Hans Råskov

I

Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en dal. Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale. Vejen, der her gik uden om gården, blev grå og tør, mens andre veje endnu var helt fugtige; om dens hjulspor stod sandet i tynde, sprøde kamme, og når man gik og trådte dem ned med bare fødder, så havde man sommerfornæmmelser længe inden første Maj; her kom hønsene ud og pillede i græsset og hakkede følfoden i de gule hoder, og den sorte grævlingehund, Vaps, nød ikke sjælden sin middagslur her og lå og blinkede velbehageligt i solen med sine gule øjenlåg.

Og den, der ikke mindst søgte ud til den søndre længe, det var gårdens ældste søn, Hans – kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle; vingerne var af bedste asketræ, der for længe siden var blevet udsøgt og tørret; de antog en smuk skrå form under hans fem og halvfjerds øres svanekniv og blev siden glattet efter med et glasskår. Hans havde sat sig sådan, at han i god tid kunde vare sig, om nogen skulde komme og overraske ham i arbejdet, hvorved det vilde ha tabt al værdi i hans øjne. Men ingen forstyrrede ham undtagen hønsene, der kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede efter de spåner, der uafbrudt faldt fra hans kniv; de holdt hodet på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene øje. Hans tog småsten op med tæerne og kastede efter dem; han kunde ikke fordrage dem; de mindede ham om kvindemennesket derinde, som han havde mistænkt for at gå på lur efter ham for at opdage hvad det var, han havde for, som hun ikke måtte se. Hun havde en dag oppe på loftet fundet en halvfærdig elektrisermaskine af Hans' fabrikat, og hvor havde hun ikke knævret og nikket og kaglet til alle mennesker på gården om den maskine, som hun oven i købet skulde ha forklaring på, hvad hun naturligvis ikke fik og selvfølgelig skældte ud for. Han havde været nødt til at slå den i stykker og grave den ned, ikke at tale om, at han nu for fremtiden var udelukket fra at lave elektrisermaskine mere, da hun havde snaget i den. Hun var akkurat ligesom hønsene her; det var ikke noget under, at Hans hadede dem.

Sværest var det at lave skåret, hvor vingerne skulde passe sammen. Han mærkede det med en blyant, trak en ridse med kniven og begyndte så at skære ud, men pludselig så han træet blive rødt, kniven havde givet ham et snit i den ene finger. – Nåda, sae han vredt; hvad skal det til? Du kan godt blive fri. – Han løb ind i tørvehuset, hvor han havde nogle af sine gemmesteder, og stak kniven ind under dørtrinet; dær skulde den ligge i fjorten dage, inden den måtte bruges igen. Der var heller ikke noget i vejen for, at han kunde hjælpe sig med den gamle, skønt den var af meget ringere stål. De ægte svaneknive har den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke, men skal de derfor ha lov at skære en i fingrene?

Når Hans sad her ude og arbejdede, søgte hans øjne gærne op til en gård, der lå langt borte, men meget tydeligt oppe på en høj bakke; man så ikke andet af den end to stykker skinnende gule mure og midt mellem dem en stor bruntjæret port; træer og andet tilhørende kunde man ikke se; den lå dær så underlig ensom og udgjorde en vigtig del af Hans' tidligste erindringer. Som ganske lille havde han haft en æventyrlig forestilling om, at det var en guldring med en eller anden mærkelig sten, og senere var æventyret aldrig ganske gået af den; den adskilte sig fra alle andre gårde derved, at den en gang havde levendegjort et stykke af hans fantasi. Den faldt ham uvilkårlig i øjnene, når han gik alene her ude og var helt tilfreds, den stod i indre livssammenhæng med hans lykkeligste øjeblikke.

Vingerne var imidlertid blevet færdige, og møllen samlet. Det var en god mølle, der var lavet med al tænkelig omhu; om aksen gik der en snor, hvori den kunde hæve en sten af forud beregnet vægt. Hans bar den fløjtende hen til en pæl ved urtehaven og gjorde den fast.

Gå så, sae han.

Den vrikkede om til den ene side og gik ikke. Hans stillede den bedre i vinden og satte den i gang igen, så vrikkede den bare om på den anden side. Der var noget, der rejste sig med et hårdt sæt i Hans' sind, men han holdt ikke op med at fløjte; han vilde vise sin mølle, at han blev ikke vred på den, skønt den var urimelig. Han skulde være så forekommende at smøre den, hvis det var det, den ønskede, og han hentede vognsmørelse og smurte den netop så meget, som den trængte til, men den vilde ikke gå, skønt der ikke kunde være tale om nogen fejl eller mangel ved den. Måske var den ked af den sten til at begynde med; ja men der var aldrig nogen af hans andre maskiner, der havde budt ham sådan en stædighed. Alligevel, da han havde særlig meget til overs for denne her mølle, så vilde han for en gangs skyld strække sig så vidt, at han fritog den for stenen, skønt det var tosset. Fløjtende tog han stenen af, men hans ansigt lignede et ultimatum, da han tog tre skridt tilbage og for sidste gang befalede den at gå.

Den gjorde det ikke. Hans smilede vredt, han vidste godt, hvad det vilde ende med, men han trak det i langdrag, og til ingen nytte tog han vindretningen med største nøjagtighed, afsatte den på jorden med et rids og indstillede møllen for sidste gang, men den blev ved sit; han sendte den en sten, og den ligesom rystede på hodet. Så gik han meget langsomt – skønt hans hænder dirrede – hen til den stridige ting, der stumt og stædigt benægtede rigtigheden af hans beregninger, tog den forsigtigt af og bar den hen på marken, hvor der var en stenbunke. Dær lavede han et leje til den i jorden, løftede den største sten, han kunde magte, og holdt den over sit hoved. Han betragtede sit værk, der var anbragt sådan, at ikke en pind var hel i det om lidt; ikke een havde set det; kun kvindemennesket havde ligesom lugtet det en dag, ikke mere. Det var ellers et smukt stykke arbejde; han havde købt en ny kniv, for at det skulde blive rigtig godt; så meget mindre grund var der til at skåne det nu. Så hug han stenen ned, men det knasede ikke nok; han tog møllen op og brækkede den vredt i så mange stykker han kunde, med større hidsighed, jo mindre stykkerne blev, og smed dem rundt om, så ingen skulde ane, hvad det en gang havde været.

Det gjorde godt; han så sig sky og hurtigt omkring; der var vel ikke nogen til også at fordærve dette for ham! Men pludselig glemte han alt andet over noget rødt, der lå og skinnede infamt i solen; han var vis på, at det ikke havde været der for et øjeblik siden, og han gik lige løs på det i stor ophidselse. Det var ikke andet end en rød klud; han betragtede den med væmmelse og undrede sig over, at han ikke havde lagt mærke til den, da han gik derud, men efter at han havde set lidt mere på den, gravede han med sin nøgne fod et hul ved siden af, sparkede den der ned og kastede til over den.

Da han igen gik forbi gården, skingrede en kvindestemme løs med en lang ramse, hvori hans navn var det første ord. Det gav et hop i ham, men han gik sindigt videre; det skulde ikke se ud, som om han vilde rende sin vej. Han gemte sig inde i pileplantningen for at følge hendes voksende arrigskab, og han blev efterhånden vel til mode igen. Det var lutter personlige fornærmelser mod ham selv, og det nærede yderligere hans foragt, at de var så fjollede; hun var nu ikke opfindsom. Men da det begyndte at slippe op for hende, mente han, at det var på tide at vise sin ryg, han kom frem og gik langsomt ned ad mosen til, hvad der ganske rigtigt gav hendes ordstrøm nyt liv.

Bliv bare ved, sae han hen for sig; det er det jeg vil høre; du gør din pligt.

Et stamp i jorden fik ham til at se op. Det var fårene, som han nu var kommet tæt hen til. De stod med mulen mod jorden og stirrede på ham med deres lange, flakte pupiller, og da han tog et skridt hen imod dem, stampede de igen og nikkede, og så bævrede de med halerne og rystede en mængde bønner af sig.

Hvad skulde det nu betyde? Hans blev rå og ond ved synet af de tåbelige dyr. Han gik lige ind i tøjrslaget til dem og satte sig på pælen; så kunde de more sig med at hænge sig; og se, om de ikke straks gjorde forsøg på det! Godt! så blev han siddende dær, til de bar sig fornuftigt ad ligesom andre dyr. Han hørte, hvordan det peb i deres halse, men de var dog fornuftige nok til at linde lidt, da de mærkede, at de ikke fik vær nok på den måde. Efter uhyre lang tids forløb fik den ene mod til at nippe af et græsstrå, men drejede han blot hodet, så kvalte de sig igen af hjærtens lyst, mens rædsel og dumhed strålede ud af deres modbydelige øjne, der lignede gamle slidte knaphuller. Han belønnede dem med et spark og gik, og så var der igen en stemme, der skrålede efter ham.

Nå, tak, hun var stadig på udkig! Det blev nok en morsom aften, for hun vidste jo, at der var i alt fald een ting, Hans ikke kunde fordrage, og det var at blive skældt ud, mens han fik mad. Det skulde hun nok huske at benytte sig af, og hæsligt til mode gik han ned over engene; til han nåede skelgrøften, der var grænsen mellem faerens eng og genboens mose.

Når man vandrer omkring med uroligt sind og kommer til rindende vand, så behøver man ikke at gå selv, man kan sætte sig, uroen risler bort med vandet, der løber ustanseligt; man kan la øjnene følge krusningerne på vandet, med græsstråene, med de blanke sorte hvirvlere, der danser deres lunefulde kvadriller på overfladen, og de fremmede tings bevægelse overfører vandringens fortryllelse på ens sind, mens man nyder den hvile, som man hemmeligt, under sjælens uro, dog trænger mest til.

Og har man fulgt en ting med øjnene så langt man kan, og i sit stille sind ladet den komme til et ønskeligt mål, så kan man, hvis man er anlagt for det, lægge planer om opstemning af vandet og anbringelse af overfaldshjul, lavede af en gammel sigarkasse – —

Hans blev sulten. Han kastede et mørkt blik hjem mod gården, mod spisekammervinduet, han oplevede i tanken den lange kamp om smørrebrødet, med tvær tavshed på den ene side og mange slags ubehageligheder på den anden. – Hvad skal du? Jeg spør, hvad du skal. – Hvad siger du så? Hvad? Hvad er det så, du skal sige? Siger du ikke tak? Kan du så sige tak? Nå: Tak? – Hvad, er du dær inyw, skal du ha mer inyw? Kan du be' pænt om det, må jeg høre? Nå! Har du glemt, hvad jeg har lært dig? Hvad skal du sige? Hvad, render du fra din mad? Hans! Ha—ns!

Han vendte sig med væmmelse om mod sin grøft, men den var ligesom blevet tom; den var ham ikke til nogen trøst, og det overfaldshjul blev der måske ikke noget af. Hans havde en stærk appetit og kendte glæden ved at få mad; bægge dele var opdaget og blev benyttede imod ham. Jo tak, fruentimmeret kunde rigtignok beskrive ham, når han var sulten, eller når han endelig fik noget. Det var helt morsomt at høre på – for andre.

Det var altid den smurte mad, kampen stod om; middagsmaden fik han i borgestuen sammen med folkene, den var nogenlunde fredelig, for så havde hun andet at bestille.

Der var ikke mere fornøjelse ved skelgrøften, Hans gik hjem. Han var blevet godt ondskabsfuld, foruden at han var sulten, og det kunde jo blive helt morsomt at tvære sin vilje igennem og få alt det, man kunde spise og samtidig se hende blive mere og mere arrig.

Da Hans gik ind gennem køkkenet, følte han sig fuldkommen parat til at ta den forestående kamp op.

II

Det var en kold vinteraften i Januar med en urolig knaldende blæst; Hans kom ud af gården og gik over marken ned til søen. Han fyldte egenlig tretten år den dag, men al festlighed var forsvundet fra fødselsdagene, siden hans moer var død, og skønt han jo måtte vide det fra de to foregående år, så havde han dog glemt det igen i år og sat forventningen op efter noget usædvanligt; godt var det da, at han ikke havde røbet det med et eneste ord, men endnu mens de spiste deres nadver, havde han ikke tænkt på andet, end at der måtte komme noget – — og så var det endt med, at han havde pådraget sig en stor og skammelig ydmygelse: han var kommet til at tale om, hvad han nok skulde blive til, når han blev stor; det var ikke ham, der først havde givet anledning til det, han huskede ikke længere, hvordan det var gået til, men det var blevet sagt. Faeren havde småleet, men husholdersken – — å, hun var blevet så glad, som om hun havde fået noget forærende! Hvor havde hun tygget på det og bavlet over det og forklaret det og spurt husmanden hvad han mente, og drengen, hvad han skulde være, og hun havde sagt, at det var vel bedst, at Hans og drengen kom til at følges ad, så kunde de jo kappes – — Det var fordi hun en dag var kommet efter, at Hans »havde leget« med den elendige dreng, nå ja, på en vis måde havde han også givet sig af med ham; det havde han nu for det. Han foragtede sig selv, fordi han sådan havde udleveret sig til et kvindemenneske, men nu måtte han altså tænke på noget andet, for der kunde jo ikke være tale om at blive noget, som hun havde haft sin næse i og vrøvlet om.

Han nåede søen og gik ud på isen; han var så led til mode, at det var lige meget, hvor han gik hen. Isen knagede advarende under ham, og han stampede vredt i den til gengæld: Hvad skabte den sig for? Det havde vel frosset i fjorten dage! Men den knagede igen.

Godt; så blev han nød til at gå længere ud. Han var egenlig bange; ved hvert brag slog der hede bølger op gennem hans krop, og sveden stak som nåle på siderne af hans næse.

Der var en tosset vise, han mod sin vilje havde lært af drengen, og som havde plaget ham hele aftenen; den blev nu mere påtrængende, skønt han hvert øjeblik kom i tanke om den og jog den bort. Den lød sådan:

Min bedstemorfik trillinger hvert år,som hver en nok så net af bedstefar blev ædt.

Den havde næsten taget magten fra ham, nu da han var bange og dog ikke kunde beslutte sig til at vende om. Men den blev siddende i halsen på ham, da han pludselig faldt og gled ned ad en skrå isflade, indtil vandet lukkede sig over ham. Det han kold; han mærkede ikke heller nogen varme i den luft, han udåndede, den peb kold ud af ham som ud af et gammelt hus.

Mens han så efter en revne, hvor der kunde slås mere is itu, syntes han lige med et, at der var et stort rødt lys på himlen; han lå stille et øjeblik og så sig om, men så var der alligevel ingenting, og i det samme huskede han sin store lommekniv, den huggede han ned i isen foran sig, og sådan kom han op. Han måtte hvile sig lidt, benene kunde ikke bære ham lige straks, og da han lå dær og så på det hul, han var sluppet op af, så faldt det ham ind, at det for lidt siden slet ikke havde været så sikkert, at han kunde redde sig, og nu kom skrækken bagefter og krævede sin part, som der før ikke havde været plads til. Han løb hjem, først på fire og siden på to, men blev igen helt sig selv, da han stod inde i gården. Nu gjaldt det om at ingen fik noget at vide og noget at vrøvle om; han listede sig stille ind i sovekammeret og skiftede tøj i mørket, men efter denne omklædning var kostaldens fugtige, mælkeduftende varme noget så lykkeligt, at han aldrig havde oplevet noget tilsvarende. Han lae sig på en bunke halm og blev endelig af med den ihærdige melodi og faldt i søvn.

III

At Hans Råskov havde et vanskeligt sind, det var der to mennesker, der særlig kom til at mærke i løbet af det følgende forår. Den ene var husholdersken, mod hvem han befæstede sig ved et gennemført tavshedssystem; den anden var hans lærerinde. For Hans gik i den fine skole, der antoges at gi en højere dannelse end almueskolen, væsenlig fordi undervisningen kostede noget, og så fordi der, om det ønskedes, kunde undervises i fremmede sprog. Hans havde længe måttet høre af de andre drenge, at han gik i tøseskole og lærte at hækle blonder til sin faers underbukser, og det var endelig gået op for ham, at kvinderegimente er en uværdig ting for et mandfolk. Han fandt også en vis lighed mellem lærerinden og det kvindemenneske, han foragtede mest af alle, og da han en gang havde begyndt at sammenligne, blev ligheden fuldkommen, og hans opførsel blev derefter. Han mærkede ikke selv, hvor hurtigt han forandrede sig, men han fik det at vide af lærerinden; det blev udførligt beskrevet for ham, hvordan han næsten lige med et var blevet en slem dreng – til sorg for mange, og ingen kunde begribe hvad der gik af ham; men han var ikke mere den han havde været.

Hans kritiserede i tanken udtrykket »en slem dreng«. Dær tog hun nu fejl og vidste ikke, hvad hun sae, for Hans hverken stjal eller løj eller ødelagde; derimod gjorde det et stolt og ubeskriveligt indtryk på ham, at han ikke mere var den han havde været; det mindede om udtryk i bøger, og så var det tillige sandt, men han havde aldrig rigtig vidst det, før hun sae det.

Af stor betydning for hans udvikling var det også, at der var kommet en ny dreng ind i skolen; han kunde mere end Hans, og navnlig forstod han de samme ting på en anden måde, og Hans blev dybt rystet i troen på sine egne kundskaber. En dag så Hans ham smile overlegent, og det var over lærerinden; han kunde ikke glemme det igen, men hvis der nogen sinde blev smilet sådan af ham, da troede han sikkert, at han måtte blive syg af det; bagefter kunde han ikke tåle at se på lærerinden, hun var mærket af det smil; når han hørte hendes stemme, fortrak hans ansigt sig, så der blev lagt mærke til det, han blev udspurt og fik skænd, da han ikke vilde svare; derved huskede han det hele endnu bedre, og hans kritik, der allerede havde været vågen nogen tid, blev nu sikker og skånselløs. Men der var i det smil en åbenbaring af en højere kultur, der bevirkede, at han for første gang kom til at beundre samtidig med at han lærte at foragte.

En dag sad de ved siden af hinanden og regnede reguladetri af samme bog. Hans var i dårligt humør, fordi han så den anden strege sine tal ud og skrive små tal oven over og stadig blive først færdig; det nagede ham, at han ikke også var inde i den hemmelighed, og langt om længe bekvemmede han sig til at spørge. – Det kaldtes at forkorte; man havde lov at dividere første og andet led eller første og tredie led med samme tal.

Hans viste uden nogen forklaring lærerinden en del stykker, der var regnede på denne ny måde; hun nikkede, at de var rigtige, men hun rødmede; det så han. Da de var færdige med deres stykker før tiden, fik de som belønning lov at sidde og tegne på tavlen. Hans udspurte kammeraten om brøk; han lærte i en fart at forkorte og gøre til uægte brøk; det var ikke svært. – Lad mig få addisjonen med med det samme!

Kan Hans ikke være stille? lød det fra lærerinden.

Jo, sae Hans og adderede hviskende, men lidt efter kom der nok en påmindelse, og kammeraten vilde nu ikke regne mere med ham.

Nu skal jeg skrive alt hvad hun siger, op på tavlen, sae Hans, så skal du se sikken en masse sludder.

Men den anden vendte ryggen til ham, og derved blev Hans mere ond; så vilde han selv se, hvor meget vrøvl han kunde samle.

Det blev en mærkværdig sidefuld, griflen skreg hen ad tavlen; der var mere end han kunde overkomme, og det blev endnu værre vrøvl, fordi han måtte springe det halve over. Kammeraterne blev opmærksomme, men hans sidemand flyttede langt bort fra ham og regnede med ansigtet helt nede i tavlen. Hans kunde ikke mere, da han kom til disse to sætninger: Sandelig sandelig siger jeg dig – — du er så våd, din gris. – Det sidste gjaldt den store hund, der plejede at ligge på hendes skød, og som lugtede nok så tit som børnene; det berørte Hans så ublufærdigt, at hun en dag havde sagt, at hun godt kunde lugte forskel på hunden og dem.

Mens Hans hvilede sig og nød det mishandlede skriftsted, var lærerinden pludselig over ham. Han rodede rundt i det skrevne med albuerne, men fik i skyndingen ikke tid til at spytte.

Nå, du skriver uartigheder på din tavle, sae hun virkelig bestyrtet. Du trænger nok til at få nogen smæk.

Smæk, hvæsede Hans. Når det hedder klø. Tøsepjat!

Drengene så hen på ham, og alle pigerne hviskede: Me—n, i kor. Han blev grebet under armene og slæbt ud på gulvet og skulde sige det en gang til. Men i samme nu var hans sind slået i lås som et kunstigt skrin, og der var ingen, der kunde åbne det.

Spanskrøret kom frem; der blev givet ordre til, at alle skulde se på, at han fik prygl; i pusterummene spurte hun, om han ikke skammede sig.

Han skammede sig virkelig; det var måske det, han havde lettest ved af alting. Hans sind var så ømt, at han blev flov over det ubetydeligste, men at se til tog hans skamfuldhed sig ud som trods, fordi den gjorde ham indesluttet og inderst inde hadefuld mod den, der gav anledning til, at han skammede sig. De prygl, han fik, disse elendige tøseprygl, de var den hæsligste ydmygelse, han havde oplevet, og havde han set noget mere af livets hensynsløshed, så havde han vel rettet sig og ladet det komme an på, hvem der havde flest kræfter, han eller lærerinden, men hans sind var endnu bundet af nedarvet respekt og tålsomhed; han stod med krum ryg under pryglene og nøjedes med at puffe fra sig med en albu som en antydning af modværge. Senere da det var bagefter, tænkte han sig, hvordan han kunde ha slået igen.

Da han hverken vilde græde eller sige, at han skammede sig, kunde det jo ikke være andet, end at han skulde stå ved døren. Bægge dørene var ganske vist optaget; ved den ene stod endda to med en brændekurv imellem, men de blev hjemsendt på grund af deres forholdsvis ringere forseelser, og Hans kom til at stå alene i hele sin afskylighed.

Det var en betydningsfuld oplevelse. Med stjålne øjekast så han, hvordan kammeraterne skammede sig over ham, han mærkede deres afsky på sig og gennemgik dem i tankerne een for een, flere havde været hans ret gode venner, men han var færdig med dem, og idet han anede, hvad de mente om ham, tændtes der en vrede imod dem, der først dæmpedes, da de var blevet ham fuldstændig ligegyldige. Kun een kunde Hans ingenting se på; han skulde for fremtiden være hans eneste ven. Han tænkte så ivrigt, at hans læber bevægede sig, og lærerinden gjorde alle opmærksomme på det; de, der havde samlet sig efter katastrofen, smilede, men Hans, der følte latterliggørelse som den eneste virkelige straf, pressede læberne sammen og holdt dem i ro. Der var nu lukket noget i ham, som selv den redeligste vilje ikke kunde få op.

I frikvarteret havde Hans den store skuffelse, at den, han havde udvalgt til sin eneste kammerat, tog flov og kølig imod ham, og da Hans udelod sig med nogle hånlige bemærkninger om lærerinden, svarede den anden stille og fornuftigt, at han syntes egenlig ikke hun var så tosset. Så var Hans færdig; han havde altså ikke noget menneske, hvis øjne han kunde møde; han gik skulende omkring og lignede en overbevist synder mellem lutter retfærdige.

Fra vinduet holdt lærerinden øje med ham, det gik som det skulde: alle fornægtede ham. Da syntes Hans, at han så altfor meget, og at det måtte være en lindring at være blind.

– — Det var på den tid de skulde hjem; Hans begyndte allerede at glæde sig til forskellige ting han havde liggende i sine skjulesteder; der var meget han ikke havde rørt i flere måneder, og som han næsten havde glemt; det skulde blive morsomt at få fat i det altsammen igen. Men alt gik i stå i ham, han stivnede fuldstændig, da han blev holdt tilbage, mens de andre fik lov at gå. Havde han været nærmere døren, så vilde han ha rendt sin vej, men hun havde jo regnet det hele ud i forvejen. Han forudså alt hvad der vilde komme: hun vilde skabe sig sød og ækel og gal og tosset; formaninger og skældud og smæk vilde blive enden på det; han fik et anfald af raseri og rystede, mens kammeraterne sae farvel og lånte ham øjne, som han havde lyst til at stikke ud.

Døren blev lukket efter den sidste; hun besørgede det selv; den blev låset af.

Men når hun hadede ham, som hun jo måtte gøre, hvorfor satan sparkede hun ham ikke ud ad døren, så han rullede hen ad vejen og slog hodet i stykker på kantstenene? – Det buldrede i hans hoved, som vankede der rungende lussinger, han kunde tænke sig dem – — – og så tog hun fat på at tale ham til rette.

Allerede det at han kunde det uden ad i forvejen, fordærvede virkningen af hendes ord; der var naturligvis det om den rare dreng, han altid havde været, om den slemme dreng, han nu var blevet; hun gjorde ham så sød, som han aldrig havde været, og så ond som han ikke var blevet endnu.

Hvor længe varer det? tænkte han; Satan, hvor længe varer det? – Hun vilde løfte hans hoved, men han var lige ved at få kvalme og måtte smide sig ned på en bænk, og til sidst begyndte hun, gud hjælpe mig, at græde. Han blev svimmel af væmmelse og flygtede, da hun rørte ved ham. Ved den lejlighed huskede han, at kvindemennesket der hjemme en gang havde kysset ham, og føj for satan hvor det lugtede!

Hun følte, at der var ikke noget at stille op med ham; han var som en maskine, der ved et sammenstød har fået hjul og stænger forvredne, og det er ikke at rette ud igen. Hun opgav ham med sorg, hun lod ham gå, ja hun gav ham også et puf i ryggen, da hun fik lukket døren op for ham. Han løb ned ad vejen, men opdagede straks, at det var tosset; skulde hun tro, at han ikke var lige glad! Ved omdrejningen kom han mod sin vilje til at se et glimt af hendes røde ansigt i vinduet, og kvalmefornæmmelsen kom igen.

Det hjalp, da han kom uden for landsbyen; han syntes det var en uhyre tid siden han havde været fri for andre mennesker, og han nød i høj grad den halve mil han havde at gå. Han var så optaget af det velvære, der langsomt vendte tilbage, at han brasede ind i stuen uden at iagttage nogen som helst forsigtighedsregel, og dær sad så husholdersken og stoppede strømper. Her forestod rimeligvis også noget; det skulde være mærkeligt andet. Han vilde liste ud i køkkenet for at spise dær, men nej tak, hun hentede maden ind til ham og satte sig over for ham, for at han skulde nyde hendes selskab. Underholdningen lod heller ikke vente længe på sig:

Ja, du trænger rigtignok hårdt til at komme ud mellem mennesker og lære, hvordan du skal opføre dig. Når en rækker dig noget, så kommer du bare med hånden uden at sige tak, ligesom et dyr, ligesom en ko, man gir noget. Men når man blir budt noget, så siger man først tak, og så rækker man hånden ud og tar imod det. – — —

Hans tyggede med besvær og døjede med at finde munden; det var ligesom kæberne vilde gå af led, og han syntes de sad forkert i hodet på ham.

Og sikken du sidder og spilder; du skulde ud ved siden af svinene og ha et trug ligesom de, og så skulde man ikke tro du vidste, hvor din egen mund var. Og du skal heller ikke begynde at gabe, så snart du har brokket skeen fuld, for det kan gærne vare længe, inden den kommer, sådan som du spilder hele tiden, men du skal lukke munden op, når skeen er omtrent deroppe; det ser så tosset ud at sidde sådan og gabe, inden der er noget at gabe over – —

Hans rejste sig og smed skeen hen foran hende.

Hold kæft, skreg han, og der var sådan en klang i hans stemme, at hunden, der lå under bordet, sprang op og begyndte at gø, idet den troede der var kommet fremmede; den kendte ikke hans røst igen.

Men Hans gik ud af stuen med ualmindelig rejsning.