Kitabı oku: «Ambrosius», sayfa 3

Anden scene

Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen.

Jørgen (i Døren.) Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.

Peder. Ja men det gjør jeg ikke.

Jørgen. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele Indtægten af Embedet … i det første Aar.

Peder. Hele Indtægten?… Ja, men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?

Jørgen. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?

Peder. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den Skriverdreng.

Jørgen. Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne Ansigt.

Peder. Men det første jeg træffer ham…!

Jørgen. Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en duelig Person.

Peder. Hvad er det da for en Person?

Jørgen. Herregud, lille Peer, det er jo mig.

Peder. Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet…?

Jørgen. Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa lovet at gjengjælde mig.

Peder. Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?

Jørgen. Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.

Peter. Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen.

Jørgen. Bi lidt, skal jeg melde Jer.

(idet han vender sig, træder Ambrosius frem.)

Ambrosius. Den naadige Herre er ikke tilstede.

Jørgen. Hvad! Staaer I her og lurer?

Ambrosius. Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.

Jørgen. Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre Bestillinger?

Peder. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!

Ambrosius. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra Kjøbenhavn.

Peder. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt Foden i Kjøbenhavn.

Ambrosius. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.

Peder. Er jeg?

Ambrosius. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.

Peder. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden.

Ambrosius. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?

Peder. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.

Ambrosius. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?

Peder. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.

Ambrosius. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?

Peder. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.

Ambrosius. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en Pandekage?

Peder. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!

Jørgen. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!

Ambrosius. Er det ikke Jer, som er en Hane?

Peder. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt … slip mig, Jørgen!

Jørgen (holder ham tilbage). Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.

Peder. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg!

Jørgen. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer.

Tredie scene

De Forrige. Baronen (ind fra Høire).

Baronen. Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?

Ambrosius. Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen vilde ikke lade sig sige.

Baronen. Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer Rasmussen?

Peder. Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og …

Baronen. Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?

Peder. Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men det tænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og Palmetræer … det tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende … at han skulde blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.

Baronen. For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for en Hane?

Peder. Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.

Ambrosius. Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane … det er hele Anledningen.

Baronen (til Degnen). Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa….

Peder. Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den femtende Søndag efter Trinitatis….

Jørgen (sagte). Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.

Peder. I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og Altergang….

Baronen. Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?

Peder. Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. (til Ambrosius:) Svar nu til det, om I kan!

Ambrosius. Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?

Baronen. Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!

Peder. Ja men….

Baronen. Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! Marsch! (Degnen ud i Baggrunden. Baronen til Jørgen, som vil følge:) Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde han at skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?

Jørgen. Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg kunde.

Baronen. Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.

Jørgen. Jeg vilde … jeg skulde … hente en Bog til Fru Geheimeraadinden.

Baronen. En Bog … hvad er det for en Bog?

Jørgen. Det er … en Historiebog.

Baronen. Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne Titelen!

Jørgen. Titelen? Jo … den lyder saaledes: En smuk Historie om Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.

Baronen (til Ambrosius). Findes den Bog her?

Ambrosius. Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars eller Magister Falsters sidste Satire: "Verden som et Dolhuus"? Den er nylig udkommen i Trykken?

(Bodil ind fra Venstre).

Baronen. Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa have Ro! (til Bodil.) Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?

Fjerde scene

De Forrige (uden Peder Rasmussen). Bodil.

Bodil. Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at følge med.

Baronen. Skriveren … med Frøken Abigael?

Ambrosius. Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.

Baronen. Seer man det, er han ogsaa Botanicus?

Ambrosius. Efter fattig Leilighed. (til Jørgen:) Her er den Bog, I forlangte.

(Jørgen tager den og gaaer strax efter ud i Baggrunden.)

Baronen. Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham.

(Baronen ud til Høire.)

Ambrosius. Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.

Bodil. Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.

Ambrosius. Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er Frøkenen?

Bodil. I Havestuen.

Ambrosius. Vel, saa siig, at jeg kommer strax!

(Bodil ud til Venstre, Ambrosius i Baggrunden.)

Skuepladsen forandres til:

Et Kabinet med Døre i Baggrunden og paa Siderne. Borde, Stole, Portræter paa Væggene.

Femte scene

Geheimeraadinden og Jørgen (komme ind fra Venstre. Geheimeraadinden lægger Hat og Saloppe, som hun har i Haanden, fra sig paa en Stol.)

Jørgen. Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

Geheimeraadinden. Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

Jørgen (giver hende Bogen). Jeg takker underdanigst.

Geheimeraadinden. Intet at takke for.—A propos, mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med … Skriverkarlen?

Jørgen. Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.

Geheimeraadinden. Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

Jørgen. Engang imellem. Han gi'er den naadige Frøken Information …

Geheimeraadinden. I Sang og Musik.

Jørgen. Ja—nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

Geheimeraadinden. Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?

Jørgen. Ikke meer end een Gang om Dagen.

Geheimeraadinden. Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

Jørgen. Fra Gummerup, Eders Naade.

Geheimeraadinden. Gummerup?

Jørgen. Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans Fader er Skræder.

Geheimeraadinden Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen Education … nogen Opdragelse, mener jeg?

Jørgen. Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig vide, hvor langt han kan komme.

Geheimeraadinden. Og han musicerer og promenerer hver Dag med Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, (fornem.) Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!

Jørgen. Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.

Geheimeraadinden. Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham

Jørgen. Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

Geheimeraadinden Ikke for Øieblikket.

Jørgen (afsides.) Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke rigtig—jeg tænkte det nok.

(Jørgen ud til Venstre.)

Geheimeraadinden (alene.) Han er en malicieux Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en passager Interesse har sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen Tid at spilde.—Ah, er du der, Claus! det var godt.

Sjette scene

Geheimeraadinden. Junker Claus (fra Venstre.)

Claus. A votre service, chère maman. Jeg ønsker Jer en god Morgen (kysser hende paa Haanden); jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?

Geheimeraadinden. Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning om nogen Ting—undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre Besked.

Claus. Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.

Geheimeraadinden (skarpt). Veed du heller ikke, at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.

Claus. Jo vist, de sanker Blomster—til Potpourri eller saadant noget. Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille Chanson, du veed: "Cueillir des fleurs, C'est mon bonheur; Tra la la, la la!"

Geheimeraadinden. Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, hun er passionneret for.

Claus. Hvorledes mener Mama?

Geheimeraadinden. Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.

Claus. Jeg? Dieu m'en préserve! Jeg ledsagede dem et Stykke Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke hvad.

Geheimeraadinden. Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.

Claus. Om andre Ting? Mama siger det med aaadan en besynderlig Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael … ah fi donc!

Geheimeraadinden. Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne Sag—ligesom, en passant bemærket, adskillige andre Sager—altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have Indflydelse paa din Fremtids Lykke.

Claus. Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas Alvor?

Geheimeraadinden. Hvilket?

Claus. At Frøken Abigael skulde nedlade sig … ha, ha, det er altfor morsomt!… nedlade sig til en amourette med en almindelig Skriverdreng af ganske simpel Extraction,—hun, som har en, jeg tør vel sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til at troe.

Geheimeraadinden. Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.

Claus. Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education—Mama maa virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække … nei, det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.

Geheimeraadinden. Umuligt, siger du?… Holder du mig for et Fruentimmer med "Education og Kvaliteter"?

Claus. Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!

Geheimeraadinden. Nu vel … jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt en Passion, da jeg var ung.

Claus. Mama er jo ung endnu.

Geheimeraadinden. Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for mit første ungdommelige Sværmeri?

Claus Var det ikke Papa?

Geheimeraadinden. Det var … min Faders Skytte.

Claus. Skytten! Grand-Papa's Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine?

Geheimeraadinden. Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.

Claus. Est-il possible! Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.

Geheimeraadinden. Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig—hvad skal jeg kalde det?—Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer….

Claus. Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det første, jeg træffer ham i Abigaels présence, skal jeg begegne ham saaledes….

Geheimeraadinden. Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt værre. Du maa behandle ham….

Claus. Overlegent—du haut en bas—Mama har fuldkommen Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen paa en Kavaler comme il faut og en Skriverkarl …

Geheimeraadinden. Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.

Claus. Af en Skræder! Det er mageløst! En tailleur de campagne, ha, ha, ha!

Syvende scene

De Forrige. Baronen (ind fra Høire).

Baronen. Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og besee min Planteskole?

Geheimeraadinden. Med største Fornøielse. Det vil være mig af særdeles Interesse.

Baronen. Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?

Geheimeraadinden. Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende imøde, som er ude at promenere med …

Baronen. Skriveren—jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er en honnet og vellært Person.

Geheimeraadinden. Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er mere magtpaaliggende?

Baronen. Hvorledes mener Eders Naade?

Geheimeraadinden. Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.

Baronen. Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.

Geheimeraadinden. Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden udløben.

Baronen. Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?

Claus. Et Par Gange har jeg berørt det—med al mulig Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.

Baronen. Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.

Geheimeraadinden. Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og egne Vegne, (til Claus:) Det er bedst, du strax opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.

Claus. Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa Kjærlighedens Vinger. Au revoir! (ud til Venstre.)

Geheimeraadinden (seer efter ham). Den kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?

Baronen Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed Pinedød ikke, hvad man faaer—det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.

(Begge ud til Høire.)