Kitabı oku: «Fra Færø», sayfa 5

Havde han bare været saa meget Mand, at han var vedbleven at gaa, da havde de været frelste begge to. Men han var en Kujon. Han var bange for dette der bagved. Og alligevel havde han ikke Mod til at gaa videre, skønt han inderlig godt vidste, at det var det rigtige, det eneste rigtige.

Og havde han ikke ladet Elias gaa efter Hjælpen, Elias, der var gammel. – Og havde han ikke siddet saa længe og maabet bag Stenen og ventet og ventet. Da havde han i det mindste frelst Knøsen og maaske ogsaa Elias.

Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu.

Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham.

Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.

Han saa sig frygtsom omkring, om der var nogen, der lurede. Men han var ene, ene i hele Bygden, alle var jo i Kirken. Saa knyttede han Næven og rystede den truende mod Kirken.

Ja, de kunde sagtens spotte. De havde let ved at haane ham, som han stod der hjælpeløs og ene. Men det var ondt gjort, nederdrægtigt gjort.

Men han skulde hævne sig. Saa sandt han stod her, skulde han hævne sig. De skulde komme til at fortryde det alle som en.

Grusomt, grusomt vilde han hævne sig. Og han rasede og slog med knyttet Næve mod Væggen.

Saa gled der et Billede forbi ham. Han saa Elias' Enke, gammel og forslidt, som han havde mødt hende forleden. Og han saa Knøsens Far, stiv og alvorlig, ene og ukrænkelig i sin Sorg.

Og de Folk vilde han hævne sig paa. Han vilde hævne sig paa dem, der havde Retten. Det var jo dem, der skulde hævne sig paa ham.

Og hvorledes vilde han bære sig ad med at hævne sig, Pjalt som han var. Han kunde drikke, drikke og spekulere sig gal. Det kunde han, og det var det eneste.

Han krøb sammen bag Hjørnet, medens Følget gled ud af Kirken. En efter en dukkede de frem af Kirkedøren, alvorlige og sortklædte var de alle. Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom.

Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten.

Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden.

Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod ham.

Han stod og stirrede frem for sig, stirrede og stirrede, kunde ikke rive sig løs, skønt han ikke for alt i Verden vilde have, at de skulde finde ham i den Forfatning, han var i. Han maatte se de Mennesker, maatte se dem i Ansigtet og trodse deres Dom.

Saa drejede den første omkring Kirkegavlen og kom lige frem imod ham. Det var Præsten. Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham.

"Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det sidste."

Præsten standsede lidt. Saa lagde han alvorlig til: "Det var jo saa at sige dig, der hørte deres sidste Suk."

Men Thomas stod stille mod Væggen. Han stod med sænket Hoved og mumlede ned for sig. Dette havde han ikke tænkt sig. Dette havde han ikke ventet. Saa mildt Præsten talte; og saa stod han her drukken, drukken. Aah, han vilde give Resten af sit Liv for at være ædru nu i dette Øjeblik.

Da strakte Præsten Haanden ud, lagde den paa hans Skulder og bøjede Hovedet frem imod ham.

"Hvad siger du?" spurgte han.

Men Thomas stod og mumlede som før. Han vilde give sit Liv for at vide, hvad han vidste nu, og være langt, langt borte.

Da først saa Præsten, at han var drukken. Han trak Haanden til sig, som havde han brændt den, og veg et Skridt tilbage.

"Du har drukket," sagde han, og det milde gled bort fra hans Ansigt. "Du er fuld," sagde han. Og Thomas syntes, han hørte Slagene i Stolen.

"Og det paa saadan en Dag. – Svin."

Det gav et Sæt i Thomas. Det saa ud, som skulde han synke helt sammen, som hang han slapt ned over Væggen naglet fast af Præstens Blik.

Men da rettede hans sammensunkne Skikkelse sig i Vejret med et Sæt.

"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder, Morder."

Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden. Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud mod Skikkelsen foran sig.

Men Thomas veg til Side for ham.

"Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke. Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."

Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede, hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene frem.

"Gaa, gaa," skreg han.

Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage.

"Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe.

Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.

Men da Thomas saa Præstens Ryg, var det ham, som en sort Mur taarnede sig op foran ham og spærrede hele Verden. Og han strakte Næven ud og truede den i afmægtig Rasen.

"Svin," hylede han. Og han blev ved: "Svin, Svin."

Saa brast det for ham, han knækkede sammen og sank ned ved Væggen.

Men mens han laa paa Jorden foran Huset, strakte han endnu de knyttede Næver op mod Begravelsesfolkene, der stod i Kreds omkring ham. Og han hylede som en rasende:

"Svin I er. Svin I er."

Men Stemmen blev svagere og svagere. Til Slut var den Klynken.

Da bøjede Mændene sig ned over ham, løftede ham op imellem sig og bar ham ind mellem Husene.

Og han hang imellem dem som et hjælpeløst Barn og tudskraalte, saa det kunde høres over hele Bygden.

Niels

Havet laa og krøb som et stort, tungt Dyr. Det glitrede og funklede fra dets Overflade som fra tusinde Skæl. Og saa langt Øjet rakte, saas kun Vand, der gled langsomt og lydløst fremad.

Der var ganske stille derude. Nu og da røg en Fisk op gennem Havfladen. Det var et Blink og et Knæk, saa saas kun Ringen, der bredte sig længere og længere bort fra Stedet, langsomt vuggende op og ned. Og saa forsvandt ogsaa den.

Nede i Horisonten tumlede den ene Sky frem efter den anden, utidige som efter en lang Middagslur. De laa lidt og fik Søvnen gnedet af Øjnene, saa begyndte de at række og strække sig og kravlede højere og højere op paa Himlen. Og der øverst oppe laa en stor, tyk Sky, der slugte dem, efterhaanden som de kom.

Da den store Sky havde spist færdig, var den bleven uformelig tyk; den bredte og vendte sig, saa den næsten dækkede hele Himlen, lagde sig rigtig mageligt tilrette deroppe og faldt i Søvn.

Lige under den store Sky laa en Flok smaa Hvaler og drev. De sorte Hoveder dukkede op ved Siden af hinanden, og ned igen et efter et. Der var stadigvæk Hoveder, der dukkede op, og Hoveder, der dukkede ned, og saa nær klemte Hvalerne sig sammen, at deres Sider skrattede og gned mod hinanden med en underlig tør Knitren som af garvet Læder.

Der var over tusinde Hvaler, baade smaa og store. Der var Hvalmødre med deres ganske smaa Unger, der ikke var mere end 2 Alen lange, de holdt sig særlig i Midten af Flokken. Og i Spidsen svømmede en ældgammel Han paa 12 Alen. Det var den, der førte an, og hele Flokken fulgte den. Hver Gang den gamle Han fik Hovedet op over Vandet, saa den ud i Horisonten. Men den var helt ren, der var intet at se uden Havet, Himlen og den store, tykke Sky. Og med et veltilfreds Snøft gik den atter paa Hovedet ned i Vandet.

Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt ogsaa den. Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede sammen og gned imod hinanden. Og hver Gang et Hoved dukkede op, lød der et langt, snøftende Pust, og en lille Sky steg til Vejrs og forenede sig med hundrede andre Smaaskyer, der hang og drev over Flokken som en Taage.

Det var et myldrende Virvar. Det var, som om Havet kogte i store, sorte Bobler og pustede og dampede som en stor Gryde.

Det er ingen Sag at gaa i Spidsen og føre an, naar det er sigtbart Vejr, og intet Land er at se hele Horisonten rundt. Den gamle Hval følte det som en Leg, og hele Flokken fulgte den, for alle kunde se, at der ikke var noget at være bange for. Men saa kom Taagen.

Havet blev mørkt og tungsindigt, og Himlen blev ogsaa mørk, og Skyen deroppe blev ligesom urolig. Og saa blev den gamle Hval ogsaa urolig. Og den spejdede ud mod Horisonten, hver Gang den kom op. For det var jo den, der havde Ansvaret for det hele.

Og da saa den, at Synskredsen gled frem over Havet derude og kom nærmere og nærmere. Og skønt den gamle Hval endnu ikke kunde se Taagen selv, vidste den, at det var den, der kom.

Kort efter gled Taagen frem over Havet som en dugget Rude, der naaede fra Horisont til Horisont. Og Ruden kom nærmere og nærmere og blev større og større. Tilsidst laa Hvalerne midt i Taagen som under en Dugklokke, der blev mindre og mindre og tættere og tættere.

Der er ingen, der kan lide Taagen, ikke engang Havet og Skyen, og de er dog dens nærmeste Familie til begge Sider. Skyen vender sig om paa Ryggen og glor lige op i Himlen, og Havet bliver endnu mere sørgmodigt og indesluttet, end det er i Forvejen, for Taagen er saa klam og trist.

Den gamle Han, der førte an, lod først som ingenting og svømmede roligt videre gennem Taagen, for den vidste jo, at der var frit Hav forude. Men Flokken bagved blev urolig. Hvalerne begyndte at dukke op og ned paa Kryds og tværs i alle Retninger og at puste ængsteligt.

Men Taagen blev tættere og tættere. Og da der var gaaet en Tid, mindskede den gamle Hval Farten. Det var slet ikke dens Hensigt at gøre det. Den vidste godt, det var klogest, hvis den vilde holde sammen paa Flokken bagved, at svømme løs og lade som ingenting. Men det kom lidt efter lidt ganske af sig selv. Og saa blev Flokken bagved endnu mere urolig.

Den gamle Hval dukkede op og ned og pustede voldsomt og lod, som om den skød en vældig Fart. Men den blev næsten paa samme Sted, for den vidste ikke sine levende Raad.

Det var endt med, at den helt var gaaet i Staa. Men saa mærkede den, at de yngre Hanner, der gik ved Siden af den, begyndte at smaaknubse hinanden og at stikke Hovederne sammen. Og den tog sig sammen og gik fremefter paa maa og faa, men saa langsomt, som den paa nogen Maade kunde være bekendt.

Den gloede lige ind i Taagen med sine halvblinde Øjne, der ikke saa andet end graat i graat, snøftede besindigt og med Værdighed og lod, som om den var helt rolig og kendte Vejen, skønt den var meget nervøs og ikke anede det mindste. Og det var, som om Flokken bagved blev roligere og atter fulgte efter saa nær som muligt i dens Kølvand.

Saaledes gik det fremefter i Taagen, Time efter Time. Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage.

Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude. Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen atter væk.

Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.

Den gamle Hval lod, som om den ikke mærkede noget og fortsatte roligt sin Kurs. Og den største Del af Flokken fulgte den.

Men havde den været oppe i rette Tid og set den sorte Skygge glide forbi forude, havde den betænkt sig, for det var en Baad, der havde hentet Doktoren og nu var paa Vej over Fjorden.

Doktoren laa tilbagelænet i Bagstavnen. Og da han ikke havde andet at bestille, laa han og saa ud over Fjorden ind i Taagen, thi det var Grindevejr og netop den rigtige Aarstid. Da løftede Taagen sig et Øjeblik, og inde under den saa han Hvalhovederne dukke op og ned.

"Grind!" raabte han.

Men Taagen sænkede sig atter. Og da Folkene i Baaden drejede Hovederne og saa efter, var der ingenting at se. Saa tænkte de, at Doktoren var et godt Fæ, men højt sagde de, at det havde været en Kastevind. Og det hjalp ikke, at Doktoren skældte og bandede. De gloede bare haardnakket op i Taagen over hans Hoved og trak til paa Aarerne, for den syge ventede; og var der Grind, var de vel Mænd for at se den.

Lidt efter passerede Hvalerne en Baad, der laa og fiskede ud for Land; dens mørke Omrids gled tæt forbi Flokken og forsvandt atter i Taagen.

Alle Hvalerne saa den Baad, og de blev nu for Alvor urolige. De pustede ængsteligt og dukkede op og ned i alle Retninger, medens de spredte sig mer og mer ud til Siderne. Men den gamle Hval fortsatte sin Kurs lige fremefter, for den vidste ikke, til hvad Side den skulde vende sig.

Saaledes laa Flokken en Tid og drev, mens den spredtes mere og mere. Saa kom der Liv i den, og den gik atter fremefter; thi Fiskerne i Baaden havde set Hvalerne, da de passerede forbi, var roet efter dem og drev dem nu fremad med Raab og Stenkast. Og Larmen voxede og voxede, thi andre Fiskerbaade kom til, og der blev fler og fler.

Taagen lettede, saa man kunde se ud over Havet. Til begge Sider saas Land som en mørk, utydelig Skygge, der tabte sig forude i Taagen. Og inde ved Strandkanten blussede Baalene frem, det ene efter det andet, og spredte Budskabet om Grinden fra Bygd til Bygd, fra Ø til Ø.

Taagen lettede mer og mer. Havet laa som en mørk Flade afgrænset af sorte Fjældsider, og Taagen klumpede sig sammen og rullede op ad Fjældene som tykke, graa Skyer. Baad efter Baad stødte fra Land paa begge Sider af Fjorden og sluttede sig til Baadeflokken, der langsomt drev af Sted op gennem Fjorden med Hvalerne.

Og Hvalerne lod sig drive som en Flok Faar. Den gamle Hval var stadig forrest, men den førte ikke længer an. Den sansede intet, den havde lukket Øjnene og lod sig støde og puffe af Sted af Flokken bagved. Men nu var det heller ikke længer den, der havde Ansvaret. – — – —

Et Hoved dukkede frem over Æggen og spejdede ned, saa svang en høj, kraftig bygget Karl sig ud over Fjældet. Et Øjeblik hang hans Legeme ned over Fjældvæggen, saa fandt hans Fod Støtte paa en fremspringende Knold, han satte fra med Hænder og Fødder og faldt ned paa den smalle Skraaning nedenunder. Det var et dybt Fald; men saa smidigt og blødt faldt han, at Faaret nedenunder intet mærkede. Niels trak forsigtigt Lemmerne op under sig og stirrede ned.

Fire Alen under ham stod et Faar og græssede paa en Afsats, der saa ud, som om den svævede i Luften. En halv Snes Favne længere nede kom Fjældvæggen atter til Syne som en stejl Skraaning, der skød sig frem og tegnede sig med takket graa Profil mod Havet, der laa og blinkede 400 Fod længere nede.

Niels laa og stirrede paa Faaret, og han følte, hvorledes hans Lemmer spændtes som Staalfjedre. Om han vovede Springet derned og kastede sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den var sikker nok.

Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo meningsløst Vanvid. Det var atter at give efter for de vilde Drifter, der vilde rive ham med sig i Afgrunden. Han, en rig Mands Søn, ligge her og stjæle Faar. Nej, han vilde ikke, han vilde ikke give efter.

I samme Nu, han havde fattet denne Beslutning, slappedes hans Lemmer, og han blev grebet af en knugende Kraftløshed. Han følte, at han ikke var i Stand til at røre en Fod eller rejse sig, hans Hjærne blev uklar, det var, som skulde han svimle ud over Afgrunden. Han smed sig over Stenen, hans Hænder knugede om den. Nej, han vilde ikke give sig.

Med lukkede Øjne laa han og stønnede over Stenen. At han ogsaa altid blev grebet af dette Vanvid, der lammede og knugede ham, til han gav efter. Men i Dag vilde han ikke lade sig hundse af meningsløse Drifter.

Længe laa han over Stenen og stred: Tyv! skældte han sig selv, Morder! Hund! – Men det hjalp ikke. Gid han kunde rejse sig og kravle op igen, hvorfra han kom; men han kunde ikke røre sig, evnede det ikke. Og skønt hans Øjne var lukkede, traadte Faaret dernede pludselig ganske klart og skarpt frem for hans Blik. Ja, han syntes endog, han kunde høre det bevæge sig og slide i Græsset.

Selvfølgelig var det Indbildning, maaske havde det hørt ham og var flygtet.

I samme Nu laa han bøjet ud over Fjældet og stirrede ned. Hans Legeme var atter spændt, og hans Hjærne klar. Han maatte lægge voldelig Haand paa sin Vilje for at hindre Springet.

Atter lukkede han Øjnene og knugede Hænderne om Stenen i stille Kamp. Atter følte han Kraftløsheden fra før falde over sig, atter blev hans Hjærne sløv og uklar. Han følte Fjældet svingle og glide under sig, i næste Nu styrtede han i Afgrunden. – Da følte han, at det ikke nyttede at stride imod. Han maatte give efter denne ene Gang endnu; men det skulde ogsaa blive den sidste.

I samme Nu fløj han gennem Luften ned paa Afsatsen. Hans venstre Fod traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven frem og jog den i Dyrets Hals.

Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var dødt.

Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt, dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs.

Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.

Aah Herregud! saa var det dog sandt, at han var sprunget herned og havde dræbt det, sandt, at han havde givet efter igen, havde stjaalet igen. Hans Øjne blev fugtige, mens han stod og stirrede ned paa det dræbte Faar. Aah Herregud, hvor var det dog sørgeligt alt, alt sammen.

Men Død og Pine. Det gjaldt nok om at komme herfra med Faaret i en Fart og faa det skjult.

Hans Hjærne var atter klar som før, og hans Energi vaagen. Han rev Kniven ud af Saaret og tørrede den omhyggeligt af i Ulden paa Faarets Hals. Saa stak han den i Skeden med et Smæld, fik Faaret paa Nakken og begyndte Opstigningen.

Det var fra hvilken han havde gjort Springet ned over Faaret, saa han op og fik Øje paa en lille, vissen Mandsling med spidst Hoved og plirende Rotteøjne; han sad bøjet fremover oppe paa Æggen med Benene dinglende ned over Fjældet og stirrede paa Niels.

Niels stod som groet fast til Klippen og stirrede paa Mandslingen deroppe. Hans Hjærte var som Is, og hans Hjærne hvirvlede rundt som et susende Hjul.

Saa var det da sket, det han havde frygtet saa længe; grebet, grebet paa fersk Gerning. Et Øjeblik tøvede han og saa ned over Fjældet under sig, saa satte han Foden frem og begyndte at kravle det sidste lodrette Stykke op.

Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten og langsomt fulgte efter.

"Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte, spinkle Ben.

"Ja, jeg har forresten længe tænkt mig det."

Den høje, kraftige Karl stod dukket foran ham med Armene hængende slapt langs Siden. Han stod og stirrede som bedøvet ned i Græsset foran sig, evnede ikke at tænke en Tanke. Stadig hvirvlede det rundt i hans Hoved: Opdaget, du er opdaget. Aah Herregud, du er opdaget.

"Tyv, du er, Tyv!" skreg Mandslingen hidsig.

Der gik som et Stød gennem Karlen. Aldrig havde han tænkt sig det at blive kaldt Tyv. Men Manden havde jo Ret. Hans Hjærne begyndte igen at arbejde, febrilsk, planløst; det var, som om det frygtelige Ord gav ham Evne til atter at tænke.

"Tyv," gentog Mandslingen, "Tyv."

Han havde set Ordet svide den anden som et Piskeslag.

Karlen traadte et Skridt fremad. Han havde hævet Hovedet en Kende og stirrede nu mod Jorden lidt foran Mandslingen.

Om han nu kastede sig over Manden der og slyngede ham ud over Æggen ned i Havet. Aldrig, aldrig vilde noget Menneske faa at vide, at han var Tyv.

Han vidste, at den Mand vilde sprede det rundt i Bygden. I Morgen vilde de alle vide det, og saa havde han mistet alt. Og Mandslingen der, den lille rige, dumstolte Bonde, der ikke gjorde andet end ondt, hvor han kom, ingen vilde savne ham. Bare et Spring fremad og et Spark ud over Fjældkanten, og han var frelst.

Langsomt hævede han Hovedet helt op og stirrede paa Rotteansigtet foran sig med et fortænkt, forpint Blik.

"Godt var det da, jeg gik efter dig i Dag og fik Vished. Din Tyveknægt."

Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte Ansigt.

Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne Øjne. Denne lille, dumme Mand, der stod som groet fast til Fjældet, og som ikke anede, han stod paa Gravens Rand, ikke anede, at han var dødsens i samme Øjeblik bare et eneste Baand slappedes i hans Modstanders Hjærne. Men Baandet holdt; han var sikker nok paa sit Liv, han stod jo der som groet op af Fjældet, groet op af Samfundet under dem. Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige.

Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere end ham. Han kunde ikke klare det, der holdt ham tilbage; men han kunde ikke dræbe ham.

Han vilde tale, forklare sig, men kunde ikke.

"Kom ikke med Udflugter," sagde Mandslingen og hævede Haanden i Vejret. "Sagen er klar nok."

Da følte Karlen, at der skød en stærk Harme op i ham, et Slags Raseri mod denne lille, dumme Mand, der intet forstod, og som stod der saa sikker i sin Uvidenhed. Det var nok bedst at skræmme ham, det kunde dog gaa galt.

Niels gjorde et langt Skridt frem imod ham og standsede saa.

I samme Nu var Mandslingens Sikkerhed veget for Forfærdelse. Han holdt Hænderne afværgende frem for sig og veg baglænds ind over Fjældet.

"Tyv, Tyv!" raabte han endnu en Gang. Saa vendte han sig og løb hurtigt ned mod Bygden.

Niels stod og saa efter ham, mens han løb. Endnu var der Tid. Endnu kunde han indhente ham. Endnu var ikke alt tabt. Han følte, at Manden dernede løb med hans Fremtid, hans Lykke, hans Liv. Men han kunde ikke flytte en Fod for at løbe efter ham; thi hvad saa, selv om han indhentede ham, vilde han dog lade ham løbe igen.

Der sneg sig en underlig højtidelig Følelse over ham, mens han stod og saa paa Mandslingen, der løb dernede. Det var hans Terning i Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken.

Saa, nu var det for sent.

Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa andet end Manden dernede. Nu havde han vel naaet Bygden, nu passerede han det første Hus og smed det ind ad Døren hans gode Navn og Rygte. Han laa og fulgte Manden paa hans Vandring, saa det saa tydeligt for sine Øjne, hvorledes han gik frem midt igennem Bygden, slæbende hans gode Navn og Rygte efter sig i Støvet. Og Folkene kom ud af Husene og snakkede, mens Rygtet spredtes. I Dag vidste hele Bygden det. Og i Morgen vidste hans Far det. – — – — – —

Der kom en ung Mand løbende ned over Fjældet. Han løb i stærk Fart. Huen svingede han i Haanden, det lange, røde Haar bølgede og flakkede om hans Hoved som Ildsluer, og hans Ansigt var rødt og glinsende af Filipenser og Varme.

Da han fik Øje paa Niels, løb han henimod ham.

"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb.

"Der er Grind i Fjorden, Niels."

Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet.

I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand. Hans Ansigt var blegt, hans Øjne vilde, og hans Læber blødte.

At han dog ikke havde sparket den Slyngel ud over Fjældet. At han dog havde ladet ham løbe, skønt han var i hans Magt. Havde han ham nu foran sig, han vilde styrte sig over ham, slaa ham til Jorden, mishandle ham og smide ham ned i Havet som den Pjalt, han var. – Og nu, nu var det for sent. Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, prægtige Far, at han var Tyv.

"Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt befippet ud.

Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han Øjnene.

"Er du syg?" spurgte den rødhaarede.

Niels bed Tænderne sammen og nikkede.

"Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved. Det var tydeligt, at Vennens Sygdom kom ham ubelejligt.

Niels bed Tænderne endnu haardere sammen og nikkede igen for at føje ham.

"Niels, der er Grind i Fjorden," raabte den rødhaarede ivrigt og betaget som før. "Hører du, der er Grind i Fjorden." Og før Niels kunde besinde sig, havde han sat ham i Fart ned over Fjældet.

Den fugtige Grund sivede og svuppede under deres Fødder, og Lufttrykket peb dem om Ørerne. Det var, som om Luften og det hurtige Løb atter bragte Fart og Friskhed i Niels' Blod.

Nede bag Bakken standsede de. Dalen havde aabnet sig for dem som Indersiden af en stor Gryde; de kunde se Fjældene hele Fjorden rundt.

"Se, se," raabte den rødhaarede og pegede ud over Fjorden, hvor Hvalerne og Baadene kom drivende som et Mylder af smaa, sorte Prikker.

"Det er en stor Grind," raabte han og slugte Billedet derude paa Fjorden med sine lyse, spillende Øjne.

"Nej, se nu, se nu!"

Men Niels var rystet i Lave, saa snart Farten standsede. Han stod og stirrede ned over Skraaningen, hvor Bygdens første Huse tittede op.

"Jeg bryder mig ikke om at se," sagde han. Og saa haabløst lød det, at Vennen studsede midt i sin Glæde og vendte sig imod ham.

Niels følte Vennens Blik hvile forskende paa sit Ansigt. Han kunde ikke udholde denne Stirren, den sved ham helt ind i Hjærnen.

"Jeg skal sige dig, jeg har stjaalet."

"Stjaalet, hvad siger du. Har du stjaalet," raabte Vennen forfærdet.

Niels nikkede tungt.

"Er det sandt?" spurgte Vennen sagte, som slagen af Rædsel, "nej, det er umuligt," aandede han op, "du vil bare narre mig."

"Det er sandt. Jeg har stjaalet," gentog Niels tungt og tonløst som før.

"Ja men, hvorfor i Herrens Navn da," buste Vennen ud. "Hvad har du stjaalet?"

"Faar," sagde Niels kort og plumpt.

Vennen stirrede et Øjeblik paa ham, som var han en svimlende Afgrund, der havde aabnet sig for hans Fødder.

"Det er skrækkeligt, det er forfærdeligt," sagde han og tog Vennen i Skulderen. "Hvordan kom du dog til det?"

Niels rystede modvillig hans Haand af sin Skulder og gav sig til at drive bort fra Stedet, planløst som et surmulende Barn.

Vennen stod en Stund og saa efter ham, halvt medlidende, halvt bange, det var jo aabenbart sandt. Saa kom han i Tanker om Grinden, og hans Ansigt klarede op.

"Kom nu, kom nu," sagde han travlt og begyndte at gaa nedad mod Bygden. "Vi maa ned og fortælle Nyheden dernede, de har endnu ikke set Hvalerne. Saa kan vi tale om det andet undervejs."

Niels fulgte viljeløs med.

"Sig mig, hvordan gik det dog til?" spurgte Vennen atter. Stemmen lød som hos en Mand, der har været ved at drukne og nu atter føler fast Grund under Fødderne.

Niels svarede ikke. Saa blev der ikke talt flere Ord undervejs, men stadig gik den rødhaarede og skottede til sin Nabo med den halvt medlidende, halvt bange Mine fra før.