Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 7

KAPITEL XVII

Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og Terndrup ventedes om Aftenen.

Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side – Duborg indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar.

Holst og Duborg var jevnaldrende – et Par og Tredive – havde været Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen, arbeidede sammen og skjændtes sammen.

Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde "opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn.

Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt, mente man.

Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle – og han selv maaske med – at nu skulde han for Alvor producere, men han holdt tvertimod pludselig helt op med at male – som Holst sagde, fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt, men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".

I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede Titelblade – hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative Motiver – og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre malede.

Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet med ikke ringe practisk Sans – Forretningssans, vilde Grosserer Lange have kaldt det.

"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine Arbeider solgt – helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af, bestemte Priserne for hvad han leverede, incasserede Pengene og styrede den fælles Husholdning.

– Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.

Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset", støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken" – Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".

Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle, slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen – Holst elskede Voxlys – det Hele var høist tiltalende.

Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over Studier, Billeder, Statuetter og Krukker – "over Godt og Ondt," som Duborg sagde – nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.

Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.

Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad han kaldte fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet – henne i Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide – og havde sort Frakke paa, men det klædte ham egentlig ikke.

Man begyndte med at se paa Billederne – det var næsten allesammen Holsts – man spurgte og fik Forklaring.

– "Har hun nu staaet saadan – jeg mener uden nogen Klæder paa?" spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.

"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."

Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.

"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. – Gudbevares, jeg er god Demokrat, men jeg tilstaaer, at det – naar man endelig skal være borte fra Kjøbenhavn – er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."

"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.

"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst, "men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt – ja, skal vi saa gaa tilbords!"

Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn Salat med lidt Eddike og megen Olie, stuvede Muslinger, og som Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer. Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.

"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den har grelle Farver og ulæselige Bogstaver – mere kan man da billigvis ikke forlange!"

Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes – selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.

– "Ja, var jeg enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes for Alle og Enhver – først og fremmest det chinesiske Lysthus i Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i Grunden, at der er et eller andet Mystisk – en sovende Prinsesse eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"

"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring – og kun ved den – virker, som den skal?"

"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det – men det irriterer mig nu alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig saae han op paa Berner og sagde:

"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? De har Pietet, det har jeg ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det – ikke for Alt i Verden! – men de Mennesker, der har det, er vist alligevel de lykkeligste!"

"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner smilende.

"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er jeg ganske vist ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"

"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"

Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske Kjæmpeviser.

"Kan De ogsaa spille?" udbrød Berner.

"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det kan jo de fleste Kunstnere."

"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede Terndrup, formelig begeistret.

"Nei, virkelig! Er det det!" svarede Holst. – Nu skal jeg sige Dem noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn – "

"Og de fordærver Smagen – den er daarlig nok i Forveien!" supplerede Duborg.

"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.

"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal, og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole, der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk. Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op af Glæde – ligesom herhjemme – over hvert Nummer, klappede med Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par Negerkomikere og – "

"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, det uappetitlige Griseri vover man jo at byde En! – Negerkomikere! Deres Optræden var ikke bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode – man havde i det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr – om de ellers gad ædt dem, hvad jeg meget betvivler! – Man vilde saamænd heller ikke finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"

"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der skulde afskaffes!" sagde Duborg.

"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.

"Ja, jeg kommer der da i alt Fald ikke!"

"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi – hvor kan De dog sammenligne den med Variétéerne!"

"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst. "Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen – der er ikke et Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen – Tørverøgen fra Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt inde i den stolte Skov – det er Stemning! – Nei, maa vi beholde Dyrehavsbakken!"

"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette Forstadstheatre – rigtige Folketheatre – ude paa Broerne, saadan Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre – eller allerhelst gratis – blev spillet god Komedie – eller hvor der i alt Fald blev budt paa gode Stykker, daarligt spillede – det var en Samfundsopgave!"

"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple Syngepiger!"

"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.

– "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset. "Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik – "

"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde. – Du har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"

"Har jeg ikke!"

"Nei! – Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder – det skulde Du fortælle de to Herrer!"

"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? – Det var for en tre, fire Aar siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i Byen – naturligvis en af de radicale – det var det Hele; han var min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"

"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en Høirecandidat!"

"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds! Han var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage mig lidt af hans Affairer – men jeg vidste, at han ikke kunde blive valgt, saa det gjorde da Ingenting!"

"Gud veed, hvor Du gad! – Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar jeg blot maa have min Frihed!"

"Ja, den personlige Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.

"Friheden leve!" raabte Holst.

"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."

"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.

"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget – det er ikke Frihed!"

"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"

"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en Overgangstid."

"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have levet paa nogen anden Tid end netop nu – og De skal se, det bliver saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"

"Ja, jeg nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen, nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner – "troede jeg ikke det, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue er, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil blive et nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden – "

"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?" udbrød Holst.

"Nei, ikke Militarister – det er nu forresten et af de mest misbrugte Ord, Sproget har – men Venner af det nationale Forsvar, selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen – det var jo en Fornærmelse at tro Andet."

"Ja – ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er rigtignok noget forbauset over, at De – stokconservativ, som De er – virkelig troer paa, at – "

"Hvorfor undrer det Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan være lige forsvarlige og lige honnette – men jeg synes nu rigtignok, det er mere rationelt at glæde sig over det, som paa en eller anden Maade har staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."

"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst – "jeg kommer jo forresten altid fra det, jeg taler om! – Seer De, var der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares – "

"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en Skanse!" afbrød Berner ham.

"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under Krigsforhold, saa slaaes man – naturligvis – men Rustninger i Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige Verdensfred – troer De ikke ogsaa?"

"Maaske. – Om den evige Fred forresten vilde være et saa absolut Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald jeg mig ikke til at afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette sig, som om den var proclameret og garanteret. – Det er jo ogsaa gjerne muligt, at Menneskene engang bliver saa gode, at der hverken er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer, synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin Have – navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"

"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer paa Udviklingslæren, vor Tids Evangelium: vi gaaer fremad til større og større Fuldkommenhed – troer De ikke ogsaa det?"

"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. – Men hvor kan det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde det?"

"Hvordan det?"

"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok, ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser, endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske, det moralske Omraade, der kan de aabenbart ikke tænke sig Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart Talen er om det Ethiske – eller i alt Fald om den sexuelle Ethik – saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og de animalske Drifter, men har vi udviklet os fra Aber til, hvad vi nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."

"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt, ogsaa maa være godt – det troede de gamle Grækere. – Men hvor var det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er ifærd med at faae Vind i Seilene – det minder mig ligefrem om Vegetarianerne!"

"Om Vegetarianerne!"

"Ja! Baade de og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. – Jeg kan ikke taale Vegetarianere – allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres Fanatisme!"

"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil, "tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed, det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens – som jeg overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative – og naar der nu, baade af Myndige og Umyndige – mest naturligvis af de Sidste – raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder har bragt. Og hvem er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der bruger Angrebene paa den til at komme Troen overhovedet og den religieuse Følelse til Livs!"

"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt Fald ikke om mig selv. – Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en Tale, hvor var det nu, jeg slap? – Jo, det var ved Uenigheden! – Altsaa, mine Herrer!" – han slog igjen paa Glasset – "Vi er uenige om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os høit hævede over det Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation, Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer; vi staaer udenfor – eller over – Massen, det er maaske en Feil – "

"Ja!" brummede Duborg.

– "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een Organisme – det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort flade Tag – der er ialt tyve Kvadratalen – og naar D'Hrr. Berner og Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke vilde leve noget andet Sted – jeg i alt Fald ikke – alligevel har den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i Gaderne – naturligvis – og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over Tagene!"

"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg, "men det Sidste er jeg med til – Skaal!"

"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! – Bare Du ogsaa vilde begynde at male igjen!"

"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, Du kan inspirere mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage fat – men Motiver voxer ikke paa Træer!"

Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken blev henad To, før man endelig skiltes.