Kitabı oku: «Støv og Stjærner», sayfa 3

Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken frem.

Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise, hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale et talentfuldt begynderværk – dog modificeres denne regel naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem forfatter og anmælder.

Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse; tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt senere tog han religiøse æmner op – en omvendelse og en skildring fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik – så vakte han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin. Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget sygt; kunsten stiger, men livet synker.

V.

Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end forfattere plejer at være – det var formodenlig derfor, at hans bøger var mindre gode – og han forstod at være elskværdig på en behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr – Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og litteraturen skulde få et nyt hovedværk.

En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg, inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig for ham.

Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i enkeltheder.

"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl – eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok – skønt hvor ved jeg det fra? – at først når det ikke går i den grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun tilstande, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."

"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er ubetinget sundt at tale ud – bortset fra, i dette tilfælde, at det interesserer mig overordenligt."

"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også. Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over tømmermændene efter denne her talesvir."

Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.

Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et forekommende knæk i ryggen.

Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte han forkert på alting.

De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd havde meget at rose sig af i den henseende.

"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.

"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man kan mærke, hvordan de lugter af sved – men der er ikke et grønt græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner, brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det kan godt være, den er brugbar."

Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr. Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.

Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."

" obelisken for ikke også at blive lavet til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine naturkræfter arbejder videre på egen hånd."

Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.

"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede Ivar Holt, idet han lukkede øjnene.

"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.

"Nej."

"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."

"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.

Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i erotisk henseende?

"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde han lukke øjnene op igen.

Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte – — som ikke behøvede at ende noget bestemt sted.

Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham. Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen fornøjelses skyld.

Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.

VI.

En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til at begynde er den ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende formue, men gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks yngler den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skøn masse sølv; den blir moer til et læs penge, der kan føles både på låret og på brystet. Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den blir et herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner delta, som en so, der får grise. En hundredkrone, der veksles, er et af livets højere øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den længste dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, der forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, livsfyldens forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophøjet symbol på kulminasjon, så skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, og hvad han siger om rigsdalerne, gælder lige så godt om kronerne.

Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket syv øres sigar i munden; fem andre havde han i lommen.

Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrøg, ti så dybt var du sunket!

Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på. Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle forelæsninger, men fra i dag!

Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad! Han gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu.

Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på mælkevejen.

Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han skulde til selskab hos Kasbjerg.

Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå, henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres medskabningers.

Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op, vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene, til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste menneskene sin sorte bug.

Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde.

Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de forkomne eksistenser.

Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe, han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul. Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør. Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af noget.

Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud. theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine.

Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne litteratur.

Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.

"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst; derved har I et grundlag at elske videre på."

Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han overkom et smil.

Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner – jævne retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.

"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen.

"Ja," sa Teologine, "og dram!"

Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd.

Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet grund.

Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på bordet.

Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren.

"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe – hvis de blir præster – til folk, der hemmeligt skammer sig, – lad mig nu se, du snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter, store middage og mange børn – græd, Teologine! – de har det såmænd ikke så godt. Men imidlertid – tør her din tåre af, kære Teologine! – da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet fra os – ikke sandt, hr. børnehjemsejer? – tvivlens og spottens pip, tænkningens pip – mener hr. vært ikke også? – da alt det gør sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat, som han gerne vil ha sendt om."

"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg havde tænkt."

"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland. Spil, slave, du er betalt."

Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.

Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.

Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig påvirket.

"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine, Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder. Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen, Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og opdag, hvad du selv mangler."

Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt ligesom af sig selv over på hans skød.

"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham.

"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder."

"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet.

"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer. De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker."

Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun og ruskede i ham.

Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han kunde hele tiden føle i sig, hvor den var.

"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."

Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det var straks en omstændighed, tænkte han.

"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig – ja; jeg kunde tænke mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat – —"

"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke. Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på."

Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde ytre sig erotisk.

Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for. Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom. Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!"

Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen.