Kitabı oku: «En adelig Opdager»

I. – DET STJAALNE BREV.

Kapitel I.

(Hvem er Tyven?)

Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.

Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu ventede han længselsfuldt.

Endelig bankede det.

Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.

»Der er en Herre —!«

Godsejeren greb hurtig Visitkortet.

»Lad ham straks komme herind!«

Tjeneren bukkede.

Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk, aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.

»Det er altsaa Grev Campnell?«

Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«

»Ja—a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr. Greve! Ja—a, der er hændt mig noget —«

»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«

»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit Skrivebord!«

»Hvornaar?«

»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru; da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«

Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.

»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«

»Ja undskyld … jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte læses af andre end den, det var skrevet til.«

»Var det et Brev, De havde modtaget?«

»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«

»Hvem kom med det Bud?«

»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens Soveværelse«.

»Hvor længe var De da borte?«

»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste, det laa fremme.«

»Lukkede De Døren, da De gik?«

»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«

»Hm —! Er der blevet andet borte?«

»Nej, ikke en Smule!«

»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«

»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«

»Er De sikker paa det?«

Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg syntes, jeg gjorde det.«

»Saa Pigen, De skrev?«

»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«

»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«

»Nej, vist var der ej …« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig. »Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv, hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«

Detektiven smilede.

»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«

»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i Forstuen.«

»Ja saa …«

Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«

»Aa nej. Men har han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke til, om nogen er gaaet herind i Værelset. – Eller ogsaa er Tyven kommen ind gennem Vinduet!«

»Ja – det har ganske vist staaet aaben …!«

Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.

Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget pludselig hans Blik.

»Hvad er det?«

Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.

Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.

»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som —«

»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller … og har smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja ikke sandt, det er soleklart …«

Detektiven maatte smile.

»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har været inde i Værelset? Fra Haven kan man ikke se Deres Skrivebord. De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«

Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.

De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da Døren knirkede.

Det var Godsejerens lille Nevø.

Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke, James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.

»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør hun det nok —«

Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.

»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«

»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«

»Ja – ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, hvem der har taget det – jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«

»Naa—aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er mange Penge, Hr. Godsejer.«

»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer og mer!«

Detektiven trak paa Skulderen.

»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig Undersøgelse eller —« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«

»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«

Detektiven tyssede.

»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.

Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.

»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«

Dermed gik han.

Godsejeren blev alene.

Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.

»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set ham?«

»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med Godsforvalterens lille Pige.«

»Naa—!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.

Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden …

Da banker det.

»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men —«

Kapitel II.

(Den værdifulde Hale.)

Det var atter Grev Campnell.

Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at telefonere til Herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel til Herredsfogden og beder ham hjælpe os —«

»Før eller efter Brevet er fundet?«

»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.

»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!«

»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«

»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:

»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«

Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet.

»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.

»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende. »Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig …«

En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens Arm.

»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! – Gaa Du blot, lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal komme ned og lave en bedre om lidt!«

Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben kunde bære ham.

»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan læse.«

»Jamen, hvordan … hvad vil det saa sige, at jeg er Tyven?«

Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.

»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da Papiret var fundet.«

»Hva—?«

Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.

»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. De har væltet Deres Gummiflaske!«

»Ja i Formiddags, ja vel … det er rigtig nok … og hvad saa?«

»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet – og paa Deres Ærme. Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«

»Naa ja – og hvad saa —?«

»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De selvfølgelig ikke haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget det. De har tabt det ganske kort efter – herude paa Gangen, hvor Roland legede, og hvor han netop har fundet det, og i bedste Tro lavet Dragehale deraf. – Til yderligere Betryggelse vil De forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«

Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav med Et Detektiven Ret.

Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de 2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp ingen Naade og Forestillinger.

En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«.

II. – EN FRYGTELIG NAT.

Kapitel I.

(En Mumie?)

Det var i Juletiden.

De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende og en lurvet Fyr i den anden.

Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen faldt med et Brag paa Gulvet.

Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.

»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«

Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved Aftensbordet.

»Sig mig, Onkel – hvad var der i den Kasse?«

Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.

»En Mumie!« svarede han.

Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.

Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i Morgen!

»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.

»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel ikke værd?«

»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«

Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke, hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød, den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«

Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.

»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.

»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var laaset.«

»Vi kan da se paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.

»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«

»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme – kom, lad os se ad!«

Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.

»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie – tænk Dig en rigtig Mumie – saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«

Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i Studereværelset.

»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.

Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen – en ækel Tingest at se paa.

»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«

»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«

Men Clara vilde paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og bankede paa Laaget.

»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.

Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.

»Hvor tung mon den er?«

Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.

Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det lykkedes ikke.

I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.

Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.

Dér stod vi i Bælgmørke!

Kapitel II.

(I dødelig Angst.)

»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.

Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«

Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.

Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra.

Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.

Jeg skulde sove deroppe – derom var vi uhyre enige.

Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:

»Næ – var det dog ikke forfærdeligt!«

»Lad være at tale om det, Clara!«

»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«

»Mumier kan da ikke stønne!«

»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller – tror Du, den kan gaa omkring om Natten?«

»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«

Men vi kunde ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid, bankede det sagte paa Døren.

Vi laa ganske stille …

»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.

»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«

»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«

Saa gik de igen.

Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«

»Nu er det i hvert Fald for sent.«

»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham, naar han om lidt gaar til Sengs.«

Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.

»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu maatte jeg sige det.

»Ja!«

»Kan Du høre det?«

»Ja —« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«

»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«

»Jeg tror det ogsaa …«

»Hvad skal vi gøre?«

Clara var grædefærdig.

Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.

»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.

Resolut sprang jeg op.

»Hvor gaar Du hen?«

»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. – Nu maa vi have fat paa ham!«

»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«

Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.

Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi rystede af Skræk.

»Naa! Hvad er der løs?«

»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar dernede.«

»Hvad for noget?«

»Aa skynd Dem, skynd Dem …«

»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.

»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«

»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.

Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand.

Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.

Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde.

Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.

Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.

»Kom saa med Lyset!«

Han greb det hastigt.

En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.

Detektiven gik hen imod den.

»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«

»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.

»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde holdt Mandfolkene ikke ud.«

I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.

»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«

»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb stønnende hen mod Vinduet.

»Saa—saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa hendes Skulder og holdt hende tilbage.

»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo ved at dø af Forskrækkelse.«

»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«

Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende og fulgte selv bagefter.

Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.

»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I faa Historien at vide.«

Kapitel III.

(Nød bryder alle Love.)

Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som Grev Campnell fortalte os næste Dag.

Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i London for en billig Penge – eller rettere for sine sidste – i den sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.

Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser, men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han pantsætte Mumien for et usselt Beløb.

Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for' han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!

Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var genial.

Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.

Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde klare sig for Natten, som han kunde bedst.

Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.

Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.

Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.

Imidlertid – den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten indløst.

Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore Julegæster – særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.

III. – DEN FORSVUNDNE HUSTRU.

Kapitel I.

(Selvmord eller —?)

Ȯrede Grev Campnell!

Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd hverken ud eller ind – maaske har jeg allerede været Skyld i et Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!

Deres meget ærbødige

Cyril Majendie.«

Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske Millionærdatter, Frk. Scraggs – hvorfor hun tog ham, maa Pokker vide. Han saa meget ophidset ud.

»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«

»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.

»Vel, saa venter jeg Dem.«

Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han vendte sig om:

»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik, da en Mand maa forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. – Farvel, jeg venter Dem altsaa.«

Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med udstrakte Hænder:

»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer … De er et prægtigt Menneske! Vil De have noget at drikke?«

»Nej tusind Tak!«

Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har fortalt mig, hvad der er i Vejen.«

»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min Hustru og mig?«

»Ikke en Smule.«

»Min Hustru er forsvunden!«

»Ja saa.«

»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld – denne Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal jeg skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr. – skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.

Næste Morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«

Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes Ringe og Smykker.

Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.

Majendies Stemme blev hviskende:

»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller …«

»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil. »Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«

Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran dem.

»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt …«

»Hr. Campnell —!«

»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres Samvittighed i Alkohol«.

Majendie tøvede.

»Hr. Greve … Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes … havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.

»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«

»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg øjeblikkelig tage dem bort.«

… Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.

»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.«

»Naa, og det er?«

Tjeneren gned sine Hænder forlegent.

»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine Benklæder.

»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.

»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«

– Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden Detektiven slap fra ham.

Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig ængstelig ud fra Majendies Port.

Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af Detektiven.

Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.

»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«

Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!«

»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?«

»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«

Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«

Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt Smil.

»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger Sandhed!«

Kapitel II.

(Den ny Tjener.)

En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

»Er Herren hjemme?«

»Herren er gaaet i Seng.«

»I Seng! Paa denne Tid af Dagen —?«

Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med Tæpperne op om Ørene – og tudbrølende.

Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig klart, hvad der skete.

»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et eller andet obskurt Sted …«

»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«

»Nej, nej, De tager fejl, men … men Greve? Hvor … hvor kører vi hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«

Detektiven sprang ud i en Fart.

»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«

Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig indigneret.

»Naa … ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud, Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«

Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«

Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.

»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«

Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er vanskeligt at sige. Parker talte først.

»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge … hvor tør De … putte mig ind i denne modbydelige Kasse sammen med saadan en … en Abekat.«

Majendie rømmede sig advarende.

Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.

»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«

Majendie skelede til Parker:

»Min Kone er myrdet, at De ved det!«

»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm, maaske burde man misunde Dem. Min Kone forsvinder ikke saa let … men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer …«

»Ja, hende var det, der ødelagde min.«

»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, Deres modbydelige Kvinde af en Kone....«

Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre Smaahandlende.

»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«

Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa hinanden.

Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.

Ingen Navneplade paa Døren.

Detektiven betænkte sig lidt.

Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.

Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«

Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv Times Tid.

Pludselig for Detektiven op.

»Stille! Der kommer nogen!«

Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.

Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.

Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa ind i den anden Stue, aa gør det …«

Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.

»Hvad Pokker – min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«

Parret kom ind.

Parker for dem i Møde.

»Ja saa lille Frue, der fandt jeg Dig!«

Majendie saa maalløs paa sin Tjener:

»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige, løbe bort med en Guldfugl!«

Detektiven kom til.

»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru Majendie!«

Han gik hen mod den snavsede Tjener.

»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«

Der blev ganske stille.

Saa en Lyd – halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne Krøller.

»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa Kinderne.«

Majendie saa forvirret ud: »Jamen … hvad siger Du … jamen det er dog virkelig et meget ondartet Puds!«

»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop! Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de 5000 Kr., maatte jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«

Det vilde hun.

»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en Uge, uden at Cyril skal kende mig.«

»Er Du gal«, sagde hun.

»Hvor meget vædder vi?«

»En ordentlig Masse – 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«

Her afbrød Fru Parker:

»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men jeg vidste ogsaa – Hr. Majendie! – at Deres Kone er parat til at gøre alt for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«

Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:

»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore Intriger, der var godt nok fundet paa?«

Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller – og er det da ogsaa, heldigvis.

Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe. Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen. Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet. Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«

»Det Papir —?«

»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«

Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde købt Kager dernede....

»– Og sparsommeligt anvendt Papiret!«

»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt fra Fru Majendie.

»– Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet Oplysninger, i Fald det gamle Ord mod Sædvane havde vist sig bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««

Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.

IV. – ET GAADEFULDT INDBRUD.

Kapitel I.

(Hvem er det?)

Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget gerne vilde tale med ham.

Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end sædvanlig.

»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker til Affære!«

»Er det alt, hvad De har at fortælle?«

»Ja naturligvis – er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde, Frk. Tonny Darling bor.«

Detektiven kendte baade Hus og Dame.

Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende! – Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun maatte jo have dem … Naa, det er ikke det værste!«

»Hvad da?«

»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne Affære. Kan jeg stole paa Dem?«

»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«

»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min Familie endelig har fundet et passende Parti til mig …«

Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt – denne gamle, korrekte Adelsmand.

»Ja, vel er det ubehageligt for Dem …«

»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«

»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«

»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«

»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«

»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«

»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«

»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«

Detektiven rejste sig.

»Ja ja – jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid. Maaske vil De møde mig derude.«

»Ja – jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«

Og saa gik han.

Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive Tjeneren sit Navn.

»Spørg, hvad han vil mig?«

En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.

»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«

Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.

Detektiven maalte ham – og genkendte en bekendt Bandit, Hiles. Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.

»Gaa blot!«

Tjeneren gik.

»Hvad vil De? Men hurtigt!«

Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.

»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig – jo, han er en dejlig Kavaler!«

Detektiven begyndte at more sig.

»Kender De ham?«

»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«

»Saa—aa? Hvad har han da gjort?«

»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. – Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke vilde sige ham det. Jeg har gjort det!«

Detektivens Munterhed voksede.

»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat Indbrud paa Villaen?«

»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen Politibetjent.«

»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«

»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«

Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:

»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.

Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget! Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og satte min Taske fra mig. – —

Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.

Det hele varede kun et Øjeblik – baade Synet og Lyset. Men jeg havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed saa han udfordrende paa Campnell.

»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg gjorde paa at nappe Dem?«

»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er meget værre! – Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre Juveler – og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«

Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.

Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.

»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper … som om jeg havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«

»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af Deres Taske og lagt dette i Stedet?«

»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet. Denne Taske ligner kun min! Jeg saa det først, da det var for sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort Ulykken! At han kunde nænne det …«

Kapitel II.

(Damen.)

Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.

Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest tilfrosne Stemninger.

Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.

»Hvad skylder jeg Æren …«

»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«

»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem. Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det Hele.«

»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«

»Næ —. Der er nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«

»Saa—aa?«

»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig —.«

Detektiven satte sig til Ro.

»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er forsvundne?«

»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis han pantsætter dem.«

»Blev De vækket sidste Nat?«

»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo meget muligt, han har haft en Medhjælper.«

Der blev ringet paa Entréklokken.

»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg sige Dem: han er uskyldig!«

Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op fra Sofaen.

»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.

»Hvad jeg siger.«

»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal vi se!«

Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste Carman sig. Han stirrede paa hende.

»Er der noget i Vejen?«

»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af Stuen.

Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort det?«

»Hun siger, det er Dem selv!«

»Mig? – Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«

»Er De sikker paa det?«

Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.

»Ja selvfølgelig er jeg sikker —«

»Vis mig lidt omkring, hvad?«

»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«

Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.

»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i det hvide Værelse.

Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten, hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte Tasken fra sig.

Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.

»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«

»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.

»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.

»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. – Er De saa snart færdig med deres Undersøgelser?«

»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset, hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«

»Ja—a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«

»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse Omstændigheder.«

Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren, inden hun svarede.

»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen Lomme,« vedblev hun.

»Tonny, jeg sværger …«

»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. Kvindejæger, Du er!«

»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham til Hjærte, bemærkede Detektiven … »Jeg, der elsker Dig saa inderligt …«

Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.

Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.

»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«

»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven —« et Blik paa Carman, »har allerede brækket Laasen i Stykker.«

Detektiven aabnede det.

»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«

Damen fo'r derhen: »Har han ladet noget ligge?« Hun stampede i Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det bagefter! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du bange.«

Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var propfuldt af Juveler igen!

»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.

»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens spydige Svar.

Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette var og blev tomt.

»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.

Detektiven gik hen mod Døren.

Lidt efter kom Pigen ind.

»Ringede De, Frøken?«

Detektiven svarede:

»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den Frihed!«

Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem, at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade Hr. Hiles at tage dem med sig.«

Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.

Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her, Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i sin Varetægt.«

Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.

»Det er Deres Rival, Frk. Darling!«

»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske uforstaaende.

Detektiven trak paa Skulderen.

»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet – der mangler kun Ægteskabsløftet.«

»Nej, nej …« Frøkenens Ære var truet. »Saadan er Carman ikke … en Tjenestepige!«

»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt overraskende.«

Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han stadig prøvende:

»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De – Haanden paa Hjærtet, Frøken! – har været lidt indiskret med. Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«

Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.

Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:

»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«. Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige, der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk ladet ham stjæle, men har under Dække af hans Bedrift selv stjaalet Ægteskabsdokumentet.«

»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over Beskyldningen.

»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind. Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.

Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.

I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som – det undersøgte jeg – i et Nu kan gengive et stort Billede af Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!

Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne og manglede naturligvis Mod til ikke at lægge dem tilbage. Men Ægteskabsløftet har hun endnu.«

»Nej, jeg har ikke!«

»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«

Pigen rystede over hele Legemet.

»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«

Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.

Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.

I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i hysterisk Graad.

Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.

Det var virkelig Ægteskabsløftet.

V. – DEN STJAALNE TRAKTAT.

Kapitel I.

(I Udenrigsministeriet.)

Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.

Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til Kontorchefen, Kammerherre Horsam.

»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«

»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«

»Ja—a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen: »Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas Regeringsbefuldmægtigede«.

Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.

»I det Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«

»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand —. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi tvivler lidt om, det altid har været hans Navn.«

Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«

Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.

Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager, hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til at skaffe ham den.«

Dermed tav Kammerherren.

»Ja ja – det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads er Tyven.«

»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme i Audients.

De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden. Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«

»Hvornaar fandt det Sted?«

»Det er ikke en Time siden!«

»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt af Caracas Repræsentanten endnu.«

»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig Meddelelse.«

»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«

»Aa – en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde herkuliske Kræfter.«

»Og den anden?«

»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs … lidt feminin maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«

»Hvor bor Panama Fyren?«

»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers. Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig Kundskab om Traktatens Indhold, vil vi faa store Ubehageligheder.«

Detektiven rejste sig for at gaa.

»Naa, Hr. Greve – hvad vil De saa gøre?«

»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«

»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den straks, hjælper De os. Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«

»Selvfølgelig.«

Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig staaende.

»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten helliger Midlet?«

»Hm —?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi ikke.«

»Aa nej – saamæn.«

Detektiven gik med et Buk.

Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover saamæn det værste —!«

Og han fik Ret.

Kapitel II.

(Hos Panama-Repræsentanten.)

Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse ovenpaa. Det var det Hele.

Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:

Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter, fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.

Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:

»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«

Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne. Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo ikke! Ja—a forsøge kunde man jo …«

Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst.

Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.

Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse, begyndte han:

»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad Vinduet og gebærder Dig saaledes?«

Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk Accent:

»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«

Joachim – Panamagesandten – saa sig forvirret om.

»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa Gaden.«

Caracas Manden lo blot.

»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til en Stol?«

»Du er dejlig, saa uskyldig – ikke?«

»Er det Traktaten, Du mener? – Jeg skal være ærlig overfor Dig, Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen igen.«

»Eller nu med det samme, hvad?«

»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne —«

Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.

»– Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i Gratiale for al hans Ulejlighed?«

»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende Tone.

»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede Sprog.«

»Hvor er den da?«

»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke …«

»Hvor er den, siger jeg?«

»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er … ja, noget sært i Din Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«

»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er, faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede atter med Revolveren.

»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas …«

Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de forskellige Sager i Værelset.

»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg om Hjælp; saa er Du færdig«.

Den anden undersøgte uforstyrret.

Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.

Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille …

Chloroformen havde virket.

Kapitel III.

(»Diplomaten.«)

Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at besøge sin Kollega fra Panama.

»Har Du travlt?«

Panama Diplomaten svarede ikke.

Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.

»Men hvad i al Verden … er Du fuld Joachim?«

En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!

Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus styrtede ned mod Gulvet.

Den anden stirrede forvirret.

Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig forvirret omkring.

»Er Du daarlig, lille Jim?«

»Er Du her endnu, dit Afskum!«

»Ja, naturligvis er jeg her.«

»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.

Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:

»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren, drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.

»Hvorfor lukker Du Døren?«

Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige Opførsel.

»For at forhindre Dig i at komme ud – denne Gang kan Du vel ikke benytte Vinduet.«

»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det med et voldsomt Brag.

Saa stampede han i Gulvet:

»Frem med Sproget! Har Du taget den?«

»Hvad for en?«

»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget Traktaten?«

Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i den andens Udseende.

Han blev uhyre ivrig med et:

»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer Du med den!«

Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.

Til sidst greb han en Revolver og truede løs.

Caracas Diplomaten afbrød:

»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem os!

Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. Du svarede: jeg skal skaffe den! – Jeg skulde saa efter Aftalen tale med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«

»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad Vinduet!«

»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget Vindue.«

»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«

»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«

»Nej, ved Du nu hvad —!«

Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved, indtil de sloges som Rasende.

»Lad vær', lad vær' … sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«

»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg —«

Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.

Kapitel IV.

(Atter i Udenrigsministeriet.)

Det var næste Morgen.

Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.

»Hm – hvem siger De, det er, som vil tale med mig?«

»Gesandten fra Caracas.«

Kammerherren tav. »Hm – hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?«

Han vendte sig atter mod Assistenten.

»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag Deres Arbejde med.«

Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.

»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat —«

Kammerherren spidsede Øren.

»Saa—aa?«

»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico … Ja, jeg ved ikke, forstaar det slet ikke … jeg fik den med blandt de mange andre Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.

»Hm – tak! Maa jeg spørge, opdagede De det, da De var gaaet herfra?«

»Ja, heldigvis —«

»Og har beholdt den indtil nu!«

»– Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke aabent om Natten —«

Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme, som —

»Hvad Fanden —! Grev …?«

»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og tyssede med Tegn og underlige Blikke.

»Jamen kære, saa sig mig … forklar Dem dog —«

»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set den.«

»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?«

»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.«

De saa paa hinanden.

Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage – Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret.

Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:

»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. – Aa ja, med fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.«

Grev Campnell bukkede.

Kammerherren fortsatte til Afsked:

»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er rent privat, en lille Middag i Ro …«

Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede, gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.

VI. – DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.

Kapitel I.

(Den undslupne Fange.)

»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige Dem det!«

Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.

De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.

Ved Bordet talte de videre om Sagen.

»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.

»Nej, ikke det fjærneste …«

»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og saa interesseret paa Kromanden.

»Grev Campnell – hvem er det?«

»Detektiven! Kender De ikke ham?«

Den Gamle smilede overbærende.

»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer derinde i Hovedstaden …« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl, kan De tro, der magelig stikker alle deres – Grever!«

»Saa—aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte, maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige Slags.

Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de følgende Dage hørte man intet til Sagen.

Kapitel II.

(Uhyggeligt.)

Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i Marken og stod tidlig op.

Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.

Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, fortvivlet over al den lærde Snak.

Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab … og syntes pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og gik videre med Diskusionen.

Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst.

Lane vendte sig om.

»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se.

»Ja, jeg ved ikke …« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes … jeg synes saa bestemt, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.«

De stod lidt og ventede …

»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom – nu gaar vi videre.«

Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid – saa maatte han vende sig om igen.

»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!«

»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«

De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.

Men der skete intet.

»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«

»Næ – men —« han vendte sig atter … og udstødte et Skrig af Forfærdelse.

Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt.

Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.

De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.

Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.

Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.

Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet.

Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet.

»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt —«

»Aa, De skal nok faa det varmere —« kom det forbitret.

Gray fortsatte og rejste sig op:

»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati —«

Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.

»Ha—a—a—a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«

Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt … en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter. Benklæderne naaede kun til Knæene, dér kom de bare Ben frem. Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!

I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.

»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer —?«

»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os … De kan faa alt, hvad vi har.«

»Penge – føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En – to —«

Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.

Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.

»Vesten med!« brølede han.

»Jamen, kæreste Herre —« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være fri?«

Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke skændes, det hjælper slet ikke.«

Der var ingen Udvej.

De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar Skjorte og Hat.

»Hm—m —« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«

De adlød instinktsmæssig.

Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende Ord.

De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en Overraskelse.

Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste Skjorte …

Kapitel III.

(Rettens Folk.)

»Stands, eller vi skyder!«

De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og forvirrede standsede de og saa sig omkring.

Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned med det samme.

De standsede altsaa.

Politiet kom farende.

»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene adlød beredvilligt.

»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se det paa jer, man narrer mig aldrig.«

»Kære Hr. Herredsfoged … vi forsikrer, vi blev overfaldet … De kan naa Fyren endnu … han tog vort Tøj … tvang os med Magt.«

»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg atter, I lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«

»Han tvang os til det med Magt! Det er sandt! Han har Kræfter som en Bjørn, den Kæmpe, han er —«

»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«

»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for lille, derfor maatte vi —«

»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham … han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«

»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig —«

Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.

Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han Tøjet og løb, alt hvad han kunde.

Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham.

»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.

»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.

»Luk op! Det er Herredsfogden!«

Fængselsporten aabnedes straks.

»Kald paa Inspektøren!«

Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.

»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet gjort sin Pligt.«

»Nej er det muligt —?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa Herredsfogden.

»Jamen —? Jeg synes, hm … Fyren her er jo dobbelt saa høj —!«

»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! – Han er vokset en Smule, ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«

Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse – og alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane.

»Hm, ja – men jeg tror dog … ja, undskyld, hvis … men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang …«

»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«

Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret.

Grev Campnell stod for dem.

Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.

Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.

Nu, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders hurtigste Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.

Resultatet blev, som af Detektiven forudset:

»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog Efterforskningen.

Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.

Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette Uduelighed.

Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var – vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!

Men naturligvis – nu forstod man Grunden til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.

VII. – SAMMENSVÆRGELSEN.

Kapitel I.

(Beslutningen tages.)

De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.

Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:

»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod Krigsministerens Liv …«

Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.

Obersten talte igen:

»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter …«

Atter Dødsstilhed.

»Oberst – det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, frygtsomt, forpint:

Men Obersten smilede blot.

Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja – saa lægger jeg for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med store Bogstaver.

Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S —?«

Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet videre gennem den tavse Forsamling.

Major Dyson var den sidste.

»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa jo – —«

Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa greb han sin Stok.

»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«

Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom lettede.

Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, og saa —

Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han naaede hjem.

Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af en yngre Mand, der hilste ærbødigt.

»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer, og – —«

»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.

»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres skarpeste Fordømmelse – —«

»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde netop selv tænkt … kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne. Dér er vi langt mere ugenerte!«

Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.

Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse.

Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes …

En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik, end netop den Bladneger.

Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventet saa længe, og Maden …

»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.

Maggie saa alvorligt paa ham.

»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil … hvad kan Du dog have at gøre der?«

»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land – mange Veje, en lille Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik saa endelig til Bords.

Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.

Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.

»Saa for Pokker, hvad er der nu —?«

Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle Baggaardsbygning.

Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i Laas.

»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«

Dyb Tavshed. Alle saa ned.

Endelig tog den gamle Major Ordet:

»Ja, Oberst … da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte videre om Sagen. Vi – hm – vi er enige om, det var galt! Det er forhastet …«

»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«

»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«

»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i truende Kor.

»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det ikke. – Det er bleven borte.«

»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.

»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«

»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.

»Jeg har den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.

Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter.

»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op.

De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.

Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser.

Et Papir faldt ud.

Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring.

»Hvad Pokker, det er … det er —?« Majoren vaklede og tabte Papiret.

En af de andre greb det.

Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere … vaklede …

Papiret var ikke det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:

„Disse er Forræderne!“

Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske. Sammensværgelsen maatte være opdaget! Hvad skulde man gøre?

Og hvordan i al Verden var det dog sket?