Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 10

KAPITEL XXVIII

Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og holde Personerne ude fra hinanden.

Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler.

Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i Verandaen, og som troligt sad posteret der med Hørerøret i Haab om, at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa, straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe det paa nogen Maade var muligt.

Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt Resultatet til de Andre.

Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og tilsyneladende lige gamle – ubestemmelig Alder. De gav Veninderne, supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af, at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab; tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage den Kage, hun skulde, og lade den ligge, som hun selv vilde have. Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand for at levere mindst de fire.

– "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede han, "jeg har Dig, og Du er mere end nok for mig at se paa!"

– "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"

"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.

"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men – "

"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa – "

"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.

"Ja, hvad skulde vi bie efter!"

"Nei – ja, jeg tænkte kun – har vi – Du, mener jeg – faste Indtægter, saa vi kan leve?"

"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke. "Nei – hvordan skulde en Kunstner have det?"

"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men det er alligevel saa underligt at tænke paa!"

Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.

– "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne, da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af det paa Tøiet, og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren! Vandfarve er meget bedre og proprere – det lærte vi at male med i vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."

Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa, stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage Del i den.

Nogen Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen med sin nye Svoger. – "Ja, vi vil ingen Ansvar have for ham," erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico – vi kan ikke redde ham!"

Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. – "Lutter Mandfolk, ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa være! – Lutter Mandfolk, hvad skal det ogsaa blive til!"

Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:

"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem Maaneders Dagen efter, saa er den hjemme og stryger Commandoen til bestemt Tid. – Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre efterrettelig? – Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og bliver udisciplinerede!"

"Der er Noget i, hvad Drengen der siger!" svarede Hanne, og et Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der er sandt, skal være sandt: Poul har Ret!"

Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres, og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.

– Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis, det var udmærket.

"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok endnu, men det er alligevel Ingenting – saadant Noget kan Enhver, der vil, lære at gjøre. – Nei, det forrige – det, jeg blev forlovet paa – det kunde have blevet godt!"

"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang – naar vi først er gift, og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig forlegen ved sine Ord.

"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."

"Hvad vil det sige?"

"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man har gjort et Billede, saa er det gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."

"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke – det maa jo være lettere anden Gang!"

Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse, syntes han selv, og sagde smilende:

"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"

"Men Hans dog!"

"Du sagde: 'Der staaer en Mand, der holder af mig, og jeg holder af ham!' – Se, det kunde Du heller ikke gjøre om, og det blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første – tvertimod!"

– "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne siden.

"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting, og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"

"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan vi saa godt forstaa, for vi var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue – det er saa sin Sag med at udstille!"

Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer holde det ud, han maatte bort.

"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu, naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men de tager for meget paa Humeuret – jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer – og det lige fra Morgenstunden – nei, jeg maa væk!"

Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med – han længtes efter Saltvand, sagde han.

KAPITEL XXIX

Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.

Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden deres Forundring.

Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens Musæum eller Frue Kirke.

Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.

Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de afsides, lidet befærdede Pladser.

Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med "Souvenirs de Copenhague", og i Boghandlervinduerne er det Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer Markedet.

Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af Prospect-Brevkort.

En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger mellem de slidte Gravsten – "Slægt skal følge Slægters Gang!"

De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist – man faaer Fornemmelsen af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme: i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché – diplomatiske Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke; Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi: Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide – hvide af Uniform og hvide af Støv – og Officerernes Ansigter seer ud som kogte Krebs med lyst Overskjæg.

Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro – Tivoli haaber paa Tørveir, Circus paa Regn – og atter Andre tager i Skoven, til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. – Men Smaafolk! Hvor er de henne?

Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race, ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.

Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer tversover Gaden, Børnene leger – der er saa mange, at de synes at gro op ad Brostenene – fede Mopper døser med gispende Tunge, og en Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende Forretninger.

Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, der foregaar ogsaa en hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og – fremfor Alt – til Fællederne.

Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de frembyder! – Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben – Garde, Infanteri eller Husarer. – Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den gulgrønne Flade. – Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans, skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om de medbragte Madkurve – Mand, Kone, Børn og Hund – og ligger paa Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god, lille Dreng ude paa Landet – det fredelige, stille Land, Barndommens tabte Paradis.

KAPITEL XXX

Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart skulde faae Ende – først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.

Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg – hun trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.

Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater – det var Noget at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og Madam Asters.

Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og det kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om Sommeren, det veed jeg ikke!"

Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og Religionsskrupler."

Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til, Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være borte, slog de Tre sig jevnlig sammen – en Dag var de inde i Christiansborgs Ruiner.

Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede – "Absalons Brønd" først og fremmest – at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem; Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.

En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han faaet til at lukke dem ind – Adgangen til Ruinerne er jo ellers af Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt – og forsynet med en tændt Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og ned i Kjelderne.

De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger efter – man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.

Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. – "Ja, der var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige Vinkjelder!"

"Er De saa localiseret!" udbryder Holst.

"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa Slottet og har levet al min Tid her – lige til hin Octobernat, der lagde det Hele i Grus – min gamle Fader tog sin Død over det!"

– "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne Ildsted engang har baaret Spiddene.

"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.

"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst – han smækker ligefrem med Tungen.

"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.

– "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme faaer en næsten høitidelig Klang.

Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød, sivende Grund – man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.

For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille Vandspeil.

– "Er her dybt?" spørger Holst.

"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger paa een Gang med deres Spande – ak, ja, det var andre Tider!"

"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger Terndrup.

"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.

"Ja, er det nu saa vist?"

"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte – nei! Og selve Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom den – med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes over den gamle Brønd – Slottets eneste – og som Hovedstaden er opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet om Absalons Brønd – den er det inderste Centrum, Kjernen, Livskilden, hvad De vil kalde det – Byens og Landets. – Med dens Vand er jeg døbt, og af den har jeg drukket Hundreder af Gange!"

"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden drukket Dem til af den!"

"Maaske! – I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle Brønd!"

"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne," siger Holst.

"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises," svarer Berner – og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den varme Dag.

Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede Hvælvinger – i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af den store Flagermus, Vesperugo noctula.

"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa En!"

– Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum, stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser, hvor Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, hvor der har staaet Ovne – her laa Riddersalen.

"Der har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod Slotspladsen – ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til Høiesteret – der stod Frederik den Syvende, husker jeg, en Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over Landet!"

"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" – det lyder til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.

– "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.

"Jeg interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger Holst, "for der stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' – men den Gruppe blev da heldigvis reddet!"

"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den anden Side af Hovedporten."

Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.

– "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg kan høre det tordne endnu!"

"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde – det tog sig ud!"

"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da Kong Oscar var Kong Christians Gjæst – da var her Liv! Ekvipagerne rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og Musiken spillede – nu er der ikke Andet tilbage af den Tids Herlighed end Ringen der, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne ovenover!"

Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs – Planteverdenens Pariaer.

– "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"

"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret ud.

"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.

"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.

"Det var det!"

– "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"

"Nei!"

"Jo, han skal sgu!"

– "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup, tilsyneladende ganske umotiveret.

"Nei, jeg veed det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til Bourgeoisiets Hæderlighed!"

"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.

"Ikke det! – Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at – jo, gu er han en Kjeltring – man kan da baade stave og lægge sammen!"

"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der trænger sig frem," siger Berner.

"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.

– Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det Perspectiv, man har for Øie herinde! – Det er noget af det Fineste og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise – det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"

"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle, hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. – Ja, jeg seer naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen! Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst forsvundet, men Karethen existerer endnu, og den vækker for ham stolte, lykkelige Minder – det er nu hans Livs Poesi!"

"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa festlig at se paa som en Postillon!"

– Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for Turen.

– "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.

"Valfart?"

"Ja, til Absalons Brønd!"

"Naa, saadan at forstaa!"

"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til den, saa – "

"Hvad saa?"

"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"