Kitabı oku: «Fra det moderne Frankrig», sayfa 17

De Fremmede i Paris

Paris's Fysiognomi vilde ikke være parisisk, ialfald ikke moderne parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Træk, der udgjør dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af, jo nøjere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der springer mest i Øjnene. Det er ikke Pariseren, der gjør Gadelivets Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at være korrekt og at undgaa Spræl. Det er den tærnede Touristbritte og den dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa Saffiansstøvler, det er den kasserolrøde Indianer og den guldgule Indier, det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle Kulører og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet; Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjør mest skrigende Staahej, faaer sit Materiale for en væsentlig Part fra den store Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele rekruterer Paris. Den er bleven en Prætorianerkohorte, som, samlet ved alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og fører sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

Før Tredive, før Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en exotisk Mærkværdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa med store Øjne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Først da Revolutionsideerne begyndte at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrømmende Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af det liberale Europas Intelligens, og man indrømmede dem en fremragende Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hørte paa deres Taler og Foredrag, man lod sig belære og begejstre, og let tilbøjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af Franskmændenes Egne naaede op i Højde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en større og større Rolle i Paris. Men deres Type har unægtelig i Aarenes Løb undergaaet meget væsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod som Repræsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har taget deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Følge: Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjøndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand; han er det i den Grad, at han er utænkelig, umulig noget andet Sted. Han kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slør af noget Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nød fra Portugal, Spanien eller Rumænien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn, der holder Spørgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage. Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hænder aldrig, at der mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel foran det. Hans Bryst er bedækket med Stjerner, om hans Hals hænger der Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paaklædning er rig, men elegant, hans Holdning kavallermæssig, hans Optræden en Grandseigneurs. Ingen, der seer ham, kan være i Tvivl om, at han er et Væsen af Race. Den let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forøger kun det Aparte og Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det, der udmærkede hans Forgængere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er visse særlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmæssigt udviklede paa de andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store Mærkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det være Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sæder, der bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar ud paa ikke blot at være med til Gildet, men at bænkes til Højbords endogsaa, saa maa han kjøbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig, at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs, der er svimlende høj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De omtalte, særlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at gjøre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjør Spektakel og springer i Øjnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt, hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjører i Boulogneskoven med isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de extravaganteste Hoteller, han sprænger Klubbernes Spillebanker eller taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med racebeslægtede exotiske Prinsesser, og han sørger omhyggeligt for, at alle disse hans Bedrifter, tilbørlig stiliserede og forstørrede, bæres paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der fører Titelen "Echo de Paris" har han efterhaanden fuldstændig erobret. Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels ved store Dinerer og Løfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjøb. Han har Maanedskonto med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast Taxt. Hans Navns Nævnelse i Forbindelse med en opsigtvækkende Premiere er kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs, men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjør ham—under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis—til Helt i en Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjøbe denne Luxus med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde i Rabaldermolokens Svælg, og de, der mangler det første Fornødne, Basis for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Første vedbliver at føre deres larmende Karnevalstrain, til Døden gjør Ende paa det, de Sidstes Existens sprænges en Dag i en enorm Skandale, men saalænge det gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der stræbes henimod. Man rækker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens, Glandsen, som man slaar sammen, bliver blændende, og den store Hob staar betagen, imponeret af det støjende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mægtige Allierede i det moderne Paris. Først og fremmest har den Vrimmelen af landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme nødig Slip paa Fiktionen af endnu at føre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke være nøjeregnende med, hvordan det sammensættes. De aabner da Portene paa vid Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver ham en Fernis til at smøre over sin Forlorenhed, saa han næsten kan gaa og gjælde for Mahogni.

Dernæst har han sin store Forbundsfælle: Amerikanermillionæren. Det er en Race, der er meget nær beslægtet med hans egen. Den har ikke hans prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slør, som indhyller Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished sige, om Metalaarerne, hvoraf der øses eller er øst, just ligger i Bjerge, men Sølv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i saa overstrømmende Masse, at Amerikanermillionæren medlidende kan se ned paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionærer. Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide i den ganske Existens, Hovedhjørnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt, hvad der i den befinder sig af Levende og Livløst. Om den har en Gud eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun Millionen, han har Millionen, og han kjøber for den, hvad han forresten har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Væsener bevidst eller ubevidst vil have: Velvære først og fremmest, Anerkjendelse dernæst som den Største og Stærkeste, Herskerværdighed, Samfundsposition for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvære er der intet Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og i fuldstændig reglementeret Orden, før Seinemetropolen har sat Indsegl og Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og kommer og kjøber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der spræller og glimrer! Jo kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjælder, er, at Verden faaer at vide, hvor rig han er, og at den taber Næse og Mund af Beundring over hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre karakteristisk, og som har det Fortrin at være sand ved Siden af. Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionærerne. Fruen vil ikke for nogen Pris miste det Renommée, hun hidtil ubestridt har havt: at hun giver de flotteste Soiréer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine Øjne paa Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en straalende Illumination af den vilde gjøre mageløs Effekt som Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget, før hun øjeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med Forespørgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften. Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man ikke lejede den ud. Men forbløffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende hende Regning paa Monumentet, hun kjøbte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af Amerikanermillionærer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med deres Glands. Rastaqouairen gjør umaadelige Anstrengelser for at kunne holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premiérerne, og halvvejs lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfødt Distingveret, der mangler dem, og som Hjælper ham. Men i een Henseende har de en uhyre Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er væsentlig ugifte Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionærerne træder det mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Døttre med deres enorme Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lært sig en vis, om end noget kantet og støjende, saa dog yderst flot Pariserchiched, saaledes har de heller næppe sat Foden paa fransk Grund, før de er fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har undfanget. Og de sætter sig da strax i Fart for at føre Hus. Portene smækkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjøber for fabelagtige Summer de berømteste Kunstnere og Virtuoser til at optræde, Bordluxus'en lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udøver endogsaa Tiltrækningskraft paa adsillige Mødre fra Faubourgerne, som ved deres Sønners Partier maa være betænkte paa at faa det noget falmede Stamtræ forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionærernes Saloner bliver Centret for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der søges, de eneste, der tales om. De har la note du jour, de skaber Moden, de giver Tonen an. Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens Rabalder, og den glider sammen, med den og løfter sig op i det store, moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens Anvendelse som Maalestok for Menneskeværdet i System, og han har ved sin hele støjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at mærke: ikke af den virkelige Elite, af det ægte Paris, Intelligensens lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af mod enhver Berøring med Rastaqouairer og Amerikanermillionærer; jo vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trækker det sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det er just paa dette Punkt, at man maa søge en ganske naturlig Forklaring af, hvad Udlændinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgængelighed, Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nærmere Forhold til dem, den kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i Grams, kjøbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjøre sig den Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil være billig og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det og kalde det Mangel paa Imødekommenhed og Gjæstfrihed? Alle gamle Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imødekommende og gjæstfri. Folkefærd; man har ingen Ret til at tvivle om disse Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som Slangerne skifter Ham. Saalænge Pariseren dannede sine Forestillinger om Udlændingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og Halvtredserne, kunde han være og var han gjæstfri, men de to elskværdige moderne Typer, der nu staar som Repræsentanter for den Fremmede i Paris, de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det strengest nødvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa, der springer ham i Øjnene? Den uendelige Turisthær først og fremmest, med Citysnobberne som Hovedelement. Englændernes Hensynsløshed paa Rejse er stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er formelig, som om de gjør sig en personlig Glæde af at sparke til alle Vedtægter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for desto større Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og lader dem betale. Men forøger de for den tænkende og ræsonnerende Pariser ikke det ødiøse Skjær, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionæren har stillet den Fremmede, saa afdæmper de det ganske sikkert heller ikke. Højst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres kuriøse Kostumer og med deres røde Baedekere turer gjennem Gaderne og stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde Historier paa Ærmet af den første den bedste Spasmager, der gaar forbi, eller naar de klumper sig sammen paa deres four-in-hands og under en Cook-Førers Ægide gjør Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernæst Tydskerne. I de første Aar efter Krigen holdt de sig forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes længere. De giver sig nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brødføde. Bedriften gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvømmet Handels- og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag at løfte Hovedet igjen og saa smaat at føre sig op som Herrer allerede. "Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kaféer, og med overlegen Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og høre paa den smukke Vise.

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne gunstigt for det som Helhed. Føjer man yderligere dertil Hele Skaren af Industririddere, der fra alle Herrens Lande vælter sig som en Græshoppesværm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden en saadan Reservation være det grændseløst, utilgiveligt. Den er en Nødvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke behøves, saa er de strax rede til at lægge den af Kunstnernes Stilling viser det saa tydeligt, som ønskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem, i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at de fortjener Gjæstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste, der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Døre paa vid Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at trænge igjennem og gjøre sig gjældende i Paris, bliver i samme Øjeblik betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjør det, de store Flokke ikke mindst af studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mængde fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe Perioder, i hvilke en Følelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager dem fangen og faaer dem til at ønske sig langt bort fra Byen, der paa Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens Herligheder. Det Trøsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden varer længe. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at elske den højere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fængslet saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig løs. Det tyder dog vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa være saa ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve, og den Sot følger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet Smaaøer, som, om de end ikke er Fædrelandets Jord, dog har et Par Spadefulde af den strøet paa sig. Der søger han hen. Han tyer til Kunstnernes Kreds paa Hörnan<s. eller til Haandværkerforeningen i Café du Danemark, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes fælles Hovedkvarter paa Café de la Régence. Han finder der Nordens Blade, han hører Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin fortræffelige Garcon August, som kan sige "Goddag—smukke Piger—jeg elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet, bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.