Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 5

KAPITEL XI

Poul var ude med Vintercorvetten.

Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele gjøre Familien Ære. – "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform – og saa skal der saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"

Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en større Forretning.

Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.

Poul var saare vel tilfreds med Handelen – og det var Terndrup ogsaa. Han læste nemlig Brevene – det gjorde han altid, naar han kjøbte Frimærker udenpaa Breve – og eet af dem læste han med særlig Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften og brændte det saa i Kakkelovnen – naturligvis efter først at have klippet Frimærket af.

KAPITEL XII

En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit Kontor, Ragna ligeoverfor.

– "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.

"Nei – der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.

"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At det skal være min Søn! – Og Moder!"

"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."

"Aa, Asylselskabet! – Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste Rangklasser – eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige protegerer, det gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. – Har vi faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"

"Nei, endnu ikke."

"Ja, vi maa have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"

"Hvad vil det sige?"

"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"

"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende – meget bedre end den, hun har – og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."

"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg – men det kan jeg alligevel ikke!"

"Hvorfor ikke?"

"Nei – nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var ganske vist en stor Kjeltring – meget større, end Nogen aner – men alligevel – nei, det kan jeg ikke! – Jeg er ikke overtroisk, men Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok ønskede, jeg kunde det. – Nei, man har dog Samvittighed – og Hjerte – men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager – meget dyrt! – Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"

"Har Du?"

"Ja, kjøbt og kjøbt – Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn – naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler – Holst, hed han – og saa gik jeg igaar op til Fyren – han har Værksted henne i Grønnegade – og ledte mig et Billede ud. Det er ganske livligt – her skal Du se, det staaer der! – Er det ikke meget net? Den gule Postvogn og Postillonen – man kan strax se, hvad det skal forestille!"

"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.

"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen – det vil glæde din Moder!"

"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa Sophaen."

"Saa? – Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed ogsaa, der er en Fugtplet der i Muren, som ikke vil gaa bort – det er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."

"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og saa taltes der ikke mere om Billedet.

– Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold til.

I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar – det var omtrent det Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne selv en Pariakaste – Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge paa Labben.

– Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.

Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader var Maler – Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der hang fuldt op af Studier, og Veninden – Datteren – kjendte dem alle udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig den, hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var tydelig nok stolt af sin Fader – stolt af at have netop en Kunstner til Fader.

Den Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade – om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap klar over selv.

– Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.

Saa kom Posten.

"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene. "Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"

– "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen benævnedes.

"Ja, jeg holder nu af Tanterne, og de af mig," sagde Ragna.

"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.

"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae noget Svar.

– "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende her i de Dage – han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og ærgre sig og være ondskabsfuld!"

"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.

"Er det maaske min Skyld! – Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne er under Opseiling!"

"Vennebjergerne" havde saa at sige tilbragt hele Livet – de var nu om ved de Halvfjerds – paa deres Fødegaard.

Den Ene hed Hanne, den Anden Sine.

Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og den Anden saae for dem Begge – de mindede i saa Henseende om Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de skiftedes til at bruge.

Forresten havde de et Jernhelbred – "Nerver af Staaltraad," sagde Grossereren – forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i Grunden dem, der var det.

De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske det Samme omtrent paa samme Tid – det vil sige, Sine, der ikke hørte saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og "Tanterne mener".

De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som deres Fader havde drevet den – fordelagtig var Driften neppe.

Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.

Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. – "Ragna, hende kan man stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.

At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet der, er en Selvfølge. – "Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de – men kom de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var, og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne forarges over det hjemme paa Gaarden – det gik de lange Aftener saa godt med.

KAPITEL XIII

Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.

Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for dem, thi – som de engang havde sagt – "kogt Lax, Kalvesteg og Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke det, man tager til Kjøbenhavn for!"

Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og grine."

Paa Slaget Fire kom Caleschen – den gamle Andrees satte en Ære i at være lige saa præcis som en kongelig Kusk.

En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og Intet glemt, løb de op ad Trappen – to Trin tog de i hvert Spring.

Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke – det maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at gaa tilbords.

Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i Dagligstuen, opdagede strax Maleriet – som de fandt græsseligt – følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet Minut.

– "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.

Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og ikke hjemmelavet Dessert.

Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.

Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller mindre honnet – Pjank!"

– Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem. Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at være ude om Natten, fik Julius – for første og sidste Gang i sit Liv – Ros af dem. – "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand – hvad sandt er, skal være sandt!"

Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig gik de – hele Dagen – op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. – "De bentrainer sgu!" sagde Julius.

Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb – de saae nu paa betydelig Mere, end de kjøbte – henne hos Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.

– "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer! Velkommen skal I rigtignok være – og tusind Tak for den deilige Slagtemad, jeg fik forleden!"

"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom Du havde faaet den!"

Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller med Maizena, og saa kom – som lokket af Kaffelugten – Frøken Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i Garnisons Kirke.

Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.

Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at hun jo da heller ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv, thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa hinanden:

"Nei, tal Du bare ikke med, Mille, for det er saamænd ikke din Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde Du kunnet faae en eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille – din Fader var jo ogsaa Korist!"

Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.

"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre betaler ikke regelmæssigt – det kan Du umuligt leve af, Mille! – Maa vi se en Statusopgjørelse?"

Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet og sagde:

"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"

Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod Vennebjergerne hende.

– Til Middagen kom deres Broder – "den gamle Grosserer", som han kaldtes.

Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.

Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig – navnlig over Sønnen.

– "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide, hvor længe det kan holde – men af mig faaer han ikke en Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer stadigt en detail – han mangler det mercantile Overblik!"

For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade passerede han, hvor i Byen han end skulde hen. – "Men der lugter ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet – det kan man ikke nu!"

Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man der kunde faae Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige – saa havde han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.

Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.

I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham. – "Naa, nu er han da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa, i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en Søn, der ikke artede sig vel – det bestyrkede dog hans Tro paa Menneskeheden.

Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene, hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig dog i Hænderne og mumlede: "Den er sgu god! Den kan han være længe om at hoste af sig!"

Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han nærmest som et Slags Husspøgelse eller spiritus familiaris, der gik igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.

– "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne, og Godaften, Sine! – Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"

Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords uden flere Giftigheder.

Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har Du Raad til det, lille Jesper, er det jo godt!"

Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste det.

Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen mærkede det og sagde snærrende:

"Nu skal Du vel paa Variété – Laban!"

"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan en!"

"I kan jo gaa med mig!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget paa Ordet.

"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.

Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.

Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede Forestillingen.

Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten Ingenting paa!"

Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og Grossererfamilien trak lettet Veiret.