Kitabı oku: «Støv og Stjærner», sayfa 8

XXI.

Igen en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, der altid er så sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frøs med deres nøgne, grønne kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt med forholdene, så tiden an og krævede garantier, før den vovede noget. Nattergalen kom også en gang, den sad med vat om halsen hjemme i sin rede, hostede og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, indenfor brølede ilden, men vinden var nær ved at være den stærkeste, den trængte ind gennem sprækker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk kunde ikke begribe det klima, erklærede de tyve gange om dagen, skønt man skulde synes, de snart måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi ikke har det klima, som svarer til vort sindsanlæg.

Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder var brune på knæerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som læder. I rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, der gik med opsmøgede ærmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med lange kæppe ind under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig, og når det kom frem med alt snavset fra den tørre tid, gav de det et hurra og skyndte sig til næste bræt.

Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget. Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen, landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når hjulene skar i det våde grus.

Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes den ikke.

Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget, selve det at drive omkring var beskæftigelse nok; tiden gik af sig selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt, og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, – det betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der passerede hen over hans næthinde – så kunde han lettere falde hen i sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del mennesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv – det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale efter bordet, så gik han heller ikke hjem, ti nu var der en ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød han den og udeblev så længe som muligt.

Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået sin kulminasjon, handlingen gled jævnt hen mod sin slutning: at komme hjem til ingenting.

Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig så snart havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og klage.

Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen. Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?

Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber, man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu, om lidt?

Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse – — sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig karl. Andre mistede kone, børn, penge – altsammen rigtige, materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det smukke, alvorsfulde ord: sorger.

Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.

Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse, som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig så dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer – han var hverken oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret – og mens han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans brændende sjæl.

I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende til sin private afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro. Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så – —!

Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk, men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i søvnløsheden.

Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver, blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed blive liggende.

For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde sted, hverken til ham eller fra ham.

Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.

XXII.

Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan gærne falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende mandfolk til stede, og når de har sunget deres vise til ende, er de ikke utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har været på højskole, hvad de som regel har, så bringer de gærne et lille harmonium med, første gang de drager ud i verden. Deres øjne er blide som deres stemme, og allerede før deres tyvende år har de et udpræget moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader, de er ikke så tykkindede som deres frænker på øerne. Deres navne vidner om forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfærdigt glade piger, som man gærne træffer i landets højskolehjem. Når de får plads i en by, mælder de sig straks ind i en sangforening samt begynder at gå i kirke, bægge dele for at få anvendelse for den smukke stemme, der gærne vil bruges. De er i reglen mere andægtige under salmesangen end under prækenen.

Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen fra Vejlekanten, ankom første Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by, hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige på højskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, før hun var klar over, at det var et godt sted at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun var gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en forfærdelig pæn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som den mindst veltalende, forsøgte også nogle venligheder, der var bedre ment end udtrykt.

Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse, spidse skæg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne opmuntre ham lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære sig ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet med at spise der, så der var vel ikke noget at gøre ved ham. Signe syntes, han så rar ud. Ja, han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. Han havde udgivet nogle bøger en gang. Schmidts havde købt den sidste af dem. Når man kendte ham, så var det nu en meget god bog; der var rigtig kønne naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, for hun kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja – han var da heller ikke forlovet, men det var rigtignok en lille løn, han fik, for et menneske i den alder.

Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en salme eller en sang, der ikke gik for hurtigt, på sit harmonium, og så samledes der gærne et lille damekor om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes fru Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den anden ende af stuen.

Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik det indtryk af sig selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den luksus at blive sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sådan stolthed passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede noget, han behøvede altså ikke at prætendere nogen som helst slags overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre.

Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham om det tabte og uopnåede. Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og med et strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at vise sig.

En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet spille klaver, for mange år siden. Nå, ja for Signe havde nogle andre stykker for harmonium, som skulde være så kønne, vidste hun, men de var for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem.

Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de skulde gøre, nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham, skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var også genert, han følte stillingens urimelighed, så længe Signe ikke var der. Men hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente, han vilde forsøge at spille "Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled sammen i en klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet.

"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig.

Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, så længe det var siden.

"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hæderlige ansigt imod ham og smilede.

"Å – når man aldrig har kunnet noget, så – —"

De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at snakke med alligevel, men de vilde nok høre, hvad det blev til, så havde de i alt fald noget at drille Signe med.

"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', så skulde De høre —"

Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og det viste sig virkelig, at han kunde huske en del af det.

"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat henrykkelse. Det blev sommer i hans sind, da denne varme strømmede ind på ham. Han mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem skyerne, idet den står op.

Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal fælde en gudsdom over mig. Lyver det – blir det løgn, som jeg nu tænker, så – —

"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må hjem. Hvis De gærne vil ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat."

Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et smil. Godnat.

Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstødene kom over ham som runde baller bomuld, svøbte ham ind og spredtes så rundt om. Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, i hver af dem skinnede der en rød gnist. Ved alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke og sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt en siklist, der skubbede en bævrende lysvifte foran sig.

Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nær over jorden, og intet sted hørte man noget til svære lyde; tilmed var det så lunt. Stormen, der gør verden bred og vild, var faldet til en undertrykt blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en uendelig blå røg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde beherske den med øjne og øren. Det var en behagelig aften.

Men der er mennesker, som reagerer, når verden synes at skrumpe sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstår et hæftigt modtryk inde i dem. De får trang til at sprænge snæverheden uden om.

Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog til i styrke, jo længere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen, men han kunde bære den, han lod sig ikke knuse.

Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille og tænke over det. Når han kom hjem, skulde han huske at sætte et rødt krys og et nummer ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu i sit syv og tredfte år? Det var så længe siden, han havde haft nogen lykkelig dag at optegne.

Ja – og så var der Signe. Han stod stille og smilede op i mørket. Hvorfor skulde han nu ikke tilstå den ting for sig selv? Hvad havde han at bestille med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene fakta og var hærdet i kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at borteskamotere en indset sag. Altså: han var forelsket i Signe. Eller – ja vel, han var ikke forelsket, men så blev han det i løbet af ugen.

Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede højt og lo.

O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til at beskinnes af solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.

Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; solskin, opbevaret fra forrige tider, slog ud af hans sjæl, han kom hjem i fuld skærsommer.

Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en stund omkring i værelset, langs sine fire vægge. Så bankede det pludseligt.

"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede næsten ikke, jeg skulde træffe Dem, for jeg har allerede været her en gang."

Det var en ung mand, som før havde været på slagteriet sammen med Ivar Holt, nu var han kommet til København og havde det godt, hvad hans fine tøj, særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på.

Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede ham uvillig. Dette er et menneske, tænkte han, og alle de varme fantasier var borte med det samme.

"Værsgo og sæt Dem ned."

Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der havde sådan en flot overfrakke. Den fremmede følte det også selv, han satte sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været belavet på, begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var han allerede nået over de tre tusende kroner om året, men det kunde blive mere endnu, måske gik han til udlandet, forholdene her hjemme var alligevel så snævre.

"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?"

Ivar Holt var forlængst faldet ned fra sin højde; han havde fundet de ydmyge steder, som det undertiden anbefales at søge.

Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det, men indså godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste ikke, hvad øjeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget beklaget, at han ikke kunde gå op til de 1200, men det var gået tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han måtte formodenlig være glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen.

Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen var; fattigdommen lå over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at hans stemme lød klagende.

Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt var færdig. Han knappede sin overfrakke om sin diplomat og børstede sin hat med hånden. Han måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte en vordende proletar. Det var nok bedst, han så at slippe væk. Han skrabede i al hast nogle talemåder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo også stige. Ellers kunde han jo søge til København – og – farvel – han havde for resten travlt.

Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med bortvendt ansigt, som om han frygtede for en anmodning om pengelån. Så skyndte han sig ned ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed havde set så ægte ud, det var nok ikke værd at tøve. For resten vilde han gærne ha lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.

Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands hastværk. Det var en hel ynk at se ham få travlt med at slippe af sted; i det øjeblik var han næsten den mest beklagelsesværdige af de to.

Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, det duelige menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, så gør han noget galt, han øver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned, eller mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den duelige mand hader aktivt, han lar det gå ud over nogen. Staklen skammer sig og går under.

Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og slå ham ned. Nu rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet til. Nu venter jeg blot på den dag, da en tilfældig, intet vidende hæl træder mig ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej.

Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom sort omkring ham, og inde i mørket nikkede det, usynligt og uhyggeligt, som et varsel fra den ubøjelige gud, den mellemting mellem skæbne og tilfælde, der regerer livet.

Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe for at kunne tænke mere koldblodigt.

Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De brændende sjæle isoleres, de føles som frastødende og naturstridige, menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og stødes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brændende sind kan gå hen i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen. Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives så langt ud i kulden, at de afkøles, indtil de blir brugbare mennesker, eller indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus efter nogle enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede hen.

Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til et almindeligt menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke ændres, livets kulde er uforanderlig og nødvendig.

Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte sig derefter på sit bord og lukkede øjnene. Hans sind, der i flere år havde været tomt og koldt, blev følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde være blevet.

Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle, som ved, hvordan de helst vil være. De har haft en stærk og hel stemning, hvor deres personlighed brød igennem, og i et nu har de følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til. Senere forhold har måske hæmmet denne udvikling, men alligevel kan de til tider få besøg af deres jeg-mulighed.

Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, hvis lykke var en stille og uforstyrret flamme. Samtidig så han den lykkelige mand i Firenze, hans skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham og havde revet ham ud af sin bane – — nu drejede han om ad en gade i Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde – —.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: Men jeg gifter mig alligevel med Signe.

Hvorefter han gik i seng og sov – fraregnet hosten – som et lykkeligt menneske.