Kitabı oku: «Fra det moderne Frankrig», sayfa 20

III.

For en stor Part af Pariserne indskrænker Kaféen sig imidlertid ikke til at være Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den er for dem Kontor tillige, Arbejdsværelse, Modtagelsessalon, politisk eller litterært Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget gamle Traditioner. Garçonen i den lille, historisk berømte Café Procope i Rue de l'ancienne comédie paa den venstre Seinebred viser endnu med Stolthed Gjæsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus, d'Alemberts, Crébillons og Mirabeaus Portrætter kiger ned fra Væggen og fortæller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrøgede Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa at sige hver eneste Kafé sin Biografi vævet ind med berømte Navne. Bohèmeperioden var særlig deres store Tid. Hvertandet selv af de betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kaféen. Naar man engang fandt dem døde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bøger og Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopæl var, men lige til det Øjeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke. Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte Exemplarer af den gaar i vor nøgterne Milliontid om som Spøgelser, hvem en driftig Impressario godt en skjønne Dag kunde falde paa at vise frem for Penge i Folies-Bergère. Men deres Betragtning af Kaféen var altfor ægte parisisk, passede altfor godt for specifik franske Nationaltilbøjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres Efterfølgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte, fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke destomindre er Kaféen vedbleven at være det Sted, hvor de med Forkjærlighed afgjør alle Forretninger med Omverdenen. De har en regelmæssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor, hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv opgiver de stadig "deres Kafé", naar man spørger, hvor de kan træffes, deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i aarvis, omgaas daglig, være Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litterære og artistiske Samlingssteder er Kaféerne tildels allevegne, men i Paris er de tillige politiske. Under bevægede Perioder er det dem, der bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fødes der og udgaar derfra. Gambetta og en Mængde andre af de Mænd, der nu i forskjellige Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa Kaféerne; har Kafédiskussioner og Kafétaler som Basis for deres Popularitet og deres Position. Under Kejserdømmets sidste Aar var Café Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister deres Samfundsomvæltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles paa den fornemme Café de la Paix, der indtager Hjørnet af Operapladsen og Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks tro Mænd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede Tjenere serverer dem deres petit verre de Madère. Til daglig Brug spiller Politiseringen ganske vist ikke én saa fremtrædende Rolle som i Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kaféer ligefremme Krigslejre, der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrænker sig ikke til Demonstrationer, man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti vinder en stor Sejr, hænder det ikke saa sjeldent, at det uden videre lukker det andets Kafé. Noget saadant kan under normale Forhold ikke passere i Paris; i det mylrende Kjørind af Fremmede og tilfældigt Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kaféen dens absolut udprægede Farve. En Mazaringjæst vilde betragte det som en dødelig Fornærmelse, om man bød ham et Glas Øl paa Café de la Paix, og en Tortoni-gjænger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne sætte sin Fod paa en af de fuldblods republikanske Kaféer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste Pariserkaféer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede, skvadronnerende Børsmatador har erobret Café Riche og sidder selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele Boulevarden. Paa "Néapolitain" har hver anden Gjæst den røde Roset; det er Kaféen for "les officiers superieurs". "Suéde" samler Skuespillerne, "Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Café" de gamle Grundejere og "Helder" de unge Levemænd. Af de Fremmede har hver Nation sin særegne Kafé, hvor de, som Tydskerne paa Café de la Terrasse ved Gymnasetheatret, i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sæder, at ingen Pariser vover at sætte Foden paa deres Enemærker. Det er kun Nordboerne paa "Régence", der er et saa fremkommeligt Folkefærd, at de kan enes om Kafé ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv. Foruden for Théâtre français' Personale er Régence tillige Samlingssted for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres særlige Kafé, er endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets Udødelige, der mødes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfæller paa "Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds, nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en fælles Interesse forbinder, uden at de maa til Kaféen for at drøfte den i Kompagni. Dertil kommer saa Hærskaren af flygtige Turister. De er ifølge Sagens Natur henviste til at leve paa Gaden og Kaféen, og de gjør det selvfølgelig efter saa meget større Maalestok, naar de kan gjøre det med et saadant Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert tiende Hus har en Kafé i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brød som Skjænkeværter eller Garçoner.

Kaféens, særlig Boulevardkaféens Publikum er imidlertid ikke Indtægtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler Partiet omkring Café Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys. Fornøjelsesetablissementerne spænder Gasguirlander med deres Navne ud mellem Træerne foran Kaféerne, driftige Skræddere præsenterer paa Husmuren ligeoverfor en lang Række komiske Laternamagikabilleder for at fæste Opmærksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom, Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmænd, der søger at slaa deres Existens fast i Kafépublikummets Bevidsthed, fordi de veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende, fordøjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkaféernes Stole, er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Træk i den store Stads Gadefysiognomi, disse altid tilstedeværende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mættes, hvordan de stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Højeste. Men adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strømpeskaft fuldt af Guld og Sølv, længe før de opgiver deres halvt sælgende, halvt betlende Zigeunerexistens paa Boulevardkaféerttes Trottoirer.

Alverden, der har været i Paris blot en eneste Dag, kjender Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem Kafébordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmærksomhed, han er der strax med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles Exceptionelt, une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux," forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har næsten Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat, medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over hvilket han i Tidens Løb har bevæget sig Millioner og Milliarder af Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spændt aarvaagne, halvt lurende Øjne.

I sit Følge har han en Hærskare af andre ambulante Handlende. Det er en hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time foran en Boulevardkafé. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaféerne er en Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som Paris's Gadefysiognomi; maaske hjælper ogsaa netop det ikke saa lidt til Hjemligheden, man føler i disse Gader.

Født med Kaféen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener som saa, at intet Menneske gjør Ret i at ødsle sin Tid bort, selv ikke, naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjæsterne paa Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belærende Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de sig strax og lægger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man nysgjerrig, rører man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende Indrømmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til at afkjøbe ham hans Sprognøgle for to Sous; men lader man det hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen Gestus eller noget Øjekast at give Interesse for det tilkjende, falder heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine Smaasummer ind, og han veed altid ganske nøje, hvem der har været nysgjerrige; kun de maa bøde. Da Boulevardkaféerne imidlertid stadig er fulde af Fremmede og andre debuterende Gjæster, gjør den Stumme som oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa hvide Terryhvalpe og grønne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres hvide Forklæder og deres glaserede Æbler stukne paa Pinde, Stokkehandleren, Gibsfigursælgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige, langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spædt Barn paa Armen, den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar, Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver Arm, hvilke Kunstværker han paa Grund af øjeblikkelig Forlegenhed ønsker afhændede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjøre sig tilbørligt gjældende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris Repræsentanter. Hvert halve Minut maa man gjøre Kæmpeanstrengelser for at slippe for at kjøbe imiterede Uhrkjeder, Ærmeknapper, Sprældemænd, Smaadjævle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af deres Træhylster. Det er Altsammen fænomenalt billigt, men naturligvis er Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfærdeligste Markedskram, Millionæroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand, Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og Ringstativ, ude i Champs-Elysées klods op ad Ledoyens Restauration, Kagekonens tag- og vinduløse Bod ved Siden af Juvelerens Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for, hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By: intet Svælg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine Svovlstikker til Salg paa Boulevardkaféen, kan om nogle Aar høre til Verdens Matadorer, der behøves dertil i en By som Paris kun Talent og Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu skjødesløst slynger sin Havannacigar ind under Kafébordene, efterat have taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle Maaneder maaske—der behøves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle Nætter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v. – kjendes igjen i Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er befæstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af Boulevardkaféens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjæster og forsvinder først igjen, naar mellem Et og To om Natten den sidste Efternøler forlader Kaféens Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har Spurvens skarpe Øje og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, næsten fredet om paa Boulevardkaféen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven. Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den tætteste Trængsel for at hente sine Smuler under Bordene, der staar længst inde, og Folk rykker tilside og gjør Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper, og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem fra Boulevardkaféen med fyldte Lommer. En saadan Kafés Publikum paa en enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa større end mange Smaabyers samlede Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere fortvivlet, jo større den er, men den har ogsaa en uendelig Mængde af Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra Ingenting, saa er Kaféfortouget der. Meer end een Millionær er begyndt med at sælge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk, Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest forunderligt fængslende Udfoldning af sig selv.

Billeder Fra Sydfrankrig

Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man nærmer sig. Det første Indtryk, Øjet faaer, er en stor, jævn Flade, hvor det Hele glider sammen i græsgrøn Ensformighed. Men efterhaanden, som man kommer nærmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der aabner sig Kløfter, det Græsgrønne opløser sig i Hundreder af fine Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende. Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nært Hold tager Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man tænker sig det kun befolket af røde Revolutionsmagere, en anarkistisk Krudttønde, der blot behøver at komme i Nærheden af en Gnist, for at den skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden ogsaa at have iøjnespringende baade folkepsykologiske og historiske Fænomener at støtte sig til. Sydfranskmanden er en udpræget Romaner, siger man, letbevægelig, letflammende, en Natur, af hvis sjælelige Evner Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Ræsonnement. Han bliver derved i de ydre Former—om end paa sin elskværdige Maade—et Stykke af en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent, ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang; Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Hôtel-de-Ville-Erobringer og alt Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra 1789 har der ikke været nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille, Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer øjeblikkelig marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske Arbejderkongresser, de vælger Kommunarder til deres Repræsentanter i Kammeret, de stikker den røde Fane ud hvert Øjeblik, naar de kan komme til. Og de gjør Alt dette med en Eclat, en Højrøstethed, en Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser med en Følelse af at nærme sig det kogende Krater, hvorfra Revolutionernes Lava altid har væltet op hedest og vildest, vil, naar han kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis vil han træffe baade Typer og Strømninger, som passer ind i de konventionelle Forestillinger—Historiens Dom hviler aldrig paa rene Fantasier. Men han vil ved Siden af det røde Spøgelse, som han venter at finde tilbedt af Alle, møde en Konservatisme af Kjød og Blod, fuldt rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle Galliens højtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven knust af de fremtrængende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus syntes der at stige en ny Fugl Fønix i Vejret. Det rige Land mellem Loire og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Kræfter, dets frie Handelsstæder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris gjør det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjønne Kvinders Pris i dette Hjems bløde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting samler sig; den opfanger som et Brændpunkt alle Udstraalingerne af dens Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig det sydfranske Sprog med en Glans, der næsten ikke er mindre end tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og Kvindetilbedelsen, sidder i Højsædet, Konger og Fyrster fra de fjerneste Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som tidligere Barbarerne fra Østen har kastet sig over Gallien, Handel og Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lægges i Grus, Troubadourerne bliver fattige og hjemløse, deres Sang forstummer, og med den ophører ogsaa Propagandaen over Verden for det skjønne sydfranske Sprog. Selv fra dets Hjemstavn søger de nye Herrer at jage det bort: de paatvinger Retsvæsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og efterhaanden synker da Troubadourernes højtudviklede, næsten verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der ikke længere har nogen Literatur, og som kun tales af Bønder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har Forholdet været saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog", under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de tilstødende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prædikestol, det er ikke blevet hørt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner. I alle de sydlige Departementer, særlig i de gamle Provinser Provence og Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrækning, at mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af Præstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjærlighed af Byernes dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en Haandevending at være absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel nægter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at føre sin tavse, beskedne Tilværelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvrængt, noget Unaturligt, som umulig kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den sejge Kjærlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin Skjønhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk Bestræbelse for at hæve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans, saa i hvert Fald dog til en jævnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne Kultursprog.

Sjælen i denne Bevægelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den første By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet over til at være ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes skjønne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hørte. Den provençalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophørt at flyde, selv i den tørreste Paryktid. Men først i vore Dage er der blevet gjort Forsøg paa at iklæde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og dets skjønne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa Akademiets Lænestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brød som Boghandlere, Bagere, Landmænd o.s.v., samtidig med at de digtede for Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har haft, levede og døde som Frisør i Agen; Réboal drev Bagerhaandværket i Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har skaffet ham Tilnavnet Provences Béranger. De er ganske vist derved personlig blevne mindre berømte, end de upaatvivlelig vilde være blevne, hvis de som deres Landsmænd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vække en Opmærksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjæftiger sig med romansk Sprog og Poesi; der holdes Forelæsninger herover ved tyske Universiteter, og den nye provençalske Poesis Hovedværker findes i gode, af virkelige Digtere besørgede tyske, italienske og engelske Oversættelser. I selve Frankrig har man ganske vist—maaske dels af Skinsyge, dels fordi Pariserbladene gjorde de provençalske Digtere forhadte gjennem Beskyldninger for separatistiske Tendenser—længe strittet imod og ikke rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merimée rent ud havde erklæret, at Provençaleren Mistral ubetinget hørte til vor Tids største Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjønt og klassisk Værk som hans episke Digtning "Mirèio", er i ethvert Tilfælde denne Digter tagen til Indtægt af den franske Nationalstolthed, og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle Frankrigs literære Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besøge ham og i Stilhed bringe ham en Hyldest, som han tager imod paa den elskværdigste og beskedneste Maade af Verden.

Ikke faa af de andre provençalske Digtere, særlig Roumanille, og Aubanel, der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras, der er Fredsdommer, og Anselm Mathieu, der ejer et Hotel sammesteds, samt William Bonaparte Wyse, der, skjønt født Englænder, ikke har kunnet fornægte Kjærligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor den sydfranske Befolkning, for hvem de nærmest skriver. Inden ret mange Aar vil maaske "Felibrene" være de Digtere, som fortrinsvis læses. Deres Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strømmende Kildevæld af frisk og umiddelbar Poesi.

De har foreløbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden deraf propaganderer stærkt for det, der paa alle Punkter er og bliver disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og tællende mellem dem adskillige sydfranske Rigmænd og Notabiliteter, hvis Indflydelse maa bøde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jævnlig samler disse Foreninger, der synes gjennemtrængte af en endnu stærkere prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab, sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har Prisbelønninger, uddelte af den skjønneste Kvindes Haand. Man drikker "Felibrernes Vin", den ædleste af alle, paastaar Digterne selv, og af hvilken et eneste lille Glas skal være nok til at fremkalde Begejstring; man lovpriser i Vers og Tale det skjønne Land, hvor man bor, og dets elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og Poesien og Lovtalerne. Men samtidig sætter disse Sammenkomster dog ogsaa en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget Ideen til et stort Blad i Stil med Paris-Murcie paa Romansk for at komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalvøen til Hjælp, og de har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affødt omfattende filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal blive et romansk Sidestykke til Littrés Værk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevægelse er voxet i Vejret, efterhaanden som den har vundet stærkere og stærkere Tilslutning hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjærligheden til det gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden. Den bringer den naturlige Vedhængen ved Alt, hvad der er ejendommeligt for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjær af noget Helligt, som der ikke maa røres ved, fordi det er et af Momenterne til at vise, at man er et særligt Folk, der har Ret til at have sit særlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mænd i fremtrædende Stillinger, stadig bevarer denne Dragt og ikke engang lægger den af, naar deres Mands Embedsstilling medfører en Flytning til andre Egne af Landet; den nærer i sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hædret og mægtigt, en dyb Kjærlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den svundne Tid.

Bevægelsen har imidlertid ogsaa andre Følger. Idet Felibrene stiller sig som Bannerførere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den ganske naturlig paa alle Punkter fører dem over i den Lejr, der gjør skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille, afsides Tilværelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rød Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trænger fra den populære Poesi, der i ethvert Tilfælde er de lavere Klassers eneste aandelige Føde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed, befæster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbøjelighed til Konservatisme og Religiøsitet og udbreder saaledes mere og mere sin stille, men sejge og udholdende Propaganda.