Kitabı oku: «Faedra Brudstykker af et Livs Historie», sayfa 5

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist. Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu —

– Ja – tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun gik bagved de andre, traadte hun

pludselig galt paa sin Fod og gav et lille Skrig.

– Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm … hun traadte galt … aa, det gjorde virkelig ondt.

– For Himlens Skyld – hun havde da ikke forstuvet sin Fod —

– Aa nei, det var ingen Ting – Det gik nok strax over … Ganske bestemt, naar hun blot maatte støtte sig … saadan … og han ikke – hun saa op – vilde blive vred – om hun – hang lidt tungt paa hans Arm …

– Nei – han blev ikke vred – om hun blot vilde støtte sig rigtig fast …

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar streifede hans Skuldre …

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet og pludselig:

– Hvorfor reiser De?

– Fordi jeg maa —

– Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han hæst og hurtigt. Ellen – hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

– Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem – og dog aldrig forstaa mig? Aldrig – kun pine mig – derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt … Hun maatte sidde lidt. Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.

– Hvis det ikke bliver bedre – sagde Grevinden – hvad skal vi dog saa gøre med Tableauerne?

– Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem at se, inden jeg reiser.

– Og – Ellen lo – De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

– Nei – det vil blive en Overraskelse …

– Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod … Hun er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.

Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde hellere køre … Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede Schønaichs Haand varmt:

– Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et fornøiet Smil.

* * * * *

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette. Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med Brillantagraffer – i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar næsten helt op til Fortæppet.

De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger, snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet, Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.

Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med tilbageholdt Aandedræt og taus. Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem —

* * * * *

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende. Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.

– Schønaich, jeg er træt.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen og hendes Kjoles Raslen over Tæpperne.

Hun løftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af Læsesalene. Her er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hjørnet paa en Puf, stillet under en Gipsappollo og nogle store Palmer.

– Hvor her er køligt. Hun tog sit Slæb til Side og gjorde Plads for Fyrsten, og da han blev ved at være taus, spurgte hun: Naa – var jeg saa ikke smuk?

– Ja – De var smuk, sagde han.

Der var atter stille. Fra Balsalen hørte man Trinene af den evindelige Vals og et Par Violintoner af en blød Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle Øieblikke med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:

– Se, sagde han.

Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket.

Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme Minde. Og betaget hvidskede Schønaich:

– Ellen, De maa jo huske det.

Ellen Maag var meget bleg; hun bøiede Hovedet.

– Jo, sagde hun, jeg husker.

Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:

– Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af hende paa Sofaen.

– Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg ikke talt, vil jeg kvæles, faar jeg ikke talt – aa jeg ved slet ikke, hvad der hænder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem – men hvorfor piner De mig saa,

som nu – at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre – men hvorfor vil De saa ikke høre mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.

Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.

– Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og Fortvivlelse – Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu —

Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst.

– Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg ikke kunde gøre, intet – ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa – intet om De kun kunde elske mig —

– Og Deres Hustru?

Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder.

Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin.

Saa sagde Schønaich:

– Men nu er hun død.

– Og jeg elsker Dem, Ellen —

… Ellen svarede ikke.

– Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.

Der fløi et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun slyngede Viften imod ham, sagde hun: Làche!

Og gik.

* * * * *

Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i København og var "Saisonens" Løvinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud paa Vinteren valgte hun af dem alle den ældste og den fornemste, og om Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var nær de treds, men han havde over sig det Skær af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ærlig havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som Konseilpræsident – en Stilling han røgtede længe ved at tale lidt og ved at paalægge Respekt ved sin fornemme Ro – havde man ønsket at skænke ham vor høieste Hofcharge. Men han afslog.

En fremmed overordenlig Afsending havde en

Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.

Med denne Mand, der havde en voksen Søn af første Ægteskab, giftede Ellen sig. Sønnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.

VII

– God Dag. Ellen strakte Haanden ud imod Legationssekretæren. Men hvor tør De egentlig komme her – Hr. de

Vilsac – efter hvad De har sagt …

– Sagt, Fru Grevinde?

– Ja – sagt. Og Ulykken er, at jeg har faaet det at vide ligestrax … det vil sige, noget om det. For jeg tror altid, at der er en Gnist af Sandhed i, hvad Folk fortæller.

– Ja – jeg ved virkelig ikke – noget ufordelagtigt har jeg ikke sagt.

– Hm, Ellen tog igjen fat paa sit Broderi, og Vilsac satte sig ligeoverfor hende med Ansigtet mod Lyset … Det er, som man tager det. Husk Dem lidt om – der blev vist talt om mig forleden hos Admiralens … Ellen broderede og holdt Hovedet bøiet over sit Sytøi. Men nu og da, mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. Efter Bordet … oppe i Rygeværelset … husk Dem bare om …

Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske.

– Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det er min Mening.

– Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres ikke. De sagde, tror jeg nok, noget om – Ellen lo ganske kort – at jeg var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt?

Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen.

– Hvem har refereret Dem den Samtale?

– Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede.

– Den, som har sagt det, har – handlet, handlet meget mærkeligt. Hvad man siger saadan i en Samtale, kan aldrig rives ud af sin Sammenhæng. Jeg sagde forresten – han løftede Blikket fra Hattepullen – at … Ja – der blev Tale om Dem og saa sagde jeg: At De vilde aldrig kunne bukke under for en Trivialitet – men De kunde maaske nok begaa en Forbrydelse … I den Sammenhæng var det kun en Kompliment.

– Ser De, der har De jo Forbrydelsen! Hør, kære, hvor tidt skal jeg dog raade Dem til, Vilsac, at lade være med at være aandfuld, saa længe De er her ved Legationen. Vi er ikke aandrige hertillands – og De faar bare Ord for at være ondskabsfuld.

Hun taug lidt og lagde Broderiet bort.

– Alvorlig talt – skulde De hellere have ladet den – Sentens usagt. De er ikke berettiget til at vide saameget om mig – saa kan man tænke, hvad man vil og … tie stille —

Vilsac bøiede Hovedet. De har ganske Ret. Det var ubesindigt.

Efter en lille Pause sagde Ellen: Ved De hvad – jeg tror nu, vi er alle meget almindelige Mennesker, som alle paa en given Tid kan gjøre noget ualmindeligt. Mindst rigtignok i vor Kreds …

– Mindst? Nei, sig mest … Vi har Tid til det … Det er vor Ulykke – vi har jo ikke andet at bestille end skifte Luner og Klæder og at forelske os.

Han taug lidt, og mens han saa paa hende, sagde han:

– Og naar saa en Forelskelse pleies, kan den blive til en Lidenskab.

Ellen flyttede sin Hæl lidt frem og tilbage paa Gulvtæppet: Saa skulde man ikke pleie den, sagde hun.

Vilsac svarede ikke, og en Smule hurtigt for at undgaa en Pause sagde hun igjen: Folk tror Dem forresten ikke, Vilsac.

– Hvad mener De?

– Jeg ved jo godt, hvad det vilde sige – med … ikke at bukke under for en Trivialitet … men Folk siger om os to, at vi er meget gode Venner.

– Hvem har sagt Dem det?

– Adskillige … Men det er mig ligegyldigt. Bagtalelsen har aldrig interesseret mig, ikke en Gang den Bagtalelse, der gaar ud over mig selv. Og uden Overgang gav hun sig til at tale om en ny Roman, som lige var udkommen i Paris.

Der blev i Virkeligheden talt meget om Grevinde Urne.

Thi Ellen havde ingen Egenskaber, som kunde forsone hendes eget Køn med hendes Skønhed: hun viste ikke megen Fortrolighed mod nogen, hun var ikke meget blød i sit Væsen og hun havde ingen uadskillige Veninder. Derfor hævnede Damerne sig ogsaa, naar Ellen var fraværende, ved bestandige Raillerier, som holdt sig op ved allehaande Smaating: ved den gule Rose, hun altid havde fæstet ved sit Bryst, ved det sorte Silkebetræk paa Væggene i hendes Budoir, og, mellem sig selv indbyrdes, ved alt det nøgne i hendes Malerisamling.

Herrerne var paa deres Side mistænksomme og aarvaagne. De holdt Ørene stive og ventede. Selv de kyndigste forstod ikke, men de tænkte, at Tiden vilde modne Frugten, og saa vilde den vel en smuk Dag falde ned i Hovedet paa en eller anden. Derfor holdt de sig i Nærheden, og mens de ventede, gik de omkring og snusede efter en Hemmelighed i Grevindens Liv og – fandt intet.

Thi der var slet intet. Greven var vanvittig forelsket i sin Kone, og hun tillod ham at være det. Hun opmuntrede ham endogsaa i mange Ting saa stærkt, at det saa ud, som om hun virkelig holdt af ham. De red ofte sammen lange Ture, hvor de blev borte halve Dage, og spiste Frokost i en Kro, hvor det kunde falde sig – en ren Idyl; i Selskab og Theatret var de altid sammen, og om Vinteren paa Ballerne, naar Dansen var begyndt, og de ældre Herrer sad rundt i Krogene med deres Likør og deres Sportpassiar, eller de spillede Kort i Rygeværelset, kom Grevinde Urne ofte varm af Dansen i sin Silkedragt og spredte en Duft af Viol midt i Havannarøgen, mens hun stillede sig bag Grevens Stol og lagde Armene paa hans Skulder, og raadede ham i Spillet; eller hun tvang ham ubarmhjærtigt til at lægge Kortene og bortførte ham til en Vals: thi hun sagde, ingen kunde valse som han.

Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt. Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit “Selskabs” Interesser. Greven var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv. Hun var aldrig smukkere, end naar hun sad tilhest om Morgenen paa sin sorte Hingst, og det var en Gang, da hun en Efteraarsdag styrede sit Firspand paa Strandveien, at den engelske Gesandt beundrende havde sagt: at hun var født til at være en Konges Maitresse.

Da Ellen hørte Ytringen, sagde hun smilende næste Gang, de saas, til den fremmede Minister.

– De anser mig nok ikke for værdig til at være Dronning, Sir Audburn? Og Sir Audburn havde haft Aandsnærværelse nok til at svare:

– Fordi en Konges Elskede er mægtigere, Grevinde.

Ved Væddeløbene paa Eremitageplænen hørte Ellen Urne til de ivrigste. Steg pludseligt Løbenes Interesse; blev Udfaldet tvivlsomt ved et uventet Forspring, kunde Grevinden med en Gang blive ganske bleg – thi Ellen Urne blev bleg naar hun kom i Oprør – og febrilsk fordoblede hun sine Indsatser, mens hun blev siddende fremadbøiet uden at tage Kikkerten bort fra sine Øine, der skinnede.

Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen – og der var enkelte, som forstod sig lige godt paa Heste og paa Kvinder – at der vel maatte komme den Tid, hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin sextiaarige Gemal.

Og der var andre, som sluttede af andet. Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét. Et trøstesløst og stirrende Blik, saa de begyndte igen at pine sig selv for at finde Hemmeligheden, og de fandt ikke nogen – fordi der var ingen.

Thi Ellen var til daglig intet andet end bestandig kedsommelig træt.

Hun var ked endog af at ønske, og hun syntes ofte selv, hun var altfor dorsk til at længes. Hun modtog i vanemæssig Trang til at nyde, ladt og dovent, Dagenes Velvære, og hun blev liggende pletfri i sit ørkesløse Ægteskab, fordi intet fristede hende og fordi hun havde en stolt Respekt for sig selv, Foragt for de andre.

Saaledes levede hun Dag efter Dag med smaa Ting, sjælelig ligegyldig, og Aarstiderne gled med deres vekslende Nydelser bestandig over i hinanden. Fra Urnebygaard tog de til Byen – tidligt, thi Ellen holdt ikke af Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne – fra København i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt, men hver Dag altid opfyldt.

Paa den Maade gled hendes Liv.

– Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune. Som om hun aabnede Øinene og fulgte et kort Minut med Blikket en Sommerfugl, der fløi hendes Liv forbi.

Hun kunde paa en Reise – paa et Dampskibs Dæk eller i en Kupés Hjørne – føle et minutfødt Behag ved at være nær en ganske fremmed, og hver i sit Hjørne kunde de veksle et Blik, der vagt ønskede og ubestemt lovede.

Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget resultatløst gaaet hendes Liv forbi – indtil hun faldt tilbage i sit Sæde med et svagt Suk – og glemte Ansigtet.

En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i Cirkus. Hun havde følt det straks den første Aften, hun saa ham komme ind senestærk og smidig og med det græske Ansigt oplivet af Ridtets Spænding. Og da han lod sine store, tungsindige Øine glide langs Logerne, havde ogsaa han dvælet … Næste Aften var hun der igen og den næste, og deres Blikke havde hængt i hinanden, og begge havde de længtes … Men hun søgte ingen Leilighed og nedbrød ingen Skranker, og da han en Dag stod i hendes Salon i en skrigende brun Frakke og tilbød at ride hendes Heste til, lod hun den forbløffede Artist vise ned til sin Kusk.

Paa Urnebygaard havde hun næste Sommer truffet sammen med en ung Mand, en tyveaars Englænder, der elskede Musik og spillede Violin. De havde spillet noget Beethoven med hinanden, og Ellen fandt, at han havde en smuk Tone og god Opfattelse. Udover det var det første Gang, hun tænkte paa ham, den Dag, da han pludselig sank ned for hendes Fødder og overmandet, i graadkvalte Ord sagde, han elskede hende. Hun havde egenlig aldrig set ham, før nu han laa paa Knæ.

Og da hun saa dette blonde, skægdunede Ansigt forvrænget af Bevægelse og Lidenskab, havde hun givet sig til at le, uimodstaaelig let …

Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke holde op.

Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin Sovekammervæg i et Haandklæde.

Ellen blev forbauset. Hun hverken angrede eller fortrød – ikke en Gang sin Latter – men hun blev nysgjerrig. Hun tænkte i nogen Tid mere paa denne døde, end hun længe havde tænkt paa nogen levende. Hun søgte at erindre de Ord, han havde sagt, hans Blik, hans Minespil, hans Ansigt forfulgte hende. Thi dette tyveaars Menneske havde forbauset hende: han var virkelig gaaet ud der af Døren og uden at tøve et Minut, uden at tage Afsked med nogen, uden at skrive en Linie – han havde dog Forældre, vidste hun, og Sødskende – havde han hængt sig i sit Haandklæde.

Og Alverden troede med hende, at han var det mest dagligdags Menneske paa Jorden. Og han vilde ikke leve uden sin Kærlighed.

Hun gik i Kirken til hans Begravelse. Det var en Middag i August og der var en lummer Døsighed over Folk og Rum, tung Dunst af Ligluft, Buxbomgrene og Blomster. Degnen snøvlede Psalmerne frem, og siden talte Præsten under en uafladelig Snøften om Herrens uransagelige Veie. Et Par Svaler fløi ind under Hvælvingen og kvidrede uafbrudt under Talen og Rosenduften slog i tunge Drag fra Kirkegaarden ind gennem Dørene.

Ellen sang ikke med og hørte ikke efter. Ord og Sang gled hende forbi; mens hun selv ræsonerede over sin Hjerteløshed, sad hun under hele Handlingen og nød i inciteret Behag sin Hemmelighed, at dette Menneske var død af Kærlighed. Ikke just af Kærlighed til hende, det var ikke det, som mest pirrede hende; thi han var hende saa ligegyldig. Kun det, at han havde haft Mod til strax at knytte det Haandklæde om Halsen og dø.

Og da de steg op i Vognen – hun og Greven – gav hun pludselig efter for en pirrende Lyst til Fortrolighed og sagde:

– Det var af Kærlighedssorg? Greven var ved at tænde sin Cigar:

– Na – tur – lig – vis. Ellers var det … jo ingen Roman … Vel sagtens til Guvernanten?

– Nei – til mig.

Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden.

– Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed.

Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus tilbage i Vognen uden at tale mer.

Og greben af et underlig koldt Ildebefindende under sin Hustrus besynderlige Blik, mens hun sad tilbagelænet i Skyggen af sin Parasol, spurgte Grev Urne ikke mer.

Lidt efter kastede han ogsaa sin Cigar, som om Havaneseren ikke smagte ham, og uden at veksle flere Ord naaede det grevelig Par i Taushed Gaarden.

– Ellen Urnes Liv var da en rolig, aristokratisk Tilværelse med Formens Skærmbrædt rundt om: Døgnet og Moderne og Godgørenheden stablede noget Indhold op, og – Tiden gik.

Men undertiden, naar hun sad med en Bog paa sin Yndlingsplads i den gamle gotiske Stol under den store kinesiske Parasol, kunde hun pludselig læne sit blege Ansigt mod Urnernes Vaaben paa. Rygstødet, og krampagtig knyttede hun Haanden mod sit Bryst; eller Hænderne faldt, naar hun spillede, pludselig kraftløse ned fra de hvide Taster, og hun stansede midt i en larmende Rubinstein for at falde sammen over Flygelet med et Suk, dybt som en tung Stønnen; eller hun kunde, mens hun roligt styrede sit spanske Spand, rank og fornem, paa en Gang hæve den smidige Elfenbenspidsk over de steilende Dyr og pidske voldsomt deres glinsende Kroppe, som vilde hun tvinge Blodet frem.

Og ofte, naar hun laa foran Kaminen og stirrede paa Blokkene i det flammende Baal, begyndte hun med et at maale Salen med lange, uens Skridt, som om det store Rum pludselig blev altfor trangt og ikke havde Plads. Og da rev hun heftigt Fløidørene til Balkonen op og med Peltskaaben om sig stod hun midt i Vinteraftenens Kulde paa Altanen feberhed og med brændende Blod: Hun trængte til Luft og til den frie Himmel.

Hun bragtes til Ro af den summende Larm af Byen under sine Fødder og Vognenes uafladelige, fjærne Rullen og Sporvognenes Klokker, der kom nærmere og forsvandt —

Undertiden saa hun en Gadejægerske med smaa trippende Skridt gaa frem og tilbage om Palæets Hjørne, og bøiede hun sig frem over Balkonen, kunde hun høre hendes Hvidsken med Mændene, der gik forbi. Hun hørte Pigens plebeiiske Kælenavne og Mandens Spørgsmaal, og der kunde komme i Grevinde Urnes Blik, naar det fulgte Parret, som fjernede sig Arm i Arm, en graadig Fortvivlelse …

Saa gik hun tilbage til Salonen, der laa med sine Palmer og Blomstergrupper og sine tyrkiske Divaner som en dunkel og duftende Haremssal, og træt og kraftløs sank hun sammen i en Stol.

Greven kom ind og urolig ved Synet af sin Hustrus forstenede Ansigt, lod han Haanden glide gennem hendes Haar og spurgte ængsteligt:

– Ellen, du er ikke rask:

Men Ellen rystede paa Hovedet og bøiede det bort fra hans Kærtegn.

– Jeg har det godt, sagde hun. Jeg er kun saa træt.

Og naar Greven var gaaet, og Portièren var faldet til efter ham, sad hun igen, stirrende og fortabt i sine Tanker.

Ellen Urne spurgte sig selv, om det dog evig, evig skulde blive ved som nu. Hun saa paa sit Liv, som det blev levet, indholdsløst, fra Dag til Dag, og hun syntes, at det var kun som et snigende Mord. En evig, en evig Karussel omkring det tomme, ligegyldige.

Men saaledes var det, og der var intet andet.

Og hun – hun blev her. Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne Gammelmandsforelskelse, hvis mindste

Berøring var hende en Væmmelse. Der kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i de Urners Palæ … men hun blev.

Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet sig tryg. Og saa var Lehnsgrev Urne en kraftig og levestærk Mand, som var til Vanvid forelsket … Og alligevel sad hun endnu paa fjerde Aar som Grev Urnes Hustru, og hun tvang sig til at opfylde sine Pligter, og hun sad inde Aar for Aar med en tom Pletfrihed, og hver Dag foragtede hun sig selv.

Og der var ingen Opgaver og der var ingen Maal. Saaledes var hendes Liv.

* * * * *

– Men det er slet ikke, fordi jeg mener, vi Kvinder er bedre, Vilsac, vi er kun ikke saadan.

– Ja men, det er jo det, jeg siger: en Skare Sfinxer.

– Slet ikke. Men Forfatterne kender os ikke. Naar de bare vidste, hvor tidt vi Damer smiler ad deres Heltinder

… Hvert Øieblik træffer man noget, man kun kan le af …

– For Exempel?

– Aa – Exempler – Ellen lænede sig tilbage og legede med Fingrene paa Stolearmen – Mændene ved, for Exempel, aldrig hvad for en Agtelse en Kvinde instinktmæssig har for sig selv … for … sit Legeme … Det har jeg aldrig sét nogen Forfatter forstaa – Og det er dog noget af det vigtigste —

– For mange.

– For alle – tro De mig. Derfor bliver de, som har bevaret Agtelsen, ikke malet gode nok, de, som har tabt den, ikke fortvivlede … ikke slette nok.

– Det er rén Theori.

– Saa? Ellen taug lidt. Jeg saa "den Fremmede", iaftes. Der er et Sted – hvor han har været lige ved at sige noget sandt, Dumas … eller jeg kom til at tænke paa det, da jeg hørte noget halvveis andet, som blev sagt.

– Hvor det?

– Jeg ved ikke – det er vist af Doktoren – er han ikke Læge?

– Jeg tror, han er Kemiker.

– Naa, ja, det er sandt … Det var noget om, at Kvinderne altid trængte til Religion. Jeg kunde tænke mig at – man midt i hele denne Tomhed gjorde en Lidenskab til sin Religion.

– Men hvad vil det egenlig sige at gjøre til sin Religion.

– At bringe alle Ofre for den – alt – at gjøre det Vanvittige – det fanatiske … at blive Martyr med Glæde —

Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde:

– Men, bedste Vilsac – jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med Dem. Ellers plager det mig ikke … Er der ellers noget nyt?

– Aa, man siger, at Mr. Tholer endelig forleden har faaet Øjnene op.

– Nei? Endelig – saa bliver Tholers Ægteskab nok lykkeligt.

– Hvad behager. Naar han har erfaret, at …?

– At Byens første Don Juan har foretrukket hans Kone. Det giver hende Prestige, og det var kun det, hun manglede.

– De tror meget slet om Mændene, Grevinde Urne.

– Ja – meget slet, eller jeg tror – maaske snarere, at der er meget faa Mænd.

Lidt efter tog Vilsac Afsked, og Grevinden klædte sig paa til en Diner hos den engelske Gesandt.

* * * * *

De var kommet hjem igen, og Greven og Grevinden drak The i den store Dagligstue ved et lille Bord tæt ved Kaminen. De havde drøftet Toiletterne og Hændelsen hos Tholers, som der var blevet talt noget om inde hos Herrerne efter Bordet. Nu havde Greven taget Aftenavisen og læste.

Grevinden var træt.

Hun sad ørkesløst med Hænderne i Skødet og havde svaret mest kun med Ja og Nei. Saa lagde Greven Avisen bort, og da de havde siddet noget tause, uden at Ellen sagde noget eller rørte sig, reiste Greven sig for at gaa.

– God Nat, sagde han og kom hen til hendes Stol.

Hun løftede Haanden lidt mat fra sit Skød: God Nat, sagde hun, jeg er saa træt.

Saa gaar du vel til Ro, min Ven. Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen.

– Jeg har faaet Brev – fra Carl, sagde han.

Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag? – Har han det godt?

– Rigtig godt.

Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket.

Han kom hen og satte sig igen.

– Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han.

Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at lege med Kniven:

– Han var allerede helt voxen ifjor.

– Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt tilføiede hun: Naar skal han herhjem? Greven greb det:

– Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.

Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun: – Ja – hvis Du synes. Og han maa jo dog som Stamherre … Det er ganske sandt, men … Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt. Saadan at have en voxen Søn —

Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød Slæbet til Side med Foden og stod op. Men jeg skal være for Carl alt, hvad jeg kan.

Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at Du vil.

Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden … og han maatte naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i

Brüssel-Pensionen – men det havde været hans Moders Ønske …

Ellen stod lænet til Kaminen med Hovedet støttet til sin Arm. Da Greven holdt op at tale, sagde hun igen langsomt: Ja, jeg skal alt være for ham, hvad jeg kan.

– Aa, han er jo forresten et rent Barn. Greven bøide sig og, idet han kyssede hendes Haand, sagde han smilende: l Grevinden bliver han naturligvis forelsket.