Kitabı oku: «En adelig Opdager», sayfa 5
VI. – DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.
Kapitel I.
(Den undslupne Fange.)
»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige Dem det!«
Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.
De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.
Ved Bordet talte de videre om Sagen.
»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.
»Nej, ikke det fjærneste …«
»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og saa interesseret paa Kromanden.
»Grev Campnell – hvem er det?«
»Detektiven! Kender De ikke ham?«
Den Gamle smilede overbærende.
»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer derinde i Hovedstaden …« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl, kan De tro, der magelig stikker alle deres – Grever!«
»Saa—aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte, maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige Slags.
Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de følgende Dage hørte man intet til Sagen.
Kapitel II.
(Uhyggeligt.)
Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i Marken og stod tidlig op.
Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.
Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, fortvivlet over al den lærde Snak.
Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab … og syntes pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og gik videre med Diskusionen.
Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst.
Lane vendte sig om.
»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se.
»Ja, jeg ved ikke …« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes … jeg synes saa bestemt, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.«
De stod lidt og ventede …
»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom – nu gaar vi videre.«
Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid – saa maatte han vende sig om igen.
»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!«
»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«
De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.
Men der skete intet.
»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«
»Næ – men —« han vendte sig atter … og udstødte et Skrig af Forfærdelse.
Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt.
Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.
De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.
Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.
Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.
Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet.
Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet.
»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt —«
»Aa, De skal nok faa det varmere —« kom det forbitret.
Gray fortsatte og rejste sig op:
»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati —«
Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.
»Ha—a—a—a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«
Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt … en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter. Benklæderne naaede kun til Knæene, dér kom de bare Ben frem. Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt!
I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.
»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer —?«
»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os … De kan faa alt, hvad vi har.«
»Penge – føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En – to —«
Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.
Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.
»Vesten med!« brølede han.
»Jamen, kæreste Herre —« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være fri?«
Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os ikke skændes, det hjælper slet ikke.«
Der var ingen Udvej.
De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar Skjorte og Hat.
»Hm—m —« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«
De adlød instinktsmæssig.
Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende Ord.
De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en Overraskelse.
Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste Skjorte …
Kapitel III.
(Rettens Folk.)
»Stands, eller vi skyder!«
De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og forvirrede standsede de og saa sig omkring.
Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned med det samme.
De standsede altsaa.
Politiet kom farende.
»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene adlød beredvilligt.
»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se det paa jer, man narrer mig aldrig.«
»Kære Hr. Herredsfoged … vi forsikrer, vi blev overfaldet … De kan naa Fyren endnu … han tog vort Tøj … tvang os med Magt.«
»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg atter, I lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«
»Han tvang os til det med Magt! Det er sandt! Han har Kræfter som en Bjørn, den Kæmpe, han er —«
»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«
»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for lille, derfor maatte vi —«
»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham … han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«
»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig —«
Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.
Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han Tøjet og løb, alt hvad han kunde.
Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede, og Betjentene omringede ham.
»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.
»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.
»Luk op! Det er Herredsfogden!«
Fængselsporten aabnedes straks.
»Kald paa Inspektøren!«
Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.
»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet gjort sin Pligt.«
»Nej er det muligt —?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa Herredsfogden.
»Jamen —? Jeg synes, hm … Fyren her er jo dobbelt saa høj —!«
»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! – Han er vokset en Smule, ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«
Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse – og alligevel tøvede Inspektøren mod Sædvane.
»Hm, ja – men jeg tror dog … ja, undskyld, hvis … men jeg tror, Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang …«
»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«
Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte, Manden var helt forandret.
Grev Campnell stod for dem.
Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.
Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.
Nu, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders hurtigste Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.
Resultatet blev, som af Detektiven forudset:
»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog Efterforskningen.
Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.
Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette Uduelighed.
Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var – vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!
Men naturligvis – nu forstod man Grunden til den pludselige Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.
VII. – SAMMENSVÆRGELSEN.
Kapitel I.
(Beslutningen tages.)
De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det ilde berygtede Baggaards-Hus.
Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:
»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod Krigsministerens Liv …«
Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.
Obersten talte igen:
»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter …«
Atter Dødsstilhed.
»Oberst – det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme, frygtsomt, forpint:
Men Obersten smilede blot.
Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja – saa lægger jeg for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med store Bogstaver.
Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen: »Naa, efter R følger vel S —?«
Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet videre gennem den tavse Forsamling.
Major Dyson var den sidste.
»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa jo – —«
Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa greb han sin Stok.
»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«
Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom lettede.
Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage, og saa —
Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han naaede hjem.
Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af en yngre Mand, der hilste ærbødigt.
»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens Officerer, og – —«
»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i de alvorligste Folder.
»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres skarpeste Fordømmelse – —«
»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde netop selv tænkt … kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne. Dér er vi langt mere ugenerte!«
Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.
Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig Afbrydelse.
Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes …
En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette Øjeblik, end netop den Bladneger.
Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu havde hun ventet saa længe, og Maden …
»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.
Maggie saa alvorligt paa ham.
»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil … hvad kan Du dog have at gøre der?«
»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land – mange Veje, en lille Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik saa endelig til Bords.
Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.
Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.
»Saa for Pokker, hvad er der nu —?«
Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle Baggaardsbygning.
Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i Laas.
»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«
Dyb Tavshed. Alle saa ned.
Endelig tog den gamle Major Ordet:
»Ja, Oberst … da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte videre om Sagen. Vi – hm – vi er enige om, det var galt! Det er forhastet …«
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«
»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«
»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i truende Kor.
»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det ikke. – Det er bleven borte.«
»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.
»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i en Fart!«
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.
»Jeg har den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.
Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter.
»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op.
De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser.
Et Papir faldt ud.
Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring.
»Hvad Pokker, det er … det er —?« Majoren vaklede og tabte Papiret.
En af de andre greb det.
Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere … vaklede …
Papiret var ikke det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:
„Disse er Forræderne!“
Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske. Sammensværgelsen maatte være opdaget! Hvad skulde man gøre?
Og hvordan i al Verden var det dog sket?