Kitabı oku: «Minna», sayfa 3

V

For den, der elsker den tydske Musik – og hvem elsker ikke den! – eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri.

Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.

Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end – Frøken Jagemann.

Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et ie Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: – en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.

Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.

Men hun røbede sig selv – om med eller mod sin Villie? – ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.

– Ligemeget, svarede hun, – i begge Tilfælde fortjener han at blive leet ud!

Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde.

De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

– De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

– I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man nok ikke synderlig til Wagner, – det har jeg da hørt sige.

Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.

Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun.

Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.

Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at lade Munden løbe.

Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore egne Oldkvad.

Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.

– Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik.

– Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

– Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den danske og tydske Nationalcharakter, – dels Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, – dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.

– Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr siger, bemærkede hun.

Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

– Ja, veed De hvad, begyndte jeg, – oprigtig talt, synes De egentlig, at Faust er saa tiltalende? – jeg mener, naar man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel – —

– Det veed jeg nok – men alligevel —. De er jo Protestant? spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet paa noget rigtig godt.

– Ja – ? —

– Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gjerninger.

– Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.

– Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

– Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede jeg.

Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv – hvad hun ogsaa syntes at føle – endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!« ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!

Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager.

Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.

Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød:

– Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?

Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme hjemad.

Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen maatte have ligesaa godt Held med mig.

Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter til »Wotans Ruhe« – forgjæves.

Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at finde et Paaskud, en Vei, et Middel – ligegyldigt hvad – til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! – jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. —

VI

Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden, overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod Solpi dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.

En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.

Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede – omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile – havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.

Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og til vor Tid, – jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, – hvad den jo ofte udarter til – at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.

I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. – Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, – en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.

Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr – men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kjendt. – — —

Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre.

Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.

De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.

Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.

– Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.

– De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.

– Men hvad tænker De dog paa?

– Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

– Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab – haaber jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.

– Her fra Stedet? foer det ud af mig.

Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.

– Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

– Heller ingen Königsbergerinde.

– Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«?

– Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium – — —

Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet mig.

– Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.

Den Gamle lo.

– Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekjender, en ren Lavater.

Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.

– Naa, ja, ja da? er hun kjøn?

– Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil sige – ikke saadan – paa den Maade, – men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, – skjøndt heller ikke – ikke Præstedatteren paa Landet – hvor idyllisk det forresten er – en Kätchen, allersnarest en Kätchen!

– Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, – du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. —

– Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —

– Det er Kants Kritik?

– Nei, det er tydske Kvinder – naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.

– Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.

Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.

Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:

– Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante – — —

Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.

Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.

VII

Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

– Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

– Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke kjender noget til mig – jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

– Det kan jeg gjerne – men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

– Er De altid saa distrait?

– Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

– Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og hente Nøglerne, – det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, – — —

Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom mig – og maaske ogsaa hende – større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme til at gjøre det.

– Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

– Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, – saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan snakke med.«

Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden. Da de – som Tydskerne sige – havde »sluttet os begge i deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, – saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, – hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.

Hver af disse Aftener forløb – fraseet den voxende Fortrolighed – omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende Speilstriber i Floden; – nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, – kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, – og underrettede os om, at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder – mod Sædvane rigtig citeret —: »Die Uhr schlägt keinem Glücklichen«.

Ja, vi vare lykkelige, – ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Si og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.