Sadece LitRes`te okuyun

Kitap dosya olarak indirilemez ancak uygulamamız üzerinden veya online olarak web sitemizden okunabilir.

Kitabı oku: «Fra Færø», sayfa 2

Yazı tipi:

Bryllup

Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.

Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet Skinsakjøt i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til Resten.

Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren gaaet over Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med Præsten.

Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.

De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom. Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.

Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange, store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.

Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt, højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og drive paa en Fjældtop.

Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og snuste misfornøjet til alt.

Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men lagde man Øret til de tynde Bræddevægge, kunde man høre det snorke derinde, for der havde været Dans hele Natten. Og inde i det midterste af de flagsmykkede Huse tumlede det med Stole, Knive, Gafler og Snapseglas. Der sad de af Gæsterne og Bygdens Folk, der havde overvundet Nattens Kalas, og spiste og drak i al Stilfærdighed omkring de lange, hvidskurede Træborde, der bugnede af Skærpekød og kold Lammesteg. Og Skafferne gik omkring og nødte Folk og skænkede Brændevin af Trepægleflasker, paa hvilke der stod Hvidtøl og Gammelvin.

Endelig kom Præsten.

Folk vaagnede, kom ud af Sengen, ud af Husene, gabede og strakte sig, harkede og spyttede og sjaskede ned til Landingsstedet. Der stod de saa med Hænderne i Bukselommerne og smaasnakkede og gloede ud over Fjorden, hvor Præstebaadens hvide Sejl dansede op og ned.

Præstebaaden strøg ind til Landingsstedet, og Præsten gik i Land. Han trykkede hver Mand i Haanden og talte lidt med dem om Vejret. Søen var urolig; det gjaldt om at komme tilbage saa hurtig som muligt. Saa gik han op til Skolelæreren for at gøre sig færdig til Vielsen. Og Folkene forsvandt i Husene for at pynte sig. —

Og pyntede var de, da de en Timestid senere kom ud af Husene, med skæve, rynkede Bukseben, korte, krøllede Jakker, trangbrystede Frakker og posede Diplomater; var det virkelig de samme Mænd, der før saa saa kraftige og smukke ud i deres Knæbukser, strikkede Trøjer og brune Kofter. Og hvor de store, vildtvoksende Fuldskæg passede daarligt til de skæve Kravebryster og rundpullede Filthatte.

Og Kvinderne. Er det virkelig Thomas' kønne og statelige Kone, der gaar der i sine stivede Skørter og Gud ved hvad og ligner en Sukkertop. Og Thomas selv. Krumbøjet og trykket vandrer han afsted ved Siden af Konen, klemt og pint af Stadsen, stiv og højtidelig som en Degn foran Alteret. De alt for vide Bukser sladsker om Benene paa ham, saa han det ene Øjeblik er hjulbenet, det næste kalveknæet og undertiden begge Dele paa en Gang og paa samme Ben.

Hudeskoene har han ombyttet med et Par velbørstede, men udtraadte Fjedersko, og paa Hovedet har han en stiv, rundpullet Filthat, der er grønlig som af Skimmel. Diplomatfrakken hænger og dasker ned ad Ryggen paa ham. Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over.

Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget godt. Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af Kirken.

Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation. Præsten var en flink Mand og en personlig meget elskværdig Mand, en Præst, man ellers i alle Maader kunde være tilfreds med. Men han havde aabenbart intet Kendskab til Brændevin, og det var taktløst af ham at stille sin Uvidenhed blot ved slig en Lejlighed.

Men hvad saa Præsten sagde eller ikke sagde, saa var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac endnu i god Behold, medens Præsten derimod allerede var midtvejs ude paa Fjorden. Og derfor begav Folk sig op til Gildehuset efter Brudeparret, der roligt og værdigt gik i Spidsen og ikke et Øjeblik tabte Aandsnærværelsen, skønt Byens gamle Forladere knaldede dem om Hælene, hver Gang de passerede et Hjørne. Sligt hjælper at holde Troldpakket borte fra Brudeparrets Vej og fra dets Fremtid.

Skafferen

Der var travlt henne i Gildehuset. Huset selv var ikke stort, og Værelserne var smaa. Men ved at fjærne to Vægge havde man faaet tre Stuer gjort til en, og det var Gildestuen. Denne improviserede Stue optog hele Huset med Undtagelse af Køkkenet og en lille Forstue.

Der var kommen Dug paa de lange Borde, og et Utal af Kvindfolk for frem og tilbage mellem Køkkenet og Stuen med Knive, Gafler, Tallerkener og Glas og dækkede Bord.

Der lød en ustandselig Syden og Kogen og Snakken ind fra Køkkenet, og Emen fra de mægtige Sødsuppekedler stod ind gennem Døren som en Taage, der lagde sig varm og mild over Borde og Bænke og til sidst fyldte hele Stuen fra Gulv til Loft med sin søde Vellugt. Og midt i Taagen sad den ældste af de mandlige Skaffere ved et Hjørne af Bordet.

Han sad og indsnuste den behagelige Em og nød Hvilen. I højre Haand holdt han en Trepægleflaske med Brændevin, og der stod flere oppe paa Kakkelovnen; i venstre Haand holdt han et Glas. Han var parat til at tage fat og gaa rundt og skænke, saa snart Gæsterne kom. Hovedet hang halvvejs ned paa Brystet af ham, og med et saligt Smil stirrede han fremefter ind i Taagen, hvor unge Piger og gamle Koner for frem og tilbage, undertiden tørnende sammen, saa Tallerkenerne klirrede hen ad Gulvet. De lyse, tynde Bomuldsliv var gennemblødte af Sved og Em, og Ansigterne blussede, som om det var dem, der skiftedes til at staa og brase ude i Køkkenet.

Den gamle Mand sad og frydede sig over det store, lune Rum og den varme, søde Em, frydede sig over de lange Borde, de hvide Duge og Lysene, der stod hen over Dugene i deres Flaskehalse og lyste saa festligt. Og han frydede sig over Kvinderne, der for frem og tilbage gennem Emen, ikke fordi det var Kvinder, for man er som Regel færdig med Kvinder, naar man er 80 Aar, men fordi de havde saa travlt. Det var alligevel rart at være en gammel Mand og sidde og se de andre løbe frem og tilbage, tørne sammen og tabe, hvad de havde i Hænderne.

Han skænkede sig en Snaps, drak den og følte, at han blev varm om sit gamle Hjærte af Medlidenhed med Ungdommen. Herregud, Herregud, at de dog skulde tosse saadan rundt. At Folk dog ikke straks blev gamle og fornuftige og satte sig stille hen i en Krog. At det var saa svært at lære at blive gammel, og at Folk skulde være saa længe om at lære det. Ungdommen har saa travlt, saa travlt, ak ja, saa voldsom travlt; og hvorfor, hvad var saa Resultatet af det hele, bare det, at de fik sat nogle Børn i Verden og sig selv i en Kakkelovnskrog. Og det kunde de saamænd, naar de bar sig lidt fornuftigere ad, slippe meget lettere fra.

Den gamle Mand tænkte paa sin Barndom, den lykkelige Tid, da Livet kun er som at sidde og se Billeder i en stor, tyk Bog. Og fra Barndommen var han gledet ind i Ungdommen som alle andre og havde set Billederne blive levende og træde sig i Møde. Da havde han set, at Fjældet var grønt, Himlen blaa og Havet mørkt og alvorligt. Og han havde set paa Fjældet, Himlen og Havet, der laa pyntede som til Fest, havde set paa hele Verden, der laa som en Brud og smilede og ventede, ventede paa ham, Brudgommen. Og han havde bredt Armene ud for at favne sit Kongerige, for at favne hele Verden, og se, da laa der en Kvinde i hans Arme; intet Kongerige, ingen Verden, men en Kvinde. Men han havde været taknemlig og havde elsket Kvinden og troet, at saadan skulde det være.

Han havde været ung, selvfølgelig. Blodet havde kogt i ham, som Sødsuppen nu stod og kogte derude i Køkkenet og trommede mod Laaget for at slippe ud. Og Glæden havde staaet om ham som en Em, der blindede ham og andre. Men hver Gang, han havde bredt Armene ud for at favne Verden, den lyse, glade Verden, der var hans, hans alene, havde Skæbnen kastet en Kvinde i hans Favn. Og for hver Gang havde han set mere og mere spørgende paa Kvinden, og til sidst havde han holdt hende ud fra sig og smilet og sagt: Herregud, er det hele Verden? Ser hele Verden saadan ud? Og saa havde han krystet hende ind til sig og leet. Men der er kort fra Latter til Graad.

Den gamle Mand huskede kun dunkelt alt dette. Men han huskede, at hele den lyse, straalende Verden en Dag havde ligget falmet foran ham, nedtraadt og skiden som en Græsmark om Efteraaret. Den Dag skimtede han Hjulene i Verden omkring sig og i sig selv. Da var han ikke længer ung.

Han huskede det endnu. Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu, det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom Manddommen.

Hans Mund blev smal, hans Øjne blev kloge og klare, og hans Tanke kold, mens han stræbte mod sit Maal, Krogen. Det var drøje Aar, fulde af Slid og Slæb. Det var triste Aar, fulde af Sorg og Græmmelse. For det er haardt at leve, naar man ikke længer er ung, og Verden er falmet, og man har Maalet givet, og Maalet er en Krog.

Men han havde stridt sig igennem og havde naaet Maalet. Og nu sad han i Krogen og smilte ad de andre, der løb rundt i Emen og tørnede sammen og tabte, hvad de havde i Hænderne.

Klask, faldt en Tallerken i Gulvet. Ratsch, for Stumperne rundt i Stuen. Saadan er Ungdommen. Em, Travlhed, Klask, Ratsch, Væk, og saa maatte man endda samle Stumperne op.

Den gamle Mand skænkede sig endnu en Snaps og drak den. Og han stirrede ind i Emen, der nu var tættere, og hvor de røde Ansigter strøg frem og tilbage. Og han saa hen over Dugen, hvor Lysene nu skinnede med store Ringe i Emen.

Hvordan var det nu, hvordan var det nu? Jo, det var Ungdommen. Den stakkels, stakkels Ungdom. Den blev snydt, trukket rundt ved Næsen. Den stakkels, stakkels Ungdom. Glimmer. Gøgl. Nej, Alderdommen. Den nøjedes med lidt. Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt.

Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det.

Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom.

Han blev vaad paa begge Sider af Næsen og snøftede af Medfølelse, mens han sad og stirrede ind i Taagen, hvor Ungdommen hvirvlede rundt og rundt som store, røde Klatter, der kom og forsvandt og atter kom.

Og han saa til Siden ud over mægtig store Snemarker, hvorover Stjernerne lyste mat.

Forunderligt. Forunderligt med de Stjerner. De var som ordnede i Rækker, i lange, lige Rækker over Snemarkerne. Og saa syntes han, han skulde kende dem igen.

Var det nu ogsaa Stjerner? – Nej, det var vist alligevel ikke Stjerner. – Men hvad var det da?

Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide Snemarker.

Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det. Der var en eller anden Forbindelse mellem Stjernerne der og Brændevinen. Vist saa, vist saa. Stjernerne var Brændevinen, kun Brændevin, ikke Spor af andet end Brændevin. Det var derfor, det hed Brændevin, for Stjernerne lyste. – Kun derfor hed det Brændevin.

"120 Potter Brændevin, – 60 Potter Rom – og – —." Saa sank hans Hoved ned paa Brystet. Og da Bryllupsgæsterne kom, sad han i sit Hjørne og sov med Flasken i den ene Haand og Glasset i den anden. Og hvor meget de andre end ruskede i ham, var det ikke muligt at faa ham vaagen. Han mumlede kun 120, og saa spidsede han Munden og sagde Po. Men længere kom han ikke. Naar de ruskede i ham igen, begyndte han atter paa de 120 og endte med at spidse Munden og sige Po. Og da de ikke paa nogen Maade kunde faa ham vækket, hvor meget de end ruskede i ham, opgav de det og lod ham sidde. Saa meget mere som de allesammen godt nok vidste, hvad det var, han mente.

Den unge mand

Jeg husker Fjældet, Taagen, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene, Hundene. Jeg husker ogsaa de tre Flag og Thomas og hans Kone. Jeg husker ligeledes Kirken, Præsten, Brudgommen og Bruden og de ti Brudesvende og de ti Brudepiger. Og jeg husker Højtideligheden, jeg sad nemlig oppe paa Balkonen, hvor Orgelet stod. Jeg husker egentlig meget godt foreløbig.

Jeg husker ogsaa Præstens Tale og særlig Slutningen med de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Jeg sad ved Siden af min gamle, gode Ven Elias, og jeg husker tydeligt hans Ansigtsudtryk, da Præsten kom til at berøre dette Punkt, samt at flere Fuldskæg i Nærheden bevægede sig, som om Ejermændene var i Færd med at synke noget, de ikke havde faaet rigtig gennemtygget.

Jeg husker ogsaa, at Præsten rejste straks efter Vielsen, og at vi gik op i Brudehuset. Jeg husker Stuen, Dugen, Lysene, Tallerkenerne og Emen. Og jeg husker den gamle Mand, der sad i et Hjørne af Stuen og sov med en Flaske i den ene Haand og et Glas i den anden. Og jeg ved, hvad han mente.

Brudeparret blev anbragt i Højsædet, og Brudesvendene og Brudepigerne blev anbragt nærmest ved dem, og vi andre længere borte. Jeg kom til at sidde paa Bænken op mod Væggen, og det er jeg glad ved.

Jeg husker tydeligt, at vi skulde have Sødsuppe, Lammesteg og Lagkage. I det hele taget er min Hukommelse meget skarp lige til Lammestegen; men fra den Tid af er det, som om den har faaet et Knæk.

Jeg kan godt huske selve Lammestegen; den var udmærket. Og jeg kan huske, at der blev holdt et Par Taler; men hvorom der blev talt, kan jeg ikke huske.

Jeg husker ogsaa, at Elias dunkede Panden i Bordet; hvorfor han gjorde det, var der ingen, der fattede, og selv har han aldrig senere kunnet give nogen Forklaring. Og jeg husker, at Thomas, der sad lige overfor mig ved den anden Side af Bordet, hældte Brændevin over sin Lammesteg og troede, det var Sause. Jeg kan ogsaa huske, at hans Nabo vilde gøre ham opmærksom paa Fejltagelsen, men opgav det efter at have væltet 2 Glas og en Platdemenage, hvorpaa han nøjedes med at se til, medens Thomas med øjensynligt Velbehag fortærede Stegen.

Det er forunderligt, men Lagkagen kan jeg slet ikke huske. Men maaske kommer det deraf, at den blev serveret paa et Tidspunkt, da Bordet var i en forunderlig hoppende og drejende Bevægelse, der forhindrede Festdeltagerne i at gøre sig fuldtud bekendt med de Genstande, der befandt sig paa det, samtidig med, at de, hvad jeg glimtvis lagde Mærke til, og da for Resten ogsaa erfarede for mit eget Vedkommende, ligefrem maatte sidde og lure og gribe til, naar Brændevinsflasken kom forbi. At denne mærkværdige Cirkelbevægelse ikke kunde være sund for Festens Deltagere, især da disse, saavidt jeg saa, undertiden selv deltog i den, ansaa jeg for saa rimeligt og naturligt, at det ingenlunde forbavsede mig, at den ene efter den anden af dem ombyttede deres Pladser paa Bænkene, der under slige Forhold langt fra kunde anses for betryggende, med Sidde- og Liggepladser paa Gulvet.

Jeg husker, at vi rejste os fra Bordet, og at Thomas fik mig gjort begribelig, at vi skulde danse.

Jeg husker, at vi kom ud i Mørket, og at der blev peget mod et Lys og angivet, at det var det Maal, vi skulde styre efter.

Vejen var meget ujævn, og af og til gik den ligefrem gennem Luften. Jeg husker ikke, om der var nogen rimelig Grund til en saadan Forsigtighed, men jeg husker, at vi spredte os, saavidt Terrainet tillod, og rykkede frem i Skyttekæde, samt at vor Fremrykning hindredes en Del af et Par Huse og flere Møddinger. Da Husene var vanskeligere at forcere end Møddingerne, valgte vi fortrinsvis de sidste.

Efterhaanden naaede vi alle Dansestuen uden større Lemlæstelser; kun var det mig paafaldende, at jeg undervejs havde faaet min Hue ombyttet med en gammel, graa Filthat; men det var mig umuligt at huske, i hvilken Mødding Ombytningen havde fundet Sted.

Vi dansede, vi dansede til "Isaksvisen" og til Visen om Dronning Dagmar og Junker Strange; saa var den alvorligere Del af Festen forbi, og Dansen tog rigtig Fart. Vi dansede til "Den Gang jeg drog afsted" og til Grindevisen og til Ormen hin lange og Erik hin unge og Brókatáttur og til den lyse Morgen.

Jeg husker Dansen. Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene, der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind i Kæden. Og Thomas, der stod ved Ovnen og skænkede Brændevin til de dansende i et stort Ølglas, ham husker jeg ganske tydeligt.

Jeg husker det alt, alt sammen som en herlig, herlig Drøm.

Jeg husker Braget, der lød ud i Natten som Øens feberhede Pulsslag, jeg husker Hylet, der hang og skjalv over Bygden som Røgen over en Fabriksby. Jeg husker Bølgerne, der laa og smaasnakkede fornuftigt nede ved Stranden, og Fjældet, der stod saa ret og lige op i Luften og undredes over, at noget kunde gaa saa skævt. Og jeg husker, at jeg var ude at spadsere med min Dame.

Vi sad oppe paa Fjældsiden og lyttede til Larmen, der steg op imod os gennem Natten som Bobler fra en mægtig Hexegryde, der sydede og sydede og kogte over.

Saa vidt jeg husker, var det den Nat, Bygdens Idiot kom ind i Dansestuen, kyssede en Pige og blev smidt ud. Hvorpaa min Ven Thomas og jeg forlod Dansen og gik ud i Mørket.

Det var mørkt, saa mørkt som paa Bunden af et Blækhus, og vi forvildede os i en Mødding. Her skiltes vi og kunde ikke finde hinanden igen, skønt vi begge raabte og ofte var hinanden meget nær.

Jeg husker, at vi langt om længe fandt hinanden i en Grøft, og at vi der fornyede vort gamle, prøvede Venskab. Derpaa kom vi ind i en Stald, hvor der stod en Tællepraas, nogle glade, glade Mænd og en Del større og mindre Tønder.

– Det var de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac.

Yaş sınırı:
12+
Litres'teki yayın tarihi:
30 ağustos 2016
Hacim:
100 s. 1 illüstrasyon
Telif hakkı:
Public Domain
Metin
Ortalama puan 0, 0 oylamaya göre