Kitabı oku: «Ludvigsbakke», sayfa 14

– Saa kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.

Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:

– Det var jo urimeligt at la'e Pladsen staa tom, og hun har jo dog li'esom færdedes her i Vinter … Desuden hjælper hun saa lidt med ved Theen.

– Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er der … Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at det var sagt: under disse Omstændigheder.

Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste sig kun og sagde:

– Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.

Ogsaa Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum staaende:

– Saa vilde jeg jo ønske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom lidt tidligt … for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med Hænderne, som bragte hun noget paa Plads) saa li'esom er hun der.

Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum aabnede Døren.

De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.

– De Skærmbrædter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik gennem Generalindens Køkken, hvor nogle graa Skærmbrædter dækkende garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædter er en Velsignelse.

De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret havde sine Handsker til Tørring:

– Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked.

Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.

Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.

De tre Stuer laa i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt paa, brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig paa sin Plads i Sofaen. Hun vilde kniple, til hun skulde klæde sig paa. Sengeomhænget var snart færdigt – om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig ogsaa i den sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jævnt.

Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.

Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte paa saa mange Ting, paa denne Vinter og paa de mange Vintre før, paa Aline og paa Kate og paa Karl … Og pludselig tænkte hun paa en af Konfessionarius' Prædikener.

Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev Fred.

Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede paa Hr. von Eichbaums Billede over Skrivebordet: han saas endnu i Halvlyset.

Hans Enke havde foldet Hænderne.

Saa vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han aabnede Døren til Spisestuen og kom ind.

– Er Mo'er klædt paa? spurgte han.

– Nej, jeg har saamæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra Mørket: Men alt er i Orden.

– Faar vi saa Christensen? sagde Karl, der var falden ned paa en Stol.

– Ja.

De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:

– Og saa har jeg bedt Frøken Brandt.

Maaske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og begge hørte kun Uhret, der dikkede videre.

– Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.

– Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Saa har jeg jo tænkt mig det som en Slags Afslutning.

Uhret dikkede videre, maaske et Minut.

– Vil Du saa tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.

Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.

– Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun pludselig Armen paa hans Skulder:

– Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portræt….

Karl følte, at hun sitrede.

Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:

– Mo'r er saa god – og kyssede hende paa Panden.

– Og nu maa vi klæde os paa, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har Julius lagt ind paa dit Bord….

Karl stod inde i sit Værelse og studerede "Bordordenen". Han Følte noget af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde paa samme Side af Bordet som han selv.

* * * * *

Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og sagde, at han "turde maaske sætte ham ind i Forholdene".

Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han betragtede de to Senge.

– Her retter vi an, sagde Julius.

Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.

Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper i sit Skjortebryst – han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr. Mouriers aarlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale Mønstre – betragtede Flaskerne….

– Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.

Hr. Christensen, der saá ud som en Mand, der ikke vil undres over noget, begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. Paa venstre Haands Lillefinger bar han en bred Guldring.

Fru von Eichbaum var paaklædt og stænkede Værelserne med "en Anelse" af Kølnervand.

Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere Droskerne. De maatte holde paa Gaden. "Mellemgaarden" var for smal, saa de kunde vanskelig vende.

Men den første Gæst kom gaaende. Det var Kandidaten. Han kom bestandig først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:

– Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet paa Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt at se Dem, Henrik, saa har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde og takkede. Naar Kandidaten sad midt i en Stue, saá han ud, som han var anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i Gangen, sagde:

– Ja, Foraaret er jo svært for alle den Slags Tilfælde …

Kandidatens "Tilfælde" var et Maveonde.

– Men har De nu ogsaa i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?

Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente paa Svar. Det var Familien Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.

– Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er naaet herhen saa tidlig – og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.

Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag paa Toldboden, hvad hun straks fortalte.

Admiralen havde hilst paa Kandidaten – omtrent som paa en Skibskok; og Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme, naar hun havde hørt den første Vogn, og som maaske havde haabet, at det var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum sagde, understøttende Konversationen:

– Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?

Pateren havde talt om Autoriteten.

Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:

– Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker….

– Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden – Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom – : For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.

Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:

– Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig – vi taler netop om Katolikerne, Emmy – Katolikerne har alligevel de store Synspunkter, der giver Løftelse….

Og da hun hørte Kabinetsdøren gaa igen, mens Fanny havde væbnet sig med sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:

– Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver staaende.

Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren.

– Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav Haanden til alle – Fru Falkenberg strittede under Haandtrykket uvilkaarligt med Armene som Børn, der skal lære at valse – og man hørte Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):

– Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.

Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er det, man gaar ud i Solskin, og saa har man den kolde Blæst. Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:

– Sæt Dig her, Aline.

Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.

Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde leende:

– Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.

Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.

– Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende komme.

Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gaa ind, i Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.

– Herre Gud, hvor er hun graanet, sagde hun til Fanny, der stod hende nærmest, og Fru Mourier havde Taarer i Øjnene.

– Hvem? spurgte Fanny.

Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre, henne i Krogen ved Gummiplanten.

– Staar De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.

Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, saa der blev hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til Arken:

– Saa, nu er vi atten.

Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Haandtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede paa skraa for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst.

Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin Haand om hendes Liv.

– Vi skal slutte Kortègen, sagde han.

Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med et Blik paa Skærmbrædterne:

– Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.

– Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne er Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.

Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter en Smule højt, som gik hun over en Gaard. Da de naaede ind i Spisestuen, saá Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev hans Ansigt paa én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.

De var alle paa Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.

Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par Offerskaaler.

Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.

– Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt Servietten op om sin brede Bringe.

Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for hendes Hænder skælvede, saa hun spildte Suppen, naar hun førte Skeen til sin Mund:

– Men der er da ingen Spisestue som den paa Korsgaard.

Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:

– Der er idetmindste køligt.

Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines Stemme, og hun svarede distræt paa et Spørgsmaal af Kammerjunkeren:

– Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.

Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget rigelig Udskæring, mens hun sagde:

– Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig til.

Men Generalinden sagde:

– Gud, Du, det kommer kun af den megen Utaalmodighed. Der er ingen mere, som har Ro over sig til at sidde stille paa et Sted og strikke en Strømpe.

Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder, og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg Ordet Ro og sagde:

– Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus … Kom det an paa mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.

Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik saá op mod Fru Aline, som stirrede hun paa et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde:

– Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.

– Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.

Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:

– Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner føder kun Uro.

Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man maatte jo dog vide, hvad de Folk tænkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".

– Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline tale livligere om Barndomshjemmet paa Unsgaard: det finder jeg jo urigtigt …

Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".

Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:

– Vil De tænke Dem, forleden – opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad … Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.

Mourier lo, men Journalistkonversationen var naaet over til Kammerjunkeren, der sagde, at man saá jo undertiden de Folk i Theatret, og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i en Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller paa Albuerne.

Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter af Kredsen:

– Kære Mine, véd Du ikke det – jo, hun vil nedsætte sig som Fødselshjælperske.

Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce paa Grund af sin Diæt (han var Søn af en Berømthed fra Midten af Aarhundredet og havde i ti Aar været beskæftiget med at ordne de fædrene "Erindringer", mens han stadig blev magrere), sagde til Ida:

– Men det maa jo være en meget lønnende Gerning saaledes at kunne lindre sine Medmenneskers Lidelser.

– Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande.

Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet.

– Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt.

Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen, der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til Frøken Mourier igen.

– Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.

– Tak, sagde Fru von Eichbaum.

Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige Familie blev almindelig.

Generalinden og Oberstløjtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere paa Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og forberedte ham til en Eksamen.

– Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han maa i Værelset foran.

Oberstløjtnanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og vendte sig til Frøken Rosenfeld:

– Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone. —

– Jeg véd ikke, hvad De forstaar ved Ordet, sagde Frøken Rosenfeld: men Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en ridderlig Person.

Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til Frøken Rosenfeld.

– Kære Betty, det er vel ikke det eneste.

Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter paa sine Kinder – hun fik dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig Ophidselse – sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstløjtnanten:

– Men Menneskene tænker jo nu dog én Gang —

Og Oberstløjtnanten svarede:

– Ja, de tænker … de tænker, til de ligger der.

Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:

– Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstløjtnanten.

Ordet "tænke" førte paa én Gang Fru von Eichbaum ind paa Martensens Etik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:

– Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge paa Grund af den klare Stil.

Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som hjemløs", havde Naaden paa én Gang set):

– Er der megen Sygdom iaar, Frøken Brandt?

– Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo, – hvor de lo, ligesom langt borte. Og saa sad hun og passede paa Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vaagnet Vane, Vanen fra "Ludvigsbakke".

Mourier, der sad og saá ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:

– Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige:

– Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensraaden, rigtig en agtværdig Mand.

Ida vidste maaske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at faa Taarer i Øjnene.

Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens Admiralinden paany var naaet til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:

– Men nogle Stykker Silketøj, Kære, haaber jeg nu at faa hjem med Deres Svigermoder og Mary … Gud, De, naar man lægger dem i Bunden af en Kuffert —

Konversationen om "Unsgaard" indfangede ogsaa hende, og hun forlod "Silketøjet". Fru Mourier talte saa glad og højt, for hun var saa inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.

– Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier … Husker Du, Mille? hun talte ned til Fru von Eichbaum: naar vi kørte til Marienlyst for at danse … Det var i Brix' Tid. Nu har jeg saamæn ikke været der længe.

Fru von Eichbaum svarede noget – pludselig med Taarer i Øjnene: det var jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.

Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soiréerne og Kronborgs Løjtnanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, naar de kørte i en Høstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, naar de tog til Grib Skov, der var saa vid og stille….

Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten ganske ens – ogsaa Fru Aline.

– Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.

Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde:

– Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.

Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men paa én Gang bøjede Karl sig frem – deroppe talte de endnu om Grib Skov – og løftede sit Glas:

– Frøken Brandt, sagde han.

Ida fo'r sammen og hævede knap sit Blik. Saa drak hun.

Men Karl blev siddende et Øjeblik helt aandsfraværende. Der var kommet noget saa sørgmodigt i hans Øjne.

– Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule hastigt: la'er De maaske det Syltetøj gaa?

Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme:

– Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.

Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han maatte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om Napoleon.

– Man føler under Memoirelæsning saa at sige, at man alle er Mennesker.

Oberstløjtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig en Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste, hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger …

Næsten alle talte, en Kende i Munden paa hinanden. Frøken Rosenfeld tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin Haand ned paa Fru von Eichbaum og sagde:

– Her er s'gu rart.

– Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er saa let, naar man kun er i sin egen Kreds.

De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr. Christensen iskænkede Portvinen.

Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru Mourier sagde:

– Men nu skal vi alle samles igen paa Ludvigsbakke.

Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:

– Ja, det er s'gu rigtigt – velkommen alle Mand, nu, naar vi faar bygget … Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse….

Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.

– De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: naa, Stenene bruger vi til den nye Stald.

– Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.

– Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig tilfreds.

– Men I forvænner ogsaa Kate, sagde Generalinden.

– Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning paa Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.

Paa én Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye Værelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstaarnet og Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.

Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og saá ud, som om hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.

Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja, Fordringerne stiger, Du, sagde hun og saá kærligt beundrende ned paa Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene, ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i Baasene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.

– Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.

Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle laa mod Nord, for man maatte sove koldt.

Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde faaet den ned paa sin Tallerken.

Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst Falkenberg begyndte at kritisere Baasene. Lidt hede af Varme og Vin talte de begge, i Munden paa hinanden, hver til sin Side, Kate ned til Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme og Baase, saa det lød som en hel Duet. Ogsaa Fru Feddersen bøjede sig, optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes graa Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.

Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Taarer i sine gode Øjne.

Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:

– Ja, Ungdommen raser.

Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:

– Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.

Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren —

Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.

Fru von Eichbaum bød Velbekomme.

Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvaagen saá hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Maaltid og Kandelabrene, der osede let, og ned paa sin egen Plads. Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skaal.

Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde gaa uden. Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om.

Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.

– Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstaar Kunsten som Du.

Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller maaske vidste hun det ikke en Gang selv.

Men Fru von Eichbaum svarede:

– Kære Vilhelmine, det gaar jo ganske af sig selv.

– Ja, naar man forstaar det, sagde Fru Mourier.

Ida havde helt mekanisk – eller maaske som et Slags ubevidst Værn – taget Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu naaede hun Fru Mourier.

– Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid saa hjælpsom.

Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:

– De gaar jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.

– Ja, sagde Ida og gled videre.

– Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt Medlidenhed – maaske med det underligt halvgamle, der var over Idas Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, saa der ikke var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Haar virkede over den lille Pande saa mærkeligt som Paryk eller som det var klistret paa.

– Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads.

Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad – man kunde ikke faa en ordentlig Skjorte i hele Byen.

Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:

– Jeg har saamæn egentlig villet skrive det længe – men, ser De, – for man véd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer rundt – saadan en hel Vinter – Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen) lægger vi en Anvisning oppe paa Filialen – og saa er den Sag klar, naar De bare gaar op og hæver den.

– Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr. Mourier vendte sig, meget lettet:

– Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er s'gu friere Luft og saadan ved Kaffen er det ogsaa rart at være et Stykke fra Fruerne —

Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor Hr. Christensen og Julius gik og dækkede af.

Hr. Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume.

– Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til Julius.

Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gaaet. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen (hun spiste desuden stærkt, naar hun var ude), men i Hjørnet under Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Haand, mens hun saá ud for sig, sagde:

– Men man bli'er saa tit urolig af at læse.

Hvorpaa Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagèren talte med Fru Lindholm om Mary, sagde:

– Kære Emmy, man læser da for at hvile.

Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:

– Man vil vel ogsaa kende Livet.

– Det er vist sjældent, som der staar i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.

Generalinden, der havde trukket Ida ned paa en Sofakant, ligesom afbrød og sagde:

– De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venlig; Idas Arm. Den faldt saa sært livløst, eller ligesom den var knust eller af Led, tilbage ned paa Marmorbordet, at Generalinden pludselig saá paa hende:

– Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.

Admiralinden, der var vaagnet og havde hørt, der var Tale om Læsning, sagde henne fra Sofaen:

– Kære I, man maa jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser os i Søvn hver Aften.

Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.

– Hvor jeg har tænkt meget paa Dig, sagde Fru Mourier og listede stille sin Haand ind i Fru Alines.

Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i Generalindens Lejlighed stod de allerede aabne. Man hørte Herrernes Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gaard. Gangklokken lød og Julius aabnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede rundt for de ældre.

En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om en Pude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret, og et Par Unge begyndte at svinge sig rundt paa Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes Latter og Musikken blandedes.

Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte ind i sit eget Køkken:

– Julius.

Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med faste Manchetter.

– Vil Julius maaske stille Skærmbrædterne paa Plads, sagde Fru von Eichbaum og gik videre.

Hr. Mourier havde væltet det ene paa sin Vej gennem Køkkenet.

Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.

– Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg gaar i en Ængstelse for Kopper … om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The … Vilde De være saa sød at se efter….

Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum saá kun, at hun bøjede sit Hoved og gik.

Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som saadan gør lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.

Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og saá paa de Unge, der dansede. Nu var ogsaa Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.

– Aa, det er saa dejligt at se saa megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden saá de paa deres Børn.

Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op. Admiralen var kommen hjem, og ogsaa et Par af de Unge havde sneget sig derover.