Kitabı oku: «Under Nordenvindens Svøbe», sayfa 3

Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler. En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter hun sig ned paa Briksen igen – paa Hug, bøjet forover med Hovedet mellem Benene og falder i Søvn.

„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet.

Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas, Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for dem ude mellem Søerne. Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden af en af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede over Brystet og Hovedet vendt mod Øst. Han var død som en kristen. Men det hænder kun sjældent. For i Reglen bliver de saa onde, at de ikke engang kan dø, og saa tager Fanden dem levende til sig.“

„Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som I kalder for djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er forsvundne – forulykkede til Fjælds eller til Søs?“

„Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, som jeg siger, og du behøver ikke at være bange for, at vi farer med løs Tale. Fjældmennesket forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan let Spil med ham Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. De kan løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde som Fugle, – og de kan forvandle sig til Dyr. Mange har set dem forvandle sig til Ræve og pludselig forsvinde i Jorden.

Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt med dem, før de for stedse drog bort til deres eget Land; thi naar de bliver meget gamle, rejser de langt mod Nord – til et Land, hvor alle Fjældmennesker samles. Der er idel Mørke, aldrig Lys. Men før de drager derop, maa de skrifte deres Synder for et Menneske. De maa angive sig selv, sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds. Naar de har faaet sagt det, kan de drage mod Nord og vil da aldrig siden blive set af noget Menneske.

Sidste Gang et Fjældmenneske skal vise sig, behøver man ikke at være bange, thi han vil da intet ondt. Først fløjter han længe som en Fugl; han har glemt at tale som et Menneske. Derefter begynder han at fremstamme enkelte Ord; og under meget Besvær faar han endelig Magt over sin Tunge. Han beder da først det Menneske, han skal tale med, om at gaa et Stykke bort fra sig, helt op mod Vinden, helst paa et Fjæld; selv stiller han sig paa Læsiden nedenfor. Alt dette gør han, for at ikke nogle af hans slette Tanker med Vinden skal føres hen til Mennesket og smitte. Saa angiver han sig, skrifter og tager Afsked med Menneskene.

Folk, som har set dem, mener, at de i dette Øjeblik fortryder alt det onde, de har gjort; det er Herrens Vrede, der hviler over dem, thi de vrider deres Ansigt og deres Krop – ganske som om Huden snevrede ind og sved. Og de stønner og ryster over hele Kroppen. De græder ogsaa, men uden Taarer, under stærke Smerter; thi Huden om Øjnene er sprængt.

Et saadan Møde ender altid med, at Fjældmanden pludselig giver et Hop i Vejret, som greben af en usynlig Haand, og løber til Fjælds nordefter med en underlig kaglende Lyd“ …

Der lægger sig altid efter dystre Fortællinger en Uhyggefølelse over Tilhørerne. Da Vittoralak tav, blev der stille i Huset. Man forsøgte at tale om andre Ting, men altid endte man i de lange Pavser, der følger efter alle Spøgelseshistorier.

„Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren.

„Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. „Jeg skal synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da jeg var Barn; jeg kan kun lidt af den, min Hukommelse svigter mig.“

Og saa gav hun sig til at nynne. Stemmen kom langt borte fra, og det anstrengte hende at faa den frem. Det var underligt at høre dette gamle, nedbrudte Menneske synge. Hun sad halvnøgen paa Briksen med korslagte Ben; det var, som om hendes Knogler skulde bore sig igennem Huden, saa mager var hun. Øjnene lukkede hun halvt til, medens hun vuggede Hovedet frem og tilbage og sang. Det var en høj Fistel, der somme Tider knækkede over, skrøbelig og skælvende som hun selv. Og dog fyldte den Mørket om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os i hendes simple Foredrag. Hun sang:

 
„Naar du kommer til Ikamiut Norden fra,
vil et stort Fjæld komme til Syne;
stejlt falder det i Havet.
Tinden staar i Skyer.
En dejlig Kvinde
styrtede fordum ned fra Tinden.
Derfor er Fjældet endnu blodigrødt.“
 

„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren.

„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer:

I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes Skønhed. Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. – Deres Huse laa ved Foden. – Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde, derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og Manden vandt ind paa hende. Han raabte hendes Navn og lovede, at han herefter altid vilde være god imod hende. Hun naaede Toppen, og før han kunde faa hende fat, tog hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun knustes, og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“ kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's Blod farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i Sangen.“ ....

Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet bød mig til kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset ved Siden af. Det var blot nogle faa Spring fra Husgang til Husgang, saa var jeg derovre.

Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og der var et vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet i et stort Lerfad stod Fisken og dampede. Saa langede vi til med Fingrene og naaede snart Fadets Bund. Vi var komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et Skrig fra sig:

„Der er nogen ved Vinduet!“

Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik efter kommer hun ind med en ung Kvinde, jeg ikke før havde set. Stormen havde revet hendes Haartop løs, og det vaade Haar hang ned over hendes Ansigt. Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte, at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.

Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags Rejse i Storm og Regn giver .....

Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser for at beskytte mig mod Tagdryp.

Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne, naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende, at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen, saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog.

Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget .....

Kangâmiut d. 11. August 1902.

Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af, men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar.

Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak.

Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med. Og ned i Kajakerne puttede de tørrede Lodder, Torsk og en tørret Alk.

Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene.

„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem til dem, du holder af,“ stammede gamle Alina.

„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver ikke at sige dig noget.“

Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang ind over Fjældene.

Det var Vittoralak's Farvel, – og jeg vidste, det var hans sidste Knaldhætte.

EN MODERNE JOMFRU MARIA

Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads i Nordgrønland.

Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne se den fremmede og høre nyt. De bad mig paa kogte Ulke – det eneste og det bedste de havde.

Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen – helt derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale.

„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst. Jeg skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde af Betændelse.

„Ej – kender du ikke hende?“ svarede man forbavset.

„Næh!“

„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.

„Tys! – Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en anden.

„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten – sandt er det jo!“ …

Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod jeg Bopladsen og rejste til Upernivik …

Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var hans brogede Oplevelser.

„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“

„Var det Jomfru Maria?“

„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“

„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne høre noget om hende.“

„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at læse af det.

Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive, højtidelige Dansk:

„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig, – at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro, at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.

Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:

„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:

„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“

Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men Jonasine Annine Amalie, født i 1852.

„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse Penge, thi dem har Jesus lovet hende.““

I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud, og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det, men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:

„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden; Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“

Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst, som sagde:

„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed. Faderen velsigner dig til evig Tid.“

Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.

I en anden Skrivelse havde hun sagt:

„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem, saafremt han da kender de tre Trosartikler.

Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange.

Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. Barnet vil ikke bryde sig om Menneskene, naar de gøre det onde; han frelste dem ved sin Lidelse paa det, at de ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte, støder han dem ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens Rige. Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. Han fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han er ikke Gud, men en ond Aand til evig Tid.

Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde Djævelen, fordi de som Guds Skabninger skulle tjene ham alene; han bespiser dem med sit sande Legem og Blod, fordi de ere kristne.

Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; og han blev al Skabningen til Frelse. De skulle besjæles af den Helligaand, og naar de ikke følge deres onde Lyster og Begærligheder, skulle de faa det gode, Salighed. Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for at velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide alene.

Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre sig selv, naar de følge deres egne Lyster og adlyde deres Præst.

Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“

Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som ere oversatte ordret fra det grønlandske.

Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling, bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds, Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:

1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og maatte formodes at være spist af Hunde;

2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og frække Karakter træde tydeligt frem;

3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre deres Daab.

Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger – Kirken alene undtagen – og afventede sin endelige Dom.

Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse.

Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til Kirkeministeriet.

Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort det.

Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“

Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor Jonasine Amalie boede.

Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende.

Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede Haand.

„Tak! – Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.

Men – men – bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede:

„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden …“

Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.

MOSES

Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i den mørke Tid kastes ud over Landet.

Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.

Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.

Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! – Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.

De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.

Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden – og der spises i Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele Huset – klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før Fantasierne er vel ophidsede.

I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, – og Handlingen i disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og Menneskeædere. – Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier, Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt. Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed følger efter.

Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i Nordgrønland.

En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en lille Fyr – Moses tror jeg, han hed – fat i mine Slædeopstandere og beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før har været.

Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.

Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm til Jakobshavns Isfjord.

Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje, taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig, Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.

„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden, men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“

„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“

Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.

Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa, hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med.

„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“

Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte Haler og lyttende Øren.

Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.

En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie:

„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om …“

Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig.

„Fortæl, Moses!“

„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. – — – Men sig mig bare, synes du ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“

„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?“

„Naa, ja, du har Ret! He – he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine Sælgarn.

„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ siger Moderen.

„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto og kører ud.

Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.

Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig – alt Djævelpak kommer altid fra venstre – og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet ....

Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.

Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq – Bakken ganske nær ved Husene – var Otto igen alene.

„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger Moses mig hviskende.

„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret ham?“ foreslaar jeg.

„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt ad?“ spørger Moses indtrængende.

„Asukiaq!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.

Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre med dem.“

Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.

Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder ....