Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 11

KAPITEL XXXI

Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange – det vil sige det af det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved at naa sine foreløbige Ønskers Maal.

Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction – "men de smøler jo altid oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere, som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde i Uniform. – "Den Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.

Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr – om Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet paa ubestemt Tid – og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet, besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i Vandet.

Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".

Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. – "Gudbevares, han møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge, og det er store Ting!"

Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest, som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere Tid kunde leve paa Gevinsten – og leve flot.

Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig, glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille Smule betænkelig – navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.

Allerede det at blive bedt ud til Aften, og ikke til Middag, var saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter – ogsaa Damerne; det sved græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun kunde ikke ryge.

Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne, hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.

Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, han blev ærgerlig, og hun blev bedrøvet.

Man sang og spillede – Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af Tilhørerne.

– "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik," sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt, gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet, dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, – alle undtagen hun – aabenbart havde moret sig storartet.

Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før forefaldet i hendes Praxis.

KAPITEL XXXII

I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.

I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog ordnet, og den store Dag oprandt.

Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele storartet.

Efter Vielsen Middag i Hjemmet – Madam Siegler omtalte senere altid med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen paa Skydebanen.

Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa – men han havde faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at holde Tale.

Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af – han, Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform – han var da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper, Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer – Du kunde bruges til at ride Fastelavn ind, hvor det skulde være!"

Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.

Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen ind til daværende Grosserer Lange – Grossereren nød Ordet "daværende" – og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante – ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige: han havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose – et Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!

Lidt efter Middagen brød Brudeparret op – de skulde reise sydpaa med Ottetoget.

Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver, saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:

"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er tom, bides Hestene, Børn – ja, de gjør saamænd! Men det kommer jeg nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"

Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og sagde til Ragna:

"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder – men det har f. Ex. jeg! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er ham, og ikke f. Ex. mig, De iaften reiser ud i den vide Verden med – Levvel!"

Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:

"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"

Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:

"Hvor kan jeg tænke paa det! Jeg er kun opfyldt af, at det er med Dig, jeg reiser!"

KAPITEL XXXIII

– Holst savnede Duborg umaadeligt.

Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.

– "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed – De faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, jeg faaer et Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en Blanding af Deres og min Smag!"

Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og glade var de for hinanden.

Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner. Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.

En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.

"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder," forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig – nei, hvad man har lovet, det skal man holde – saa vidt muligt da! Men der kom forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest – han troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser – og han var i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god – det er Baandløb, og Fjedrene er stærke – saa kjøbte jeg den – jeg kan jo altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene lidt paa den!"

Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og der blev den hængende.

KAPITEL XXXIV

En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom – han maatte endelig komme strax, blev der sagt.

Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu endelig var kommet til Byen. – Det var rigtignok ikke som før, sagde hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller og Router – men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end Thevand og smaa Tvebakker – Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret," fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og altid høihalsede – det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan vel gaa lige op, tænker jeg. – Men et deiligt Herskab er det!"

Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad hun vilde.

Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet – Fanny i "Conservatoriet" – og Balletten skulde gaa første Gang paa Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin egen Marie.

Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien, og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:

"Maa jeg have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"

"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket. "Det var rigtignok pænt af Dem – men De gaaer da selv med?"

"Aa, jeg veed ikke – "

"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere Dem!" sagde Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om, at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa omsider Lov at gaa.

Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien – der tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.

Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede, hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.

Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa med – de satte Begge megen Pris paa Balletten.

"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele den nyere Literatur!"

Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". – "Der er festivitas over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem til Skjønhed en Gang imellem. – Jeg glæder mig til paa Onsdag!"

KAPITEL XXXV

Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.

Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og gule Handsker – dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons Kirke med.

Fru Lund var sortklædt som altid – hun kunde, for den Sags Skyld, gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være – pibet og strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.

Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad der, at hun, Mille Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede Hovederne om efter Fru Lund.

Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af Selskabet – man fandt det langtrukkent og higede kun efter "Conservatoriet".

Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act, udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit, at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund tørrede bevæget Øinene.

Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af hele tre Kavalerer – det var ikke det mindst storartede ved den uforglemmelige Aften!

– "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.

Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.

"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her – jeg har ikke Influenza!"

Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke det Forslag vandt Holsts Bifald.

"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries Debut skal feires med Vin, for sød var hun! – Vi kan jo gaa hen i Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "der faaer man en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"

Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald han ikke kunde nøies med at drikke, han maatte have Noget at spise, men Holst afviste enhver Indvending. – "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De have Noget at spise – troer De, jeg vil faste! Kom blot med!"

Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden – fra den Tid, da baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik hen og drak en halv Flaske Vin.

Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille, daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker, og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe, mørke Kjelder, hvor Fadene laa.

Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak – mest Portvin – røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord – det var tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.

Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:

"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"

"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte, forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet, tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to Ansjoser og en Kile Eidammer Ost – det var, hvad Ankjærs Vinstue bød – og rimeligvis i Menneskealdere havde budt – af Aftensmad.

– "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.

"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"

"Men Vinen!"

"Ja – er den ikke noget sur?"

"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! – Det er et rent Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens man har den! – Aa, hvor den smager!"

"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.

"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det – hvor Mange gjør det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig af at have Grød og Vælling til Livretter – som om det var noget Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex. Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! – Aa, mærk den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men saa demokratisk, at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde: Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer – til Folket er det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere – ikke blot det velhavende Bourgeoisie – her for en rimelig Pris kunne gjøre sig til Gode – se, det kalder jeg en demokratisk Idee!"

Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.

– "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig, "jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"

"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.

"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.

"Meget skriver han ikke," svarede Holst, – "Skriveri har nu aldrig været hans stærke Side – men de er raske begge To, og han har faaet et Par Bestillinger."

"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.

KAPITEL XXXVI

Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.

Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa – første Station havde været Dresden. Der gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. Den kjendte hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var lige saa stor Kunst som Raffaels.

"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog lille Kone, at Du synes saa godt om den – det kan jeg lide Dig for!"

Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev anerkjendt som aldrig før.

Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas Cranachs Kvinder – de første fandt hun for fede, de sidste for magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige Idealskikkelse.

"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade – men det skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar Du blot hjælper mig!"

Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz – det var jo endnu den gode Aarstid – men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se – og han maatte jo vide det, for han havde været der, og saa kom de der ikke.

I Nürnberg mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog hende ind til sig og sagde:

"Dig saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage – se, derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, der er en Kvist, hvor jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! – Ja, det kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"

Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden, mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst – bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss' Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se med hans Øine.

Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.

Ragna var henrykt over Arnofloden og Palazzo vecchio, over Turen til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.

"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære at forstaa dem. – Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og Verrocchio's Fontaine inde i Palazzo vecchio, saa kan vi altid se, om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."

"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se," svarede Ragna.

"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"

"Nei, dem kjender jeg ikke – det er Metalsvinet!"

"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? – Naa, jeg troer forresten nok, jeg saae det forrige Gang, jeg var her – det staaer henne paa det lille Grønttorv. – Men hvor kjender Du det fra?"

"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"

"Naa, har han skrevet om det, se, se! – Men det er da ellers ingen Grund til at rende efter det!"

Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.

– Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved. Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer, der sad paa hende, ved en større Bevægelse.

"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden – Du maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, det er da vigtigere!"

Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.

Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle Lande er samlet, udbrød hun pludselig:

"Men, Hans! Der hænger jo Otto Bache – og Krøyer! Og der hænger jo Carl Bloch!"

"Ja, de gjør saa!"

"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa den Maade – synes Du ikke?"

"Aa, jo – jo – men det er da ellers ikke dem, man tager til Florents for at se!"

"Nei, det er det ikke, men alligevel – Hans, troer Du nogensinde Du kan komme til at hænge her?"

"Nei – aa, nei – jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."

Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger – mest paa de sidste, for Duborg sagde, at de var interessantest.

Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa Capri.

Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med den blaa Farve, som hun kun kjendte fra Billeder – og dog ikke kjendte – og med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte, og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge Byrder paa Hovedet.

– "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag, "hende Modellen, hvad hed hun?"

"Hun hed Graziella," svarede Duborg.

"Troer Du, hun lever endnu – jeg kunde have Lyst til at se hende!"

"Det skal Du ikke ønske – hun maa nu være om ved de tredive Aar, og saa er hun her paa Capri en gammel Kone."

"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og saa talte hun ikke oftere om det.

– De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.

Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.

Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt Badehus og svømmede sammen.

Den første Gang gjorde hun Indvendinger. – "Men Ragna dog!" sagde han og lo. "Hvad generer Du Dig for? Jeg har jo ogsaa Badedragt paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af, saa kan Du virkelig ogsaa – Du kan godt lade Dig se!"

Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen udenfor Badehuset, satte sig der, hvilede et Par Minuter og saae over ad Sorrent til.

– "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder der!" udbrød han en Dag.

"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede hun og lo.

"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder – jeg kunde male Dig som Havfrue – hvis jeg da gav mig af med at male den Slags!" lagde han til.

Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange, sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende, men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.

– Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev hende sjelden lang.

Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i "Paradiso".

Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke Italiensk?"

Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.

"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, – og Ragna modsagde ham ikke.

Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. – "Det gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig – saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"

Ragna smilte fornøiet – men hun begyndte alligevel saa smaat at længes efter at have en lille Smule at tage sig for, lidt Andet at bestille end blot at se paa ham, og det sagde hun ogsaa en Dag til ham, forsigtigt og følende sig for.

"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen Husholdning!"

– Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren i "Paradiso", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at gjøre sig forstaaelig for.

– Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.

"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød han. "Og saa den dæmpede, discrete Tone, den har – lige til at bruge i Underglasurfarver! Den er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"

Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.

Saa tog de til Rom.

Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.

De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage, hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste Gjentagelser.