Sadece LitRes`te okuyun

Kitap dosya olarak indirilemez ancak uygulamamız üzerinden veya online olarak web sitemizden okunabilir.

Kitabı oku: «Minna», sayfa 2

Yazı tipi:

III

Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke »Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet ikke har bedt ham om.

Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som det er – fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt, men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, – hvilken Rigdom af Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og hvor udvider Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale?

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland, man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet, gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen, Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet Variation. – Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt, der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.

Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før – — kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og overveiede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande. Ovre i Grunden kukkede en Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens søvndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa mange hundrede Skridt bort; – men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke være Tale.

I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« mig ind. Jeg havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig kjært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Værtindens Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke; den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue, som den stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. Det var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa »da'rim und dort'nim«.

Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af Bellis og traadfligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang. Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og Birkeskov. Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti, der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre for at gjøre mig bekjendt med Anlægget.

Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der næsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet »Sophien-Ruhe«.

Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker, fik jeg Øie paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand i »Pensionen« – hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være, der havde den i Tydskland yderst sjældne Passion at studere Dansk? .... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke Lærerinde fra Skibet.

Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.

Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig Anledning til at tro .... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min Villie havde trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen Forskrækkelse.

Den unge Pige smilede forlegen:

– Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke Noget at gjøre Undskyldning for – og heller ikke at beklage – for min Skyld.

Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i Hovedet.

– Maaske er det Deres Bog?

– Jeg kom netop for at hente den.

– Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, – jeg er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.

– Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde holde mig for en fjern Landsmand.

– Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.

– Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae pludselig helt alvorlig ud.

– Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig bekjendt med et saa lidet læst Sprog?

– Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede, hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.

– Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjelpelig ....

– Nei, – desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu opgivet.

Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:

– Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus. Farvel!

Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den ved at blive, i alt Fald – vovede jeg at tilføie – naar hendes Selskab ikke længer ....

Men borte var hun allerede.

Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige, som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig. Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige, som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet. Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn – af hvilke ingen var fremtrædende – saa skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind. Øinene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som om de smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig Udtryk, som et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes Bevægelser.

Jeg kunde slet ikke glemme dem.

Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist paafaldende. Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt, Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde have været som Lærerinde til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at græde, uden optænkelig Grund!

Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det skjønneste Eftermiddags-Veir.

Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen ie paavirkelig, gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved bliver det da ie for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig med alle Indtryk.

Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om hendes underlige Øine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax tænkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret til et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares mig for« – dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk – at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.

Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der var helt skjult; af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod Himlen som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. —

Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f. Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide, at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre selv, og saa havde han vel eo ipso skabt Vandet, saa det takker Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.

Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den, thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet brænde gjennem Vesten«?

Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.

IV

Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct. Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke Naboerske.

Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, – og som var en fjern Slægtning af hende.

Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig, udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter Middag.

Underveis var han – ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske »kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret, formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres fuldstændige Meningsløshed, saasom:

 
Auf der Mauer
auf der Lauer
sitz 'ne alte Wanze.
Sieh' mir doch die Wanze an,
wie die Wanze tanzen kann. —
 

Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra Krigsaarene. Naar jeg, der var ie tilbens, under Opstigningen tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

 
Immer langsam voran,
immer langsam voran,
dass der österreich'sche
Landsturm auch nachfolgen kann.
 

Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

 
Du Hannemann,
geh du voran,
du hast so lange Stiefeln an.
 

At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.

Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af forholdsvis fredelig Art.

– Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; – den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den Altstädter Ziegel-Tobak. – Altsaa det var den Gang, – jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig jevnlig et og andet, – vi havde jo fri Forsending, – og der var saa altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, – han var kommen en Bajonet for nær, – han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, »lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,« siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer han. – »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.

Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden – hvis man kunde sige, at der var en saadan – til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, – »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« —

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.

Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

– Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

– Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

– Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

– Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?

– Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.

– Ja saa! De havde altsaa været forlovede?

– Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa nøie inde i det; – jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt – — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt – Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, – læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? – — —

Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, – men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, – ikke det mindste – men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var en Postillon d'amour, der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, – eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blive hendes ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.

Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —

Yaş sınırı:
12+
Litres'teki yayın tarihi:
30 ağustos 2016
Hacim:
330 s. 1 illüstrasyon
Telif hakkı:
Public Domain

Bu kitabı okuyanlar şunları da okudu