Kitabı oku: «Under Nordenvindens Svøbe», sayfa 5
Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.
Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere.
Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb.
Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte.
Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at de kunde spise.
„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange, mange Aar, uden at det er sluppet op.“
Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.
Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de Afsked og løb videre.
Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.
Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde, og hun bad dem gaa ind.
Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.
„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde Kvinden.
Da de havde spist, sagde hun videre.
„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve.“
Saa gik de ud og løb videre.
Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu, at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være Menneskelig.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og „Langsom“ sagde:
„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“
„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“.
Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!“
Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet.
„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte.
Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.
Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var „Let“ lige ved Siden af hende. Og saa kravlede de op.
Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede ind, som de var.
Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem atter synlige.
Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede ved deres Komme; hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig.
„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen.
„Aa, vi har haft vort „maanedlige““, svarede de.
Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.
Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der ligesom de selv var store Troldmænd.
De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen vækkede „Let“ og sagde:
„Jeg har haft en Drøm!“
„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.
„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø tre Gange, før jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom.“
Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre Kristendommen i Grønland.
Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt.
Hun blev syg og døde.
Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.
Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde.
Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.
Hun drømte, at nogen sagde til hende:
„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“
Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man begravede hende.
Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde lukket et Øje.
Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da han vaagnede, sagde han:
„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres Kajaker.“
Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt“.
Saa rejste de bort.
Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen, den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ, som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede de løs, den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen med, som for at jage den onde Luft ud.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem.
Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset, snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset, og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.
Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med deres venstre Fod.
Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med Skræk, da Flammen nærmede sig.
„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man.
Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.
Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.
Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at holde onde Aander borte.
Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem Trolddom var bleven glødende.
Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde til Tartunaq.
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa den sjette fik man Fred.
Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned.
Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for „Langsom“s Død.
Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud, der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes Syndsforladelse.
Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus for at høre paa hendes Skriftemaal.
Endelig blev hun syg og døde.
Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.
Her ender denne Historie.
Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er „Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme.
Fortalt af Den blinde Ambrosius, kaldet Aqajak (Mellemgulvet), fra Ujarasugssuk.
UDSTEDSLIV
Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.
Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af de Dage, da Solen brændte hedest, og – Myggene bed ubarmhjertigst.
Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet. Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater en varm Sommerdag i Slutningen af Juni og satte Kursen over Fjorden mod Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. Stedet laa ikke mere end et Par Mil fra Godthaab, men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele Fjorden, gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse. Langsomt stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand søgende Vej. Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste Grønlænder sætte sig i Bunden af Baaden og fortælle løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad han gad. Og saaledes drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere og mere Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen og sønderhugge den med Baadshager.
Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden voksede. En Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, at Landet om Udstedet var ufarbart for Baad. Saa holdtes der Raadslagning, og det bestemtes, at vi foreløbig skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld. Herfra saa vi en Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe igennem; og saa stagede vi os frem.
Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde forgæves, og da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, var alle Formaliteter forlængst overflødige.
Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets unge Kateket, Jørgen Brønlund, – forøvrigt samme Mand, som senere fulgte Ekspeditionen – skulde holde Morgentjeneste i Baletikka's Hus Klk. 8. Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang, alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede derinde.
Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller som Prydelser, og midt imellem disse stak ganske besynderligt af et stort Olietryk af Fridtjof Nansen. Dette Billede var Familiens Stolthed.
Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde Fadervor og sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret begyndte ganske piano med faa Stemmer; men Stemmerne voksede i Tal og Styrke. Mændene brummede deres Basser dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare Stemmer smeltede smukt sammen med dem.
Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en gammel Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, men praktisk – for den, som ikke har andet; og virkningsfuldt ved den Andagt, Kateket og Menighed lagde i Handlingen.
Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i Udliggerens Hus. Programmet bejlede til enhver Smag, og „Udførelsen lønnedes med Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ maatte gentagne Gange gives dacapo, og de mest begejstrede udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som Julesalme i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, som „Dragas Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke mindre Lykke. Og mangen en Melodi lever nu sikkert dernede i de lokale Harmonikaer som en „Gave“ fra Ekspeditionen. Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt Melodi fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier – saavelsom Sagn forøvrigt – har deres Herrer og Ejermænd heroppe. En Grønlænder fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, at han ved en Barnedaab havde mødt op med en Melodi som Faddergave. Han havde selv „lavet“ den og spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen aabnedes. Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært af alle. Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde, at Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste Dansemelodi.
Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling, som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere vort Publikum. Store Orkesternumre f. Eks. havde man jo aldrig før hørt her ved Kangeq. Og saa tilmed den gaadefulde og mystiske Maade, hvorpaa det hele foregik! Et lille, rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde synge, fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder karakterisere vor Fonograf.
Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ at gøre. Ingen var rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten.
„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe Anerkendelse for Anstrengelsen burde give „Manden derinde“ en lille Skraa.
Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af Fænomenet, – noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større. Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! Og Noderne – „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, – var oven i Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke bedre i Himlen,“ var der en, der sagde.
„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, „vilde jeg lade den spille for mig Nat og Dag igennem, glemme alt andet og til sidst sulte ihjel.“
Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder; et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare Morskaben.
Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og en trestrenget Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede ved Dansefjældet. De unge Piger kom leende og raabende frem fra Husene og løb ned mod Dansepladsen; Mændene bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad, med Hænderne dybt i Bukselommerne.
Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler løs med sine raske Dansemelodier. Men der er langt endnu til, at Dansen tager sin Begyndelse. Først skal det grønlandske Koketteri udspilles. Alle har siden foregaaende Dag glædet sig til Dansen, ingen har talt om andet selve Dagen; men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag hinanden; Mændene ser ligegyldige ud.
„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“
„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i denne Varme!“
Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. Men gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste af en Time „til Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt og aflirer sine Melodier hen i Vejret …
Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet Bly (grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og Storisen, der laa pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet om Flagerne lagde sig ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa Huler og Fordybninger, som Søen havde ædt.
Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, og jeg, som altid er den letsindige, havde slæbt ham fra hans Arbejde ned mod Dansen. Vi standsede paa et Fjæld og saa ned over Dansepladsen og ud over Havet. Ingen af os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og rystede paa Hovedet.
Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik en Anelse om, hvad der foregik i hans Indre. Men før han endnu kunde faa Tid til at besinde sig, havde jeg et kraftigt Tag i hans Skulder og fløj med ham bort fra det Sted som vilde forlede ham til at svigte det Danseløfte, han havde givet Udliggerens smukke Datter.
Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den gyngende Grund“. Og straks var den fulde Dansestemning oppe med det samme. Man sprang omkring, trampede og sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne. Kvinderne fniste og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen.
Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse; men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er Mænd værdige, mener Grønlænderne. – Og man dansede hele Eftermiddagen og Aftenen med til Midnat; saa holdt man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel følelsesløs.
Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, et Par hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. Vor Besætning bestod af fem Roersker, en Styrer og en Kajakmand; desuden medtog vi til fælles Underholdning Stedets kostelige Fortæller og Komediant – Jua.
I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden fandt Renderne, og uden større Besværligheder naaede vi over til Øerne.
Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem det. I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul.
Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. Ternerne fløj skræmte over vore Hoveder og protesterede. Luften dirrede af Skrig.
Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid, roede vi over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde. Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier.
Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer, raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter.
Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem nær.
Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden.
Dagens Fangst – Edderfugle, Tejster og Maager – tilberedtes nu paa særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst tiltalende.
Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker, Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj.
Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene.
De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et lille Fjæld lige ud mod Søen. De virkede øde og triste i deres Omgivelser, og det var en egen skummel og forladt Stemning, der ved Aftenstid i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, der dækkede over de hensmuldrende Eskimorester …
Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, der pakkede Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, Sebat, der havde været paa Udkig, bragte Melding om, at vi inden Aften maatte være tilbage i Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen skulde afskæres os.
Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved vor Lejrplads, undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, opgav, at den skulde have været en Sagnhelts, Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan blev opmaalt og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der hidtil er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset bestod, har været beboet af en 70—80 Mennesker, og Planen giver et fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var indrettet i gamle Dage. Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, nogle byggede op mod selve Husmuren, andre derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten fandtes 6—7 Teltpladser, som var bleven benyttede om Sommeren, naar Husene udluftedes.
Men medens Tiden løb fra os med disse interessante Undersøgelser, drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. Og da vi endelig stak Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter.
Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til det Sund, der førte over til Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden vred sig; men vi skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen havde øget vore Roerskers Kræfter.
Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde lovet os, da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone Elina, springer op i Baaden og peger fremefter.
„En Blære!“ raaber hun.
Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. Der blev stille i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs Fangeblære varsler altid Død heroppe. Vor Kajakmand roede efter den og kom tilbage med den. Alle kendte den, og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's Søn, Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt.
Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte sig bare indefter.
Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden og raabte ind, om Samuel var kommen hjem. Samuel var ikke kommen hjem. Saa udstødte hun et hæst Skrig, dobbelt uhyggeligt og skærende efter den lange Maalløshed, faldt om og blev baaren ind i sit Hus.
Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, gav vilde Hyl fra sig og løb klagende ned til Elina's Hus for at begræde hendes Søn. Skrigene gav Genlyd mellem Fjældene og fyldte det lille Udsted med Uhygge.
Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, fredløs som en vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, saa ud over Havet og udstødte lange, monotone Hyl. Saa løb han ned til Husene igen, løftede sin lille fireaarige Broder op til sig, kyssede og omfavnede ham, trykkede ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene, at Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. Den lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev bange for Broderen og brast i Graad.
En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas, der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves af et Slag. Overkroppen falder tungt forover paa Kajaken; han er bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes i Land og bæres op i sit Hus.
I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, og hverken Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først naar Selvopholdelsesdriften vækker dem af deres Sorg, gaar de paa Fangst i det Hav, der tager og giver saa meget. – —
