Kitabı oku: «Under Nordenvindens Svøbe», sayfa 8

ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD

Besuk fortæller.

„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk lige i Nærheden.

Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.

En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende – han havde nemlig lagt sig hos Atarajik – og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet, sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.

Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen. Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem.

Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne; først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres Legemer for at aande dem varme.

Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.

Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.

En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.

Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet hende i Havet!

Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man skulde forstaa ham.

Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til Havet.

De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.

Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød mod Land.

Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende Braadsøer.

Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en god Fanger.

Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.

„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet.

Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end disse.

Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6—700 Pund) havde hun ganske ene trukket op paa Isen.

I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde, morsom at være sammen med, men farlig!

Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist Niarajuak.

Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.

Det var Løgn.

En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt ihjel.

Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.

SAKUA'S DØD

Vi boede dengang paa Fangstplads sammen med min Mands to Brødre, Adam og Christian.

Christian hed dengang Autdârutâ; han var Aandemaner og en hidsig og farlig Mand. Han tog Sakua til Medhustru netop paa den Tid. Sakua var en af dem, der var sluppen levende fra Husbrændingen ved Lindenows-Fjord.

Hun var en rar Pige, og Christian holdt meget af hende; men der herskede dog et underligt Forhold mellem Christian og hende. Til Tider var han stærkt optagen af hende og favoriserede hende paa sin første Kones Bekostning. Til andre Tider forskød han hende og jog hende ud af sit Hus. Han bebrejdede hende navnlig, at hun ingen Børn fødte ham.

Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og styrter ud efter hende.

Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham.

„Hvad vil du?“ spurgte hun.

„Du er en elendig Kvinde, der ikke kan føde din Mand Børn“ raabte Christian, spyttende af Arrigskab. „Du fortjener ikke at leve.“

Og saa fyrede han paa hende.

Skuddet ramte hende i Brystet uden at dræbe hende.

„Hvorfor gør du dette?“ sagde hun, da hun styrtede om.

Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil. Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes Strube, saa at hun endelig døde.

Derpaa flænsede han hende, gennemskar alle Leddene, skilte Hovedet fra Kroppen og kastede det ud i Havet.

Men inden han forlod Liget, udskar han hendes varme Hjerte og spiste det .....

Saa slængte han hende hen paa Jorden, et Stykke fra Fjæren, og lod hende blive liggende der.

Der saa jeg hende, smidt paa Maven ude i Sneen.

Dagen efter forlod vi alle Pladsen paa Fangstrejse.

MORDET PAA KATIAJA

Menneskeblodet havde gjort Christian afsindig; han var ikke rigtig sig selv; det var ikke saa længe efter Mordet paa Sakua, at vi igen kunde mærke, at Christian nu atter havde ondt i Sinde. Han havde talt om, at Katiaja ikke burde leve, hun, som havde myrdet saa mange Mennesker. Og en Dag var det saa, at han gik ind til hende og sagde:

„Gid du en Dag maa faa en smertefuld Død, du, som bilder dig ind, at du alene skal leve!“

Katiaja kom til at skælve over hele Kroppen af Rædsel, for nu vidste hun, at hun skulde dræbes, og at hun kun havde tilbage at vente.

Nogle Dage før et Menneske skal myrdes, plejer man at lade en Ytring falde, som kan lade Ofret forstaa, at det snart skal dø. Dette gør man for at pine sine Fjender med Dødsangst.

Christian havde, allerede kort efter at Katiaja havde sprængt sin Mand og sin Medhustru i Luften, erklæret, at han nok skulde vide at tage Hævn over Kvinden. Vi andre havde saaledes længe vidst, at hun skulde dræbes, men ingen af os havde turdet sige det til hende, saa at hun i Tide kunde flygte til andre Mennesker; thi om nogen sladrer til en, der er udpeget til at dø, maa vedkommende selv dræbes. Saaledes gaar det til, at det er umuligt for en dødsdømt at flygte bort, thi der passes nøje paa.

Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa hende.

Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet.

„Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at leve.

Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste vi, at Katiaja ikke havde langt igen.

Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og sagde:

„Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“

Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem Husene og for sammen ved den mindste Lyd.

Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet skulde øves.

Med eet stod de alle stille ude i Sneen og holdt Aandedrættet tilbage. Christian havde pludselig afbrudt sin Sang, og vi hørte ham raabe; og hans Stemme lød med en saadan Kraft, at man skulde tro, han var den eneste levende paa hele Kysten:

„De siger alle, at hun skal dræbes i Dag .... I Dag skal hun dø!“

Saa gik Christian ud og ladede sin Bøsse; og det saa ud, som om en vældig Vrede var bleven Herre over ham. Han løb hen til Katiaja's Hus og kiggede ind ad Vinduet; men han kunde ikke opdage, hvor hun havde gemt sig. Saa gik han ind i Husgangen, men heller ikke herfra kunde han se hende; hun var krøben sammen i et Hjørne af Briksen. Han vilde ikke gaa ind til hende; det var, som om han med eet var bleven bange for hende. Saa gik min Mand, Emanuel, op paa Huset og gav sig til at rive Taget op; han frembragte en Aabning, og derfra kunde de se, hvor hun sad.

Saa løb Christian hen til Vinduet igen og skreg ind til hende i Ophidselse:

„Du bildte dig ind, at du alene skulde leve; derfor dræbte du andre Mennesker. Hør saa, Katiaja! Nu skal du selv dø! Og gid du maa udaande dit Liv med Smerte!“

Katiaja svarede ikke. Christian førte sin Bøsse til Kinden og fyrede fra Vinduet; Skuddet rev Brysterne op paa hende, men hun gav ikke en Lyd fra sig.

Christian og min Mand styrtede ind i Huset og slæbte den døende Katiaja ud.

Inde i en Krog stod Katiaja's lille Datter; hun var vel en fire Aar gammel. Hun forstod ikke, hvad det var, der gik for sig, og gav sig til at skrige, da hun saa dem slæbe af med Moderen.

Uden for Huset skar Christian Liget op og sønderlemmede det, ganske som han havde gjort ved Sakua. Ogsaa Katiaja's Hjerte spiste han; dette gjorde han for at forebygge, at den dødes Aand skulde hævne sig paa ham. Derpaa tildækkede han Liget med nogle Sten.

Da Katiaja nu var dræbt, gik alle rundt og sagde til Morderen: „Qujanaq! Isumangnaeqingigput!“ (Tak! Tak! Nu er hun ude af vore Tanker.) Dette sagde de for at smigre Christian, for alle var bange for ham.

Man bestemte nu, at den myrdedes Datter ogsaa skulde dø. Ingen gad have hende hos sig, ingen gad føde og klæde hende, ingen brød sig om den forældreløse. Den lille Pige hed Katiarajik, omtrent som Moderen.

En Aften, efter at det var blevet mørkt, tog saa en af Kvinderne Katiarajik ved Haanden og førte hende ud mellem Fjældene et Stykke fra Husene og efterlod hende der, for at hun kunde omkomme af Kulde eller af Sult.

Stakkels lille Katiarajik! Inde i Huset kunde vi høre hende skrige, og hun raabte paa sin Moder. Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i Fjældene i den mørke Nat.

Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.

Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala – hun er nu døbt og bor her ved Handelsstedet – op fra Briksen, greb den lille Pige ved Armen og førte hende ud igen.

Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten og lod hende blive liggende ude i Sneen …

Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned til Vestkysten for at lade sig døbe.“

AVIAJA OG HANS SLÆGT

En Aften efter Mørkets Frembrud var jeg gaaet en Tur til Fjælds sammen med Puarajik, i Daaben kaldet Henrik, en ung Mand paa 19 Aar.

Det havde Dagen igennem blæst en stiv Norden med Dis og Regn, men henimod Aften var Solen kommen frem, og Vinden var løjet af. Det var svært at finde Vej i Mørket, og vi plaskede gentagne Gange ud i Vandpytter, vi ikke kunde se. Det var en dejlig Aften! Et bredt Nordlysbælte skød frem over Baggrundsfjældene og kastede et flakkende Skær ud over det dønende Hav.

„Det er de døde, der spiller Bold“, sagde Henrik om Nordlysene. „Man siger, at de løber omkring deroppe uden Bukser paa ..... Se, hvor de farer af Sted!“

„Aa, man har det saa trygt her mellem de kristne,“ vedblev den nydøbte Henrik, „for her gaar man da ikke i den stadige Uro for at blive myrdet. Jeg var aldrig rigtig sikker paa Østkysten, jeg var jo faderløs. Det var stygt med alle de Mord; naar de først begyndte at myrde, blev de helt afsindige.

Der var engang en Morder, der gav sig til at drikke sit Offers Blod; han spiste Tangplanter dertil. Til sidst lykkedes det ham virkelig at tømme Liget.

Jeg gik altid og var bange for Christian derovre. Ganske vist – det var jo min Fader, som havde oplært ham til Aandemaner; men alligevel – man kunde jo ikke vide …

Nu skal du høre, hvorledes en hel Familie blev udryddet i Løbet af en Vinter:

Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.

Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham behjælpelig.

De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev dækket til med Sten.

Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak, Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville hævne sig .....

Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket.

„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende tilbage; nu havde hun fundet ham ....

Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for at sørge.

Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret og spist.

Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de andre hjalp hende og hendes seks Børn, – nej, det er sandt, det mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen.

Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud.

Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer.

Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i Søen, saa skulde Moderen følge efter.

Det gjorde Drengen og druknede.

Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og kastede sig ud ....

Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie.“

– — – Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu hver paa sin Sten og tier.

En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende paa en Fjældkam. Han har ikke set os og raaber vore Navne.

Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid paa friskfanget Sæl .....

AANDEMANEREN AUTDARUTA

Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst til selv at lære ham at kende.

I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:

„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig.

Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“

Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.

Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig altid usikker.

Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede Blik!

Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....

Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, – hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet ham …

Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage en Rejse sammen med Christian. Rejsen strakte sig over en Maaned, og Christian, som imidlertid havde sluttet sig stærkt til mig, vilde endnu have fulgt mig, hvis han ikke var bleven saa stærkt angreben af Fnat, at han maatte lade sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.

Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik vi talt meget sammen.

Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at slaa en Streg over sin Fortid.

Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:

„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til Spæksyltning for Vinteren.

En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg søgte, men fandt ingen Mennesker.

Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og gik hjem.

Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.

Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.

„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander. Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen. Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med.

En Dag kommer han og siger til mig:

„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok trænge til Hjælp, du lille faderløse.“

Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa kastede den ham op igen og svømmede bort.

Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig, at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større Magt over sine Hjælpeaander.

Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende.

Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led, men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt.

Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi jeg altid var beskyttet.

Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende hen imod mig.

„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens Bugserline.

Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.

Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker; de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem Havet og den faste Jord.

Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til, saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa pludselig kan de forsvinde igen.

Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han min Hjælpeaand.

Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe, aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi jeg forraadte dem ved min Daab.“ – — —

Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten. Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.

Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og illustrerende Maade.

Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen. Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at hoppe paa dine Løgne!“

Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:

DA RAVNENE KUNDE TALE.

Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde tale.

Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente.

Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.

Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.

RAVNEN OG ØMMERTEN.

Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:

Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke hinanden.

Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide Mønstre.

Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen.

Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det hele.

Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.

RAVNEN OG GAASEN.

En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, men Gaasen vilde ikke.

„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“

Men Ravnen var stædig og forelsket.

„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone.

Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:

„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.“

„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan trætte mig!“

Og saa favnede den bare igen.

Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort, bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.

„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj blot meget mere omkring.

Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.

Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:

„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav.“

Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.

„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig.

Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen.

De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.

Hans Kone og en anden Gaas satte sig nu paa Havet og bredte den Vinge, der vendte ud til Sidemanden – venstre for den ene og højre for den anden – ud, saaledes at de dannede en Bro, hvor Ravnen kunde hvile sig.

Der satte Ravnen sig.

Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne – saa gik Vandet den til Hoften – saa til Livet – saa til Halsen – saa til Skægget – —. Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe.

Men Ravnen var for tung: Isen brast, og en Mængde Bobler steg i Vejret, da Ravnen sank.

Og saa fortsatte Enken grædende sin Vej, alene med de øvrige Gæs.

Da Ravnen sank, viste den sig for en stor Angakok, som netop manede Aander, og for ham fortalte den sin Historie.

Den fortalte, at den havde været gift med en Gaas, og at den var druknet paa Vej over det store Hav.

Angakoken fortalte siden Historien til Menneskene, og derfra har vi den.

Det er selvforstaaeligt vanskeligt at gengive eskimoiske Sagn paa Dansk. De Midler, der anvendes i disse for at skabe Virkning og vække Latter, er saa ganske forskellige fra dem, vi ellers er vante til, at man i en Oversættelse let løber Fare for at virke raa just der, hvor der for Eskimoer ligger en Pointe.

Man maa vel erindre, at det, der af de forfinede Kulturmennesker opfattes som stødende Raahed, ingenlunde virker saaledes paa Eskimoen, hvis naturlige Ligefremhed lader ham fuldstændig uforstaaende over for det, vi kalder en Sjofelhed. Man kan tale højt om det, uden at det bliver uanstændigt.

Endelig er Sagnene beregnede paa at skulle høres, ikke læses; og en god Fortæller formaar at lægge saa meget Liv i sin Fremstilling, sin Mimik, at blot det at betragte ham bliver en Nydelse.

Jeg har dog ment i denne Sammenhæng yderligere at burde give nogle af Christians Sagn, valgte i Flæng, baade fordi de bedre end Skildring giver et Indtryk af vor Underholdnings sære Art – paa Kirkeloftet – og fordi de saa drastisk giver Udtryk for Eskimoernes frodige Fantasi.

Saaledes bliver de Drømme, der undfanges i Kulde og Vintermørke, saaledes arbejder Hjærnen deroppe, naar de for en Aften slipper Tanken om Madstrævet for at korte de Nætter, der er for lange til at soves ud …

DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.

Der var engang en Dreng, som hed Qalanganguase; hans Forældre boede ved et stærkt Strømsted. En Dag spiste de Tang og døde deraf. Saa var der kun en Søster til at passe paa Qalanganguase; men det varede ikke længe, før ogsaa hun døde, og saa var der kun fremmede Mennesker til at passe ham.

Qalanganguase var ganske kraftesløs, hans Underkrop var død; og saa en Dag, da Folkene tog ud paa Fangstrejse, blev han ene tilbage i Huset. Han sad ganske alene, da han med eet hører en Lyd. Bange blev han, og med stort Besvær slæbte han sig ud af Huset og gik ind i et andet ved Siden af; og der gemte han sig inde bag Skindtapetet. Her sad han nu gemt, da han atter hørte Støj, og saa traadte der et Genfærd ind.