Kitabı oku: «Under Nordenvindens Svøbe», sayfa 10
Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet.
„Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham ud.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.
Sine forskellige Meriter fra Østkysten holdt Christian forstaaeligt nok ikke af at tale om; naar jeg berørte de Drab, han havde øvet, rystede han paa Hovedet og sagde:
„Ja, de Mennesker, jeg dræbte, fortjente den Død, de fik, for de var farlige for os andre. Jeg dræbte dem ikke af Lyst til Mord, men af Pligtfølelse over for mine Bopladsfæller.“
Det var altsaa, hvad Christian sagde til mig; men jeg havde dog altid gennem hans Minespil et Indtryk af, at han forsøgte at dække over noget, han ikke vilde være ved. Senere har jeg ogsaa hørt, at han i et Anfald af Samvittighedsnag har været inde hos sin Præst og skriftet.
Den eneste Tildragelse fra Østkysten, som han altid med stor Glæde og en vis Stolthed holdt af at tale om, var hans Udfordring til den gamle Aandemaner, Kunigsarfik.
Naar han var i rigtig godt Humør, plejede han at synge sine Udfordringssange, der smædede over den gamle.
I Smædeviserne opgjorde Eskimoerne alle deres Mellemværender. Naar to Mænd var komne i Fjendskab med hinanden, var det deres Form for en Duel. Man sammenkaldte alle Pladsens voksne i et stort Hus, og i Nærvær af alle dem, hvis Mening man respekterede, søgte man saa i Sang at blotte alle sin Modstanders ømme Punkter.
Den fornærmede var selvfølgelig altid Udfordreren, og han var den første, der havde Ordet. Inden han sang sin Modstander paa, bandt han ham forsvarligt med snærende Baand til Husstolpen, og der maatte han saa staa hele Aftenen igennem, prisgiven Sangerens og Tilskuernes Haan. Hans Modstander havde Lov til at benytte sig af alle tænkelige Midler for at ophidse ham; han havde Lov til at spytte ham i Ansigtet, til at fylde hans Mund med svedne Spækstykker, saa han ikke kunde faa Vejret; og under Udslyngelsen af sine værste Skældsord skulde han springe ind paa ham og med sin Pande slaa ham frygtelige „Skaller“, hvor i Ansigtet han havde Lyst. Disse Skaller indstilledes ikke, før Modstanderens Ansigt var bleven saa ophovnet, at „Kinderne gik sammen med Panden og lukkede Øjnene“.
Under alt dette maatte den bagbundne ikke med et Ord eller nogen Mine lade sig mærke med, at Sangerens Haan eller Mishandlinger gjorde fjerneste Indtryk paa ham; tvertimod skulde der spille et overlegent Smil paa hans Læber, og hans Ansigt skulde udtrykke Medlidenhed med Modstanderens mislykkede Forsøg paa at bringe hans Sind i Oprør, saa at han kunde forløbe sig.
Hans Dag kom først, naar hans Ansigtssaar var lægte; da kunde han tage sin Hævn.
Det var kun særlig stærke og modige Mænd, der kunde udfordre til Smædekampe af den Art, for de fordrede forstaaeligt ikke blot Kræfter, men ogsaa en ualmindelig Selvbeherskelse. Man plejede i den Tid, der gik forud for Kampen, at hærde sin Pande paa følgende Maade: Kraniet af en Remmesæl blev fastbundet til Husstolpen, og dette skulde man blive ved med at rende Panden imod, indtil Pandehuden var bleven saa hærdet, at det ikke mere gjorde ondt. Der var dem, der kunde opnaa en saadan Færdighed, at de kunde splintre et Sælkranium, fortalte Christian. —
I det følgende skal jeg give et Uddrag af et Par af Christians Smædesange, – Christian hed dengang „Konebaaden“.
„KONEBAADEN“S UDFORDRINGSSANG TIL „KYSSETØJET“, DER HAVDE RØVET FIRE AF HANS SØSKENDES SJÆLE.
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg undser mig vel,
Da jeg skal udfordre i Sang …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
En vældig Mand
Skal blive min Fjende,
En gevaltig Mand!
Det er det store Kyssetøj …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Hvorfor bryster du dig?
Du, som slet ikke er saa vældig.
Lad de store bryste sig!
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Naar du drabelig
Besværger Aander,
Gemmer du dig i Dynen
Bag din Kone …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Rygtet gaar – —
Er det sandt,
Du store Kyssetøj?
Din Kone hældte Vand
Over Fjæset paa dig,
Og du – ha—jai—ja …
Snapped' efter Vejret,
Da du for op af dit Leje! …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja.
Jeg faar vel et kort Liv,
Du, som er den vældige,
Jeg, som er den lille Aandemaner!
Dræb mig nu
Og røv min Sjæl!
Jeg forældreløse
Er jo saa ufarlig …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Livet var vel det eneste,
Jeg holdt af;
Derfor søgte jeg Livskraft
I en Hund, jeg skabte til Kvinde
Og tog til Kone.
Derfor magter du ikke Død
Over mig,
Der tog Hund til Kone …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Lær Visdom af Ynglingen,
Du forældede gamle!
Sjæle røvede du,
Saa du til sidst savnede Mennesker
Og maatte stjæle Svigersønner …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg undsaa mig i Begyndelsen
Til Sangkamp!
Jeg var en ung Mand,
Og min Modstander
Saa forældet …
Derned og Syd paa …
Derned og Syd paa …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Men du er jo som et sølle Barn,
Naar du græder
Over Mangel paa Mænd til dine Døtre.
Du skulde sætte et Laag
Over dit Fjæs,
Der er modbydeligt af Smuds.
Jeg beklager din Kone,
Naar du brister i Graad,
Og hun skammer sig,
Du store Kyssetøj.
Ha—jai—ja, ha—jai—jai …
Skjul dit Fjæs …
Derned og Syd paa …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Land søgte jeg Nord paa,
Da Vreden fyldte mig.
Min Slægt var udryddet,
Mine Søskende myrdede,
Og Vreden fylder mig,
Og Land søger jeg Nord paa.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj!
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Jeg vil smædesynge dig!
Hvis jeg ikke synger dig en Smædesang,
Maa jeg myrde dig.
Jeg skal harpunere dig
I Skulderbladet;
Jeg øvede mig
I Kast paa Klapmydser.
Nu fælder jeg dem i eet Kast …
Paa et Skær har jeg ogsaa øvet mig;
Harpunen gik langt ind i Klippen,
Og de rullende Søer skyllede over den.
Nu venter jeg kun paa dig,
Kyssetøj! …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Nord paa søgte jeg Land,
Da min Slægt var udryddet.
Jeg længtes og var uden Søvn.
Nu er jeg fattig,
Fordi jeg er barnløs …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Hvis jeg skulde træffe dig,
Sipulortaq,
Som før var min Svoger,
Du, som ligger
Hos Kunigsarfik's Datter,
Vil jeg neppe lade dig leve.
Lad din Vrede rejse sig
Paa din Søsters Vegne!
Jeg har forskudt hende …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Lad din Vrede vaagne!
Mindes du,
Da du kejtet kæntrede i Kajak
Og halvdød blev bragt hjem af mig?
Men lad nu din Vrede vaagne!
Tænk paa din Søster,
Saa skal jeg tænke paa min.
Og lad os saa mødes.
Du er jo den ældste.
Hvem troer du,
Vil blive den, som lever? …
Opad og Øster ud …
Opad og Øster ud …
Ha—jai—ja, ha—jai—ja …
Da du skulde betvinge Aander,
Hoppede du kejtet i Vejret.
Da maatte din Kone skamme sig.
Skammelig er du,
Derfor smædesynger jeg dig.
En ond Smædesang skal jeg synge dig,
Og du skal faa dig en Skalle,
Saa du kreperer af en Fejltagelse …
Opad og Øster ud …
EN SJÆLERANERS SAGA
Jeg skal fortælle dig om Ilisimartoq, den største Drabsmand, jeg har kendt. Hvor mange Sjæle han røvede, ved jeg ikke, men deres Tal var stort.
Han var nede fra Angmagssalikegnen, men drog Nord paa for at handle paa Vestkysten; saa gjorde han Holdt ved Igdluluarssuit, hvor der dengang var mange Mennesker og god Fangst. Han kom sent paa Aaret, og saa passede det lige, at han overvintrede der.
Vinteren igennem artede han sig vel. Saa kom Sommeren, og han rejste stadig ikke Nord paa for at handle. Det lod til, at han havde opgivet sin Handelsrejse. Den følgende Vinter var det saa, at Drabslysten kom over ham.
To unge Mænd var ude paa Fangst i Kajak, Quperneq og Ukugssulik. Den ene af dem, den yngste, var en spædlemmet lille Fyr; men den ældre Broder var stærk og farlig at komme i Lag med.
Disse to Brødre møder Ilisimartoq paa hjemgaaende. Quperneq havde fanget to Remmesæler. Saa er det, at Ilisimartoq ror til bagfra lige ind paa Quperneq, der ikke saa ham, før han allerede havde løftet sin Harpun. Han vidste nu, at han var nærmere Døden end Livet; det var for sent at forsøge nogen Modstand, og saa vendte han bare Siden til og ventede Kastet …
Han kæntrede, i samme Øjeblik som han blev ramt, og Fuglepilen trængte fra hans Øje helt ind i Hjernen.
Hans yngre Broder, der forsøgte at flygte, nøjedes Drabsmanden blot med at slaa i Hovedet, saa at han kæntrede.
Ilisimartoq tog derpaa Quperneq's Fangst og hans Haarprydelse af Perler og roede hjem.
Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke lige rent ud.
Naar en Mand pønser paa Drab, plejer han altid at sætte en ny Jernspids paa sin Pil eller Harpun; der er dem, der har ganske bestemte Spidser til Mennesker.
Da Ilisimartoq derfor en Dag satte en ny Spids paa sin Harpun, vidste alle, at han nu atter tænkte paa Drab, og man vogtede derfor nøje paa ham.
Hans Svoger, Igsiavik („Stolen“), der var ked af, at han nu atter vilde skaffe dem nye Fjender paa Halsen, bestemte sig til at komme ham i Forkøbet.
En Dag roede Fangerne ud sammen i Kajak, fem i Følge; blandt disse Ilisimartoq og hans to Svogre, Igsiavik og Isângassoq; de havde i Forvejen aftalt, at i Dag skulde Ilisimartoq dræbes.
Ude ved en af de yderste Øer gik Ilisimartoq i Land for at hvæsse sin Harpunspids, og saa vidste de andre, at det gjaldt om at passe paa. Men for at lade som intet, gav de sig til at synge Trommeviser, siddende i deres Kajaker.
Ilisimartoq var en stor Aandemaner. De havde ikke ladet ham ane noget i deres Holdning, men ikke desto mindre blev han med eet mistænksom og urolig, saa sig om, alt medens han hvæssede Harpunspidsen, rejste sig til sidst pludselig op og roede bort uden at sige et Ord.
Saaledes var han lige ved at undslippe, uden at de havde faaet Lejlighed til at myrde ham; men saa var det, at en af Kajakmændene gik hen til det Sted, hvor Ilisimartoq havde hvæsset sin Harpunspids, og gav sig til at mane ham tilbage. Ilisimartoq var allerede kommen langt bort, da han gav sig til at mane; men saa stærk en Magt fik Tryllesangen over ham, at han vendte om, rolig og intet anende, ganske som det var ham indgivet af Formularen; saa gik han atter i Land og gav sig til at hvæsse sin Harpunspids.
Igsiavik listede sig nu bag paa ham; Ilisimartoq sad bøjet forover og sleb Jernspidsen til, og inden han fattede Mistanke, gav Svogeren ham bagfra et Skud, der gik ind gennem Skulderen og ud gennem Hovedet.
Saa styrtede de fire andre frem og greb fat i Ilisimartoq; men saa stærk var han i sin Dødskamp, at de alle blev slyngede tilbage, og det lykkedes ham saaledes at faa Tid til at stryge sin Haand hen over Skudsaaret, saa det lægtes.
Ilisimartoq var en vældig Troldmand; stor var hans Magt, og meget ondt havde han i sig, og det onde hjalp ham, da han altid havde villet det onde (den nyomvendte Nukarajua's Ræsonnementer).
De andre kastede sig imidlertid øjeblikkelig over ham igen, da de fik samlet sig efter Forskrækkelsen, og en af dem gned Spæk hen over Saaret.
Da Spækket nu hindrede Ilisimartoq i at læge Saaret ved Trolddom, fik de hurtigt Bugt med ham. To holdt ham i Armene, og en tredje stak en Fuglepil ind i Endetarmen paa ham. Han jog Jernspidsen ind i Aabningen, stødte den ind i Underlivet og rørte om i hans Tarme …
Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden.
Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq.
Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger. Han kom til at tænke paa sin Søster, og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da de havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud i høje Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død.
Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde:
„Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op med dine dumme Veklager.“
Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder. Derpaa skar man alle Leddene over paa den myrdede for at hindre Sjælens Hævn. Hovedet puttede man i en Fangeblære, slæbte det op til en Bræ og lod det falde ned i en dyb Spalte; thi saa mægtig var Ilisimartoq, at man var bange for ham, selv efter at Liget var sønderlemmet.
Og man fortæller, at mange, der siden kom forbi den Bræ, hørte Raab dernedefra.
Saa stor var hans Magt, og derfor var Menneskene bange for at lade ham leve …
Fortalt af Nukarajua, der indvandrede til Vestkysten for c. 15 Aar siden for at lade sig døbe sammen med sin Slægt.
DEN USAARLIGE UASE QINGAJAQ FORTÆLLER
Fortællersken er c. 60 Aar og indvandrede til Igdlukasik paa Vestkysten for c. 20 Aar siden og fik i Daaben Navnet Susanne.
Hun er Søster til Pinertoq, døbt Noah, og Pangagkarwik, døbt Hedvig; disse bor nu ved Qernertoq Øst for Kap-Farvel. De har oprindelig været 7 Søskende, de øvrige er døde. Deres Moder, Qujâq, var fra Tingmiarmiut, deres Fader, Ingersia fra Inugssuarmiut, Norden for Umanaq paa Østkysten.
Den gamle Ingersia tænkte engang paa at tage ned til Vestkysten for at lade sig døbe; men hans Sønner raadede ham derfra, idet de sagde:
„Du kan ikke staa dig ved at blive døbt; det vil blot gaa dig ilde. Ingnerssuit (Mennesker uden Næse, der bor i et Land, der skal ligge inde mellem Jorden og Havet; man kommer derind ved at gaa ned i Havet ved Kysten) har fortalt os, at naar han, som de døbte kalder Jesus, viser sig ved Verdens Undergang (om Verdens Undergang havde de hørt paa deres Rejser til Vestkysten) for at holde Dom over døbte og Hedninger, saa vil Timersit, store Indlandsboer, og Ingnerssuit og Akilinermiut (Folk, der bor paa den anden Side det store Hav og ligesom Indlandsboerne skal være meget store) slaa sig sammen i Kamp mod denne Jesus og dræbe ham; og da skal de døbte blive forladte i Kløfter og Afgrunde, medens Hedningerne selv vil bane sig Vej op til Himlen.“ – —
Faderen bestemte sig derfor til ikke at lade sig døbe. Qingajâq skildrer sin Fader som en Kæmpe; han havde udviklet sine Kræfter ganske særligt, fordi han i sine unge Dage var bleven undsagt af nogle Fjender og derfor Resten af sit Liv maatte være forberedt paa Overfald.
Hendes Faders ældre Søster har oplevet en to Aars uafbrudt Vinter (ukiut mardluk nipitartut), hvor de drevne af Hungersnød maatte spise hinanden.
Hendes Moders yngre Søster havde været gift med en af deres Hunde og havde efter Moderens Udsagn faaet tre Hvalpe, men var død, kort efter at Fødselen var overstaaet.
„Naa, det var om Uase, jeg skulde fortælle; jeg har kendt ham og boet hos ham i tre Vintre. Han var en meget stor Aandemaner, som de ikke fik Bugt med, dengang de vilde dræbe ham. Hans Søn, Ukugssulik, har jeg ogsaa kendt; han var ganske lille, da man stræbte Faderen efter Livet. Jeg har ogsaa truffet ham, efter at han var bleven voksen, han var lille af Legeme, men stærk, morsom og underholdende at være sammen med. Han var ganske ung dengang, men havde alligevel en gammel Mands Snille og Forstand. Hans ene Øje var lukket; det saa derfor altid ud, som om han lo med den ene Halvdel af Ansigtet.
Aa ja, hvor jeg husker Ukugssulik tydeligt! Han blev senere snigmyrdet sammen med sin Broder fra et Baghold i Kajak af Ilisimartoq, Sanimuinaq's yngre Broder. Men det, jeg nu skal fortælle dig om, gik for sig, dengang Ukugssulik var ganske lille.
Uase havde engang i Spøg sagt, at han vilde tage Kagssanîp's unge Datter til Medhustru, skønt hun egentlig var bestemt for en ugift ung Mand.
Uase var ene, uden Brødre, uden Slægt, og det vil sige uden Hævnere. Der var derfor ingen Risiko ved at myrde ham; og det var der da ogsaa tre Mænd, der fik Lyst til, idet de foregav at være opbragte over, at Uase vilde berøve en ung Mand den Kvinde, han skulde have til Hustru. De vidste iøvrigt godt, at det hele var sagt i Spøg; men man skulde tage Vare paa sine Ord i de Tider …
De tre Mænd hed: Qaratsuk, Angiamineq og Sorqiaq; de havde forøvrigt slet ikke noget Mellemværende med Uase, men misundte ham blot hans store Styrke. Alle disse Mænd var nede fra Angmagssalikegnen og var paa Handelsrejse Syd paa. Uase havde foreløbig taget Land ved Kingatak, i Nærheden af Umîvik.
En Dag han var ene ude i Kajak, passede de ham op ved Perserajuk. De foregav, at de var paa en længere Fangstudflugt, og havde megen Mad med. De bød ham op paa et Maaltid. Uase aad dygtigt, lagde nok Mærke til, at de andre ingen Madlyst havde, men blev dog ikke betænkelig derved. Efter Maaltidet, da Uase var bleven rigtig mæt og madtung, siger de andre pludselig, at de vil forsøge at løbe om Kap op ad Perserajuk-Fjældet.
Uase var ganske vist ikke meget oplagt til Løb nu, men vilde dog ikke undslaa sig, og saa benede de af opefter. Men Uase stod længe før de andre oppe paa Fjældtoppen og morede sig med at se de andre mase opefter.
„Ja, saadan er han, og derfor er jeg aldrig rigtig hyggelig til Mode ved at se ham med Tanke om Drab,“ sagde Angiamineq til de to andre. Han havde oprindelig slet ikke haft Lyst til at dræbe Uase, men de andre havde dels tvunget dels betalt ham til at gaa med.
Saa gik de atter ned ad Fjældet og hen til deres Kajaker. Men i det Øjeblik Uase skulde til at gaa i sin Kajak, han stod med det ene Ben paa Land og det andet i Kajaken, var der en af de andre, der raabte:
„En Sæl! En Sæl lige her udenfor!“
Da han nu ser ud over Havet, faar han et Stød i den ene Skulder, saa han tumler ud i Søen, og inden han kan faa Tid til at samle sig, faar han en Lænser stødt ind mellem Skulderbladene med en saadan Kraft, at Odden gaar ud mellem Brystbenene.
Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen, saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i Skulderbladet.
Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild! Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen, blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.
Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne, men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det.
Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase umuligt at faa helet det sidste.
For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!
Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en Løgn.
„Hej – Hjælp! Kom, du Kajak dernede!“ brølte han. „Qaratsuk og hans Ledsagere myrder mig!“
Qaratsuk, som troede, at der virkelig var en Kajak i Nærheden, bøjede sig ned mod Jorden for ikke at blive set, krøb hen til sin Kajak, fik Angiamineq, som endnu befandt sig i Vandet, paa Slæb og roede af al Kraft ud til en lille Ø. Sorqiaq stak til Fjælds og gemte sig.
Lidt efter kom der virkelig to Kajaker forbi, og dem raabte Uase an. Et Stykke af en Halvpels blev klasket om Mavesaaret, efter at Indvoldene var stoppede ind, og en Helpels af Vandskind blev presset ned over hans Krop, saaledes at alle Saarene blev dækkede; og saa bugserede de ham hjem.
Det er Skik paa Østkysten, at man skal beholde en Forbinding paa i fem Døgn; men inden Uase endnu havde faaet sin Helpels af, fik han Underretning om, at hans tre Fjender var flygtede Syd over til et Handelssted paa Vestkysten.
Saaret i Underlivet var længe om at blive lægt. Maven bulnede ud, underløben af Materie, stram og udspilet som et Trommeskind! Uase kom til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben.
Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre. Han lignede en stor Sten, og Fuglene kom og satte sig paa hans Hoved og lyskede ham. Han var ikke i Stand til at hæve Armene for at faa dem skræmt bort.
Det varede længe, men til sidst kom han sig fuldstændigt. De Mænd, som havde forsøgt at myrde ham, skulde imidlertid selv faa et kortere Liv; man siger, at Uase manede Undergang over dem med Tryllesange.
De var fire Konebaade i Følge, alle fra Angmagssalik, paa Handelsrejse Syd paa. Vi var paa den Tid ogsaa paa Handelsrejse, ligeledes Syd paa, men alle fra Syddistriktet. Da vi kom til Itivdleq paa Hjemgaaende, traf vi „Nordboerne“ paa Vej til Pamiagdluk. Det Aar var der megen Sygdom paa Vestkysten, og de østgrønlandske Konebaadsbesætninger blev smittede. Jeg mistede paa den Rejse min Fader, to gifte Brødre og to gifte Søstre.
Aa ja, der var engang, man maatte græde, hver Gang man blot kom til at tænke paa den Rejse; nu er det længe siden, og man fortæller derom, som var det blot et Sagn, der ikke kom en ved.
Af vore fire Konebaade vendte kun de tre tilbage med ganske udtyndede Besætninger; der var til sidst næsten ingen til at ro Baadene. Den fjerde Konebaadsbesætning uddøde ganske, paa min Søster nær, som var bleven Enke, og saa to halvvoksne Søskende, en Dreng og en Pige. De var ved at sulte ihjel, da de tilfældigvis blev trufne af Nakuaq, Kuania's Fader, og optagne.
Sygdom dræbte Folk; Sygdomme, som vi ikke havde kendt til, før man begyndte at besøge Handelsstederne. Ikke engang de Forkølelsessygdomme, som fulgte efter et Ophold paa Vestgrønland, havde vi kendt før; og alt det Fnat, som alle, der er gaaede Sønden om Landet („Uvijarnerit“), er saa befængte med, var ogsaa ukendt tidligere.
Pesten gik dengang særlig ud over Baadlagene fra Angmagssalik. Af de fire Konebaade vendte kun den ene tilbage, og det var Qaratsuk's, en af Uase's Fjender.
Men Angmagssalikerne optraadte ogsaa uden Skaansel over for dem, som havde mistet deres Forældre eller nærmeste paarørende. Baade halvvoksne og Børn efterlod de paa den øde Kyst, da de ikke vilde have Besvær med at underholde dem. De blev kastede i Land, naar de forsøgte at komme med, og der opstod paa den Maade hele Slagsmaal, hver Gang en Lejrplads skulde forlades. De, der af Førerne var udsete til at blive ladte tilbage, kastede sig over Konebaadene, naar disse stødte fra Land. Men Besætningerne slog dem med Aarerne, saa at de, bedøvede af Slagene, tumlede tilbage og efterlodes for engang at sulte ihjel, hvis de ikke af Fortvivlelse forinden kastede sig i Havet …
Aaret efter disse Tildragelser kom jeg til at bo hos Nakuaq, der ogsaa kaldtes Agssaqange, fordi han var uden Fingre og Tæer; det var ved Umîvik, og i samme Telt var ogsaa Uase.
Medens vi endnu var ved Umîvik, kom Qaratsuk forbi paa Nordgaaende. Uase blev bleg og tavs, da hans gamle Fjende lagde til Land. Qaratsuk blev ogsaa alvorlig, for han troede, at Uase nu vilde øve Hævn. Men Nakuaq, som vilde hindre Manddrab, gik om i Teltet, hvor der var fuldt af Gæster, overstadig lystig og kaad, for at sætte Humør i Folkene og lede deres Tanker bort fra Hævnlysten. Han gik ligefrem og kælede for dem, der var derinde.
„Hvorfor er du saa tavs, Uase? Se, Teltet er fuldt af Gæster; lad os glæde Gæsterne ved vor Tale!“ sagde han til Uase.
Uase svarede ikke, saa ikke op og førte en frygtelig Kamp med sig selv. Han svedte af Vrede; det dryppede ned paa Gulvet fra hans Hage, og hans Haar dampede. Alt hvad Nakuaq lo og talte, kunde han dog ikke faa et Ord presset frem. Vi andre sad spændte af Nysgerrighed, for vi troede ganske bestemt, at vi skulde blive Vidne til Kampen; – bare ikke denne Nakuaq's Overstadighed skulde forpurre det!
Men Qaratsuk sad og skælvede af Angst …
Saa vender Nakuaq sig pludselig direkte til Uase og siger ham lige rent ud:
„Hør, Uase, du tænker da vel ikke paa at hævne dig paa vor Gæst?“
Vi saa alle hen paa Uase. Sveden dryppede ned fra hans Hage, og der stod Damp af hans Haar.
Endelig saa Uase op for første Gang, og idet han rettede sine Øjne mod Qaratsuk, der sad og krøb sammen og blev til slet ingenting, sagde han:
„Fra en Mand uden Slægt behøver vel ingen at frygte Hævn!“ Og for at haane Qaratsuk, der ikke havde kunnet myrde ham selvtredje, fortsatte han:
„Og forøvrigt øver ingen Drab uden først at have prøvet sin Fjendes Styrke!“ („Kisermaugama toqutsinaviangilanga; kisiat inoqativta nukinga misiligsimalerângavtingo, toquniartarparput“).
Og derpaa forlod han Teltet.
Da han lidt efter kom ind igen, havde Vreden forladt ham. Hans Fjendes Ydmygelse havde gjort ham forsonlig, og Resten af Aftenen talte og spøgede han, som om han ikke et Øjeblik havde tænkt paa at myrde; for det havde dog været Uase's faste Forsæt, da han atter stødte sammen med sin Dødsfjende. Det var blot Nakuaq's dumme Narrestreger, der havde faaet ham til at lade være.
Og siden efter har jeg ofte i Tankerne været gal i Hovedet paa den rare, gamle Nakuaq, for det var ene og alene hans Skyld, at jeg ikke kom til at overvære Mordet paa Qaratsuk.
Og det var vi alle kede af.“ ....
Det var oppe paa Kirkeloftet ved Igdlukasik, at gamle Susanne fortalte denne Historie; foruden hende sad der Rosine, Sabine og Bathseba, lutter gamle Kvinder, der alle var forhenværende Østboer og Hedninger, men som nu alle i Daabens Pagt havde faaet Løfte paa det evige Liv.
Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem, og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da deres Fantasi kom i Bevægelse.
„Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine.
„Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine.
„Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til Bedste,“ sluttede Susanne.
Disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs – det var byttebegærlige Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig …
