskab for Varernes Skyld, men det er kanske endnu nødvendigere, at jeg er personlig paa Pletten – men i alt Fald, naar vi bliver gamle Folk, og jeg kan trække mig tilbage med god Samvittighed – og lidt Formue, saa vil vi ganske bestemt bo her, det har jeg lovet Minna. Ja, vi har endogsaa allerede seet os om efter en Leilighed, og for det Tilfælde, at jeg skulde blive en Crøsus, har vi bestemt os for en prægtig Villa i Parkstrasse. Maaske saa Minna kan formaa Dem til – for gammelt Venskabs Skyld – at komme og dekorere den for os.

Skjøndt dette skulde passere for en Spøg, var jeg ikke behændig nok til at undgaa, at det uforskammede Spydigheds-Element stak altfor umiskjendeligt igjennem. Jeg fortrød ogsaa strax, at jeg havde sagt det, især da Minna skottede til mig med et forskrækket Blik.

– Jeg er ikke Dekorationsmaler, svarede Stephensen tørt. Men strax efter vendte han sig om imod mig med sit forbindtlige Verdensmandssmil og fortsatte: – De skal forresten ikke se noget Nedsættende deri, det vilde give Dem en falsk Forestilling om mine Anskuelser. Der er hos os ganske vist en Fordom mod Dekorationsmaleriet, som jeg ikke deler – jeg deler overhovedet ikke mange af vore danske Fordomme. Tvertimod, jeg sætter Dekorationsfaget høit, og naar Mange lader, som om de ere for store til at indlade sig derpaa, saa er den egentlige Grund simpelthen, at de mangler Fantasi. Det er ogsaa Tilfældet med mig – det vil sige, kun at jeg ikke lader, som om jeg var for stor. Og er det ikke saadan med hele Kunsten? vi har ikke Fantasi nok til at dekorere Livet, derfor afbilder vi det blot og lader saa, som om det var af lutter Ærbødighed og Kjærlighed til Livet. Nonsens! For det første er vi jo Pessimister, har følgelig hverken Ærbødighed eller Kjærlighed til Livet, og desuden, hvis vi dog har det – for inconseqvente er vi naturligvis ogsaa – La vie c'est une femme, og de vil altid gjerne flatteres. Forresten er al Kunst oprindelig Dekoration, og Apollo er i Grunden en maitre de plaisir i Olympen. Men dekorere, – du gode Gud! hvem kan det? Rubens kunde. Nu er vi for meget Alvorsmænd, det vil sige, vi er gnavne, og det med Grund, fordi vi er blodfattige og nerveuse og faa Tømmermænd, naar vi svirer en Nat igjennem. Vi vil ikke lege med mere og gjør os værdige, men i Virkeligheden er vi blot for stive i Benene til at lege. Ja, maaske deler De ikke disse Anskuelser, jeg veed nok, de er ikke i Cours – —

– Jeg er ganske enig med Dem, forsikrede jeg, – skjøndt jeg kun tildels var det, men det glædede mig at skuffe hans Haab om en Disput, i hvilken han med Grund ventede at blive den Overlegne. Forresten følte jeg godt, at han slet ikke mente noget Alvorligt med al denne Snak, men at han fra først af kun havde villet vise, at han var Selskabsmand nok til ikke at forstaa min Spydighed og saa, fremfor Alt, brillere for Minna. Han kiggede ogsaa bestandig hen til hende med sine missende Øine, og det selvtilfredse Smil syntes at sige: »Lagde du Mærke til, hvordan jeg forstaar at turnere Samtalen og føre den bort fra de Skjær, hvor den Klodrian var lige ved at sætte os paa Grund? Jeg haaber, du er mig taknemlig. Og hvor aandrig kan jeg ikke philosophere over Kunst! Det skulde han prøve paa, men han tier klogelig. Forresten kan jeg ogsaa tie, inden det begynder at blive trættende. Assez d'esthétique comme ça.«

Da vi vare ud for Theatret, kom nogle Herrer og Damer frem paa et Par Foyer-Balkoner. Jeg tænkte paa igaar, – paa denne Tid, – da jeg stod deroppe selvanden og roste min uhyre, min bestandig voxende Rigdom. – »Er stand auf seines Daches Zinnen« – Polykrates, Polykrates! ....

– Det er sandt, begyndte Stephensen efter en Pause, – din Moder har jeg da gjort en Visit, og det glædede mig at finde hende saa rask og rørig.

– Har du allerede —? og du kom igaar?

– Nei, idag – med Formiddagstoget.

– Og reiser igjen? foer det ud af mig.

– Ikke just imorgen, svarede han med et spottende Smil.

– Jeg troede det næsten, sagde jeg tørt, siden De var saa hurtig med Deres Visit.

– Og Billedet! det bliver da ikke færdigt paa een Dag, bemærkede Minna.

– Saa lidt som Rom! Heldigvis er det ledigt. Jeg har allerede aftalt Alt med Custoden, og imorgen tænker jeg at tage fat.

Jeg havde ganske glemt dette Billede, og det forekom mig, at det havde han ogsaa.

Vi vare spadseret langsomt gjennem Zwinger og gik nu gjennem Anlæget henimod Postpladsen. Bag en Gruppe Akacier med hældende Stammer bredte en Lygte, der kjæmpede med det sidste Dagskjær, en mat, gulig Lystaage, af hvilken Sophiekirkens sirlige gothiske Sandstensportal dukkede frem, medens de slanke gjennembrudte Spir oppe over de mørke Trækroner tegnede sig skyggeagtige paa en Skumringshimmel af ubestemmelig Farve, kun et Par skraa Fjerskyer endnu straalede i en sart Rosaglød. Jeg havde paa mine Aftenture ofte seet Stedet i denne indtagende Belysning, og nu skulde til min Krænkelse Stephensen udpege den og ligesom tilegne sig den med sin Maler-Autoritet:

– Se, hvor det staar fint dèr – det er jo en ren van der Neer.

– Man ser smukke Belysninger her, bemærkede jeg. Forleden saae vi ude i Sachsisk Schweiz »en ren Poussin«.

Minna bed sig i Læben. Stephensen, der ikke kunde ane en bestemt Hentydning, mærkede, at jeg raillerede over hans Maler-Udtryk.

– Ja, det vil jeg nok tro. Man støder her paa Motiver ved hvert Skridt. Men – nous voilà. Jeg boer i Hotel Weber, og vil tage Afsked – maaske har jeg allerede været for paatrængende.

Vi forsikrede naturligvis det Modsatte, og han fjernede sig med elastiske Skridt, der knirkede paa Gruset.

Tavse gik vi hjemad. I Nærheden af Posthuset vrimlede der af de gule Vogne, der søgte hjem som Bier til deres Kuber, og hvert Øieblik skingrede et Hornsignal.

Jeg forbandede i mit stille Sind alt Postvæsen og Brevskriveri.

II

Moderen lukkede os op med et temmelig altereret Væsen. Hun trak Minna tilside i den mørke Entré og hviskede Noget til hende, og idet jeg lukkede Døren til Dagligstuen, hørte jeg Minna sige:

– Ja, ja, vi har selv truffet ham.

– Ak, ak Gud, ak Gud ja, sukkede Moderen paa sin stupide Maade.

Dette satte mig ikke i bedre Humør. Jeg blev ved at gaa op og ned ad Gulvet, og uden selv at vide af det, truede jeg med knyttet Næve ad Stephensens alter ego paa Strandbilledet. Jeg greb mig selv i denne Bevægelse, idet Døren gik op, og hurtig foer min Haand ned i Lommen.

Minna kastede sig udmattet i den lille Sopha: —

– Hvad vil han mig! udbrød hun i en forpint Tone.

– Dig? Han er jo kommen her for at male.

Hun rystede paa Hovedet.

– Han vil tage mig igjen, det er det, han vil.

– Hvad er det for et Indfald – hvor kan du tro det?

– Du har selv tænkt det Samme, sagde hun og saae forskende paa mig.

– Maaske et Øieblik – hvad kan der ikke gaa En gjennem Hovedet under en saa besynderlig Situation? Forresten er der jo ikke Spor af Grund —.

– Lagde du Mærke til, saadan som han sagde det til mig: »Hvor du saa kommer til at tage hen, naar du reiser til dit nye Hjem.«? – Det var saa godt som rene Ord, jeg kjender hans Maade altfor godt.

– Men det vilde dog være for frækt. Ligesom vi ere blevne forlovede! – Nei, naar vi endda havde været gift et Par Aar, saa vilde jeg snarere tro, at en Fyr med hans letfærdige Begreber mente, at der kunde være Haab —

– Fy, det er stygt sagt, saadan har du ikke Ret til at tale om ham.

– Du tager ham i Forsvar!

– Er det saa underligt, du veed dog selv, at det er urigtigt – desuden burde du tænke paa, at det maa krænke mig, naar du sætter ham saa lavt, jeg har jo dog holdt af ham – og forresten – holde af ham, det gjør jeg naturligvis endnu .... Og du har slet ikke været skikkelig i Eftermiddag, hele Tiden gik du og stiklede paa ham, og jeg var saa bange; du gjorde det ikke ie for mig, og det var dog svært nok i Forveien.

– Du har Ret, Minna! tilgiv mig – jeg følte det selv, men du kan nok vide, – i den Sindsstemning og saadan en Situation —

– Det viser, at du har været bange for ham, du har frygtet det samme som jeg – hele Tiden, ikke blot et Øieblik, som du sagde.

– Nei, det har jeg ikke. Forresten viser det da kun, at jeg føler mig irriteret i Nærværelse af den Mand, som eier en Del af din Fortid, og at jeg maa hade ham.

– Det er netop det, han eier min Fortid, – Alt, hvad der har nogen Værd i den, – og han mener, at det giver ham Ret til mig – maaske har han det ogsaa —

– Minna, Minna! hvad er det, du siger!

– Ak, jeg veed hverken ud eller ind.

– Veed du ikke, at du tilhører mig og jeg dig!

Hun nikkede langsomt, medens hun stirrede ud for sig og kneb Læberne sammen.

– Og at du elsker mig, veed du ikke ogsaa det? —

Minna reiste sig og omfavnede mig inderlig.

– Jo, min Elskede, – det veed jeg.

– Men saa er der jo Intet at være i Tvivl om, – for ham ikke heller. Han kjender dig jo dog godt nok til at vide, at du ikke indlader dig paa et Fornuftgiftermaal, og om mig veed han da ogsaa, at jeg hverken er Hertug eller Millionair.

Jeg talte længe beroligende for hende, medens vi sad med Armen om hinandens Liv i den lille Sopha, hvor der var saa mørkt, at jeg neppe kunde se hende. Hun svarede sjælden, og jeg var i Tvivl om, hvorvidt hun egentlig hørte efter, eller om hendes Tanker ikke gik deres egne Veie. Pludselig trykkede hun min Haand og sagde: —

– Lad os reise herfra, Harald! strax – imorgen.

– Reise – men hvorhen?

– Ud i Bjergene, til Erzgebirge eller til Bloksbjerg – for mig gjerne, gid jeg sad der! Og hun lo med den naturlige Overgivenhed, der altid var rede til at bryde frem hos hende.

– Ja men, Minna, vilde det ogsaa være forsigtigt —

– Jeg tør godt, – jeg har tænkt over det altsammen – jeg har ingen Familie, som jeg bryder mig om at tage Hensyn til – jeg er min egen Herre, og jeg tør.

– Det er godt nok, og jeg sætter ogsaa Pris paa, at du i Nødsfald kan sætte dig ud over – over saadanne Begreber og Vedtægter, men jeg synes dog, i dette Tilfælde – du kan jo nok tænke, at dit Rygte er mig det dyrebareste af Alt, – og jeg kan dog ikke se, at det er nødvendigt.

– Jo, jo! udbrød hun bestemt, næsten heftig. Derefter lagde hun sine Læber til mit Øre og hviskede med den mest indsmigrende Stemme: »Skal vi, Harald, – sig ja!«

– Hm, – ja, Kjæreste – —

– Ja?! —

– Det vil sige, Sagen er, hvis vi nu virkelig skulde tage bort imorgen —

– Ja, ja! hvad saa?

– Jeg har næsten slet ingen Penge, og jeg veed ikke, hvordan jeg med saa kort Frist – jeg kender jo kun faa her – den eneste skulde være Hertz – —

– Nei, for Guds Skyld! – Hertz – hvad vilde de sige dertil? Dem har jeg slet ikke tænkt paa – hvor jeg maa være forvirret.

– Ja, der ser du, – og det er dog en vigtig Sag, hvor alle Sider maa være nøie overveiede; man kommer til at bøde længe for et overilet Skridt.

Den Vending, Sagen havde taget, var mig ret kjærkommen.

Jeg blev ved at tale beroligende for hende og var allerede af den Mening, at jeg havde faaet hende helt bort fra hin Idé, da hun pludselig sagde: —

– Hvis vi havde Penge hos os, vilde jeg dog gjøre det .... At de ogsaa skal have saadan en Magt – det er skrækkeligt! —

I det samme kom Moderen ind med Lampen, og jeg blev slaaet ved det Udtryk af Skræk, som viste sig paa Minnas Ansigt, maaske forstærket derved, at det pludselige Lys blændede hende. Hun syntes med Anstrengelse at se en uundgaaelig Skjæbne imøde, og jeg fik selv en Følelse af Angst og Uhygge som ved en overhængende Fare, endda jeg ikke kunde skjønne, at en saadan virkelig var for Haanden. Thi hvor pinligt det end kunde være for stakkels Minna at modtage Stephensen og høre paa hans ufortjente Bebreidelser og frugtesløse Forestillinger, saa er det dog den Slags Ting, som man kommer over, og Intet i selve Sagen forekom mig uklart.

Min egen hemmelige Uro røbede jeg ikke, men desto mer lod jeg disse Fornuftgrunde komme til Orde.

Minna lod til at give mig Ret.

Da vi talte Dansk, følte den Gamle sig overflødig og vilde paa sin stilfærdige Maade liste ud igjen, men Minna fik hende til at blive; hun gav sig til at snakke sachsisk Dialekt og smaaborgerlig Dresdener-Jargon med hende, og i dette pudsige Sprog spasede hun saa fornøielig, alt imens hun satte de mærkeligste Ansigter op, at jeg snart ganske glemte den Stemning, der nylig havde trykket os, og Moderen lo de klare Taarer ud af Øinene.

Da den Gamle efter The nikkede ind, satte Minna sig ved Claveret og spillede en Berceuse af Chopin. Hun begyndte ogsaa paa en Vals, men den gik et Par Gange i Stykker.

– Jeg er ikke oplagt, sagde hun og kom hen til mig, – saa vil jeg heller læse for dig.

Hun tog »Kätchen von Heilbronn«, som vi var begyndt paa og haabede at faa at se i denne Uge.

Vi kom snart til det nydelige Genre-Billede, hvor Kätchen ikke vil kiltre sig op for at vade over Bækken, og den gamle Tjener raaber:

»Kun til Anklen, Barn – til den yderste, underste Kant af Saalen, Kätchen« – men hun løber bort for at finde en Spange.

– Ja, Hertz havde rigtignok Ret, da han kaldte dig en Kätchen, afbrød jeg hende – kan du huske ved Stenbruddene, – da vi skulde op?

– Aa jo, det kan jeg sagtens huske. – Hvor du var vigtig og utaalelig! Og saa skulde du blot have anet, hvor komisk det klædte dig, – aldeles som om du havde faaet en Maske paa, der slet ikke passede – —

Hun læste videre: den mest rørende og i al sin Naivetet den dybsindigste Elskovsscene, som hele den dramatiske Literatur besidder: Kätchen sovende, i en halvt somnambul Slummer, under Hyldebusken, og besvarende Grevens Spørgsmaal.

 
»Verliebt ja, wie ein Käfer, bist du mir«.
 

– Det er til dig! udbrød Minna, – det kunde jeg ogsaa have sagt dig allerede den Gang.

Vi lo og kyssedes.

Efter at have læst flydende omtrent en halv Times Tid, standsede hun pludselig og blev rød i Hovedet; men neppe havde jeg opdaget dette, før jeg fik Bogen i Ansigtet; hun havde kun villet kaste den fra sig, men da jeg sad lige foran hende, havde den ramt mig – maaske gav hun ogsaa ubevidst efter for en Fortrydelighed over, at jeg ventede paa, at hun skulde fortsætte.

– Hvad har jeg gjort! udbrød hun, idet hun sprang op og kastede sig paa Knæ hos mig – jeg er dog ogsaa en Trold – gjorde det ondt?

Jeg forsikrede hende leende, at jeg nærmest var bleven lidt overrasket.

– Jeg kunde ikke læse det for dig, hvorfor skriver han saadan Noget – og jeg havde ikke Aandsnærværelse til at springe over —

Jeg vilde tage Bogen, men hun snappede den, glattede lidt paa de krøllede Blade og lukkede den inde i Bogskabet.

– Du Stakkel! og saa maa du undgjælde!

– Ja, ligesom jeg ser op – Klask —

Og vi brast i en ustandselig Latter. Den Gamle vaagnede – det havde allerede givet et Sæt i hende, da jeg fik Bogen i Hovedet.

– I gjør jo et Spektakkel, Børnlille! saa at Vægteren snart maa komme herop, sagde hun. Det er allerede sent. Ak Gud, ja! Hvem der laa i sin Seng!

Hun tændte en lille Stump Lys, der stod paa Commoden, og sjokkede af.

Det var paa den Tid, da jeg pleiede at gaa, og jeg overholdt den ret nøiagtig, da jeg vidste, at Minna skulde tidlig op om Morgenen.

Men hun bad mig om at blive, – sove kunde hun dog ikke i de første Timer.

– Nu har jeg læst for dig, – saa kan du fortælle mig Historier, sagde hun og tog Plads ved Siden af mig i den lille Sopha. – Jeg har fortalt dig saa meget fra min egen Barndom, og langtfra hørt nok om din. Fortæl.

Jeg fortalte om det stille, ensomme Liv i den sydsjællandske Skovridergaard. Min Moder kunde jeg neppe huske, men min fornylig afdøde Fader skildrede jeg med al den Vemod, som overvældede mig ved Tanken om, at han vilde have faaet min Minna kjær, og at hun i ham vilde have fundet en anden Fader. Han var lidt af en Særling, en gammel Schopenhauerianer og Naturphilosoph, altid i Feide med Egnens Præster, som havde en Mani for at omvende ham. Jeg delte hans Enebo, og han opdrog mig, til Egnens Forargelse, i sine frie Anskuelser. Minna sang det Sted af »Valkyrien«, hvor Siegmund beretter om sin Ungdom:

 
Geächtet floh
der Alte mit mir,
lange Jahre
lebte der Junge
mit Wolfe im wilden Wald —!
 

– Har I forresten Ulve i Danmark?

– Ih ja, og Isbjørnene løber paa Skøiter dèr.

Minna slog mig over Fingrene:

– Det var da ikke umuligt! I Polen er der Ulve. Jeg har været i Besøg hos min Cousine, som er gift dèr, og har hørt dem hyle. Ja, se kun paa mig, – saadan En er jeg! – Hvorfor blev du forresten ikke Forstmand? Jeg vilde gjerne være Skovriderkone!

– Ja, det skulde du have ladet mig vide den Gang. Forresten – saa havde vi slet ikke faaet hinanden.

– Hvorfor ikke! du kunde jo være kommen paa Akademiet i Tharandt. De, der skal træffes, de træffes nok.

– Fatalist!

– Ja, det veed du da, jeg er. Men alvorlig talt, det maatte dog have passet godt for dig.

– Jeg vilde ogsaa gjerne – det var først senere, jeg sværmede for at blive Architekt – og det var allerede bestemt, men saa tilbød min Morbroder, som er Directeur for en stor Fajancefabrik i London, at tage sig af mig, naar jeg vilde være Polytechniker. Naa, det var jo fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være.

– Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for. Veed du ikke, at alle ordentlig Forlovede strax praler for hinanden med deres tidligere Flammer. At jeg har skriftet før Forlovelsen, er en Undtagelse, som bekræfter Reglen, men du lader til at tro, at du helt kan bryde den.

– Slet ikke. Det være dig tilstaaet under syv Segls Hemmelighed, at jeg i min grønneste Ungdom sukkede i Løn for Skovfogdens Datter.

– Ei! det er jo en hel Idyl!

– Nei, kun en halv. For hun var saa styg, at det tidt kostede mig stor Anstrengelse at holde Illusionen vedlige. Men jeg syntes, jeg maatte have En, hvis Navnetræk jeg kunde skjære ind i Træernes Bark med et flammende Hjerte ovenover.

– Ja, bagefter kan I altid ironisere over eders Kjærlighed, og saa er det os, der maa holde for. – Og hvem var saa den næste?

– Saa er der ingen fler.

– Hvad for noget? Hør, Harald! Harald!

– Ja, ja – jeg forsikrer dig, – Ingen, som jeg kan nævne. Jeg har maaske sværmet lidt for et eller andet smukt Ansigt, som jeg saae paa Gaden, fantaseret og bygget Luftkasteller.

– Ja, for dem er du en god Architekt .... Men jeg er vis paa, at du narrer mig.

– Hvorfor? Husk paa, at jeg har haft saa lidt Omgang, har truffet saa faa Damer.

– Ja, det skulde være det. Det er altsaa derfor, at du holder af mig. Naar du opdager, at jeg er ligesom de Andre —

– Men det er du jo ikke.

– Naar du ikke kjender dem —!

– Det er jeg vis paa, – det er umuligt andet .... Forresten, hvad kommer de Andre mig ved?

Minna lo hjertelig og trykkede mig ind til sig.

– Det var et godt Ord, og fra Hjertet kom det ogsaa, derfor skal du have et Kys .... Naar du kun bestandig vil mene det! Nei, lov ikke Noget, hvad nytter det – kys mig!

Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, – det var paa Tide at skilles.

Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og lukke mig ud.

I den kjølige, kjælderagtige Gang gav vi hinanden en lang Omfavnelse; derimod maatte jeg ikke opholde hende, naar hun lukkede Døren op, men smutte hurtig ud, at ingen Forbigaaende eller sentvaagne Naboer skulde se hende.

Men Trækvinden blæste Folderne af hendes Kjole ud, da hun vilde smække Døren i, og medens jeg hjalp hende fri, kunde jeg ikke modstaa Fristelsen til at kysse hende – og det skjøndt jeg havde seet, at der gik en Mandsperson paa det andet Fortov.

Lyset fra den lille Lampe, som hun havde stillet fra sig paa Gangen, omstraalede hendes mørke Skikkelse med en urolig Glans, der pludselig slukkedes.

– Farvel, farvel, hviskede hun hurtig, og Døren faldt i.