Kitabı oku: «Faedra Brudstykker af et Livs Historie», sayfa 2

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede … Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet …

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende – hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé … Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det blændede hende.

– Er Du kommen? – Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede … Hun mærkede, han havde ikke drukket.

– Aa – at du kommer.

Han lo: – For jeg har slet ikke været ude – sagde han. – Kun gjort i Orden til iaften. – Ellen saa paa ham. – Til iaften – ?

– Ja – ser du ikke, hvor jeg er fin – sagde han, – vi har Fest idag, i Riddersalen. – Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

– Men vi to alene, Fa'er? – Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. – Og ingen andre? —

– Vi to. Ja – der er færdigt – sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.

– Men, Fa'er. – Ellen slap hans Arm, – har du tændt i Kronerne – … Hvor det straalede.

– Ser du ikke din Moders Billede – ? sagde Maag.

– Jo – der var det. – Det er nyt? sagde hun. Men – Fa'er – naar har du faaet det?

– Ja – jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. – Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd.

Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.

– Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og – jeg blive – en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.

De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn … Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

– Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.

Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde:

– Her er koldt, lad os gaa ind.

– Ja – det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine – hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.

– Dig – hvem – det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og – hans Datters Øine løftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

– Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

– Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne … Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.

– Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og løb ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

– Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok – man havde burdet kalde hende Marie. Han gav sig igen til at gaa.

– Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme Mund, fyldig rød – lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle. – De var saadan, Kvinderne af de Maager —

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede … Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre … Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme.

– Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam Lind kaldte “hendes Moders Lysthus”. Hun vilde ikke spørges ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen paa Tøiet med: "Næ" – og “Li'eveller” – og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling —

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet —

En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo … Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet ikke svare for Latter … Saa er det

Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken. —

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

– Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule rød; – Ja, jeg bragte dem.

– Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

– Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres Grav, sagde hun.

– Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde han langsomt.

Ellen forstod. Nei. – Hendes Stemme var rolig – det var for koldt, lille Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere; Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør til Dør.

Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten.

Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du bange for mig? Ellen blev staaende.

– Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende … Nu er det ordnet, altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar:

Ellen – mit Barn.

Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog gøre? Bedstemoder, dø ikke —

Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det … Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale … Saa var hun død.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.

… Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at hænge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.

III

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Drømme uforstyrret. Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken foran sig … Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst og fast, blot hun vidste noget at fortælle … Maag sad og hørte, dorsk med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev ved at gaa … Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham. Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen rørte Drikken med Læberne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle kjørte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, eller Hun havde taget en Bog – men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og hun læste ikke … Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.

Hun gav sig til at tale til Billederne —

Og hun talte høit om sine Sorger – hun gav sine Lidelser Ord – hun raabte i Kummer. Aa – hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst – og hvad skulde hun dog gjøre? Sig mig dog – hvad skal jeg gjøre?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var ved at smuldre væk – alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm …

Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad …

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her, og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde dem allesammen. – Og saa først var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad Stentrappen.

Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og snakke med sig selv. – Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld, vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød, og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar – og kyssede hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke – og hun var glad ved at kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød —

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved tilbage og vidt aaben Mund —

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi Ruderne, gøs hun og lyttede – nei – det var ikke ham, og hun blev ved at strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten, hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev … Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og blundede.

Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op … Hun troede, det var Faderen. Men det var kun Ole, som stod henne ved

Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent – jeg venter paa Fa'er – Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

– Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke jeg kører ud med Vognen – der er saa meget – glat paa Veien.

Ellen blev blussende rød … Saa vendte hun sig bort … Tak. Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.

Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten Rædsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage … Saa blev det bedre med den gamle. Det skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.

Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets Tegn, naar hun nævnede Robespierre. Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

– Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen. Faderen stammede, gav sig til at klynke.

– Hun har sat den her hen – og vi er – ja – vi er jo svage …

– Hvilken hun?

– Ja … Mamsellen, men … jeg vil ikke sætte … Splid … for … Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

– Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed … og hun fulgte med Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.

Hun bare drømte … sad hen og drømte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke gaa og intet foretage sig.

Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af den sødlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i den sidste Tid. —

Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

– Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun. Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre.

– Jeg ved ikke, om ma petite hører efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag til Haaret, sagde:

– Nei – De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede. Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

Et Jocelyn arrivant – Mademoiselle vilde hjælpe hende: Et Jocelyn arrivant —

Men hun stammede, holdt op … Et Jocelyn …

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket paa hendes Bryst, sagde hun:

– Jeg har faaet det igaar. Ellen var meget bleg.

– Det er en Present … af Deres Papa.

Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:

– Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

– Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:

– Nei, han har givet mig det – det er mit. Ellen ventede.

– Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket. Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med Hovedet bøiet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen. Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

* * * * *

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i Forsagelse og i Bøn.

Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til, kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.

Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung, uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.

Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet høit for hendes Øine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind – Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende.

Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg, og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.

Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.

Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.

Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede, sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt; og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.

Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i.

Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.

Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.