Kitabı oku: «To verdener», sayfa 2

KAPITEL 3

Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr. Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun blev nede i den anden ende af klasseværelset. Så kom han derned, og hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom bagefter, krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud. Her kan han ikke, tænkte hun.

Han kom tæt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over legepladsen.

Pas på, du ikke falder, sa han.

Sikken et spektakkel, drengene laver, bemærkede hun. Hun vidste godt, at han havde opsyn i det frikvarter.

Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?

Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.

Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tænkt meget over det, vi talte om. (Vi talte slet ikke om noget, tænkte hun, men De vrøvlede en masse). Det var ikke din mening, den måde du tog det på, det er jeg overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg holder meget af dig. Først blev du vred, siden lo du, men ingen af delene var der nogen grund til; jeg har altså ikke fået noget svar af dig endnu, ikke noget, som du kan være bekendt, og som jeg kan være tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tåle mere af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tænke dig om, vi kan træffes en gang i eftermiddag, og så venter jeg, at du vil vise et andet væsen end i forgårs.

Helga var imponeret og harmfuld. Skønt han med megen selvbeherskelse trådte et skridt tilbage, da han var færdig, så hun nok, at hans hænder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu. Men sådan friede altså en lærer til en uartig elev, som han ønskede at gifte sig med. Jo tak! Men nu havde Helga fået det lune, at hun vilde se ham ligesom den aften; han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor.

Hun så hen på ham; han så nok ud til at ha en vilje, som andre måtte bøje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv udbrød hun:

Kan De da ikke forstå, at jeg ikke er voksen endnu, efter den måde, jeg svarer Dem på? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal sige til et barn.

Det skulde være en undskyldning, men han opfattede det anderledes; han kom igen det skridt frem, som han før var gået tilbage, og lidt til, og han så på hende med øjne, der var fulde af tilbedelse og af nyt håb:

Jeg tar dig, som du er, Helga, du må være så meget barn, du vil, jeg skal holde endnu mere af dig for det, når blot du – — —

Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde; ham var hun færdig med, han skulde ikke få sagt et ord mere. Den alvor, der kunde ha gjort indtryk på hende, forlod ham, så snart hun sa et ord. Nej, til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hørte ikke, hvordan det nu blev til, at når der ikke var andet i vejen, så skulde hun med fornøjelse få lov at være barn, så længe hun vilde; det hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bøjede sig ud af vinduet og råbte:

Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.

Drengene så op, hr. Jensen måtte gå bort fra vinduet.

– Alle var på plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:

Må jeg låne din bog?

De skal altid låne min bog.

Kom med den, siger jeg.

Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, når De har haft mine bøger, mumlede hun.

Den første, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og hjælpe ham.

Jeg er ikke forberedt. Jeg var så træt, da jeg skulde til at læse i Lørdags, af at løbe. Der var nogen efter mig.

En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem bagved; hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.

Hvad er det?

Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der lavede sådan et morsomt ansigt.

Må jeg se det ansigt, Helga?

Nej.

Så får du en anmærkning.

Ja. – Helga ønskede netop en anmærkning. Hvad var mere naturligt, end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning, når hun lige havde erklæret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig åbenlyst; der blev røre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin munterhed.

Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.

Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre, der lå på knæ foran hende; ved siden af stod hans høje silkehat; neden under skrev hun:

Dig æ—ælsker jeg! Dig æ—æ—ælsker jeg!!

Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, så den nye morskab dukke frem, og skønt han ikke kendte dens art, var han lige med eet den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knækkede over på midten som en tynd kæp, der er for stærkt belastet, holdt sig ved tavlen og fnyste af grin, så stærk var hans tro, endda han ikke havde set. En lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med kridtet at lede efter vinkel AOC.

Hvad er det for et papir?

Helga fik det straks returneret.

Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.

Må jeg se den?

Nej. – Helga krøllede den sammen i den hule hånd.

Han greb hende om håndleddene, men hun sled sig løs og gemte tegningen i sin ene sko.

Hvor blev den af?

Den er i min sko.

Jeg vil ha den.

De vil da ikke ta mig om benene.

Der blev stærk uro i klassen. Eksaminanden smilede smærteligt. Han lignede et billede, som et barn har været ved at kolorere, men hvor kun den ene kind er blevet færdig. Han og hr. Jensen tog igen fat på at søge efter vinkel AOC; de havde bægge lige svært ved at finde den.

Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes sko. Hr. Jensen kastede sig over den.

Han var virkelig sådan en fornuftig mand, det kom han til at tænke på, nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige respektabelhed også blev ham selv påfaldende. Han måtte sætte sig ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev alvorlig, igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod så ubetydelig og grim over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sådan et udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i højtidelig stilhed. Hr. Jensen var en agtet lærer.

Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.

Det er jeg nødt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner de andre ad mig. Må jeg få min tegning igen?

KAPITEL 4

Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.

Hvor er frøken Schou? blev der hvisket.

Helga løb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.

De må skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved det ene ærme og stak resolut i trav med ham.

En kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte og mindre ansigter.

Er her plads til os to? spurte Helga.

Vilde jahyl lød indbydende derinde fra.

La være med at skrige, rådede Helga; ellers får vi frøken Schou herind.

Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang på trinet.

Her! lød det adskillige steder fra, og flere brøkdele plads blev gjort ryddelige.

Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.

Så gik toget, og realskolen kørte i skoven.

Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde være inde hos de store piger; han plejede ikke at være særlig meddelsom uden for skoletiden, men det morede ham i al stilhed at høre på dem, og det havde de måske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed. I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetænkt vås, der straks fandt sin skarpt bevæbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af godt hviskende venindeskab og åbenbar hånlig fnysen mod den, der ikke regnedes med – i dette kaos af frisk fornøjelighed og ugidelige suk, af bløde, klare røster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og stemmer, der uden nødvendighed sattes op til kattehyl – i alt det var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde udvikle sig deraf; hver af dem vilde følge sine tonebeslægtede og senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de matte og de friske vilde hver gå sine veje, og de vilde ikke senere komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hørte på det, som om det var en naturkonsert, han nød på sin morgentur. Som tanke betragtet var det unægtelig primitivt, men som en eller anden mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det af værdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behøver at gøre sig ulejlighed med at forstå enkelthederne. Han kom til at tænke på den tid, da han begyndte at få ideen til sin doktorafhandling, der havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gøre. Indtrykkene fra de mange sprog havde været så forfriskende for hans sind, der var blevet træt af adskillige års specialstudier, og nu mærkede han en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle dage tænkt, at det kunde ha udbytte for ham at høre på den. Måske var det hans stille høren efter, som han særlig havde lagt sig til, siden han var blevet lærer, der havde givet anledning til hans bekendte studier over visse lydlige fænomener ved det danske talesprog. I så fald havde disse bevidstløst passiarende unge pigers megen ordspild dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkårlig og så op.

Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et stille. Hvad tænker De egentlig ved at høre på al vort vås?

Å, jeg ved ikke; jeg tænker mig nærmest, at sådan må det ha lydt i Babelstårnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i gang.

Nå! Ja, men så må De hellere sige os noget andet: Hvad hører der til for at være voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok, hun er det. Hvad, hvornår er man så voksen?

Han mente, det var et relativt begreb, og søgte at forklare det, men det relative interesserede ikke.

Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.

Nej, erklærede Dagmar og rødmede.

Jo, sa Helga, man kan se det på hende.

Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, når man kan blive forelsket.

Dagmar forsøgte ikke at benægte det; hun rødmede og så ulykkelig ud og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevægt. Det var Dagmars sidste udvej, når hun ikke vidste, hvad hun skulde sige eller gøre: at se mildt til stjærnerne.

Jeg synes ikke, sa Helga, at det at være forelsket er noget tegn på, at man er voksen; tværtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?

Jeg lo ikke, jeg så blot i ånden den myndige institutbestyrerinde, som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.

Er jeg myndig? spurte Helga med en så rolig og kold forundring, at al samtale stansede i nogle minutter.

Ja vist er hun myndig, tænkte Grandlev, og da han så udtrykket i hendes ansigt, var han nød til at beskæftige sig med hende resten af kørslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige tankegang. Det var ganske vist også dumt udtrykt, gik han videre, idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans bemærkning; der var skrappe lærerinder på skolen, som det måtte være fornærmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke sin anerkendelse af hendes væsens sikre og sunde ligevægt, men det måtte jo ventes, at han slap dårligt fra det, da den art overvejelser lå så langt uden for hans speciale. Han vilde gærne glatte på det, men opdagede i det samme, at hun indgød ham en vis respekt, ti hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gøre hende en slags undskyldning? Et mærkeligt faktum, værd at anholde. Derved kom han til at huske på noget, så at sige noget udestående, han havde med hende. Et par øjne – et simpelt individ vilde sige: et par øjne, hun havde lånt ham, men det var jo slet ikke ham, hun havde set på den gang; henover hans hoved – som om han aldeles intet var – havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden; han blev ganske lille under det; og skønt det ikke vedkom ham det fjærneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tænkt over det og over hende med, hans interesse havde været ham selv påfaldende; han havde forklaret sig sin mærkelige sindsbevægelse over det nye og enestående, der var i at møde sådan et par øjne; der måtte tages billigt hensyn til hans ringe erfaring på kvindeøjnenes område. Det havde været ham overraskende, at hun beskæftigede ham så meget, og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde skarpsindigt fået meget ud af lidt, hvad der var en af hans videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit – og det var rigtigt —, så var der et par øjne for meget, de kunde ikke skaffes bort. Han så dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var så rige på – hvad? De så efter, ja de havde allerede set så meget, som han ikke kendte. De drev ham ud at spasere, når han havde andet at gøre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lægge bøgerne og gå fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmåde intelligent opdagelse.

Han tænkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at gå af vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt han ingen grund at bygge nogen hypotese på; han var ikke forelsket, han kunde se på hende med den største koldblodighed. Hendes øjne var udmærkede, men det udtryk havde han ikke set siden, og det var jo det, alting var bygget på. Nå, hvor kunde man så bygge på noget, der måske viste sig en gang om året? Hvis det var hans form for den berømte kærlighed, så kunde den passe sig selv, han skulde ikke tænke på at træffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.

Der var et spørsmål, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han alt for meget ud af dette attenårige pigebarn, eller var hun mere værd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det var latterligt, at han var så optaget af en skolepige, eller om hun muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lærde fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans øjne var matte og savnede udtryk; de havde set og læst meget, men øjne kunde også bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et sømmeligt resultat af det sete og læste, at han slog sine øjne ned for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var stærk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab såre god; han havde altid følt sig som den, der i visse henseender er bedre og stærkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende, mens hun for længe siden var færdig med ham og nu talte ivrigt om ting, der intet havde med ham at gøre. Men det kunde også blot bevise, at han var den, der tænkte dybest over foreteelserne, og deri var ikke noget mærkeligt.

– Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at gå ved siden af ham.

Nu ved jeg altså, hvad De mener om mig, sa hun lidt besværligt.

Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.

Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.

Nå ja. – Nu var han ikke længere så ivrig efter at forklare hende sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hængte sig i sådan noget. – Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i, Helga. Tænk ikke mere på det.

Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sådan et par ord smed han hende langt væk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.

Å, jeg havde bare tænkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg ha sagt Dem, at – —. Men det er jo slemt nok. Hvad gør vi ved det? De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.

Helga er nok i dårligt humør, sa Berta, da de store piger efter frokosten lå oppe på udsigtsbakken og snakkede og røg cigaretter.

Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

Du siger slet ingenting, svarede Berta.

Det er fordi, jeg tænker på noget, jeg har oplevet i den skole, hvor jeg gik, før jeg kom hertil.

Å, lad os høre det, bad de allesammen.

For mig gærne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi hun var så fed naturligvis, og så var der også en fedtet, langhåret, bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. Så en dag skulde vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe en sko ind i kakkelovnen, så det lugtede, så der ikke var til at være, for så kunde vi blive fri for ham og få gymnastik i stedet for. Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved på, at hun vilde ha os i første time, og hun var ellers ikke til at gøre sjov med. Men jeg havde jo været der med skoen, og hun sad på katedret og gloede og snusede og gjorde ved, og så sa hun, hvad det var for en lugt, men det var der jo ingen, der vidste.

Så blir I her en time i eftermiddag og lige sådan i morgen, til jeg får at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

Og så op med vinduerne, og dær sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et uldent sjal, så var hun klaret. Vi gumlede noget på dette her, og der kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

Ja, ja, tænkte jeg, når I ikke holder bedre sammen, så skal jeg nok huske jer til en anden gang, og så rejser jeg mig og siger, at det er mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

Vil du så ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

Jeg fiskede skoen op og bar den ud, så røgen stod omkring. Hun gabede på mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skældte aldrig ud.

Var der flere med til det? spurte hun så.

Det er mig alene, der har fundet på det, sa jeg.

Det vil jeg gærne tro, sa Rikke og så hel venlig ud af arrigskab. Så kan Helga sætte sig ned på sin plads igen.

Den er god, tænkte jeg, og så gik vi videre i fransken. Jeg blev hørt, men jeg kunde det så godt, at Sule-Rikke blev violet af ærgrelse.

Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du ikke kan blive flyttet op i næste klasse, men det er din egen skyld.

Bagefter kom de andre og skulde være medlidende, men det skulde jeg naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi så Amerikansk Olje, og Rikke gik ude på gangen og lurede, for der var tit spetakler i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt den dag, så hun måtte trave godt til for at holde varmen, og lidt før timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen været uartig, og skævede hen til mig, men der havde nok ingen været, og om nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var nogen. Og Rikke kom hen og skulde høre mig om igen, men det fik hun ikke noget ud af, så hun måtte nøjes med at glo på mig. Siden den dag var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre måtte gøre det alene, og på den måde gik det efterhånden i stå. Det var såmænd ikke morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig, hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes værk, og det var hun stolt over, for i grunden holdt hun så meget af mig, især nu da jeg var sådan, som en sød, ung pige skal være. Men det var endnu værre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfærdelig taknæmlig for. Han smilede altid så fedtet til mig og vilde gærne røre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel fælere end Rikke.

Hvorfor det? spurte Berta.

Å, han var da, eller skulde ha været et mandfolk. Han friede til mig, det vil sige, han var ved at begynde på det. Jeg skulde ha været Fru Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til ære og værdighed. Uha, jeg føler mig hel fedtet endnu, når bare jeg tænker på ham.

Dagmar gik alene inde i skoven med sænket hoved og de foldede hænder hængende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde heller ikke sætte pris på, om nogen kom og fortalte hende det, medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun røvere og soldater og var selv røver, men det havde hun glemt for længe siden. Hun kom til at tænke på det, da hun så en skikkelse rejse sig bag et træ, og hun følte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da hun fik løftet sine vemodige øjne op fra skovbunden, opdagede hun, at skikkelsen var Helga.

Ser jeg forbrølet ud? spurte hun.

Har du grædt?

Nå, du kan altså ikke se det. Er jeg grøn om munden? Jeg tror nok, jeg har tygget græs.

Lad os gå hen til en grøft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud, Helga?

Jeg er vel ikke køn i dag? Nej, jeg vil gærne tro det. Hvad har du bestilt?

Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.

Om kærlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?

Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.

Du skulde bare ha sagt ham det. Så skulde du se – —

Hvad så? Å, Helga, sådan noget snak.

Så havde han vredet halsen om på dig, for han kan ikke lide dig.

Men Helga, hvad er der i vejen?

Uha, lad være. Jeg er ikke oplagt til at være kælen. Det er også noget vrøvl; han elsker dig næmlig, han har selv sagt mig det, for mig fortæller han alting.

Det er ikke sandt.

Skal vi gå hen i grøften og drukne dig af ulykkelig kærlighed? For du tror ikke, det var løgn, hvad jeg sa, og det er det desværre. Jeg kan holde dig i benene så længe. Kom så. Hodet først.

Dagmar lo gennem tårer, og det klædte hende. I dag er du ikke rar. – Hun smilte undskyldende i anledning af det stærke udtryk, hun brugte.

Ja, du blir hel grim i dit pæne ansigt af at se på mig, og jeg blir endnu værre af at se på dig. Når jeg en aften møder dig og Grandlev nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og når I så er blevet begravede i een grav, så sætter jeg mig oven på som en kulsort ugle og tuder og gnistrer med øjnene, og hver nat går der et menneske fra forstanden af skræk ved at komme forbi og se mig.

Skal vi ikke gå tilbage til de andre, Helga?

Nej, jeg vil blive her og øve mig i at tude. Når I blir gift, skal I ha et gæsteværelse stående, dær skal tante Helga bo, når hun kommer og besøger jer. Gå så med dig.

Må jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trænger sådan til at tale med dig, hvis du bare vil være fornuftig ligesom et andet menneske.

Nej. Jeg skal også hen og brøle noget mer, så jeg har ingen brug for dig.

Men hun græd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig på et gærde i kanten af skoven og så ud over en mark og tænkte: Hvad så?

Langs en bivej gennem marken stod en række gamle, stævnede popler, hvis forunderlige hæslighed pludselig blev hende indlysende. Der strømmede noget igennem hende, noget velgørende, der spændte og trykkede; begyndelsen til et smil åbnede hendes læber.

Et ujævnt geled af lemlæstede kroppe, fulde af knuder, der gærne kunde være ar efter sygdomme, der havde ædt lemmerne bort. En sørgelig allé af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der kunde tænkes at være en almisse at få. De krummede sig allesammen i en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres stakkels hjælpeløse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var berøvede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med grimme, gule blade strittede til værs, det var deres føletråde, det eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde skønne sig til, hvad der foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre træer, de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et øjeblik, så lød det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.

Helga var betaget af dette billede på stum og blind elendighed; hun følte, at tilværelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som hun burde kende, som en gang vilde åbenbare sig, og medens hun sad dær ubevægelig i en tung og rig stemning, havde hun en stærk foruddannelse om kommende rigdom.

– — Råb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og så sig undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det hende næmlig, at hun egenlig var i dårligt humør, men ved hjælp af lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde båret sig temmelig tosset ad over for Dagmar, hvad der så var gået af hende, men det var ellers ligegyldigt. Hun lod sine fødder slæbe gennem løvet, og på hendes ansigt var et stillestående smil, mærket af et lykkeligt øjeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke vejede noget.

Inden hun nåede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende i møde.

Hvor har du været, Helga?

Dær henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav retningen.

Jeg kan ikke forstå, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at undgå mig, at du gør det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortælle, at hun havde set på gamle poppeltræer. Måske var der eet menneske – ja måske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene undertiden kan følge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun sig og gik rask ind ad mødestedet til.

Men så hændte det samme om igen i form af frøken Schou.

Tillader du, jeg følges med dig?

Helga så forbavset på hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frøknen, rolig i bevidstheden om, at hun her kunde møde med moderlig overlegenhed og fortjente at blive påhørt med taknæmlighed. – Jeg vil bare gøre dig opmærksom på det; du har vel som sædvanlig ikke tænkt over det, men det er lidt påfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mødtes her med fornæmmelsen af stor plathed, men resultatet af blandingen var ikke færdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornærmet? Nå, det har du da heller ingen grund til; men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad jeg siger, så vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lægge bånd på sig, indtil hun fik kvalme ved at se frøknens ansigt, hvor et samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en besynderlig og flov virkning.

Også hende løb Helga fra. Hun var egenlig både vred og afskyligt til mode, da hun nåede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel, selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sådan som de kom den ene efter den anden – —.

Grandlev rejste sig fra et af de små borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var så velgørende, at han straks så, at der var noget, der trykkede hende. Og med det samme var det væk.

Der er ingenting, sa hun og så op på ham.

Nå nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr. Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.