Kitabı oku: «Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen», sayfa 7

JULEGÆSTER FRA HAVET

Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.

Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den 23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.

Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.

Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne satte Himmel og Hav i ét.

Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet, Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.

Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den indtraf det snarest mulige – men for sént alligevel. Skibets Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.

Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt. Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.

Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand, og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man formodede drev i nordlig Retning for Strømmen – hvis de da var paa ret Køl endnu.

Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted, saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet, hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus, medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem Nattemørket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke vidste Rum at anbringe dem i.

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel bemandede.

Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret, havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og sunken allerede – saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og ikke forivrede sig.

De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen til Land hurtigt kunde blive overstaaet … Ja, saa sandelig kunde den det – men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. Det forstod de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.

Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne, naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de brydende Vandbjerge.

Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle Tons Vand uden at gaa til Bunds.

Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas, rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude – og styrtede sig i Søen uden en Lyd.

De andre dukkede Hovederne et Øjeblik – og øste videre, de af dem, der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt, deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og Usselhed.

Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til at stramme Mandskabet op.

»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede sig.

Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse – en halv Time til Ende. Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket, Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk, at det vilde have været den visse Død at søge Land.

Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord. Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse, de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent lod sig stille besluttet glide overbord – Undergangen maatte komme naarsomhelst – ingen vilde tage saameget som et Svømmetag for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed beherskede alle.

Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu endelig fik deres tragiske Afslutning … kun én Mand kom levende derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.

Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.

»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.

I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.

Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften begyndte.

En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres tolv Gæster.

»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. »A vil da ett haabe det!«

»Gud ske Tak for dem, vi har,« svarede Konen. »Det var endda godt, de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue … Hvis der er flere af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres Kammerater endnu i Aften.«

Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade, nikkede bifaldende.

Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde.

»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de unge.

»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen.

En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!«

Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd.

»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik sidst ud og lukkede Yderdøren.

»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa tilsengs.

»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!«

»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa prøvende fra Strandfogden.

»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen i Ovnen … Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«

TILBAGE TIL LIVET

Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse, intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og Raketapparat.

Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var piskende høj.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud, gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag, havde tragisk Forløb.

I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk saaledes:

»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene, blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-¼ og naaede Kysten Kl. 9 Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. ¼ Mil fra Land med Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance. Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande. Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs, hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke, førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde begivet sig ud i Brændingen.

Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.

Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en meget uheldig Stilling.« …

I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter – Travlheden i Gaard og Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene. – Og den niende – hvordan var mon han tilpas, naar han rigtig kom til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus.

Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar man laa saadan og følte sig frelst – ene af dem alle?

Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte Havet brumme dæmpet og underfundigt.

Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede sig tættest.

Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af, Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer … Han slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.

»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk.

»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede trangt.

»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.«

»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog:

»Det var Strandingen! De blev jo reddet … Deres Kammerater, de andre otte« —

»De andre otte« … Han lukkede Øjnene og pressede Laagene sammen.

»De véd maaske ikke« —

»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde fra.

»Kan De taale at tale om det, nu?«

»Jeg tror nok … Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen, de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt … Og saa var jeg saa træt« …

I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en halvfortæret Mund spilet op.

Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved mit Ansigt, som han forskende betragter.

»De er dansk,« siger han.

Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til, hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat. Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste Bevidstheden?

Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først nu tilfulde, at han alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop han var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans Kinder. Han gjorde sig selv Rede for Strandingen snarere end forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.

»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han. »Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede til Competitor, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde været lovbefalet Syn over Skibet, Competitor var allright og maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med, sagde Matrosen.

Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord med Magt.

Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst. Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten, man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi saa raadede ham.

Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter, kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp, Ankrene skulde i Bunden. Og saa stod vi der, nogle faa Hundrede Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa nogenting – og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten. Han havde Redningskrans om Livet – den eneste, der var tilbage paa Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.

Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord … De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér …

Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask – og vi var allesammen segnefærdige.

Nu var det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord, de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme …

Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre svenske Matroser borte – vi havde intet sét dertil, ikke hørt en Lyd fra dem.

Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og Stumperne hevne bort … Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig med Redningsbæltet om Livet … Vi saa ham, den svenske Anden Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren … Jeg fik mine Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa … Bygen tog ved igen, Haglene svirpede mod mit Legeme … det gjorde forfærdelig ondt … saa sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg …

Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn havde staaet i det isnende Vand og pumpet … jeg havde været saa bange for Koldbrand, kan jeg huske … Nu tænkte jeg ikke paa Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var ligesom Hjernen skulde sprænges …

»Talte De og Styrmanden ikke sammen?«

»Nej … ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden – han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i Brættet: – »Hold Hovedet oppe, Mand … Hovedet oppe … Pres Munden i, Mand … Munden i …« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen – saa hang jeg ene klamret til Spandebrættet.«

»Tænkte De noget da? … At nu var det Døden?«

»Jeg tænkte ikke, tror jeg … Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre … bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig … og saa den særeste Musik i Hovedet …

Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se … Og saa husker jeg blot, men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i Sengen her, paa Hospitalet.«