Kitabı oku: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», sayfa 6
Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak, en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn – men drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget lige til Bunds med dem – en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske Hold i det lidet, der er tilbage af dem …
Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet.
Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.
Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen, eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige.
Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte …
Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav og Vejr … Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil tage fat.
Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres, naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord, de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko, der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne og lukke dem ind i Folden – et omvendt Baadskrog – for at ikke Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er – som altid naar Børnene paa Skagen synger – en Salmemelodi, men han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op, sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav …
Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen.
Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal – baade Søfolk og Fiskere.
En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen med mig og siger:
»Ja – nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November, der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«
Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os, han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører.
»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har endda nogle sære Minder herfra … Engang strandede der en Skonnert fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne, saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste – værre var det, at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem; vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi kunde bjerge os selv … Vi var endda noget beklemte, da vi roede hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor forfrosne vi var …«
Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan faste Øjne.
»Ja« – gentager den anden Mand fra Redningsbaaden – »nu er Tiden her igen med Strandinger … I gamle Dage var det int godt at strande her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet … Og havde vi int haft Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt, inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet … Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, – men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa takke ham for … nu stunder de haarde Tider jo til …«
PAA DEN HJEMLIGE Ø
Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land, at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære Ulykke kunde være sket – paa den hjemlige Ø.
Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg … Og saa hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib, hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.
Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, den kan ikke gøre for det, som hændte … Oppe i Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, deres Læber er stumme …
Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø.
Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde den Gang nyligt mistet en Søn.
Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset, og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod Skibet Norge.
Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden, maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet. Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt, og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter efter er Sagaen ude.
Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten. Forbavset ser han – og næppe vil han tro sine egne Øjne – at der staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af Nordby … Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø – og ikke et Menneske at se ombord! … Han gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham – da støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet … Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent … han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget – jo, nu gaar det som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus …
– Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven fejret velkommen hjem.
Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har gjort det før Claus – og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet – det er ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden – man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har været rakt dem til Hjælp …
Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de dyrt … Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste Forsamlingshus – og var traadte derind, drivende vaade og yderst forkomne – men dog i Live alle —
Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa Gods og Grejer; alt tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op – saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.
Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en Esbjergdamper i Forbifart – eller de har slet ikke tænkt nogenting derved.
Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker, er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler – til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte – netop den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i Forsamlingshuset —
Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede. Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste …
Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten som de var skoldede – det var Sandet, der havde skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne villet naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.
Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling, Livet kunde byde.
Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme tilsøs – bare en enkelt Tur for at prøve. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem – Ugen derefter endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.
Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt, bare Kirkeklokkerne ringede.
Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det jo skal.
