Sadece LitRes`te okuyun

Kitap dosya olarak indirilemez ancak uygulamamız üzerinden veya online olarak web sitemizden okunabilir.

Kitabı oku: «Fra Færø»

Yazı tipi:

Lippen

Havet laa og aandede ud efter Stormen i sejge Dønninger. En efter en gled ind under Stævnen, hævede Baaden op paa sin Ryg, vippede den som for at prøve dens Vægt og gled derpaa agterud, godmodigt smaaknubsende Baadsiden som i Overmod over sin Jættestyrke.

Et Sekund svævede Forstavnen i Luften, idet Dønningen gled bort under den. Saa faldt den med et Plask ned mod Havfladen, saa Vandet sprøjtede ud til Siderne, og Baaden gled langsomt ned i Bølgedalen og begyndte at krybe op over den næste Bølge.

Saaledes havde de ligget hele Dagen, fra Solen stod op. Uafbrudt slynget over Bølgedal fra Bølge til Bølge. Snart laa de dybt nede med Vandvæggene skraanende op til alle Sider. Snart laa de og vippede usikkert paa Toppen af et glidende Vandbjærg, og da kunde Fiskerne se langt ud over Havet, der arbejdede tungt og træt og med store, lade Bølger gled ind mod Kysten, der fire Mil borte hævede sig op af Havet som en sort, takket Mur.

De var tre i Baaden. Paa Midtertoften sad Elias, en mager, sejg Skikkelse, indtørret af Vejr og Vind. Huden i hans Ansigt og paa hans Hænder var brun og rynket, som var den forbrændt, og hans Haar, de to strittende Buske over Øjnene og det lange, bløde Skæg var vissent og graat som Aske. Hele Skikkelsen saa ud, som om Livet var gaaet hen over den som en graadig Flamme, der først var udslukt, da den havde fortæret al Legemets Saft. Men nu og da røbede et Glimt i Øjnene, at der endnu laa et Par Gløder og ulmede i Askedyngen.

Elias var en af Bygdens mere fremragende Mænd. Som ung havde han været rask og kvik, dog ikke saa meget til Arbejdet som til Dans og Lystighed, Drik og Spil. Og senere havde han været en af Bygdens Foregangsmænd, en Mand, der gik paa og vovede Pelsen. Nu han var bleven gammel, var han bleven en Smule bitter og havde slaaet sig paa Flasken. Det var vel rigtig nok, som Købmanden sagde, at der var Mennesker, der ikke kunde taale at blive gamle, og at Elias var en af dem.

Elias var 70 Aar gammel, men han var rask og rørig som en ung Mand, naar Gigten da ikke netop var i Lag med ham. Men den kunde pludselig kaste sig over ham, tage et Tag i Nakken paa ham, som om han var en Kattekilling, og bukke ham sammen som en Lommekniv. Da bed han Tænderne sammen og blev bleg af Raseri, og da var han ikke god at komme nær i lange Tider efter.

Elias sad som sagt paa Midtertoften og trak ganske langsomt paa Aarerne. Han skulde kun passe at holde Baadens Stævn op imod Dønningen og saa ved Hjælp af Klippetoppene inde paa Land holde den paa samme Sted over Medet, hvor Fiskene stod.

Paa Toften i Baadens Bagstavn sad en midaldrende Mand, lille, men tæt og stærkt bygget. Børsterne i hans kraftige, røde Haar og Fuldskæg strittede trodsigt ud fra hinanden i alle Retninger som Piggene paa et Pindsvin og omgav hans hvasse og energiske Ansigt med en luende Glorie. Han hed Thomas og var af de Folk, der er lige at gaa til, men svært ubehagelige, naar de er vrede, og som har let til at blive det. Han halede i Snøren med korte, energiske Ryk. Som en ægte Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst.

Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag. Efterhaanden som Dagen gik, havde hans Ryg krummet sig mer og mer, medens han halede Torskene ind den ene efter den anden; han havde for længst opgivet at holde Tal paa dem. Nu stod hans Ryg spændt bagud som en Flitsbue. Hans Næse var stor og kraftig, hans Hage blød og hans Kinder dunede og røde.

En stor Bølge kom rullende og løftede Baaden højt til Vejrs. I et Nu lod Elias sit Blik løbe Horisonten rundt for at se efter de andre Baade, der laa paa Fiskeri spredt ud over Havet. De fleste havde allerede taget Snørerne ind, faaet det lille Raasejl hejst og stod nu hjemad. Saa stirrede han længselsfuldt mod Land; han var forlængst ked af det hele.

Han bøjede sig ud over Rælingen og spyttede langt.

"Jeg synes ikke, det bider mer," bemærkede han ligegyldigt. "Men nu er det jo ogsaa snart mørkt."

Thomas løftede Hovedet fra Snøren og saa hastigt ind mod Land for at forvisse sig om, at de endnu laa paa Medet. Saa saa han ned i Bunden af Baaden, hvor Fangsten laa og fyldte op.

Han vidste nok, hvad det var, Elias fløjtede for, men han havde ingen Jag med at komme hjem, selv om Fangsten allerede nu var helt antagelig.

Han tog atter fat paa Snøren.

"Vi kan faa meget endnu. Og en Helleflynder skal vi da ha'."

Helleflynderen bragte ligesom lidt Liv i Knøsen forude. Et Øjeblik fik han Ryggen rettet lidt og strammede sig op. Men da der ingen Helleflynder kom, faldt han hurtig sammen igen. Han havde saa bestemt ventet, at de i Dag skulde faa en rigtig stor Helleflynder, og han havde været overtydet om, at han vilde faa den. Det vilde jo være saadan en passende Anledning til at faa Sanne fortalt, at han holdt af hende.

Men han havde efterhaanden som Dagen led, og det altsammen blev Torsk og Torsk, de fiskede, mistet Haabet og tabt Interessen. Men naturligvis, kom der en Helleflynder, saa – Men der kom ingen.

Det gav et Ryk i Snøren. Han rykkede igen. Fisken blev hængende, og han halede ind, saa Vandet fra Snøren stænkede omkring ham.

De to andre vendte sig og saa, at det kun var en Torsk, han halede ind paa.

"Nej, Fanden staa i det i Dag," bandede Thomas, "ikke saa meget som en eneste lillebitte Flynder kan vi faa."

"Skidt med de smaa," sagde Elias og spyttede, idet han stirrede mod Land. "Naar vi kunde faa en stor, saa. – Men i Dag faar vi ingen. Nej, nej. I Dag er vi ikke heldige i den Retning. Men en pæn Fangst har vi da. Vi har allenfals ikke nødig at skamme os, naar vi kommer hjem."

"Ja, ja, vi kan da faa endnu, vi kan faa endnu," sagde Thomas. Han begyndte at blive ondskabsfuld over den andens Hjemve.

"Hvad siger du, Johannes?"

Men Johannes sagde ingen Ting. Han havde endnu travlt med at hale ind paa sin Torsk.

"Nej, han siger ingen Ting, og det er helt fornuftigt. Der er Dage, hvor man ikke har Held med sig. Det ved baade du og jeg, bitte Thomas, og saa kan det ikke nytte at ligge og vente. – Vi faar ingen Flynder i Dag. Tro du mig, Thomas. Jeg er en gammel Fisker, skal jeg sige dig."

Thomas fik ikke Tid til at svare, for nu fik ogsaa han Bid og maatte til at hale ind.

Elias gabede.

"Hvad, du har nok ogsaa faaet en Torsk. Ja, ja, ja. Dem er der nok af."

Og han sparkede haanligt til Torskebunken paa Bunden af Baaden.

Thomas, der sad og halede ind paa sin Line, standsede pludseligt. Hans Ansigt undergik en sælsom Forandring, og idet han holdt i Snøren med begge Hænder, rejste han sig halvt op fra Toften. Snøren var spændt som en Buestreng, og skønt han halede af al Magt og med begge Hænder, kneb det for ham at vinde ind paa den.

De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig.

"Er den der?" spurgte Elias.

"Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen.

"Den er stor, hvad?"

Men Elias fik intet Svar. I det samme tog Baaden en Overhaling. Med et tungt Kladsk slog den ned i en Bølge, saa Vandet sprøjtede over Mændene, og Johannes, der havde staaet op ude i Forstavnen og stirret paa Thomas' Snøre med opspilet Mund og Øjne, tumlede ned paa Toften.

"For Satan, pas dog paa Aarerne, din Torsk."

Thomas var arrig, og hans Snøre gled nu med Lethed ind over Rælingen.

"Er den væk?" spurgte Elias spagfærdig og begyndte atter at røre Aarerne.

"Selvfølgelig. Hvorfor Fanden kan du ikke ogsaa passe paa?"

Thomas havde sat sig ned og halede arrigt ind paa Linen.

"For Satan, Knægt, skynd dig at faa Snøren ud. Den maa sku staa her i Nærheden."

Johannes skyndte sig at faa Sild paa Krogen og lod Snøren plumpe overbord og gaa til Bunds. Men Elias, der følte en Smule Samvittighedsnag, det var jo maaske nok, fordi han ikke havde passet Aarerne, at Helleflynderen havde sluppet, forsøgte at retfærdiggøre sig.

"Hm. Hæ. Det sker saa tit, at de slipper, de Bæster."

"Det gør Fanden gør det," imødegik Thomas. Han havde travlt med at faa Torsken halet op, saa han atter kunde faa Snøren til Bunds efter Helleflynderen.

"Det er rigtig morsomt, naar en anden en saadan sidder og slider i det," klagede han, "at det hele saa skal ødelægges, fordi du ikke kan passe Aarerne."

Men nu blev Elias gal. Han havde længe nok spillet Martyr, nu var han træt af den Rolle. Og han lænede sig frem over Aarerne mod Thomas.

"Nu skal jeg sku sige dig en Ting, bette Thomas. Og det er, at det eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den slap fra. – Akkurat sku."

Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne, føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv:

"Hvis det da har været en Flynder."

Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned. Og idet Thomas bøjede sig frem og tog fat i den ene Snøre, der var spændt som en Streng, halede han en Torsk paa henved en halv Snes Pund ind i Baaden.

"Det var sku da alligevel en pæn Fisk," bemærkede Elias forsonende. Det var jo, naar alt kom til alt, ham, der havde faaet det sidste Ord i Striden.

Men Thomas havde travlt med sine Snører; han havde ogsaa faaet den anden Snøre ind og saa nu, at Silden paa den store Krog var urørt. Saa vendte og drejede han den fangede Torsk.

"Se her," sagde han og holdt Torsken frem mod Elias. "Her har den haft fat i Torsken, Bæstet."

Elias undersøgte Biddet.

"Det har været en stor Tamp, den."

Johannes havde rejst sig forude og saa over Elias' Hoved hen paa Biddet. Snøren holdt han i Haanden og bevægede den mekanisk op og ned. – Pludselig strammedes den, og han kunde ikke røre den. Havde den mon faaet fat i en Sten paa Bunden.

Han halede til med begge Hænder og fik halet et Par Tommer ind. Saa halede han atter af al Magt og fik igen nogle faa Tommer ind. – Hvad Fanden var det?

Thomas, der havde iagttaget ham, lod Torsken falde ned i Baaden, plantede sin Haand paa Elias' Skulder og satte i et Spring forud.

"Vær forsigtig, Dreng. For Satan, vær forsigtig. Hal langsomt, ganske langsomt, ellers river du det hele i Stykker."

Formaningen var for saa vidt overflødig, som han allerede selv havde Tag i Snøren og halede ind paa den.

"Hm!" gryntede Elias og vendte sig halvt om. Men denne Gang passede han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne.

"Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa Snøren.

Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine Hænder. Han syntes, det var overflødigt at formane andre, naar man samtidig tog Snøren ud af Hænderne paa dem og bemægtigede sig deres Fangst, og han gjorde i en beskeden, surmulende Tone Thomas opmærksom paa sin Mening i den Retning.

Thomas tog endnu et Par Tag.

"Ja, ta' den saa," sagde han og holdt Snøren hen mod Johannes. "Men vær forsigtig med den, Knægt."

Det var øjensynlig kun med Uvilje, han gav Snøren fra sig, med saa øjensynlig Uvilje, at Johannes næsten generede sig for at tage den. Men det var jo da hans Fisk, og hvad der sagde endnu mer, hans første Fisk.

Johannes halede langsomt og forsigtigt ind, medens Thomas stod og saa til, foroverbøjet og øjensynlig parat til at gribe ind ved første Lejlighed. Elias sad halvt vendt og manøvrerede aarvaagen og øvet Baaden op mod Søen, medens han samtidig sad og mumlede Formaninger halvhøjt i Skæget.

"Rolig, rolig, inte hidsig, inte hidsig, bare rolig!" Samtidig sad han og holdt skarpt Udkig efter Søerne, der kom rullende mod Stævnen.

"Der har vi en af de ondskabsfulde. Hvadbeha'r? det ku du li'. Men det bliver Løgn, gamle, det bliver Løg–n."

Han lænede sig tilbage og trak med et sikkert Aaretag Baaden op paa en høj Sø. Saa hvilede han, medens Søen gled bort under Baaden, og trak saa til op over den næste. – Spændende var det sku med saadan en Fisk. Elias havde ligefrem Mavekneb af Spænding, skønt han var en gammel Fisker og havde fisket mange Helleflyndere. Men denne lod jo ogsaa til at være en svært stor en.

Johannes undrede sig over, hvor let Fisken pludselig var bleven; man kunde fristes til at tro, at den var gaaet igen.

Men saa strammedes Snøren pludselig og blev saa tung, som bar den et Klippestykke.

"Vær nu forsigtig, Knægt," formanede Thomas, medens han lænede sig forover og strakte Haanden frem og ligesom greb i Luften med den. "Vær endelig forsigtig."

Elias sad helt skraat paa Midtertoften og vred sig mer og mer fremefter, medens han gjorde rene Kunstværker med sine Aarer.

"Rolig, bare rolig!" brummede han. Men det var lige saa meget Søen som Fiskerne forude, han formanede. Han havde en underlig Uro over sig, særlig i Benene, og følte det krible gennem hele Kroppen. Spændende var det sku med saadan en Fisk.

"Forsigtig! forsigtig!" formanede Thomas. Han stak Enden langt bag ud og fattede med begge Næver om Rælingen og klemte til.

Det var helt meningsløst med disse Formaninger, thi kun ved at hale til af alle Kræfter aarkede Knøsen at faa Tomme efter Tomme af Linen ind over Rælingen. Han laa tilbagelænet med begge Fødder stemmet mod Baaden og var aldeles rødblaa i Ansigtet af Anstrengelse. Han vilde ikke give sig men blev til Slut nødt til det.

Modvillig rakte han Snøren mod Thomas, der greb den uden at mæle et Ord, medens Johannes satte sig paa Toften og pustede ud.

Endelig kom Fisken op i Overfladen. Det var en mægtig stor Helleflynder, der slog om sig, saa det knagede i Baaden, og Vandet skvulpede ind over Rælingen.

Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer.

Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften.

Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten, medens Linen hven over Rælingen.

"Hm," sagde Elias og tog atter fat paa Aarerne. "Det var en svær Tamp, den."

"Det var det," stønnede Thomas. Han kunde daarlig faa Vejret, og hans Arme sad ligesom løse. "Men den var for levende til at faa ind i Baaden."

Thomas havde nu helt sluppet Linen, der løb ud med rivende Fart. Nu opdagede Johannes pludselig, at han havde stukket sin ene Støvle ind i en Løkke paa Linen og begyndte at sparke med Benene.

"Tag Støvlen af," brølede Thomas. Og da den anden betænkte sig, tog han fat i Støvlen og trak den af; i samme Øjeblik røg den ud over Rælingen og forsvandt med et Plump under Vandet.

"Er du gal, Knægt," skændte Thomas. "Er det en Maade, maa jeg spørge, hvorfor Satan ser du dig ikke for? Du havde faaet Benet brækket som en Pibespids."

"Hvad er der i Vejen?" kom det interesseret fra Elias.

"Hvad der er i Vejen? Han havde knækket Benet som en Svedske," og Thomas skændte videre.

Saa dukkede Støvlen op agterude.

Der gled et glad Smil over Knøsens Ansigt.

"Der er den," raabte han og pegede med Fingeren.

"Ja, der er den," sagde Elias og saa efter Støvlen, der flød i Vandskorpen med Bunden opad.

Men Thomas havde allerede igen Tag i Linen, der nu var løbet ud.

"Ro til! Kom frem med Baaden," kommanderede han.

"Jeg vil ha' min Støvle først," protesterede Johannes.

Elias var tvivlraadig.

"Ja, Støvlen," sa' han.

"Skidt med Støvlen, den kan du altid faa. Du vil vel ogsaa ha' Fisken, vil jeg tro. Det er jo din Fisk."

"Ja, men det er ogsaa min Støvle," protesterede Knøsen. "Jeg vil ha' min Støvle først."

"I er sku et Par kønne Fiskere," smældede Thomas.

Saa tog Elias sit Parti og begyndte at skodde efter Støvlen.

"Gu' skal han ha' sin Støvle."

Han bøjede sig over Rælingen og hev Støvlen ind i Baaden. Saa roede han fremefter for at faa Baaden lodret over Fisken, der syntes at have bidt sig fast et Sted nede paa Bunden.

Thomas var allerede i Gang med at hale ind paa Linen. Men han blev hurtig træt – han var endnu udmattet af sit Basketag med Fisken – og lod Johannes faa Snøren.

Ogsaa han blev hurtig træt. Elias havde siddet og ventet paa det.

"Pas saa Baaden og lad mig faa fat."

Han halede ind paa Linen som en rolig og kyndig Fisker uden at forhaste sig, naar Fisken var let, og uden at overanstrenge sig, naar den gjorde Modstand og var tung. Det var ham en Fryd at vise sin Overlegenhed som ældre overfor de to andre. Og da de mente, de kunde igen, overlod han dem rolig Linen og gik tilbage til sine Aarer. Han fik saamænd alligevel ikke Lov til at tage den Fisk ind.

Da der var gaaet en halv Snes Minutter, havde de atter faaet Fisken op til Overfladen. Den havde ikke gjort saa megen Modstand denne Gang og var kendelig svagere, da den kom op.

"Ræk mig Kleppen," raabte Thomas til Elias, der nu igen sad ved Aarerne.

"Kleppen, Kleppen Ja, hvor Fanden er Kleppen bleven af?"

Ingen havde tænkt paa Kleppen før nu. Elias stod omtrent paa Hovedet, medens han rodede i Fiskebunken, og han bandede som en Tyrk.

"Skynd dig, Johannes, og hjælp ham at finde Kleppen."

Men Johannes var ikke hurtig nok.

"Hold saa Fisken da, mens jeg leder. Men pas godt paa den."

Endelig fik Thomas Kleppen fundet frem under Torskedyngen. Men idet han kom forud med den, tog Fisken Magten fra Johannes og gik igen.

"Saa for Satan; det tænkte jeg nok!"

Thomas smed Kleppen, greb Linen og slog Tørn omkring en Aaretoft.

"Men nu er du der, forstaar du."

Han havde faaet Fisken stoppet i Farten og holdt den. Saa begyndte han varsomt at hale ind igen.

"Et Guds Under er det, at den hænger der endnu," sagde Elias og spyttede resigneret. Nej, det blev aabenbart ikke ham, der fik Lov til at hale Fisken ind.

For tredie Gang laa Fisken i Overfladen. Den var nu saa udmattet, at den kun havde Kræfter til et Par Smaatjat med Halen.

Thomas slog Tørn om Aaretolden med Linen og gav den derpaa til Johannes.

"Pas nu paa denne Gang," formanede han. Saa løftede han Kleppen i begge Hænder og huggede den store Jernkrog ind i Fiskens Hoved.

"Nu er den der. Kom saa."

Han og Johannes laa nu begge paa Knæ i Bunden af Baaden og stak Enderne saa langt bag ud mod den anden Ræling som muligt for at holde Baaden i Balance.

"Saa op med den. – En, to, nu gaar den – Ohøj."

De to Mænd løftede til, saa Baaden sitrede under dem. Elias havde smidt sig ud over den anden Ræling, saa han næsten laa i Vandet.

Et Øjeblik laa den mægtige Fisk oppe paa Kanten af Baaden og tyngede den ned, saa Vandet pilløb ind over Rælingen. Saa gled den med et tungt, fedt Klask ned i Bunden af Baaden, og i samme Øjeblik var begge Fiskerne over den med deres Knive.

Den gav et Par fede Svup med Halen, saa var den død.

"Satan til Karl den," sagde Thomas. Han havde rejst sig og stod og tørrede sit Ansigt med sit Skjorteærme.

"Ja, den er stor," indrømmede Elias, der mønstrede Fisken som Kender. "Og fed. Op mod et Par hundrede Pund vel."

Johannes sagde ingen Ting. Han sad paa Toften, bleg af Anstrengelse og saa ud, som om han havde ondt.

Thomas var glad, som den rigtige Fisker er glad over en stor Fangst. Og i sin Glæde over Helleflynderen klappede han Johannes paa Ryggen og forsikrede ham, at han var en flink Gut og nok skulde blive en dygtig Fisker. Johannes tog imod Klappene, men saa ikke særlig overbevist ud.

"Du er da ikke syg, Gut?" spurgte Elias.

Johannes rystede paa Hovedet og reiste sig for at overtyde de andre om, at han ikke fejlede noget særligt.

"Ja, lad os saa se at komme hjem."

Først nu saa de, at det var blevet mørkt omkring dem. Søen havde lagt sig lidt, og Havet var tungt og mørkt som smeltet Bly. Landet skimtedes kun svagt som en mørk Skygge der langt borte mod den graa Himmel. Ude over Havet var Himlen kulsort, og det var begyndt at blæse op ind mod Land.

I en Fart fik de Masten rejst og Raasejlet sat, og Baaden strøg nu hjemad.

I Agterstavnen sad Elias og styrede. Lige foran ham sad Johannes, der nu var kommen sig lidt efter Sindsbevægelsen, og holdt Skødet. Og foran ham paa Midtertoften lige bag Masten sad Thomas og holdt Faldet. Det gjaldt at passe paa, thi denne Vind kunde blive til, hvad det skulde være.

Der blev ikke vekslet mange Ord paa den Sejlads. Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, truende Skygge i det graa Halvmørke forude.

Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket.

De var nu i Læ bag Pynten. Sejlet blev bjærget og Roret taget ind. Og alle tre tog nu fat og fik Aarerne ud for at ro det sidste Stykke langs Kysten op til Bygden.

Aarerne faldt tungt i Vandet med Pladsk, der gav forunderlig Genlyd inde fra Fjældet. Søen var rolig her, men man kunde høre Vandet smaaklukke og smaapladske imellem Klippestykkerne inde ved Strandkanten og skimte Skumstriben, der hævede og sænkede sig mod den sorte Stenvæg.

Da de kom forbi et Næs, fik de det første Lys fra Bygden i Sigte. Og saa dukkede de lidt efter frem, det ene Lys efter det andet, store og smaa, klare og matte imellem hinanden ligesom Stjærner, der tændes paa den mørke Himmelhvælving. Og nu laa Bygden der, lysende i Mørket som et enligt Stjærnebillede.

Fiskerne vendte sig halvt paa Tofterne og saa mod Lysene.

"Nu er vi snart hjemme," sagde Elias.

"Det er vi jo," sagde Thomas. "Og det er godt det samme."

"Ja, det har alligevel været en drøj Dag og en lang Dag."

"Men i Morgen kommer vi ikke ud. Søen bli'r urolig nu."

"Ja, det ser ud til det," medgav Elias. "Hvad siger du, Johannes, er du træt?"

"Aah ja."

"Ja, det kan være drøjt nok."

"Sludder, Elias, sid nu ikke der og tag Modet fra Knøsen. Nu er vi jo ogsaa snart hjemme. – Naa, Knægt, hvem skal saa ha' Lippen?"

Det gav et Sæt i Knøsen. Om han ikke hele Tiden havde siddet og tænkt paa den Lippen. Om han fik den eller ej.

"Lippen?" spurgte han og lod uforstaaende.

"Ja, gu' Lippen selvfølgelig. Hvem skal ha' den? Fisken er jo din, saa du skal ha' Lippen. Og du ved vel, at man gi'r sin første Lippen til Kæresten. Saadan er nu Skik og Brug, og den vil du vel ikke lave om?"

"Hæ, hæ," glentede Elias. Men Thomas klemte paa.

"Naa, Gut. Hvem skal saa ha' den Lippen?"

Johannes var svært glad ved, at han vendte Ryggen til, saa de ikke kunde se, at han rødmede. Det var saa flovt at rødme i den Alder.

"Er det din Mo'r maaske, der skal ha' den?" blev Thomas ved.

"Næ—hæ, det er det vist ikke, hm," glentede Elias.

"Eller er det maaske din Søster! Hvad?" Thomas prøvede sig frem.

"Hi, hi," klukkede Elias.

"Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er det selvfølgelig."

Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.

"Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."

Thomas gjorde en Kunstpavse.

"Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt umuligt."

Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld.

"Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var, interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier.

"Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa slog han pludselig om.

"Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"

"Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.

Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.

De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.

Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.

Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.

Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.

De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle var nede at beundre den.

Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.

Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den.

Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.

Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod dem gennem Mørket.

De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de lange Søstøvler.

Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.

"Hvor blev Gutten af?"

"Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig træt og saa staar stille.

"Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."

"Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"

"Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.

Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser, han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men saa blev han alvorlig.

"Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan."

Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn.

Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.

Det var Sanne, der maatte begynde.

"I blev længe ude i Aften."

"Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.

"Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!"

Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.

"Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"

"Ja, hvad tror du?"

"Jeg ved ikke."

"Gæt engang."

"Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var.

"Nej, nej," triumferede Knøsen.

"Hvad er det da?"