Kitabı oku: «Støv og Stjærner», sayfa 7

XVII.

I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.

Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse. Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet.

Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og smagte fattigdommen – den virkede snarere som bærme end som gift – og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han, hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder. Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.

Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med, at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men hvornår kom der en, der vilde købe den?

Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i Grønland.

Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet, som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor skrænten hældede hen ad.

XVIII.

Det skal nok hænde en mand – selv om han ikke er sig nogen god gærning bevidst – at der en dag på hans dørtærskel står en ung, altopofrende kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.

Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed, da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik hen for at lukke op.

Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne, forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.

Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham, hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg forfatning.

Hun vilde gærne – lidt forpustet – sige goddag og se, hvordan han boede.

Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter, her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.

"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren."

Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det hele med ham. Man var nødt til at – —

Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine raffineret barnlige øjne.

"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en mand kan være.

Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans skyld.

"Men jeg kommer aldrig på varieté!"

"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."

Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille, smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed, den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var lovet ham for lang tid siden.

De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.

Dagen gik.

Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget, der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt, dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.

For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig med hende, og at han var lykkelig.

Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.

XIX.

Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet. Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke "Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå alene.

Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:

Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.

Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han henvendte sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik.

Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl – næverne kunde endda gå an. Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi så Teologine.

"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du så ved dine bøger?"

Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrød og cervelatpølse," svarede han.

"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt.

"Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver i aviser."

"Hvorfor gør De ikke det?"

Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg igen ægtemandsfornæmmelser.

"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket."

"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt."

Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene deres allerindstændigste aftenbøn.

"Hvad lever De da af?"

"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg får en stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg lever af."

Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af med et gudsjammerligt: Amæ—n!

"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!"

"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede. Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig, og husk det. Så – er det så slemt?"

"De må ikke røre ved mig! Jo – det mener jeg ikke – — De har været så god. Men jeg er bange for Dem."

"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste – — jeg må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke Dem, fordi det er Deres penge."

Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. "Det forslår endnu ikke," sa han.

Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige lyde ind til ham.

Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede læberne.

Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.

XX.

Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og vort eje er blevet fortæret af luerne – læg så for resten mærke til, hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger sig, den anden drikker sig fuld – alt dette er menneskeligt.

Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet – perversus kaldte Romerne det —, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej.

Ti den hængte begraves, og den drukne – stakkels mand – reddes af rettænkende på et drankerasyl, den gale forsørges på en anstalt, den bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt hus – deres menneskelige adfærd bragte dem alle ud af elendigheden.

Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille op med. Han duer ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt menneske, det kan man høre på hans fløjten. Han må sejle sin egen sø. Vi kan ikke gøre noget for ham.

Imidlertid – det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor, 900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de ryster på hodet. Det kan jo gærne være – — men han har rigtignok ikke fortjent det.

Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden gik umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørket; ingen aner noget, før der kommer et dumpt stød – —

Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske, at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs varede – aldrig havde han haft det så godt; denne overgang var endnu værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han ud.

Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis fremgang i det.

Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart viskedes ud i regntågen.

Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet: Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til et langt, sammensmæltet æ – —.

Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret. Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under en lygte, løftede den ene fod og undersøgte belægningen med en pegefinger. Det var vist kalk, der var i.

Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige bunker på den anden side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den anden – han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med et lille, velbehageligt smask —: pløre. Det blev snart mørkt igen, han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i lyset, og hans gang blev sikker.

Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjnene, kun en lille rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så han slet ingenting. Mørk – obscur. En anmælder havde kaldt ham obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå, men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu fik han tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, lige i hælene på ham fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen boede?

Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. – — Og det er det eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl.

Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen rimelig undskyldning.

Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en buet træbro. På første sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så —. Han tog tilløb og sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter væltede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede havde lavet knoen til.

Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne på dem, som maser sig frem over mig. – Men nu har du imidlertid fået et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem.

Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone med hatteknage i underkæben.

"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet.

Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter kom hun med en lampe.

"Jeg har hældt betrolium på for i aften," og derefter gik hun med overbevisningen om at ha fået en pæn logerende.

Han stod midt i værelset og så sig om.

Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene.

Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et kugleblåt rektangel efter sig.

Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være hensigtsmæssigt at gøre.

Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhånden som den kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke, og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste måde, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse.

Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden, og man slår fra sig.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske ligegyldigt, og han sov altid godt.

Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på bægge sider, søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.

Udenfor rumsterede den våde blæst. Den kogte langt borte som en uhyre gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede i gården som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt som et sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som et læs kosteris, den peb og brummede, spillede både fløjte og kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres træthed og følte det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja! næste morgen.

Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig derfor ikke mere.

I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt menneske om hjørnet af – — lad os kalde det Rue des Oranges, da vi ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen, aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere. Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et lille skår i hans lykke.

Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på bunden og ser en rund skive himmel på størrelse med en femøre.

Manden nede i Firenze har som bestilling – foruden den at indehave et betroet mål af lykke —, at han afbalancerer mig. Sådan indretter verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte kone, hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.

Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des Oranges: foran ham krøb hans sorte skygge på maven, han og skyggen havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine fløjels bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens løb havde slidt sig et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik med de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de købte hos deres gamle veninde, madam – — signora Carlotta. – — Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så meget, at han kunde tjene sin ene fornødne – — lira.

Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på. Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var hans stilling sådan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne hængende på tre knapper.

Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige. Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige beholdere. Der lå en ringe fugtighed over hans hud, det var sådan indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid varmt over ham.

Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men intet af det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.

Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv. Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke, teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele legemet, førend den faldt til ro.

Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra Susåen; på en af sine lykkelige dage – de stod optegnede og nummererede i hans kalender – havde han set dette billede i Susåens vand.

Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans krop blev ligesom til isslag.