Kitabı oku: «Fra det moderne Frankrig», sayfa 6

Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar der er grande séance, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos Tilskuerhoben paa Quaien.

Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater og Loger. Soldaterne i Salle de la Paix præsenterer Gevær, Fanfaren lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. Mødet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom i Theatrene har man som oftest en lille Pièce de rideau til at aabne med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule. Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter raaber sit "Faites silence!" —Turneringen begynder.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere, Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden. I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis sjeldent, at Partilidenskaben ved en grande séance ret længe kan holde sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under, Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der. "Silence au Mexique" brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. "Silence à la commune" svarer Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase. Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit "Faites silence." Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer, føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele, bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti. Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama, man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes, Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare, forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under almindelige Forhold ikke synderligt om.

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har vanslægtet fra sit store Ophav.

Det Røde Paris

Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der ogsaa til Nød stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove Duge og store Ølglas.

Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens, Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster; sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen. Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene. Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne, halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel. Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie. Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag, til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig. Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede, flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde Louise Michel.

Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder, faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været tilstrækkeligt "de supprimer un homme pour sauver le pays". Siden det Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den, er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig," sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik hende i Næringen.

Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende. Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var, undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk, vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte, stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent, hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad, Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette, Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission. Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede," siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil, forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød. Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende. Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det, særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i nye Faser.

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission, i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre. Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten", holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser. Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg. Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom, hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres, hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det, der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne komme til at spille en virkelig Rolle.