Kitabı oku: «Absalons Brønd», sayfa 8

KAPITEL XVIII

Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.

Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:

"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var særdeles allernaadige imod ham!"

Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for Møller havde skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident stillede sig velvilligt til Sagen. – "Men hvem veed", tænkte han, "om det ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul – f. Ex. græsk – var rigtignok bedre, og har man først Frelserens Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog – man kan godt begynde med at være 'p. p.'!"

Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i "Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en Forsænkning.

KAPITEL XIX

Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.

Det er jo – som Holst ogsaa altid sagde – en ren Overtro, at Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen – de mærkes kun paa anden Maade.

Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre helt ud ad Vesterbro – derud ad, hvor Solen gaaer ned.

I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen; husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.

Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret – Overtøiet taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne at forsvinde – først i April er hele Torvet een Foraarspragt af Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.

Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i Grønningen leger Paradis.

Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.

Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer, Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske Lilier.

Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i Luften.

Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.

Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der graves, rives, saaes og plantes – det er Forhaabningernes Tid. Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer og bestiller Maleren – han kommer saa sent hjem, at han maa stavre op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at tænde Gassen den 15. April!

Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende, grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride, men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse – og saa – ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.

KAPITEL XX

Poul kom hjem, glad og seig.

Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i Neapel – det havde sin Historie.

En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller andet "Extra" – ligegyldigt hvad – i Livet, og just som denne Trang var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem – det var ikke til at holde ud.

"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.

"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.

"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.

"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."

"Hvad vil Du da have for dem?"

"Aa, jeg veed ikke – jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i Neapel!"

Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til – han havde i Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu ellers skulde være, for de fire Figen.

Næste Morgen skammede han sig – skammede sig som en Hund. Han havde kjøbt Syskrinet til Marie, og hun skulde have det, hun og ingen Anden.

Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden vilde beholde sit Skrin – Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" – "Nei! Jo, det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde afstaa sin Ration Vin?"

Og det gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.

Nogen Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat, der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls Mening vistnok hurtigt vilde avancere.

KAPITEL XXI

En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i Atelieret – Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og Bukøer", som han pleiede at sige.

Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet sammen over Brystet.

Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.

Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme – hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert smuk, meget smuk – det var han overbevist om, skjøndt han naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af hendes Ansigt.

Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede afvexlende – begge Dele hvinende falskt – kigede til det stadig aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor Lykke. – Ja, vist skulde det males, hun skulde males – men netop hun, ingen anden Model i Verden vilde han have!

Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal sig til at se ind i forskjellige Gaarde – nei, Vinduet var ikke til at finde – hvem var hun?

Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte at finde, men atter forgjæves.

Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og spurgte, hvor det var.

"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? – Men det er jo Grosserer Langes Gaard!"

"Og hvem boer paa Kvisten?"

"Det gjør hans Datter."

Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen, og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.

Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne Planter, men den Fremmede saae slet ikke ned, kun op, saa var det jo ligegyldigt, og Grossereren gik.

Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa, spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene paa Kontoret – hvad han vilde have gjort, om hun ikke havde været det, er ikke godt at sige!

Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun saa Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu – nu og maaske aldrig mere – kunde gjøre et godt Billede, men at hun maatte være hans Model – blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende – Ansigtet var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det – men hun maatte endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.

Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden, som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen, Hovedbogen og hele Store Kongensgade.

Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men det fortog sig i næste Nu, da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og saa betagen ud.

Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". Der kom en ung Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved Vinduet, mens Vennerne saae paa det – det var da meget værre; men den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke afhang deraf. – Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke – fattig var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere – og hvad var saa i Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. – Hun havde nu forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen – men hendes Arme kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med – og hans Blik var saa aabent og saa discret – hun sagde Ja.

Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa d'Angleterre – Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet Dagen iforveien.

Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa den blev ganske øm – det var nu hans Maade at udtrykke sin Taknemmelighed paa.

KAPITEL XXII

Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.

Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i Dagligstuen.

Der tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.

Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i, rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa – først uden egentlig at se rigtigt paa hende – at tegne Omridsene op paa Lærredet med Kul.

Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende – ikke fordi hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende – men han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa Lærredet – det var ikke til at holde ud.

Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa skraa og udbrød:

"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"

Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske, som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig var irriterende.

– "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.

Næste Dag gik det allerede bedre.

Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa Studierne, og han begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation, der dog hurtig døde hen igjen.

Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.

"Er det mig, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.

"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu! – Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"

"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard der – er det ikke?" – han pegede paa en af Holsts Studier.

"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! – Skal Deres Billede – det, De nu maler paa, udstilles?"

"Det skal det vel nok – hvis det ellers lykkes."

"Hvorfor skulde det ikke det?"

"Aa, man veed jo aldrig iforveien – "

"Det maa man da vide! Naar man overhovedet kan male, og man sætter al sin Energi ind paa Arbeidet, saa maa det jo blive godt!"

"Nei – nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og der blev en længere Pause.

Ragna hvilede – efter hans Opfordring – nogle Minuter, skjøndt hun erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:

"Har De malet det?"

"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.

"Det er altsaa en Model?"

"Ja, det var det – hun var fra Capri."

– "Var det nu virkelig – ja, jeg mener en anstændig Pige?"

Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige – nei, det mente da Duborg ikke, det havde været.

Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:

"Hvorfor bruger Kunstnerne dog den Slags til Modeller – hvorfor er det ikke Damer?"

"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer fra til at staa for det Hele?"

Og saa spurgte Ragna ikke videre.

– En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde han ikke mere for den Gang, det gik ikke.

"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.

"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."

"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger Correspondancen lige til Middag!"

"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst end med Bogholderi."

"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! – Mal nu blot: De har mig en halv Time endnu!"

"Nei, jeg kan ikke idag."

Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig Tid – Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.

– "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der var gaaet en Ugestid.

"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver fra den Skizze der" – han pegede paa Capripigen.

Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en bestemt Forudsætning, at Billedet ikke maatte ligne hende, men ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model – rimeligvis en fordærvet Pige – skulde ligesom give Personlighed til Billedet – hendes Billede, for det var og blev det alligevel, følte hun – hendes og ingen Andens.

Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.

KAPITEL XXIII

Holst kom uventet en Dag til Byen.

Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det Grønne.

Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg sig omtrent i Veien for ham.

"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig selv! – Har Du Damebesøg?"

"Nei, det har jeg ikke, men – "

"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder – ja, var det mig, der var alene i Byen, det var en anden Sag! – Vil Du saa behage at flytte Dig!"

Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.

"Naa, saa det var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt at male – maa jeg gratulere! – Og det tegner jo ligefrem udmærket: det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme – det er Noget, jeg forstaaer mig paa! – og hele Skikkelsen kysk og jomfruelig – hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"

"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.

"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"

"Det er en Dame."

"En Dame! – Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! – Men hvem er hun da?"

"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"

"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog – "

"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."

"Naa saaledes! – Ja, jeg respecterer din Discretion – naturligvis – men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet – om det er med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være den lykkelige!"

"Hun er slet ikke forlovet, det jeg veed," svarede Duborg og blev umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."

"Og de Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo umuligt! Saa maa Ingen have seet dem – men det er jo ogsaa umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at vise sig høihalset – sig det til hende fra mig!"

"Gud veed, hvor Du gider!"

"Ja, Du har da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i Kjøbenhavn? – Ikke engang det! – Du er jo umulig! Den Slags Ting fortæller jeg altid unge Damer: mig er det en Lettelse at sige det, og dem fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed det!"

"Er Du snart færdig?"

"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! – Men forat komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af Morgenstemningen i den store By, der vaagner – Du veed, jeg elsker den tidlige Morgen – theoretisk i alt Fald – Morgenens Friskhed repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og – "

"Vrøvl! – Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit Vindue op," indvendte Duborg.

"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde kunstnerisk Umiddelbarhed!"

"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"

"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker det! – Men godt bliver Billedet sgu alligevel – og det er egentlig det irriterende!"

Lidt efter gik Holst.

KAPITEL XXIV

Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.

Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han sig gnavent med, at han da ikke var den Eneste, der sløiede den af, for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.

"Vaas!" svarede Grossereren.

En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa tilbage noget før Et – nei, Ragna var der virkelig ikke!

Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og det gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et Par Dage efter kunde meddele Faderen, hvor det var, hun gik hen, men hvad hun bestilte der, det vidste han rigtignok ikke.

Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man udspeidede hendes skjulte Skridt.

Forholdet mellem hende og Duborg havde noget skiftet Characteer.

Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund – navnlig ladylike.

Og han var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre ham tale – sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte Ord – som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun vidst, hvad Begeistring – stilfærdig men glødende Begeistring – var; nu fik hun en Anelse om det.

Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.

– Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde – han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun ikke var til Stede – og skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det allerede var et Hele – Morgenstemningen aandede ud af det.

En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.

Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var Hovedet, han havde malet paa, og – hun tog ikke feil – det var hendes Træk!

– "Skal det Billede udstilles?" spurgte hun.

"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før gjort Noget, der var saa godt."

"Men det er jo mig – mit Ansigt!"

"Ja, det er det nok blevet – det er saadan kommen ganske af sig selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede, der kan passe ind i det Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."

"Men De lovede jo bestemt, at – "

"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have holdt, hvad jeg lovede – dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang Afstand, maa De huske."

Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over, hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende kun indigneret og overlegent, fra hende:

"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er selvfølgelig ikke bindende – end ikke overfor en Dame – hvis blot hans Kunst – eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme – kræver, at det brydes! Men det Billede skal ikke udstilles – forstaaer De mig! – Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til selv at kjøbe det."

I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.

"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.

"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler – Du er maaske Model – eller har Stævnemøder – hvadbehager?"

Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu, som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han op paa Grossereren og sagde roligt:

"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af Vennebjerg efter den Skizze – hun vidste, at min Ven Holst havde malet derude."

Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende, hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:

"Her er en Mand, der holder af mig – og jeg holder af ham!"

Saadan blev Duborg forlovet.