Kitabı oku: «Faedra Brudstykker af et Livs Historie», sayfa 4
V
Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig længer end – var han borte – til en evig Længsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag.
Og de var ofte sammen.
Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte hun sig igjen for at bie. —
Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog.
Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.
Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer, og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind Spørgsmaal og tusind Svar.
Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder mødtes.
Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand … Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved Stedets dybe Fred.
Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det begyndte at mørkne.
Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke.
De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.
Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over Eng og Høie.
– Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.
De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit ensomme Liv og om Faderens Elendighed.
Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de store Floder – den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte: Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder …
Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:
– Felix, her vilde jeg gjerne dø.
– Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og hed.
Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.
De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i Lindegangen.
– De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende Toner af Violiner og Horn.
– De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.
Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens Takt.
– Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?
Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.
Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.
Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte kun en enkelt Violin.
– Det er Guyla, der spiller.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende Tindinger, sagde hun igen:
– Kom – Felix – lad os gaa.
Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.
Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.
Violinerne lød.
Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt.
Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix – kom – jeg vil gaa.
Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber … Schønaich – Felix …
– Ja – ja – jeg elsker Dig, elsker …
Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn …
Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, hviskede hun:
– Hvorfor har Du saa elsket mig?
En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.
* * * * *
Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.
Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren. Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.
Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes hun ved Schønaichs Navn.
– Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.
– Hans Søster?
– Nei – hans Frue?
Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue. Men et Nu efter sagde hun:
Ja – Det er sandt – aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.
VI
Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde lydt over Engen. Det sidste
Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov, og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og tilbage langs Engveien.
Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm lavt og møisommeligt.
– Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?
Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer: Nei, Holm, nei – men hvorfor har De talt?
Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten af, Haaret laa klæbet til hans Pande.
– Hvorfor? Tro mig – ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt – det maa De tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra Dem kunde jeg ikke holde ud … Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar De – hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber …
Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde Ellen:
– Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?
– Lykkeligere? … Nei … men nu kan vi idetmindste ikke være Venner …
Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt. Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af undertrykt Bevægelse.
– Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo – Egoisme. Thi De vidste jo dog, at dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke Hensyn – De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig selv …
– Ellen Maag – det har jeg ikke fortjent …
– Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu – men sagde De ikke selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes ikke paa en Time – og er den uden Haab og faar den ingen Næring – og jeg har aldrig næret Deres Kærlighed – da kan man kæmpe med den og man tør ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet Dem ind i Fantasier – jo Fantasier – og Ønsker – indtil nu, hvor De lider – Jo, Holm, Fantasier —
– Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem – tredive Aar og kendte ikke andre Kvinder end min Moder – Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og mit Liv – alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem og elske Dem og forgude
Dem – aa, saa vanvittigt forgude Dem – Og saa kalder De det for en Fantasi … Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.
– Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.
Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt, mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed – og én Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse … Aa Ellen Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil sky mig, naar vi nu skilles … Men dog – dog er det bedre saadan …
Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af hende. Da sagde han tonløst og standsede:
– Og nu – gaar vi hjem.
Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.
– Holm, tag dog min Haand.
Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk bøiede han sig og kyssede hendes Haand.
– Lev vel – hviskede han.
* * * * *
Saa var altsaa ogsaa det forbi.
Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude; skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.
Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar, og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret, der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter tilbage i sit forstenede Drømmeri.
Det var altsaa forbi – ogsaa det. Og – hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde jo ventet det, vidst det … Nu var det kommet som det andet … og man vænnede, man vænnede sig til alt.
Jo – Vanen glattede Livet ud … hun havde vænnet sig til meget. Til alt – til alt – var hun vant.
Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.
Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.
Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik hun til Veile.
Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.
Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig Kummer …
Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i "Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun forsøgte slet ikke paa at arbeide.
Men undertiden kunde hun pludselig vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.
Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.
Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin Bedøvelse.
Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade, og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.
Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme … Her skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for Tomme —
Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad sine Dages Taagehær.
Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring gled det atter Dag efter Dag. Sand – Sand – Sand – Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig for alt andet. Intet havde Værd – slet intet.
Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen? Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.
Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.
Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.
De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.
Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun kunde handle, som hun vilde.
Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.
Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede Vægfelter.
Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav den franske Have.
Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens Yndlingssted.
* * * * *
Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.
– Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig virkelig ikke for bedre men for anderledse end – end … Demokraterne. Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de … der er en Raceforskel imellem os …
– Og hvorved opstaar denne Raceforskel?
– Ved Opdragelse, ved Indtryk – ved alt … Jeg for Exempel. – Jeg husker en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han talte … Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop det, som De ikke forstaar.
Mennesker, som ikke kender deres Forfædre, som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt …
Ser De, sagde hun, og standsede – De har aldrig vidst, hvad man føler blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den har istandsat det, den det …
– Og den ødelagt det …
– Vist saa … men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette. Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig – hos de bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade Besiddelsens Lykke og dens Pligt.
– Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort Aristokrati?
– Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt … "Vort Aristokrati" – jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen … De trak sig ud af det hele – og netop de dygtigste, fordi Frederik VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt … saa blev de hjemme …
– Og blev ikke klogere, Frøken Maag.
– Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur. Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa … men de er store … Hun standsede igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke … men jeg sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen – alting … Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa … Den havde været Admiral … den Gesandt … den havde vundet – eller tabt et Slag … Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent Kongen, Landet, om De vil … Slægtfølelsen føder det næste hos os: Patriotismen …
Ja-a, Landet … vel snarere Kongens hellige Person …
– Maaske – jeg tilstaar det … Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men … de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en Republik, naar den var deres Fædreland …
Ellen talte sig varm:
– Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, af vor Overbevisning … Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert – sig mig saa, tror De ikke paa den anden Side, det samme Liv – Livet her – og hun pegede rundt – gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.
Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.
Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw – men det er en Lykke, og denne Lykke er det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg aldrig kunde nedlade mig – Handlinger, jeg aldrig kan forstaa – det er dem, som lægger … lægger Mile mellem mig – og disse Folk.
Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i Vandet.
Winsløw betragtede hende … Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven, fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.
– Ja – sagde han – De passer til dette Billede.
Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde vadet i Bassinet.
– Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun. Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:
– De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed – i andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig …
– Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke …
Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:
– Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere … De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid meget at bestille – det maa man først tage sig af … Siden vil det andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs …
Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa taus?
– Hebraisk – aa nei – det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af 10,000 lever i —
– Ja – det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve Livet med … Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat …
– Men Tante kommer deroppe paa Trappen … Hun leder vist efter os … Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte …
* * * * *
Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde hende dertil og mer og mer – dyrkede hun sig selv.
Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse, hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme. Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte sig ikke til nogen.
Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.
Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken ganske samme Smag.
Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein og Liszt.
Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder, faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at spille – al denne mærkelige Musik.
Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige og at bøie sig, hvor hun kom.
Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.
Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der rystede en lille Smule.
Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne Nøgenhed.
Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i Paris med Rigsgrevinden.
* * * * *
Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme blødere og hendes Ord mildere, – thi de talte alle mildt og dæmpet i disse Stuer … Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.
Saa kom det iaften —
Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:
– Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag.
Hvad De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er … det er kun en Del af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,
for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte Dem – det kan jeg ikke. Den, jeg skulde ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt ligegyldig. Lev vel – bestandig vel.
Ellen.
Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu de tre Ord:
– Glem mig ikke.
Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget paa den samme Plet.
* * * * *
Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes “Avancez-avancez”, som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter lige som Lyn.
– Ser Du Fyrstinden af Serbien – der i Victoria, siger Grevinden. Carolhausen finder hende saa smuk. Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet er smukt, siger hun.
Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab: Figaro – Gaulois – Figaro!
Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.
Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man Parasollernes Silketag i en lang Linie.
Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og med korslagte Arme.
Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.
I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.
Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt fra Vogn til Vogn.
Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin Parasol.
– Fyrsten, siger Grevinden.
Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over Vogndøren.
– Er det Dem, siger hun. Og tilfods? Fyrsten bukker. Ja – Ismail er syg.
– Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget imod at gaa hjem gennem Parken? Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.
– De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?
Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra Rotunden og dens Støi.
De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.
– Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?
– Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.
– Og man sagde, det var en lille Blondine …?
– Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende – lille, rund; med en Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky tilvenstre – i Orfeus – Jo, hun havde forresten godt set hende – en lille, fræk Tingest – i Trikot.
– At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person – Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak Parasollen efter sig.
– Han har vel elsket hende, sagde hun.
– Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun overlegent:
– Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.
Maaske – Ellen smilede lidt – Det er forresten et besynderligt Emne, men – Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske – men der er vel ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker – Prins de Silvas – Stakkel – har vel hørt til dem … Han bør undskyldes; han var saa ung.
Ja – lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.
– Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen – Ellen saa paa Fyrsten nu og da – Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden. Nei – det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar – og hun saa lige paa Fyrstens Ansigt, mens hun talte – først Skammen, der lever længere end Lidenskaben —
– Skammen?
Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da han sagde:
– Skammer sig og – hører op at elske?
Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.
Bag dem spurgte Grevinden høit:
– Og hun – Damen – hvor er hun nu? Schønaich vendte sig:
– Paa Skyen – tilvenstre – i Orfeus – med sin Trofæ: Hjerneskallen.
– Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter …
– De mener til det er gaaet over.
– Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.
Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.
– Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.
– Og imorgen skal jeg dog reise!
