Kitabı oku: «Ambrosius», sayfa 7

Anden scene

De Forrige. Peder Rasmussen. Ambrosius. (Strax efter) Niels Bruus og Jørgen (fra Baggrunden).

Peder (træder frem paa Gulvet, bukker for Baronen og Frøkenen og begynder strax) Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder….

Ambrosius (der ligeledes er traadt ind). Hr. Baronen har befalet, jeg skulde komme hid og tage Luthen med … her er vi begge to! Men sandt at sige …

Peder. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder….

Ambrosius (halv høit). Vent lidt, Peer Rasmussen! Jeg har et Ord paa Munden endnu.

Peder (ligeledes). Du kan vel gi'e Tid og lade mig tale først, din Kylling!

Baronen. Hvad nu? Hvad er det, I mumler om?

Ambrosius (leende.) Aa, det er kuns Peer Degn, som mener, at Hanen bør gale før Kyllingen.

Baronen. Bi lidt, Peer, saa kommer Touren strax til ham.

Captainen. Halt ein mit der Chargirung! Haltet ein! ha, ha!

Baronen. Naa, hvad vilde han saa sige, Ambrosius?

Ambrosius. Jeg vilde sige …ja, hvad var det nu, jeg vilde sige? Mit Hoved er noget fortumlet…. Jeg vilde bede Baronen undskylde mig … jeg er ikke ret oplagt til at synge idag.

Baronen. Hvad for Noget! Er han ikke oplagt til at synge paa min Fødselsdag, naar jeg har bestilt ham hid for det Samme?

Ambrosius. Her er saa mange Fremmede tilstede, naadige Herre, og som sagt….

Abigael (sagte til Ambrosius). Gjør ikke min Fader vred, Ambrosius! I kan jo tænke Jer, at I synger for mig alene.

Ambrosius (sagte). For Jer? Ja, for Jer skal jeg synge!

Baronen. Naa da, hvad bliver det saa til?

Claus. Virtuosen gjør sig kostbar, troer jeg.

Peder. Tillader Naadigherren kanske, at jeg imidlertid…?

Baronen. Hold sin Mund og vendt til siden, har jeg sagt; … Naa, Ambrosius, nu rask! Han kan jo i Nødsfald lave en Vise paa staaende Fod, det har han jo før viist Prøver paa.

Ambrosius. Strax, naadige Herre! Jeg tænker just derpaa.

Claus (sagte til Jørgen). Jeg er bange, han ikke har faaet Nok, Jørgen!

Jørgen (sagte). Giv kuns Tid, Hr. Kammerjunker! det kommer pø om pø. Men det kan jo, aldrig skade, at han faaer et Glas endnu. (høit.) Tillader Naadigherren at jeg skjænker for Skriveren og Ridefogden?

Baronen. Ja vel, drik sig først et Glas Viin, Ambrosius, saa kommer Geisten nok over ham.

Ambrosius. Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord!

Baronen. Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende!

Ambrosius (synger, paa en saadan Maade, at man mærker, det er Improvisation).

 
Jeg synge skal en Vise,
Velan, jeg er bered;
Det Bedste vil jeg prise,
Som jeg i Verden veed:
Musikens muntre Lyst
Og Druesaftens Trøst,
Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
 
 
Den gyldne Viin mig kvæger
Og gjør mig glad og fri;
Men har jeg tømt mit Bæger,
Saa er den Fryd forbi.
Musik og lystig Sang
Fornøier mangen Gang,
Men Glæden svinder hastig alt med den sidste Klang.
 
 
Nei, meer end lifligst Drue
Og deiligste Musik,
Jeg priser Elskovs Lue,
Som til mit Hjerte gik.
Den af et Ord blev fød
Og flammed op til Glød,
Men slukkes kan den aldrig, den brænder til min Død!
 

Peder (afsides). Lirum larum, Katten gjør Æg.

Baronen. Seer han, det gik, Ambrosius! Den Vise var nok efter Fruentimrenes Smag, de holder af den søde Confect. Om lidt maa han gi'e os en anden, nu er det Peer Rasmussens Tour. Skjænk i for Skriveren, Jørgen! (det skeer).

Peder. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder …

Ambrosius (afbrydende). Skaal, naadige Herre! Jeg tømmer Glasset paa Eders Velgaaende! Det er en deilig Viin! Den baade heder og svaler paa engang … ligesom Kjærligheden. Giv mig et Glas endnu, Jørgen! (det skeer.) For nu vil jeg, med Hr. Baronens Tilladelse, drikke en Skaal for hende, jeg har kjær, hvad enten hun er fjærn eller nær!… Gid Roser og Lilier maa blomstre paa hendes Vei, hvad enten hun er mig fattig Svend god eller ei!…

Baronen, Jeg troer, min Salighed, Vinen gaaer ham til Ho'edet, Captain!

Captainen. Ja wahrhaftig, Hr. Baron! Det kommer deraf, han hører ikke til Familien, saaledes som jeg, ha, ha, ha!

Ambrosius. Hvad enten hendes Herkomst er høi eller lav, elske hende vil jeg, til jeg ligger i min Grav! (han drikker.)

Captainen. Han mener nok snarere, til han ligger under Bordet, ha, ha, ha!

Abigael (sagte til Ambrosius). Ti stille, Ambrosius! I er jo ikke Jer selv mægtig.

Ambrosius (halv høit). Hvad siger I?… Nei, I har Ret, jeg er ikke mig selv mægtig.

Abigael (som før). Jeg vil tale med Jer. Kom ned i Haven om lidt, længst ude, ved det gamle Egetræ, hvor vi første Gang saaes, der træffer I mig. Har I forstaaet det?

Ambrosius (som før). Ja.

Abigael (som før). Og drik saa ikke Meer … hører I!… For min Skyld!

Ambrosius (som før). For Eders Skyld!

Geheimeraadinden (sagte til Junker Claus). Saae du, hvor Abigael hviskede til Skriveren, Claus? Det var sagtens Tak for Visen; thi at den var møntet paa hende, var da tydelig nok. Det er paa Tiden, at dette faaer en Ende.

(Under denne Replik er Abigael gaaet ud af Døren til Venstre.)

Peder. Den Glædens Sol paany op over Jorden rinder….

Geheimeraadinden. Forlad, at jeg afbryder; men mener Baronen ikke, det var rettest at gjemme Degnens Oration til siden? Det gaaer allerede ud paa Eftermiddagen, og Ceremonien burde vel ikke skydes for længe ud.

Peder (halv høit til Niels Bruus). See saa, nu bliver jeg sat til Krogs igjen! Jeg kommer aldrig til at tale.

Captainen. Ceremonien?… Har Hr. Baron arrangeret en Feierlichkeit?

Baronen. Hendes Naade mener min Datters Trolovelse med Kammerjunkeren, som skal gaae for sig idag.

Ambrosius (afsides). Trolovelse!… Idag!

Captainen. Ah, jeg gratulerer ærbødigst, Hr. Baron feirer also en dobbelt Fest.

Gjæster. Gratulerer ærbødigst! Ønsker underdanigst til Lykke!

Baronen (til Geheimeraadinden). En liden Stund kan det vel vente endnu, Eders Naade! Magister Søren er nok desuden ikke ret færdig med sin Middagslur … ha, ha, ha!

Magisteren (farer op). Hr. Baronen behagede at henvende Ordet til mig? Jeg sad just og memorerede en liden Tale, jeg—om Gud vil—har tænkt at holde til det unge Par.

Baronen, Ja vist gjorde I!… Naa, memoreer I kun videre; jeg skal nok vare Jer ad, naar Tiden er der.

Ambrosius (afsides). Hørte jeg ogsaa ret? Det suser for mine Øren som rygende Blæst. Var der ikke Nogen, der sagde, hun skulde troloves idag?

Jørgen (sagte til Junker Claus). Faa ham nu til at synge, Hr. Kammerjunker! Nu troer jeg, han har Høiden. (til Ambrosius, høit.) Et lille Glas endnu, Ambrosius?

Ambrosius. Et Glas!… Ja, skjænk i!… Nei, jeg drikker ikke Meer! (Han drager Haanden til sig, men beholder mekanisk Glasset.)

Claus. Mig synes ogsaa, at Degnens Oration burde slutte den hele Festivitet, da det dog først og fremmest er Svigerfaders Fødselsdag, vi høitideligholde.

Baronen. Naa ja, lad gaae! Degnens Gratulation pleier desuden at vare en stiv halv Time eller meer, saa det er kanskee raadeligst, den venter til siden, (til Peder Rasmussen.) Hans Anretning bliver vel ikke kold, Peer? Han maa fyre godt under Gryden imens. Skjænk i for ham, Jørgen!… Men saa maa vi have en Vise til, Ambrosius! (til Captainen.) Pas paa, den bliver lystig, kan I troe!

Peder (halv høit til Jørgen, som skjænker for ham). Den Grønskolling! Nu skal han igjen have Fortrinnet. Jeg springer i Flint, gjør jeg!

Jørgen (halv høit). Vær rolig, Peer! Den, som ager med Stude, kommer og frem.—Hørte I ikke, hvad Skriveren og Frøkenen talte om for lidt siden? De stod jo her næst ved Jer.

Peder (som før). Hvad skulde jeg høre efter den Pludder for! Jeg er saa gal i Hovedet, at….

Jørgen (som før, til Niels Bruus). Hørte du heller ikke Noget, Niels?

Niels (halv høit). Jo, mig syntes Frøkenen snakkede noget om at gaae i Haven, og om det gamle Egetræ … men jeg regarderede ikke videre derpaa. Det hørte jeg da, hun sagde, at Skriverdrengen maatte ikke drikke Meer … Han har nok ogsaa faaet det, han kan nøies med idag.

Jørgen (afsides). I Haven … ved det gamle Egetræ (seer sig om). Og Frøkenen har absenteret sig … nu skal vi see Løier!

Baronen. Naa, Ambrosius, hvad bliver der saa af? Synger han eller synger han ikke? Nu maa han vel sagtens være oplagt?

Ambrosius. Nu … ja nu er jeg oplagt! Nu skal I faae en Vise, naadige Herre … nei, en Historie … nei, det er dog en Vise … om Ungersvenden, som blev elleskudt.

Captainen. Elleskudt? Hvad mener han dermed? Ah … Hexenschuss … jeg kjender det … i Ryggen.

Ambrosius. Nei, i Hjertet var det … han har selv fortalt mig det, skal I vide.

Baronen. Hvad for Noget! Har han selv fortalt…? Pas paa, nu løber det rundt for ham, ha, ha, ha!

Alle. Ha, ha, ha!

Ambrosius. Giv nu Agt! (synger:)

 
Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,
Mine Øien de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
Som gjerne vilde med mig tale.
Siden jeg hende først saae.
 

(taler.) Der var egentlig kuns een, for den anden var en Terne. Men den Ene … det var Elle-kongens Datter … Hun var den deiligste Kvinde paa Jord! Hendes Øine var som den blaae Sø, og hendes Haar skinnede som Solstraaler … og saa havde hun en Røst, naar hun kvad … saa faur over alle Kvinder, (synger:)

 
Striden Strøm, den stiltes derved,
Som førre var vant at rinde;
Alle smaa Fiske, i Floden svam,
De legte med deres Finne.
 

Claus. Det var meget musikalske Fiske! Hvad mon det har været for en Sort … Karudser eller Aborrer? Ha, ha, ha!

Ambrosius. I skal ikke lee endnu, Hr. Kammerjunker! Det bliver morsommere siden … For saa reiste Høien sig paa røde Pæle, og der blev skinnende lyst derinde … der var Trolovelse, skal jeg sige Jer.

Baronen. Var der Trolovelse? Det var som Djævlen! Ha, ha, ha!

Alle. Ha, ha, ha!

Ambrosius. Ja vist var der. Ellepigen skulde jo holde Jaord med sin Brudgom; (sagtere.) men hun elskede ham ikke … veed I, hvorfor? For han var egentlig en Frø…. Alle. Ha, ha, ha!

Ambrosius. Han havde koldt Blod og store, dumme Fiskeøine. Nei, (halv sagte.) det var Ungersvenden, hun elskede. Men det vidste de Andre Intet af. (høit.) Den gamle Ellekonge sad midt for Bordet og drak … og Præsten ogsaa … det var en tyk, sort Skrubtudse, men det kunde Ingen af dem see, ha, ha!

Alle. Ha, ha, ha!

Ambrosius (synger:)

 
De dandsed ud, de dandsed ind
Alt i den Elvefærd;
Alt sad fauren Ungersvend
Og støtted sig til sit Sværd.
 

(taler.) Alting dandsede omkring ham … Træer og Buske og Stene … og tilsidst dandsede hans Tanker med … det løb Altsammen rundt. Og saa vilde de endda, at han skulde drikke … var det ikke en skammelig Synd af dem? De rakte ham Kalken af Guld saa rød, den var fyldt til Randen med liflig Mjød … men Ellepigen hviskede til ham: "Drik ikke Meer … for min Skyld!" … (sagtere.) Der var Ingen, som hørte det … (høit.) Men saa slængte han Kalken ud af sin Haand (han slaaer Glasset i Gulvet, saa det knuses), og Saa galede Hanen i det Samme…!

Baronen. Halløi! Nu bliver han mig lovlig lystig, Ambrosins! Det er nok det Retteste, han faaer sig en Mundfuld frisk Luft. Han kan gaae sig en Tour i Haven, saa kommer han vel til sig selv.

Ambrosius. I Haven … ja, i Haven var det … nu mindes jeg det!

Baronen. Følg med ham, Niels Bruus, og lad ham holde Hovedet under Vandspringet, til Rusen er gaaet over.

(Ambrosius ud i Baggrunden, fulgt af Niels Bruus.)

Claus (sagte til Jørgen). Men nu slap han jo fra os!

Jørgen (sagte.) Bi kun, Hr. Kammerjunker! Der kan endnu komme en Slæde i Veien.

Baronen. Det var dog en allerhelvedes Sludder, han opvartede med, den syndige Skriverkarl. Han har dog ellers en taalelig god Forstand; men naar Øllet gaaer ind, gaaer Viddet ud, som man siger. Der var jo ikke sund Sands i Alt, hvad han sagde.

Captainen. Lutter Kauderwelsch Alt tilsammen!

Magisteren. Bespottelig og uchristelig Overtro, som stammer fra Djævlen, der er Løgnens Fader.

Geheimeraadinden. Kan hænde, der dog var nogen Mening i hans Tale, Hr. Baron!

Baronen. Mening! Hvad Fanden skulde det være for Mening? Undskyld, at jeg bander, Eders Naade! Karlen var drukken, det var det Hele.

Geheimeraadinden. Men drukken Mund taler af Hjertens Grund.

Baronen. Kan være. Saa maa det see forbandet broget ud i hans Hjerte. Men lad nu den Fugl flyve, nu har vi Andet at tænke paa.—I er vel færdig med at memorere Talen, Magister Søren? For ret nu skal Comedien gaae an.

Magisteren. Saasnart Hr. Baronen behager at befale, er jeg rede til at forrette mit Embedes Pligt og ved Trolovelse sammenknytte disse tvende haabefulde Skud af ædel Stamme, som i Forveien have forbundet deres Hjerter i Kjærlighedens Pagt.

Baronen. Hvor er nu Abigael henne?

Geheimeraadinden. Kald paa Frøkenen, Bodil!

Bodil (som har været beskæftiget ved Kaffebordet). Frøkenen er gaaet ud for en Stund siden.

Baronen. Er hun nu gaaet ud? Men for den slemme Syge, hvor er hun gaaet hen da?

Bodil. Jeg tror, den naadige Frøken gik ned i Haven.

Baronen. Hvad Pokker er det nu for Optøier! (til Bodil.) Saa gaa ud og led hende op; siig, hun skal flux komme hid!

(Bodil ud i Baggrunden.)

Geheimeraadinden. Det er unægtelig en curieus Idee af den kjære Abigael at gaae herfra netop i dette Øieblik.

Claus. Ja ikke sandt, meget curieus; for at spadsere alene i Haven.

Jørgen (sagte til Junker Claus.) Kanskee Frøkenen har Selskab, Hr. Kammerjunker.

Claus (ligeledes.) Selskab … hvad vil du sige med det.

Tredie scene

De Forrige. Niels Bruus (ind fra Baggrunden.)

Baronen. Naa, der har vi Niels Bruus tilbage. Fik han saa Skriverens Hoved sat i Lave igjen, Niels?

Niels. Nei, jeg var undskyldt, naadige Herre! eftersom han løb fra mig.

Baronen. Løb han fra dig?

Niels. Ja, han smed Hatten og Fiolen paa Trappen og satte i fuld Fiirspring ned igjennem Haven, og saa tænkte jeg, det var bedst at lade ham rende Rusen af sig.

Jørgen (til Junker Claus, sagte). Forstaaer Hr. Kammerjunkeren nu, hvad jeg meente?

Claus (afsides). Sacré nom! (høit.) Kjære Svigerpapa maa excusere mig, men det foruroliger mig noget, at denne berusede Person befinder sig i Haven paa samme Tid som Abigael … jeg vil hellere selv gaae hende imøde, for at der ikke skal passere noget Ubehageligt.

Baronen Ei, hvad Pokker skulde der passere? Skriveren er da ingen Stratenrøver, veed jeg … men for mig gjerne.—Vi kan jo Alle gaae hende imøde, saa er hun da sikker nok. Der kan jo saa alligevel ikke foretages Noget, før hun kommer igjen, den Landløberske! Behager Eders Naade?

Geheimeraadinden. Med Fornøielse.

Baronen (til Magisteren). Gak I ind i Bibliotheksstuen saalænge, Magister Søren! I holder jo ikke af at movere Jer efter Bordet, sagde I før. Kanskee er der Nogen, som har Lyst at gjøre Jer Selskab.

(Baronen, Geheimeraadinden, Captainen o. fl ud i Baggrunden. Magister Søren og nogle Gjæster ud til Høire.)

Jørgen (til Junker Claus, halv høit). Hr. Kammerjunker! … Maa jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad?

Claus (ligeledes). Eh bien! Men skynd dig lidt, jeg staaer som paa Naale.

Jørgen (som før). Hr. Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken.

Claus (som før). Hvorfor troer du det?

Jørgen (som før) Jo, det har jeg saadan mine Aarsager til.

Claus. A la bonne heure! Saa gaaer vi den Vei.

(Han gaaer ud i Baggrunden).

Jørgen. Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der blev Noget at udrette for os.—I skulde gaae lidt ned i Borgstuen imens, Peer Rasmussen! Kanske nogen af Pigerne kunde ha'e Lyst til at see "den Glædens Sol paany op over Jorden rinde"; saa fik I dog altid Anvendelse for Jeres Gratulationsvers.

(De gaae alle tre ud i Baggrunden.)

Skuepladsen forandres til:

(Haven fra første Akt. Eftermiddagsbelysning, der efterhaanden gaaer over til Solnedgang.)

Fjerde scene

Abigael (siddende paa Bænken. Strax efter) Ambrosius.

Ambrosius (kommer hurtig ind, uden Hat, med Haar og Halstørklæde i Uorden). Her har I mig, Frøken, Ellepige, Abigael! Gjør med mig, hvad I vil! (Han kaster sig halv knælende over Enden af Bænken.)

Abigael (springer op). Men er I da reent fra Samling, Ambrosius? Reis Jer op og vær rolig; jeg vil tale med Jer—hører I?

Ambrosius (reiser sig). Bi lidt … der lyder saa mange Stemmer for mine Øren … saa, nu tier de … nu hører jeg kun Klangen af Eders Røst.

Abigael. Vel, saa tag Jer sammen, at I kan forstaae, hvad jeg siger Jer.

Ambrosius. Jeg forstaaer det, naadige Frøken! Jeg veed, hvad I vil sige … der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves idag … ikke sandt?

Abigael. Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders Lykke….

Ambrosius. Til min Lykke!

Abigael. Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden. Det Tilbud maa I tage imod og reise herfra strax … endnu iaften. Jeg skal afgjøre Alt med min Fader. Naa, hvorfor svarer I ikke?

Ambrosius. Reise … det nytter Intet, naadige Frøken!

Abigael. Hvorfor ikke?

Ambrosius. Det er for seent … og det er ogsaa for silde.

Abigael. For seent og for silde … hvad mener I?

Ambrosius. Det er for seent, thi jeg har alt forkastet det Tilbud, og det gjøres mig ikke længer. Og det er for silde, for …

Abigael. Nu?

Ambrosius. For om jeg saa reiste tusinde Mile herfra, saa kunde jeg dog ikke glemme Jer mere.

Abigael (efter et kort Ophold). Det behøver I jo ikke heller.

Ambrosius. Hvorfor vil I da have, jeg skal reise?

Abigael. Fordi jeg vil Eder vel.

Ambrosius. Vil I mig vel, saa lad mig blive, hvor I er. Jeg forlanger jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med?

Abigael (med mild Bestemthed.) I maa ikke tale saaledes til mig, Ambrosius! I glemmer, hvem I er og hvem jeg er. I er min Faders Skriver, og jeg er hans Datter.

Ambrosius. Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid? Og dog har I været mild og venlig imod mig hver eneste Dag. Hvorfor talte I da til mig, og smilte til mig, og skjænkede mig Blomster … skal vi da heller aldrig mere sanke Blomster med hinanden?

Abigael. Nei, aldrig meer.

Ambrosius. Saa gik det dog, som jeg sagde engang, at de visnede paa den tredie Dag. Men hvad bryder I Jer om det? For Eder er der sagtens ingen Blomster visnet.

Abigael. Det kan I ikke vide … og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, I vil ikke reise herfra?

Ambrosius. Nei … med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog ikke … vel? Abigael. Jage Jer bort … det har jeg ingen Ret til, (sagtere.) jeg mindre end nogen,

Ambrosius. Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil … mindes I, det var her, jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger! Hvor den Tid er løben fort! Det er jo som det var et Øieblik … men med en Evighed i sig. Ja, lystigere var jeg vel den Gang, men gladere … nei, jeg vidste slet ikke, hvad Glæde var.

Abigael (betragter ham bevæget.) Veed I det da nu?

Ambrosius. Ja nu!… Nei, see ikke saaledes paa mig, saa forvirres mine Tanker igjen … saa ligner I atter Ellepigen, hende, som klapped Svenden ved hviden Kind og hviskede ham i Øre. I er jo dog ingen Ellepige? Svar mig, Abigael! Ræk mig Eders Haand, at jeg kan kjende, om Pulsen banker, og om I har varmt Blod i Aarerne!

Abigael. Min Haand … ja til Farvel! (Hun rækker ham Haanden.)

Ambrosius. Den er varm … ligesom min … o, saa kan I ogsaa føle, hvor jeg elsker Jer! (Han knæler og bedækker hendes Haand med Kys.)

Abigael (lægger bevæget den anden Haand paa hans Hoved.) Stakkels Ambrosius! (De blive et Øieblik i denne Stilling, derpaa udraaber hun, idet hun søger at drage Haanden tilsig:) Der kommer Nogen! For Guds Skyld, slip mig!… Det er for silde, de har seet os!… Nu vel, saa faaer I tage Følgerne!