Kitabı oku: «Ambrosius», sayfa 5

Anden scene

Abigael. Geheimeraadinden.

Geheimeraadinden (kigger ind ad Døren til Venstre). Er den naadige Frøken alene?

Abigael (neier) Til den naadige Frues Befaling.

Geheimeraadinden (ind). Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden …

Abigael. I selv?

Geheimeraadinden. Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i sligt et stateligt Huus?

Abigael. Saamænd, det kunde være artigt nok.

Geheimeraadinden Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet Huusgeraad?

Abigael. Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

Geheimeraadinden Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du bedst?

Abigael. Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.

Geheimeraadinden De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener Saa staaer de Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer kjørende—prægtige Vogne med gallonerede Lakaier—kanske somme med Løbere foran.

Abigael. Med Løbere, siger I?

Geheimeraadinden. Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?

Abigael. Hvilke unge Folk?

Geheimeraadinden. Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis.

Abigael. Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i Tiden.

Geheimeraadinden. Ikke saa langt, haaber jeg … vel?

Abigael. Ja, hvem kan vide?

Geheimeraadinden. Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

Abigael. Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.

Geheimeraadinden. Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.

Abigael. Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

Geheimeraadinden. Kjærlighed gi'er Kræfter og gjør Alting let.

Abigael. Ja … Kjærlighed. Geheimeraadinden. Tvivler du om, at han bærer Kjærlighed til dig.

Abigael. Han?… Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.

Geheimeraadinden, Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, naar det skal være.

Abigael. Tilvæds!… Nei, jeg har slaaet nok tilvæds … kanske for meget.

Geheimeraadinden. Hvad mener du?

Abigael. Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

Geheimeraadinden. Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i denne Sag. Din Fader har bestemt … hvis det ellers er dig til Villie, at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.

Abigael. Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.

Geheimeraadinden. Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.

Abigael (smilende). Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.

Geheimeraadinden. Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu frygter han….

Abigael. For hvad?

Geheimeraadinden. For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet ud.

Abigael. Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som siden.

Geheimeraadinden. Altsaa samtykker du?

Abigael. Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert Øieblik.

Geheimeraadinden (afsides). Skriveren! (høit) Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.

Abigael. Nu vel da … som I vil; for mig gjerne.

Geheimeraadinden Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie.—Og hør, à propos om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første Syngemestere … ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.

Abigael. I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.

Geheimeraadinden. Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose klæder dig smukt!

Abigael. Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand Natten over.

Geheimeraadinden. Du skulde sige ham det idag—Skriveren mener jeg—at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham vide, hvorfor … det er ikke engang convenabelt.

Abigael. Hvorfor … nei, det behøves ikke.

Geheimeraadinden. Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus—din Claus—med den lykkelige Tidende. Det banker … det er formodentlig Skriveren. Adieu, ma chère! Au revoir!

(Hun gaaer ud til Venstre)

Tredie scene

Abigael. Ambrosius.

Abigael. Kom ind!

Ambrosius (fra Baggrunden). Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.

Abigael. Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.

Ambrosius. Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?

Abigael. Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til Fødselsdagsgave.

Ambrosius. Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?

Abigael. Nei, heller ikke i Morgen.

Ambrosius. Men i Overmorgen?

Abigael. Nei, ikke for det første … ikke før Fødselsdagen er omme.

Ambrosius. Ikke før!

Abigael. Der jo kun tre Dage til.

Ambrosius. Tre Dage, det er jo en Evighed.

Abigael (smilende). Det er allenfals en af de smaa.

Ambrosius. I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen meer.

Abigael. Paa den tredie Dag … paa min Faders Fødselsdag! Det var en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

Ambrosius. Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu … men Sommertiden er da forbi.—Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde … om det skeer nogentid.

Abigael. Om det skeer … hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

Ambrosius. Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at Rosenknoppen—den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske bleg og vissen, saa … ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee.

Abigael. Jeg leer ikke.

Ambrosius. Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

Abigael. Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort?

Ambrosius. Nei.

Abigael. Hvad gjorde I da med den?

Ambrosius. Jeg …

Abigael. Naa?

Ambrosius. Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den.

Abigael. En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.

Ambrosius. Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv.

Abigael. Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers?

Ambrosius. Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

Abigael. Voxer de op—ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den "flød Jer i Pennen", som I kalder det?

Ambrosius. Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og … ja, saa gik det med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede … og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

Abigael. Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, som gav Jer Ilosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.

Ambrosius. Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

(Han tager et Papir op af Lommen og læser følgende Digt:)

 
"Du deilig Rosenknop,
Lad mig dig ret betragte
Og paa den Skønhed agte,
Som meer end Konst og Pragt
Er i dit Bæger lagt."
 
 
"Du deilig Rosenknop,
Hvis Blade gjer saa mange
Smaa Labyrinters Gange
Og dufte Luften op,
Du deilig Rosenknop!"
 
 
"Du deilig Rosenknop!
Igaar sad du med Glæde
Smukt paa dit Tornesæde;
Men du blev brudt, og see,
Idag du visnede."
 
 
"Du deilig Rosenknop,
Din friske Farve svinder,
Dit matte Rødt mig minder,
At Herlighed forgaaer
Og Skønhed Ende faaer."
 
 
"Du deilig Rosenknop,
Naturens Mesterstykke!
Ak, hvor er nu dit Smykke?
Igaar Du blomstrede,
Idag du visnede!"
 

Abigael. Vil I skjænke mig den Opskrift?

Ambrosius. Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee bleven kjønnere.

Abigael. Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.

Ambrosius. Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok for Jer, naadige Frøken!

Abigael. Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.

Ambrosius (rækker hende Digtet). Her er den … men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord?

Abigael. Vist ikke … Farvel!

Ambrosius. For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders Vrede.

Abigael. Jeg er ikke vred, siger jeg … hvad skulde jeg vredes for?

Ambrosius. Er I da bedrøvet?

Abigael. Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.

Ambrosius. Og det var Visen … min Vise, som voldte dette?

Abigael. Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og Indbildning Altsammen.

Ambrosius. Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor denne—om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!

Abigael (med tilkæmpet Ro). Agt paa, hvad I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.

Ambrosius. I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig … tilgiv min Dristighed … jeg glemte reent mig selv … jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig?

Abigael. Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel … til vi sees igjen.

Ambrosius. Naar de trende Dage er forbi?

Abigael. Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I forhen sagde.

Ambrosius (med Liv). Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke længer, at de visner!

Abigael. Farvel!

(Hun rækker ham Haanden, som han kysser; i det Samme kommer Junker Claus ind fra Baggrunden).

Fjerde scene

Abigael. Junker Claus.

Claus. Ah, mille pardons, hvis jeg kommer til Uleilighed! En tête á tête…?

Abigael. Som nu er forbi.

(Ambrosius ud i Baggrunden).

Claus (afsides). Igjen denne Skriver! (høit). Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i….

Abigael. At gjøre min Fader til Villie … ja, jeg har samtykket.

Claus. Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i Eders Tanker … ikke?

Abigael (adspredt). Hvorledes…? Jo, jo vist. Claus (afsides). Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, (høit) Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.

Abigael (som før). Allerede?

Claus. Allerede!… Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en Spørgen og en Hvisken … aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine…?

Abigael (som før). Hvem mener I?

Claus. Hvem jeg mener? (afsides.) Det er da ganske mærkværdigt, saa distrait hun er. (høit.) Jeg mener naturligvis Jer selv, elskværdigste Abigael.

Abigael (opvaagnende). Mig?… Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.

Claus. Nei, I er en Smule distrait idag … og lidt bevæget, troer jeg. Mon dieu, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?

Abigael. Tanker er toldfrie, Junker Claus!… Forlad mig, at jeg nu maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved Middagsbordet.

(Hun neier og gaaer ud til Venstre).

Claus (alene). Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret?… Aa, det er umuligt! og desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto mindre … den Skriverdreng er mig ubehagelig … han generer mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i … Sapristi! Il faut le mettre à la porte, ce monsieur! Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det an.

Femte scene

Junker Claus. Jørgen (fra Baggrunden).

Claus. Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget à propos.

Jørgen. Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?

Claus. Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden har talt med dig igaar?

Jørgen. Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.

Claus. Men igaar talte hun med dig om ham … Skriveren her paa Gaarden.

Jørgen. Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.

Claus. Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske au fait med Situationen.

Jørgen. Hvad er Hr. Kammerjunkeren?

Claus. Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!

Jørgen. Hr. Kammerjunker?

Claus. Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.

Jørgen. Skriverkarlen?

Claus. Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind allevegne og … og … kort sagt, han generer mig.

Jørgen. Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. Men … hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo svært i Kridthuset hos Baronen … og hos den naadige Frøken ogsaa.

Claus. Det er netop det, jeg ikke finder passende.

Jørgen. Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.

Claus. Ganske vist, men … det vilde afficere hende. Hun har naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk. aldeles væk!

Jørgen. Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i Sadlen, Hr. Kammerjunker!

Claus. Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en eller anden Maade faae ham….

Jørgen. Til at tabe Stigbøilerne! Jo … jeg har jo nok tænkt paa det.

Claus. Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed … ikke strax, men naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?

Jørgen. Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa Porten.

Claus. En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare længe.

Jørgen. Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og Skriveren ta'er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund … især naar han har Noget i Ho'edet.

Claus. Drikker han?

Jørgen. Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en Flaske god Viin eller to … og han taaler ikke Meget.

Claus. Naa, og saa mener du…?

Jørgen. Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen … og der pleier ikke at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink …

Claus. Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit Kammer og sover Rusen ud.

Jørgen. Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med Sang og Spil?

Claus. Oho! Jeg begynder at forstaae dig. Très bien, det er meget godt udtænkt … meget godt! Men … dersom Baronen nu ikke sender Bud efter ham?

Jørgen. Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!

Claus. Hvor kan du vide det saa sikkert?

Jørgen. Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.

Claus. Ah, du mener, at jeg….

Jørgen. Og den naadige Frue….

Claus. Vi skulde foreslaae Baronen det?

Jørgen. Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt Lune … og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.

Claus. Og saa troer du, at Skriveren….

Jørgen. Kunde forløbe sig … jo, det tænker jeg nok, naar der bliver pirret lidt ved ham.

Claus. Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger du for….

Jørgen. At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr. Kammerjunkeren forlade sig paa.

Claus. Det Andet skal jeg nok besørge.

Jørgen. Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme ud før Tiden.

Claus. Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er Diplomat. Naar man har været sex Maaneder Secrétaire intime hos Hs. Majestæts Envoyé i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire delicat. Seer du … nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg … jeg gaaer ud ad den … forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.

Jørgen. Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.

(De gaae hver ud ad sin Dør.)

Skuepladsen forandres til:

Ambrosius's Kammer. Dør ved Siden og i Baggrunden. Simple Meubler.