Kitabı oku: «Støv og Stjærner», sayfa 9

XXIII.

Signe Kristjansen var så ren. Det kom vel noget af, at hun havde været mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der mindede om noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin tid nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne i kjoler, der lyste, og med hvide forklæder. Hendes brede hænder var ikke meget modtagelige for vask og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. Hendes ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde ligesom modellere i det, og hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Men hvad der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed, hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den stilfærdige måde, hendes hænder kom een i møde – — det var næmt at se, at Signe var en god pige.

Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen; han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer, højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja – de kunde rigtignok ha været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han dog godt se naturskildringernes betydelige skønhed, og forfatterens sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl, desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe? Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at skaffe Ivar Holt – med de sprogkundskaber – en bedre plads. Forlovelsen blev deklareret.

– Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig derfra med døde ben, han har gennem rædslen lært noget af livets dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne – han, som tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har han at meddele?

Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie. Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig missjonen, efter at ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede – — nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de kostbare år hen.

Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er spildt. Vær rask, Signe.

Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen anden mand i hele landet.

Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på hodet og kyssede hende.

Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men den var endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.

Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme, og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys og tom, den fungerede næsten ikke mere.

Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt, fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger.

Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig, digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?

Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet fordærvet eller skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt, og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen. Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået under resignasjon.

Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden side, da må der ske en eksplosjon.

Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden. Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som styrtede, og kraft, som steg op – alt det foregik i ham, hans sjæl var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, – alt det husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke.

Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med angst ud over det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han vejen tilbage.

Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed forlader jeg dig!

Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hylder og pakkede sin kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til nogen.

XXIV.

Salige er de, som ikke gør sig bekymring og uro for mange ting.

Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter står forhekset ubevægelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes på deres hoder. Solen er gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen som skinnende veje, der fører ind i saligheden.

Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag springer en ny lille skare op på de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem som dun og pelsværk; op om deres fødder står sandet så fint og blødt som mel. Mange dage senere nåer de blomsternes store ocean; vinden stryger over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne strænge. Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter hverandre; skum af hvide roser sprøjter op med hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder under de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers blade risler køligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger af de vandrende sjæle.

Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset. Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften, og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund, under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af deres bjærge.

De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder; urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme, hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften, de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig, og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million mil for at komme uden om erupsjonerne.

Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og prøver at mindes væsner, der kaldte dem – de salige – dårer. De ser sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de længselsfulde mennesker, der ser op – endnu er der dårer til; mange skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag sig, gale, uduelige, lykkelige.

Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet til lys – som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.

XXV.

Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt var rejst fra alting og havde ødelagt sin egen fremtid, så forstod hun ham pludselig, som hun aldrig havde forstået ham før. Hun havde læst hans bøger, som han nødig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde tro. Ud af sit jævne sind og sin første, store forelskelse fattede hun, at han kunde – måtte – handle sådan, og mens de andre skreg op og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en alvorlig mand, så sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det var så højtideligt; hun følte sig berørt af tilværelsens storhed, hun blev elsket af en mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen.

Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt fortalte han, at han havde sluttet akkord med flere blade om en række artikler; det skulde være skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde ikke være forskrækket.

Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det lige efter en af sine store dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis kom til at tænke på hende.

Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham.

Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var den af hans elever, han ventede sig mest af.

Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.

De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke. Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod ham holde hendes hånd.

Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at tro på et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.

Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det bedste, der kan ske.

Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende, om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?

Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.

XXVI.

Idaho, den 24. August.

Når du læser dette brev – —

Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig, men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene.

Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget, der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde ikke mere undslå sig.

Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås for at være godt. Men værket måtte fuldbringes.

Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden.

Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden. Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede, at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte med sig selv for ikke at gå fra forstanden.

Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og uden om svæver en verdenssky af meteorer – det er anelser, der skal trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser – mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker, hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne? Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til alle sider.

Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.

Der kom en tid, hvor det var koldt.

I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det; han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod. Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.

For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt, blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han iførte sig – efter en digters eksempel – diplomat og nærmede sig papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt oppe på en ny jord?

En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke altid ledsages af ydre højtidelighed.

Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.

Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene rykkes op.

Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag, hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes og splittes i mange farver – — men er det en gang borte, så falder den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.

Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.

Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig. Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve tabet.

I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.