Kitabı oku: «Støv og Stjærner», sayfa 6

XIV.

Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti – hed det – det nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen, det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige borgere, – ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre, så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme; dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!

Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke; disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig eksisteret.

Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er det knusende mindretal, een mod en million, – den trøst, at han er ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes; de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de sejrende.

Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide. Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!

Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre. Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre – — Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.

Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse, da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen, og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr. Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget. Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder modstanderne ihjæl.

Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort noget.

Nu var der en gammel mand – han var for resten nær ved at dø den gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv, så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja – alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk —

Mæ-n —

Han anbragte sig i sin skrivestol – hustru og døtre ilede til og stivede ham bekymret af med puder – og så skrev han med skæld og smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og halvfemsindstyvende årgang.

Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som ungdom finder så harmelig og ubegribelig.

Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb, lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør, småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig i vore dage – det vil her sige i halvfjerdserne – da det ikke er de ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden. Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov, før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst – — det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes nedbrydende påvirkning hele resten af året.

Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer resten af den ros, der billigvis tilkommer en – næmlig at dø, da var det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at fordømme en dådløs bog.

Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra undergang.

XV.

"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."

"Synes De?"

"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."

Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske andre ting.

"Det kan jeg vist ikke," sa han.

"Hvad vil De da gøre?"

"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"

"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige farvel til Dem med det samme."

"Rejser De?"

"I overmorgen, ja."

"Nå. Hvad skal De – — Er det på besøg?"

"Det er en plads. I Århus."

"Ja – Århus er vist en meget god by."

Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han spekulerede over noget helt andet.

"De vil ikke hellere blive i København?"

Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."

"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."

"Det kan det. Farvel. Lev vel."

"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg – — Jeg kan ikke forstå, hvad det var, jeg kom til at tænke på."

"Det kommer nok, når jeg er gået."

"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det er?"

"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."

"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."

"Det er Dem selv, der er kold."

"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et knips af en finger."

"Å – De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en stor digter naturligvis."

"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af mig. Jeg befinder mig netop i en – — overgangstilstand, hvor De kunde være mig til stor nytte."

"Uha, hvor De ydmyger mig!"

"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse. Det er jo bare en – — teori."

"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."

"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget grimt."

"Så? For at tale om noget andet – — skal De ikke selv ha noget at leve af – — efter Deres sidste fiasko?"

"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end – ja – formiddagen fri: klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!"

"De har det vist rædsomt der hjemme!"

"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste dag."

"Å – —" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres forstand!"

Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke – med det ansigt. Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en plads, og dermed færdig med ham.

"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa han stille som slutning på sine egne tanker.

Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.

"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."

"Så? Vil De det?"

"Ja."

"Så sidder jeg vel oppe på en sky – ved siden af Dem?"

"Det kan vi godt sige – ja men det klæer Dem."

"Nej, det gør ikke. Farvel."

"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."

"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke Dem noget."

"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."

"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i det uendelige?"

"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind."

Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De – — synes godt om mig. Det er latterligt."

"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes kunde – — der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med Dem."

Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt at tale som et menneske.

"Farvel."

"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd, og så var hun gået.

Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.

Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og værdighed. At ønske foragteren ad helvede til – det kan man gøre, når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende; slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.

Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et mistillidsvotum – digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor – men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet. Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst til at være, hvad jeg ikke er.

Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham; kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke: Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg ikke er meget mere ulykkelig.

XVI.

Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?

Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre, hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da var glæden ufuldstændig.

Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.

Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.

"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis. Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."

"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da – —"

"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."

"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter den behandling, de har givet mig?"

"Å – Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og – det kan du nok selv sige på en pæn måde."

"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"

"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for fanden vel nok den plads?"

"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"

"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?"

"Alene det at træde op dær og lave mig til – — for resten ved hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er."

"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig. Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere menneskelig."

"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv."

"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad, for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og vogte på din mund."

"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til."

"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på jorden."

"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."

"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig. Det vil sige, hvis du trænger til en syl – —."

"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan købes, når jeg blir noget ældre."

"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja – og så farvel."