Kitabı oku: «Under Nordenvindens Svøbe», sayfa 2

MENS JORDEMODEREN VENTER

Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende Draaber.

Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig; Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret mellem Husene.

Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske Affaldsdynger paa Møddingerne.

Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker, Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene og forsvandt i Husgangene, – unge Mænd fulgte efter.

Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at man snerrede Næseborene sammen.

Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man Konfirmationsfest .....

Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet for at omsættes i Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse var der Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af Hvalroshud. Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt det grove Kød.

Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde.

Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads! Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys Indbyggere vælte ud af Husgange og trimle hen ad Vejene i ubehersket Henrykkelse. Raab det, hvis du en mørk og stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle Grundfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders Glædeshyl. Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og dans halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har Kræfter til at svinge de glade Piger .....

Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa fortættet, at man kunde bide i den.

Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. Hvad gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned ad en Fjældskraaning og sammen med min Dame rullede ud over en Afsats ned i en tom Trantønde!

Guderne – hvor saa vi ud, da vi kravlede op!

Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo allerede sen Aften.

Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig, gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; – da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede hovedrystende:

„Tja – det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“

Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:

„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for Barsel!“

„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen paa Gulvet.

„Jah – men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede Rebekka.

„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den gamle, som hed Medea.

Og det gjorde vi saa.

Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak – Smilet stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da han sagde:

„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“

Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var blandt de dansende.

„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om – — —“

„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid – —“

Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.

„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i Aften?“

Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde Tilladelsen med det samme.

„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.

– — Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og lagde sig paa Briksen.

Men Musiken – der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen endelig begynde .....

Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!

Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.

Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus.

Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.

Ja, sandelig – en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og svedt som man var!

Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!

Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os en Drik og hilste paa hinanden.

Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!

Det havde været en bevæget Dag i Dag – med alle disse Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en Times Tid.

Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.

„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans Efternavn.

„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt. Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.

„Min Kone – ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke Kommandoen, men alligevel – — —“

Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.

„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade – — ganske vist, min Kone har ikke Kommandoen hos os —“

Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning og slaar sig for Brystet.

„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige; de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“

Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende ind i Øjnene, da han siger:

„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i Aften.“

Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.

„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“

Han pegede paa Romflasken.

„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone – — og den og jeg i Forening, – ikke sandt?“

Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy.

„Hi, hi, hi! – Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!“

Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus.

„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber han højt:

„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“

Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.

Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk. Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa højt, at hele Huset vaagnede.

Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.

Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde søgt Ly her for Natten.

Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa Briksen.

Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.

Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned Øjnene, jo sandelig – hun var falden i Søvn derhenne!

Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken, og Ordene lød, som følger:

„Sov kun! Jordemoderen vaager!“

Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor – i den sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.

Jordemoderen ventede …

DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN

„Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte.

„Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa hinanden.

Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og frisk Lyng kastedes paa.

En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger slikkede hen over Vardens Sten.

Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.

Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter, legede med deres Skygger i det blanke Vand.

– — Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede alle Tinder i sit Lys …

– — – — —

Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.

„Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, „du smagte paa Døden“!“ foreslog en.

„Saa skal du faa Kaffe af første Kog!“ føjede en anden til.

Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:

„Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens og fornøjet. – —

Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt. Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og tjene mange Penge paa,“ sa' hun leende, henvendt til mig.

„Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.

Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om, hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik – jeg havde Sofia Lisbath med mig —; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner, medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og vandrede saa hjemad.

Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde igen!

Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.

Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende paa en Skrænt uden at kunne komme videre; – saa ned igen gennem Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os og hisse dem ned ad Fjældsiden.

Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden. Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. – Saa kom vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt!

„Vi har ingen anden Vej,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „vi maa midt ud i den.“

Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over. Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb, Vandet gik os til Livet, men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne svigtede mig.

„Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er Død for mig.“

Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig?

Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia Lisbath gav sig til at plukke Lyng, – som jeg siden fik at vide, for at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! – Ja, det var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare fremefter.

„Gaa du bare forud, Sofia Lisbath,“ raabte jeg saa til sidst, „Amos vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe.“

Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede.

„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath.“

Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu skulde koste mig Livet.

„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!“ raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde hende ud:

„Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os. Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, – og her gaar vi nu hjem ad Kvanevejen!“

Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.

Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes, min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min Haartop, og Haaret var faldet ned.

Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i Live. – Ja, og saa lod hun mig tilbage.

Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.

Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene – en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i Graad, hun begræd mig allerede.

Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig, mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var, ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt over hele Kroppen.

De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad. Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad – og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.

Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.

Her ender min Fortælling.

Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“

FATTIGFOLK MELLEM „DE ONDE VINDES FJÆLDE“

Ikamiut, 8. August 1902.

Et lille bitte Hus.

Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt, at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille Transø er kranset med Væger.

Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille Tue, der ikke kan kaldes for Hus.

Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen.

Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv.

Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af Befippelse over det usædvanlige Besøg.

Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne.

Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt!

Ikamiut, 9. August.

Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig Himmel, Solskin, – og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink.

Naa, ja – saa maatte vi se Tiden an!

Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger, tørrede Torsk og Kaffe!

For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“. Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd.

Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med grønlige Jøkler.

Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.

Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og „Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne rundt omkring.

Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er Død for Menneskene, siger Anase.

„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev derude en Novemberdag.

Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.

Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos, hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham begravet.

Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver gammel og ligesom svagere af Ælde …

Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids: Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.

Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.

Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem byggede to Venner. Den af dem, som levede længst, skulde mindes den afdøde, hver Gang han saa Varderne.“

Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen.

Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som fra et Menneske.

„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.

Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse til at raabe ned mod Kløften:

„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom kun, hvis du tør!“

Jeg springer op og løber hen til ham.

„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“

Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa mine Spørgsmaal.

„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis du ikke allerede er djævlebunden – for saa tør du jo ikke vise dig for kristne!“

„Hvem, hvem?“

„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“

Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, – et Spøgelse eller en Aand eller …

„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.

Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.

„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“

Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om, at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og stillede mig ved Indgangen, rede til alt!

„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham.“

Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede klamt og fugtigt.

„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde, saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.

„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten.

„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han gik.

Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.

„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han.

„Jo! – men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“

Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv:

„Jeg tror, det var Fanden selv!“

„Fanden! Hvad mener du?“

„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“

Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.

„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og havde forgiftet mig med sin Ondskab; – for det er det, han vil, fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde – og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“

– — – „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“

Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.

„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“

„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en.“

„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem.

„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.

Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske …

Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.