Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 13

KAPITEL XXXIX

Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden, Fru Lund var taknemmelig men høitidelig – Moder og Datter havde jo hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.

Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog – saa gik det.

Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa Hovedpuden og pillede ved Teppet.

– "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn, det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."

Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa Flakkebjerg end paa Vennebjerg.

– "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo altid var lidt forud.

"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."

"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en Ulykke – ikke med Andrees, men med Jernbanen!"

Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.

– "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var kommen af Vognen.

"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne. "Hvor gammel er Du?"

"Tretten Aar."

"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.

"Marie."

"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"

"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.

"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.

"Men jeg vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes de alle Tre ad.

Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.

– "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige saa stor som Ballettens Foyer!"

"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.

"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.

"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.

– "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg aldrig seet – den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."

"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"

"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"

"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre – men hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"

"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.

"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen. "Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske – naturligvis! – for der er Gjøglerblod i Mille! – Du forbarmende Gud! Et Balletbarn her paa Vennebjerg!"

Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og sagde:

"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem, hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten – tvertimod, jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige Theater – det veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her hos Dem – De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok, og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen – jeg kan ogsaa godt gaa, hvis De vil sende mit Tøi efter mig – og saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"

"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende: "Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden at have seet en, det er sikkert!"

"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet sluttet – for bestandig.

Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte ind forat se til hende – jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og sagde: "Søster!" – det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt – "Søster! Hun ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! – Gamle Mille skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun har sendt os Barnet!"

De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret, Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve, det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.

Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske Lille havde været inde i Kongens Have og der seet et stort Bed med Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; det Bed var efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.

Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".

– "Nei, hvad er det, der løber?" spurgte hun en Dag meget interesseret.

"Det er jo en Hare, Barn!"

"Tænk, kan den løbe saa hurtigt! – Ja, jeg kjender ellers godt Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens Kjøkkenvinduer!"

"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire Ører.

"Generalconsul Lange – der, hvor vi boer i Baghuset!"

"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du der!"

Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul – Tanterne dog mest af Ragna, Marie af Poul.

Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes – der saae de et Stykke Raavildt – og ned til Søen gik de, hvor Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som gjort til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud mellem Sivene – det havde hun naturligvis heller aldrig før prøvet.

"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset med korte Skjørter, det veed Gud – men lad os være enige om, at vi heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine svarede:

"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og ned som Portstolper – det var Faconen, der manglede!"

Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:

"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"

"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa høi og Svanget saa stort – aa, den er ligefrem deilig! Hun kunde spille 'Trilby', kan De tro!"

"Kjender det ikke!" lød Koret.

"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"

"Ikke!"

"Nei, ikke Een!"

"Ja, vi har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti – hun var meget bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa rolig – men den var meget svær, saa vi fik den aldrig rigtig lært – den hed Menuet, kjender Du den?"

Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie dansede, og de Gamle græd – det var en skjøn Aften!

– Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg – Søstrene først og fremmest – om sin lille Finger. Hun fik sin egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide, den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke taalte Nogens siddende Nærværelse.

Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev kaldt paa Marie – Marie her og Marie der – og en frisk, klokkeren Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den saa længe og saa kjønt som muligt – det sagde i alt Fald Hanne.

– Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det kongelige Theater – de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen, der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme, Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv Enkefruen og hendes Datter beundrede – foruden hinanden – tilsidst ogsaa hende.

Hver eneste Dag bragte noget Nyt – noget Morsomt eller noget høist Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" – som Søstrene nu bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem – oppe paa Kirkegaarden forat luge deres Gravsted – det skete regelmæssigt en Gang om Maaneden – og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten; snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske Factotum.

En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod Metereologisk Institut. – "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden vi har faaet det," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter Barometret, og Barometret ikke efter Veiret – der er Kludder i det!"

Stemningen inden Døre var formelig lidt trykket paa Grund af Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte de skiftes til at "røre" – Enkefruen og Datteren benyttede Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed – og saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen, saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.

En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November ønskede sig "en troende Barnepige og en from Kjørehoppe", og den Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men det gik ogsaa galt. – "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi er i Guds Hus – og hører en ordentlig Prædiken, vel at mærke! Nei, vil De have Bidrag til et Orgel, det kan De faae – og vil De sidde ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa – værsaaartig!"

Selv det, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg. Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik – de fik, naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen – ikke Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte – "for har man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" – men inden Doctoren kom, spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad Doctoren siger, det skal man gjøre!" – Naa, næste Dag var Tanterne naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.

Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode Sager, en staaende Invitation til alle Ferier – men ude paa Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa Gaarden.

KAPITEL XL

Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.

Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16. September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham paa Gaden.

Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.

"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. – Det skulde De ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa længe har arbeidet paa, hører De!"

Men med det, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. – "Jeg har jo ikke engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.

"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt for nerveus og – "

"Er jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. – Men hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher, Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt, Smaabladene!"

"Smaabladene!" gjentog Holst. "De læser dem jo ikke!"

"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"

– "Der var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.

Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.

Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:

"Det har De Ret i! – Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos Lykke?"

"Nei!"

"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker – hverken mere eller mindre!"

"Skal det være en Lykke?"

"Ja, ubetinget! – Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet: det kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"

Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.

KAPITEL XLI

Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en vis Ængstelse – "for Noget har man jo altid paa Samvittigheden," mente han – om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang," trøstede han sig med.

Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor Denne.

Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer; han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og fortalte daglig sine – i Reglen uinteresserede – Medmennesker, hvor mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.

– En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden – det gjorde de hver Søndag.

– "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.

"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede Poul.

"Veed Du, hvad jeg synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan vi sgu ikke slaa!"

"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"

"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"

"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og det er da altid en Tilfredsstillelse!"

"Er det en Tilfredsstillelse?"

"Ja, det veed Gud, det er!"

– Saa kom Generalconsulen.

"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.

"Det vil vel ikke sige, at jeg skal forlade Localet?" spurgte Julius.

"Jo, det vil!"

"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en Søofficeersspire!"

"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.

"Ja, jeg gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg er!"

Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.

– "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"

"Nei – jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"

"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"

"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos Chefen o. s. v., men hvad han fik, det veed jeg ikke, for jeg var ikke inviteret med!"

"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".

"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og – "

"Faldereb?"

"Ja, Honneur, da han kom ombord!"

"Naa, ja, vel! Men Salut – skyder de Kanonerne af lige over Hovedet paa En?"

"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"

"Nei, det er ogsaa sandt. – Knalder det svært?"

"Ja, det er ligesom man tager det – vi skyder ikke med brugt Krudt!"

"Nei, det knalder sgu vist ækelt! – Jeg troer, jeg vil gaa et Par Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa for Skud!"

"Hvorfor det?"

"Herregud, fordi, fordi – ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en Krydser herop for at vise Flaget."

"Det var som Fanden! – Har de nogen Flaade?"

"Ja, de har da een Krydser – de kjøbte den af Honduras ifjor!"

"Sikke Sjov! – Men det maa jo være sorte Officerer!"

"Hvad for Noget?"

"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"

Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne vedblev:

"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! – Men gjør Dig nu bare ikke til Grin, Fader!"

"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! – Tag ikke Exempel af din Broder Julius!"

"Nei, det skal jeg nok hytte mig for!"

"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig – det er Statshemmeligheder, hører Du!"

Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!" – det var den kraftigste Edsformular, han kjendte – saa blev han dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.